Alene efter mange års samliv: Sådan kom vi videre

"Jeg gav mig tid til at sørge"

Mette Skautrup var 48 år, da hendes mand døde af modermærkekræft. Tre år forinden var han ellers erklæret rask for samme sygdom, men da kræften vendte tilbage, gik det hurtigt ned ad bakke. Han døde på et hospice og efterlod sig Mette og deres søn på 17 år og datter på 19 år.

– I dag er jeg taknemmelig for, at det gik så hurtigt. Min mand nåede aldrig at få en sygehusseng hjemme, så hjemmet kunne være mit helle – også efter hans død, fortæller Mette.

Mette blev enke efter 20 års ægteskab, og i begyndelsen var det meget svært for hende at være alene.

– Det var sorgfuldt og mærkeligt at gå fra at have været ”vi” i så mange år til at være ”jeg”. Jeg skulle til at nytænke mig selv. Der var ikke længere nogen at dele oplevelserne med.

Ingen at dele minder med

– Nu er der kun mig tilbage, der kan huske vores fælles historie – også fra dengang børnene var helt små. Det er svært, at jeg ikke længere har nogen at dele minder med.

Mette har følt sig meget ensom, selv om det ikke har skortet på støtte fra venner, familie og kolleger.

– Men det er jo kun mig, der kan gå igennem sorgen. Og mig, der kom hjem til en tom stue.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Derfor må vi ikke isolere os, når vi bliver alene

Mette har også skullet vænne sig til at være alene om alt det praktiske. Tidligere var det hendes mand, der stod for at tage sig af hjemmet.

– Han var dygtig til alt muligt, og han var meget omhyggelig. Jeg har ikke hans sans for det pertentlige, så selv om jeg har lært mig selv at sætte lamper op, ser det ikke lige så pænt ud. Jeg har også lagt fliser i haven. Det har jeg aldrig gjort før!

Det vigtigste for Mette har været at erkende, at det tager den tid, det tager, at sørge.

– I månederne efter hans død kunne jeg græde helt umotiveret. Og selv om det ikke var så hensigtsmæssigt i alle situationer, gav jeg mig lov til det. Det hjalp mig også, at jeg tillod mig at beholde hans ting. Det var først, da jeg valgte at flytte til et mindre hus et par år efter hans død, at jeg endelig besluttede at skille mig af med dem.

Mette mistede sit job et år efter mandens død. Set i bakspejlet er hun overbevist om, at det var godt for hende at være uden arbejde, for det gav hende ro og tid til at bearbejde sorgen. Mette var arbejdsløs i et år.

Derfor skal du dele din sorg med andre

Holdt sølvbryllupsfest

Fem år efter mandens død – den dag, Mette og han ville have haft sølvbryllup – holdt Mette fest og inviterede deres fælles venner. Festen blev holdt i maj sidste år, og nogle takkede nej, fordi de syntes, det var for mærkeligt.

– Men jeg ville markere dagen. Jeg bad alle om pengebeløb, da de spurgte til gaveønsker, og så købte jeg en ring. En ring, som jeg tænkte, at min mand ville have givet mig, siger Mette, som indledte festen med at lægge sin tørrede brudebuket på mandens grav.

– Det virkede meget uigenkaldeligt, men det føltes så rigtigt. Og dermed var jeg klar til at komme videre. Sorgprocessen sluttede den dag.

Mette har valgt at være frivillig på et hospice, hvor hun blandt andet har fortalt om sit liv som pårørende.

En måde at finde en ny identitet på har været at blive politiker og stille op til kommunalvalget.

Det har også hjulpet Mette at være åben om sine følelser over for andre, og hun føler sig stærkere i dag.

– Børnene og jeg er rykket tættere sammen, og nu har jeg lært at leve alene.

Efter sølvbryllupsfesten gik der nogle måneder, og så fik Mette en kæreste. Hun bor stadig alene, og tiden vil vise, om de flytter sammen. Mette tager en dag ad gangen.

Læs om Kirsten Olesen, der mistede sin mand

Mette Skautrups mand døde af modermærkekræft, da hun var 48 år gammel.

"Det skal nok gå!"

Skilsmissen havde været undervejs et stykke tid. Lotte Rigmor Jung og hendes daværende mand talte i løbet af ægteskabets sidste år flere gange om at gå hver til sit. Da Lotte ikke længere kunne holde ud at blive ved med at håbe på, at det ville lykkes dem at få et godt ægteskab igen, holdt hun fast i sin beslutning om at ville skilles efter 21 års samliv.

