Anne Sophia Hermansen: Er du bikiniklar? Grrrrr
Som jeg husker det, var min mor altid på slankekur. Hendes vægt og humør kørte op og ned, og hvert måltid blev tyranniseret af kalorietælling. Et andet tyranni udgik fra badevægten, som hun trådte op på hver morgen, og ned af igen med en følelse af nederlag.
Vægt er et følsomt emne for de fleste kvinder, jeg kender. Uanset om de er tykke eller tynde. Og samtidig er det et totalt ligegyldigt emne for de fleste mænd. Hvorfor?
Det har jeg tænkt en del over. Men først vil jeg fortælle om en episode fra min stamcafé på Østerbro her den anden dag. Jeg sad og arbejdede ved et bord, og en far sad ved nabobordet med sine to børn. Det var søndag, og de skulle have brunch, og jeg kunne ikke lade være med at lytte til deres samtale. Børnene ville have pandekager med blåbær og ahornsirup, men det var en dårlig idé, mente faren. I stedet skulle de vælge havregrøden, for det var meget sundere – hvis altså den ikke blev serveret med mandler, for de feder, og kirsebærsauce, der er det rene slik. I øvrigt var han ikke sikker på, at pandekagerne var økologiske, så han endte med at bestille grød hen over hovedet på dem. Han selv ville gerne have en brunchtallerken, men uden æg og heller ikke med noget brød, for han tålte ikke gluten, og han ville også sikre sig, at frugten var økologisk ..? Det kunne tjeneren ikke garantere, så han endte med at bestille en chevre chaud, dog uden gedeosten, for den kunne han heller ikke lide.
LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Mad skal være en nydelse
Når jeg fortæller mine veninder om episoden, griner de. De synes, manden er dybt usexet, og jeg er enig – jeg tror oprigtigt ikke, at jeg kunne knalde en mand med glutenallergi og laktoseintolerans. Nej, det er bare gas. Det er kun veganere, jeg har det sådan med.
I mine øjne var han helt ude i hampen, og det er der så meget, der er her på Østerbro, men tilbage står spørgsmålet: Hvorfor er det normalt, at kvinder lader sig terrorisere af kost og vægt, og latterligt, når mænd gør det samme? Og kunne det tænkes, mænd så på os på samme måde? At de måske tænkte: Gid hun bestiller pandekagerne, for en kvinde, der kan spise tykke pandekager sovset ind i ahornsirup, er en langt bedre sexpartner end hende, der spiser salat med gedeost – uden gedeost.
Jeg tror det. De mænd, jeg kender, er dødtrætte af at høre på kvinder, der ikke føler sig slanke nok, og især er de trætte af det, fordi de synes, kvinderne har en krop, som er smuk. Også efter en dejlig jul, der måske har varet helt til påske.
Og apropos påske så er det her, aviser og blade nævenyttigt spørger: Er du bikiniklar? Og det spørger mange kvinder også sig selv om. Læg mærke til, at medierne aldrig spørger: Er du Speedos-klar? For mænd er af en eller anden grund altid strandklar (dog minus ham faren med salaten). De er ikke hjemsøgt af deller, slap hud eller kalorierne i den brunsviger, de lige har spist.
Selv om vi i hele min barndom boede tæt på stranden, gik min mor aldrig derned for at bade. Hun følte sig ikke slank nok, og jeg bliver helt ked af at tænke på det. For selvfølgelig var hun det, og det er du også. Når du har taget din bikini på, er du strandklar, også efter en velvoksen lp-samling pandekager.
Og gør så dig selv den tjeneste at smide din badevægt ud. Den har aldrig gjort nogen lykkelig.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk