Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne

Alberte Winding fortæller om sorgen over at miste sin mor

Kun otte år var sangeren og forfatteren Alberte Winding, da hendes mor, Lulu Gauguin, tog sit eget liv. Sorgen og chokket fik Alberte til at gå i stykker indvendig. Fra at være en lille, glad vildbasse blev hun et barn, der skulle bygge sig selv op forfra og ikke altid fik den omsorg undervejs, hun havde brug for. Det har stadig en stor betydning for, hvem hun er.

Udgangspunktet for interviewet er Albertes fine, poetiske erindringsbog ”Kastevind”, som netop er udkommet, og som handler om hendes barndom, før katastrofen ramte, og om de år, der fulgte.

Albertes øjne er eftertænksomme, hun rynker brynene og leder efter ordene. Hun vil så gerne være præcis omkring, hvordan hun oplevede det, men er også forsigtig, for hun vil ikke såre nogen og ved, at de voksne omkring hende dengang havde deres eget rod at kæmpe med.

– Der har været tidspunkter, hvor jeg var nervøs for, om nogen ville irettesætte mig og sige, at sådan foregik det slet ikke. Men jeg nåede frem til, at det her er mine erindringer. Jeg skulle gå efter, at grundfølelsen i historierne er, som jeg husker dem, og det er de blevet, synes jeg. Så snart jeg begyndte at gå rundt i min barndoms landskab, kom en masse stemninger helt af sig selv

Ideen til at skrive bogen fik hun, da hun fyldte 50, og forskellige spurgte, om de måtte skrive hendes biografi. Det havde hun ikke lyst til, men der begyndte at spire en lyst i hende til selv at fortælle sin historie. Hendes far, Thomas Winding, den kendte forfatter og tv-producer, døde i 2008, hendes stedmor, Elin Bing, en af forfatterne bag tv-programmet ”Bamses Billedbog”, døde i 2012.

– Så nu kunne jeg skrive mere frit. Og så skete der det, at jo mere jeg gik ind i mine egne kernefølelser, jo mindre fyldte de andre i historien. Jeg havde en plan om at skrive en sjov bog, for jeg ser mig selv som et ret humoristisk menneske. Men nu bagefter kan jeg godt se, at jeg har skrevet den i et supermelankolsk lys. På grund af min mors tidlige død, tror jeg bare, at alt, der handlede om følelser, fyldte enormt meget i mig dengang, også på den gode måde. Jeg kunne blive vanvittigt ked af det og lidt efter være rigtig glad i låget.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Det lykkelige og det sørgelige fletter sig jo ind og ud imellem hinanden

Svært at dele sorgen

Det var jo ikke sådan, forklarer hun, at hendes barndom efter morens død bare var dybt ulykkelig. Der var bål på stranden, udflugter og dejlige samtaler med hendes far, et travlt familieliv, rideture med bedsteveninden, lyse sommernætter, fester i den lokale klub med andre unge, musik, kys og forelskelser.

– Men jeg havde fået et granatchok, og det blev en del af mig. Det var en slags hemmelig ensomhedsfølelse, fordi min sorg var svær at dele med andre. Jeg ville gerne tale med dem om min mor, men når deres øjne fyldtes med tårer, var det, som om min følelse blev taget fra mig og blev til deres. Derfor holdt jeg det for mig selv.

Mor

Albertes forældre, som hun konsekvent omtaler som Thomas og Lulu, blev skilt, da hun var seks. Allerede det var en nedtur. De følgende to år boede hun mest hos sin mor i København sammen med sin storebror Aske, som Thomas ikke er far til.

Det er kun i glimt, hun husker sin mor, Lulu, der var barnebarn af den berømte franske maler Paul Gauguin, og som arbejdede på tv og blandt andet var manuskriptforfatter til den populære tv-serie ”Super Carla”.

– Jeg husker hende som sjov på en lidt barsk måde, der fik folk til at skraldgrine. Hun havde mange mandevenner og var ofte i centrum. Folk sad omkring hende og lyttede, fordi hun var empatisk og god til at komme med enkle løsninger.

Men der er mange detaljer fra dengang, Alberte ikke kender. For eksempel ved hun ikke, hvorfor hendes mor var så ked af det.

– Men jeg tror, der skal mange års grundfortvivlelse til, før man beslutter at tage sit liv. Hvis hun havde levet i dag, var hun måske kommet igennem det ved at gå til psykolog og skrive klummer, eller hun kunne have taget en skæg selfie og skrevet på Facebook: ”Var skidefuld i går, og nu skal jeg have børnene klar til skoleafslutning.” Vi er blevet bedre til at træde offentligt frem med vores sårbare og skøre sider og dele det, vi har svært ved.

LÆS OGSÅ: Maria Stenz: Man skal huske at sige tak til livet

Egentlig vred på sin mor over, at hun tog sit liv, er hun ikke. Mere overrasket over alt det, hun valgte at gå glip af.

– Tænk, at hun ville gå glip af mit bryllup, og at hun ikke så min datter, da hun lå i mine arme første gang. Jeg lå i hospitalssengen og tænkte på, hvor meget Lulu ville have elsket hende, hun lignede hendes familie så meget med sit sorte hår.

