Anne Sophia Hermansen: 80’er-musikken gør os alle unge og udødelige

Prince, David Bowie, Michael Jackson og Whitney Houston er alle døde i løbet af de seneste år. For mange af os, der er over 40 år, har de leveret soundtracket til vores ungdom. Musikken til det første kys, det første knald, den første ulykkelige kærlighed og den første følelse af, at hjertet kun bliver større af at blive givet til en anden. Mange af os, der var unge i 80’erne, har spist lørdagskylling og frugtsalat til fester, hvor vi lyttede til David Bowie, vi har prøvet at moonwalk’e med Michael Jackson og danset, som om det var 1999, til Prince.

Det var lige i går og så alligevel utrolig længe siden. Så længe, at alderen, narkoen og sygdommene har indhentet ikonerne, og tilbage på dansegulvet ligger glimmerbæltet sammen med puddelhåret og uskylden. Vi kigger os i spejlet og ser, at vi er børn, der nu er blevet voksne og selv har børn, der bliver forelskede og kysser for første gang.

Jeg har i år forsøgt at spille lidt David Bowie for min 11-årige søn og forklaret ham, at jeg var på hans alder, da Bowie spillede ”Heroes” til velgørenhedsarrangementet Band Aid. At den sang gav mig en oplevelse af, at vi kunne ændre verden og gøre den til et bedre sted. At den også lå på min walkman, da jeg kort efter Murens fald var på ekskursion med gymnasiet til Berlin og med mine egne øjne så afslutningen på den kolde krig. Kort forinden havde den amerikanske præsident Ronald Reagan sagt: ”Mr. Gorbatjov, tear down this wall”, og de ord havde fyldt alverdens nyhedsudsendelser, ikke mindst med håb.

Men min søn kiggede bare sløvt på mig. Nå.

Da Whitney Houston døde i 2012, spillede jeg ”I Wanna Dance With Somebody” og stod der igen med lyserøde plastik-øreringe, blå eyeliner og et kæmpe crush på klassekammeraten Nicolai. Hvis David Bowie har leveret musik til idealismen, har Houston gjort det til knuste teenagehjerter. Hvem har ikke siddet og snøftet til ”I Will Always Love You” ... været i tvivl til ”How Will I Know” ..? Når jeg hører hende synge, bliver rummet pastelfarvet og fyldt med idolplakater fra Bravo. Samtidig minder hun mig om, hvor meget man kan fucke sit liv op, hvis man forelsker sig i den forkerte mand.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Det opelvede jeg på Tinder

Hendes død fyldte mig med medfølelse, ligesom Michael Jacksons gjorde det. Da han døde, gik min søn stadig i børnehave, og jeg husker, at jeg kneb en tåre, mens vi dansede til ”Billie Jean” i stuen. Berømmelse kan give én rotter på loftet, og Michael Jackson var ingen undtagelse. Han fascinerede ikke kun med sin musik, men også med sine næseoperationer, abevennen Bubbles og forlystelsesparken Neverland Ranch. Han var manden, der ikke var rigtig mand, ikke rigtig voksen, hverken sort eller hvid.

Da Prince døde her for nogle uger siden, forsøgte jeg at fortælle min søn om et musikalsk geni i kalvekrøs og høje hæle og om et nummer, han havde skrevet til Sinead O’Connor. Jeg spillede ”Nothing Compares 2 U”, og næppe var det færdigt, før han var strøget tilbage til sin PlayStation.

Det er o.k., for jeg har efterhånden besindet mig og erkendt, at han ikke interesserer sig en pind for min ungdoms musik. Nøjagtig lige så lidt, som jeg selv interesserede mig for det Elvis og Billie Holiday, som min far spillede for mig.

Så jeg trådte selv ind i tidsmaskinen sammen med Prince og lyttede til ”Kiss”, ”Cream”, ”Purple Rain” og alle de andre numre, der minder mig om, hvor fri en ungdom jeg har haft. En ungdom med flirt, drenge, sex, druk og dans. Det kan godt være, der var kold krig og våbenkapløb i 80’erne, at vi var bange for atombomben og afprøvede luftalarmer om onsdagen, men som generation betragtet var vi helt vildt heldige. Både med musikken og med at være født på det tidspunkt i historien.

Mange har i kølvandet på popikonernes død skrevet, at de føler, at deres ungdom nu bliver revet itu. Men vel gør den ej. Lyt til musikken og læg mærke til, at så snart den spiller, så står du dér igen under diskokuglen og har spændt glimmerbæltet op til lir. 80’er-musikken gør os alle unge og udødelige.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser