
Nyt eksperiment: Kvinder er mere generøse end mænd

Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Du får 1000 kroner i hånden. En god gammeldags pengeseddel. Du får valget, om du vil dele en del af beløbet med en anden. Ville du gøre det?
Hvis du er kvinde, er chancen for, at du ville dele nogle af pengene med en anden større end, hvis du er mand. Et nyt eksperiment indikerer nemlig, at kvinder er mere generøse end mænd. Det skriver Phys.org.
Eksperimentet er foretaget af psykologer og økonomer fra det spanske universitet Universitat Jaume, og tager udgangspunkt i et såkaldt “diktator spil”. En slags ultimatumspil, der er udviklet af psykologer, hvor formålet med spillet er at kunne afgøre, om mennesker kun handler ud fra egeninteresse.
I spillet får deltagerne en sum penge, og herefter bliver de alle bedt om at beslutte, om de vil dele noget eller hele beløbet med en anden anonym spiller. Den anden spiller er afhængig af den første, da de kun vil modtage det beløb, som den første spiller tilbyder.
Det er altså hver mand eller kvinde for sig selv. Og eksperimentet viste, at kvinder gav 40 procent mere af pengene, end mænd gjorde.
Vi har tidligere skrevet om kvinders mental load, hvor denne generøsitet også vidste sig.
Her talte vi med parterapeut og forfatter Cathrine Katzmann, der i samarbejde med Laura Vilsgaard, kommunikationskonsulent og forfatter, har skrevet bogen “Mental load og ligestilling”.
Hun snakker om begrebet "shefault". Et begreb, der dækker over, at det er kvinden, der tager opgaven, hvis ingen andre gør:
- Hvis man ikke tager stilling til de her opgaver, lander de hos kvinderne. Der er et begreb for det, shefault. Kvinden bliver default i hjemmet. Når opgaverne ikke er fordelt, så får kvinderne dem. Når der ikke er blevet taget stilling, så tager kvinden stilling. Det er en meget stor illusion, at vi selv vælger, hvordan vi indretter vores liv. Samfundet indretter det for os, siger Cathrine Katzmann i artiklen.
Her forklarer hun, at "shefault"-rollen, har konsekvenser når det kommer til en kvindes udmattelses- og lønkonto.
- For hvert barn en kvinde får, mister hun 10 procent af sin løn, fortæller hun.
Dertil pointerer hun, at kvinden oftere går på deltid og tager børnenes omsorgsdage og sygedage. De går i gennemsnit en time ned på jobbet og en time op i hjemmet.
