Andrea forsøgte at begå selvmord: "Min hund reddede mit liv"

– Jeg følte, at ingen ville savne mig,

Sådan lyder det fra 32-årige svenske Andrea Costa.

På det tidspunkt kunne ikke holde ud til at leve længere.

Hun lukkede gitteret i sin lejlighed, så hendes servicehund, Sol, kunne slippe for at være i nærheden.

Så satte hun sig i lænestolen for at skrive et afskedsbrev.

– Jeg vidste, at Sol respekterer gitteret. Det betyder, at hun skal være rolig og hvile. Det er en del af hendes træning, og typisk går hun direkte hen og lægger sig. Hun er yderst velopdragen.

Sprang over gitteret

Andrea forberedte alt og var tæt på at gennemføre sin plan, da Sol gjorde noget, hun aldrig tidligere havde gjort – hun hoppede over gitteret og sprang op i favnen på sin ejer.

– Pludselig var hun hos mig. Hun slog alarm, som hun havde lært, ved at placere sine forben på min brystkasse. Så lå hun dér i lænestolen oven på mig. Jeg græd og græd.

Takket være den vakse hunds indgriben kom Andrea på andre tanker, og nogen, som havde hørt gitteret vælte, kom til undsætning.

Snart var en læge og en sygeplejerske tilkaldt.

– De takkede Sol, da de kom, for de indså hurtigt, at hun havde reddet mit liv.

Mange diagnoser

Andreas psykiske problemer begyndte for længe siden, men først i 2018 fik hun diagnoserne autisme, ADHD og posttraumatisk stress. Desuden lider hun af gigt.

– Jeg har smerter og svært ved at bevæge mig. Nogle gange må jeg bruge krykker eller kørestol.

Men det er hendes mange angstanfald, som påvirker hverdagen mest.

– Jeg bliver fraværende og går næsten i sort. Jeg kan gå ud på gaden uden at vide det. Det eneste, som kan bryde det, er, når Sol slår alarm ved at putte sig ind til mig, se mig i øjnene og advare både mig og andre.

Andrea har altid elsket dyr.

– Hvis jeg opdagede en kostald som barn, kunne man være sikker på, at man kunne finde mig derinde sammen med en ko. Der er intet så helende som at omgås med dyr. Især hunde.

Barsk fortid

I Andreas fortid er der forfærdelige historier om vold og seksuelle overgreb, begået af en nærtstående, allerede i barndommen, og hun er siden havnet i miljøer, som ikke har været gode for hende.

– Med mine diagnoser havde jeg brug for nogen, som var opmærksomme på min trivsel og min selvskadende adfærd.

Trods den barske opvækst klarede Andrea sig godt i gymnasiet. Måske fordi hun i mange af sine fag beskæftigede sig med dyr og dermed kunne dyrke sin helt store interesse.

– Alt kunne nok have fungeret, hvis jeg var blevet mødt med respekt af myndighederne. Det har desværre tit virket, som om de ikke har troet på mig, eller at de har syntes, at jeg var et håbløst tilfælde.

I 2013 blev Andrea opereret i sit ene knæ. Hun fik en stålskinne og var sengeliggende i det meste af året, der fulgte.

– Jeg fik det værre og værre indeni og ville til sidst ikke leve mere. Det eneste, der fik mig til at vælge livet, var Sol, som jeg netop havde fået som hvalp.

– Jeg ville være rask for hendes skyld, siger Andrea, der besluttede sig for at uddanne Sol til sin servicehund, hvilket hun har klaret alene.

Heldigvis var hun ingen nybegynder, hvad angår hundetræning.

– Jeg har deltaget i konkurrencer med hunde og været med på jagter, fortæller hun.

Mærker angstanfald

I dag er Sol mere eller mindre udlært og hjælper Andrea med at få struktur på hverdagen.

Sol kan mærke, når Andrea er ved at få et angstanfald.

– Så lægger hun poterne på mit bryst som et signal til mig, og hun har aldrig taget fejl. Jeg ved ikke, hvordan hun mærker det, men hun gør det, siger Andrea og kigger stolt på Sol.

Når Andrea har brug for støtte, lægger Sol også sit hoved på hendes knæ eller giver hende et kram.

Nogle gange lægger hun sig som et levende tyngdetæppe oven på hende. Det mindsker angsten og får Andrea til at slappe af.

– Sol er altid med til mine møder med myndigheder og sundhedspersonale. Det er situationer, som er stressende for mig, men nu klarer jeg at få selv dårlige beskeder, takket være hende.

I hverdagen hjælper Sol også Andrea med at lukke og åbne døre.

– Hun bærer endda sine egne hundeposer, ler Andrea.

Altid sammen

Makkerparret forlader næsten aldrig hinandens side, og det har gjort Andrea mere selvstændig.

– Jeg har stadig brug for hjælp. Det ved jeg. Det er autismen, som spøger. Jeg håber, at jeg kan inspirere forældre til autistiske børn til at anskaffe sig en servicehund.

– Eller egentlig hvilken som helst hund, for de hjælper virkelig.

Sol har givet øget livskvalitet til sin ejer, som nu også er begyndt at modtage regelmæssig psykiatrisk hjælp.

– Det er et fantastisk team, som forstår mig. Sol får lov til at være med hver gang, hvilket gør det lettere for mig at udtrykke mig.

– Jeg kan håndtere mine diagnoser, og jeg skader ikke mig selv længere. Alt takket være Sol. Hun er en helt, smiler Andrea.

Denne artikel blev oprindelig bragt på Allas.se.