– Jeg havde været sammen med min mand hele mit voksne liv, for jeg var 24 år, da jeg mødte ham, og 45 år da vi skiltes. Jeg følte, at jeg havde mistet min selvstændighed under de mange års samliv, så selv om jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne klare mig selv, fordi jeg var sygemeldt og uden arbejde, var jeg nødt til at få lært at stå på egne ben, fortæller Lotte, 53 år.

Oven i alle bekymringerne om fremtiden, var der også en stor sorg.

– Det var smertefuldt, fordi vi stadig følte stor kærlighed til hinanden. Det var også et kæmpe nederlag ikke længere at være familie og at skulle byde vores teenagedatter at bryde hendes barndomshjem op. Det er stadig smertefuldt i dag otte år efter.

Mange blandede følelser

Selve skilsmissen var udramatisk, og Lotte har et godt forhold til sin eksmand.

Læs om Jakob Olrik, der ser sin skilsmisse som en succes

Lotte flyttede i en lejlighed, hvor hun vidste, hun havde råd til at bo – selv på dagpenge, hvis det skulle være. Og hvor der også var plads til hendes datter. Alligevel syntes hun, det var angstprovokerende at være alene.

– Jeg kunne ligge i min seng om aftenen og spekulere over, hvad der skulle blive af mig. Men midt i angsten for ikke at klare mig og sorgen over at blive skilt, havde jeg også en spirende følelse af, at noget nyt var på vej. Samtidig med at jeg var ulykkelig, sagde jeg til mig selv, at jeg jo havde det godt. Jeg havde mange blandede følelser, siger Lotte, der også følte stor ensomhed over ikke længere at kunne dele hverdagens små oplevelser med sin tidligere mand. I starten ringede de en del til hinanden, og det tog lidt tid, før Lotte vænnede sig af med at ringe.

Ingen grund til panik

I den første tid som single tog Lotte et sæsonarbejde på Frilandsmuseet.

– Det var godt for mig, fordi jeg kunne være udendørs, og fordi jeg havde nogen at tale med. Jeg kunne vælge, om jeg havde lyst til selskab – eller om jeg ville være for mig selv, når jeg havde det værst. Men på trods af min lille indtægt kunne jeg godt piske en stemning op: ”Jeg ender som hjemløs under en bro,” kunne jeg tænke.

Når jeg havde det sådan, lærte jeg at sige højt til mig selv: ”Det skal nok gå!” Det hjalp mig meget.

Den efterfølgende sæson stod Lotte uden job.

– At jeg igen var uden arbejde betød, at den sidste tryghed blev skrællet af mig. Jeg erkendte, at jeg var nødt til at overgive mig til livet.

– ”Jeg står midt i alt det, jeg er allermest bange for, men jeg er i live, og jeg har mig selv – og jeg skal være der for min datter.” Sådan sagde jeg til mig selv, og det gav mig ro.

Ud af den erkendelse voksede en styrke til at komme i gang igen som mentor og psykoterapeut, som er Lottes arbejdsfelt i dag. Samtidig fandt hendes eksmand en ny partner.

– Jeg havde forventet, at han ville få en kæreste, men det var et slag for mig alligevel. Først da følte jeg mig rigtig single og blev for alvor uafhængig. I dag har jeg et fint forhold til dem begge.

LÆS OGSÅ: Find lykke i dig selv

Prøvede at prutte om pris

Ud over at tale beroligende til sig selv, var ”learning by doing” måden, Lotte kom videre på. Hun blev bevidst om alt det, hun faktisk kunne klare – og voksede af det.

– Da jeg for eksempel skulle flytte og købe nye hvidevarer, prøvede jeg at prutte om prisen og gjorde gode køb. Under mit ægteskab var det altid min mand, der klarede den slags forhandlinger, men jeg opdagede, at jeg også kunne!

Det har hjulpet Lotte at være åben om, hvordan hun har det. Hun har tre nære veninder, som har været en enorm støtte. Hun fortsatte med at synge i kor efter sin skilsmisse, og her havde hun et vigtigtfællesskab.

– I dag har jeg et godt og aktivt liv og passer også et frivilligt arbejde som terapeut. Jeg er blevet en del af nye fællesskaber – jeg er for eksempel begyndt at danse, og det nyder jeg meget. Jeg har lært at leve med sorgen over at blive skilt, siger Lotte.

Lotte Rigmor Jung følte, at hun havde mistet sin selvstændighed under de mange års samliv.