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg: Det tager tid at lægge puslespillet rigtigt, når livet vælter os omkuld

Flytning til Ærø

Efter Lulus død flyttede Alberte med sin far og stedmor og søstre til landsbyen Skovby på Ærø. Noget af et skift fra storbyen, men ikke så voldsomt, som vi forestiller os i dag, for trods sin lidenhed var Skovby og landsbyerne omkring fyldt med unge dengang.

– Jeg tror, at det at flytte derover var et forsøg på at samle os og gøre os til en kernefamilie. Jeg ved ikke rigtig, om det lykkedes. Eller også var jeg ikke god nok til at række ud efter den omsorg, jeg havde brug for. Jeg ville have min mor. Hvis jeg havde sagt det højt, havde vi kunnet snakke om det, men det var ikke engang en formulering, der fandtes inde i mig: Det var bare en stærk følelse af, at der manglede noget, lige meget hvor meget umage de andre gjorde sig. En mor kan aldrig rigtig erstattes. I mit nuværende ægteskab har jeg selv en bonussøn, og jeg ved godt, at jeg aldrig skal være hans mor, for sådan en har han allerede. Jeg er hans Bertie, og det er jeg rigtig stolt over.

Et andet problem var, at der var langt til den del af Albertes familie, der boede i København. Og på Ærø var der heller aldrig ligefrem materiel overflod, for indkomsterne var ujævne.

– I perioder havde vi ikke vand, fordi brønden løb tør. Der var også vinterperioder, hvor der ikke var råd til olie og derfor ingen varme. Og vi købte ofte på kredit hos høkeren. Min søster siger, at hun aldrig var sulten – det var jeg, men måske var det, fordi jeg sad og savnede og ikke fik taget mig sammen til at smøre en mad.

LÆS OGSÅ: Nukaka Coster-Waldau: Jeg arbejder på at lære at elske mig selv

En summen af kreativitet

Alligevel ser hun tilbage på barndomsårene på Ærø med megen glæde. Hun elskede naturen, som hun tog på lange udflugter ud i med sin veninde. Familiemedlemmer og venner drev ud og ind af huset, og det samme gjorde de lokale beboere.

I tre år boede Alberte og hendes familie fast i Skovby, og efterfølgende boede de der halvdelen af året i en årrække.

– Der var mange opbrud, men jeg kunne både lide at være der og i København.

Deres hjem summede af kreativ energi. Elin syede fantastiske ting i patchwork, hendes far malede og lavede silketryk. Og selv om Alberte ikke altid følte sig som en del af det dengang, fordi hun konstant havde følelsen af at være udenfor, var det med til at give hende nogle værktøjer til at reparere sig selv med senere i livet.

– Jeg tror ikke altid, andre så, hvor ked af det jeg var. Børn kan sagtens se ud, som om de har det godt, mens de indeni er fyldt med sorg og skyld, forklarer hun.

– Jeg var engang ude i nogle børnesorggrupper for at fortælle min egen historie, og her mødte jeg igen det med, at børn tager skylden på sig. Især de, der har mistet en forælder ved selvmord, føler, at de burde have gjort mere eller været på en anden måde. Sådan var det også for mig. Det har betydet, at jeg stadig i dag er meget øm over for kritik. Da jeg kom 10 minutter for sent til dette interview for eksempel, skulle du bare have prikket mig på skulderen og sagt, ”det var ikke så smart”, så var der straks dukket en følelse op af, at jeg havde svigtet katastrofalt.

Derfor er hendes råd til voksne med børn, der har mistet en forælder, også klart.

– Få professionel hjælp til at forstå deres sorg. Alt for mange børn kæmper alene, fordi de har svært ved at vise, hvad de føler, og de måske knap ved det selv. Jeg har hørt, at de sorggrupper, jeg var ude at fortælle min historie til, er blev sparet væk. Det er en stor skam. Jeg ville selv have haft stor glæde af at komme i sådan en. Så ville jeg måske have opdaget tidligere, at min ømfindtlighed over for kritik er en helt almindelig reaktion på at miste en forælder.

I dag bærer hun stadig sorgen med sig og nu også den over at have mistet sin far.

– Det at være en broken soul er blevet en del af mig, og jeg vil det ikke anderledes. Det er fint at have tæt kontakt med tårerne, og fordelen er, at jeg aldrig mangler en følelse at synge eller skrive på.

LÆS OGSÅ: Simi Jan: Livet er for kort til ikke at være tro mod sig selv

Lidt mere om Alberte

• Hun er sanger, sangskriver, skuespiller og forfatter, født i august 1963 og vokset op i København og i Skovby på Ærø.

• Aktuel lige nu med bogen ”Kastevind – erindringsglimt fra en barndom”, der udkommer på Rosinante 28. september.

• Medvirkede i flere af sin fars, Thomas Windings, udsendelser for B&U-afdelingen i DR.

• Som 22-årig blev hun kendt som Luna i programserien ”Bamses Billedbog” og tv-julekalenderen ”Bamses Julerejse”.

• Hun udgav sin første plade i 1985 og har siden udsendt en lang række popalbummer og album med børnesange.

• Er hele tiden på turné. Alene sidste år spillede hun 70-90 koncerter – de fleste af dem sammen med sin mand.

• Før sin nye bog har hun også skrevet tre romaner, senest ”Barbara Tristan Møllers svære begyndelser”.

• Hun har datteren Josefine på 30 og sønnen William på 26 med musikeren Jan Rørdam.

• Har nu i nogle år været gift med musikeren Andreas Fuglebæk.