Birgittes storebror forsvandt. Først 27 år senere ringede en betjent og fortalte, hvad der var sket med ham

Jeg kan tydeligt huske den dag, Henrik tog af sted. Han gav mig et kys på panden, og i et kort sekund tænkte jeg: Gad vide, hvornår jeg ser ham igen? Jeg var 21 år, og Henrik var 28 – og jeg så ham aldrig igen.

Birgitte Behrendt tager en tår af sin cappuccino. Vi sidder i et stille hjørne på en café på Østerbro, og der bliver smilet imødekommende hen over kaffekopperne.

Alligevel er det, som om Birgitte sidder lidt på spring. Som om noget i hende er på vagt.

– Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke har de bedste erfaringer med medierne. At se min brors skæbne blive udpenslet på formiddagsbladenes spisesedler har været rigtig svært for mig og min familie. Så jeg håber, at vi i vores snak kan udelade detaljerne omkring min brors død, siger Birgitte med et lille smil.

Birgitte Behrendt er stresscoach og sorgvejleder, og inspireret af sin egen familiehistorie har hun skrevet den første fagbog på dansk om begrebet ventesorg.

– Det er en sindssygt hård periode i et menneskes liv at være i ventesorg, og det er noget, der rammer rigtig mange mennesker, så jeg håber, at min bog kan bidrage til, at vi begynder at tale mere om ventesorg, siger Birgitte og tilføjer:

– Jeg havde det selv sådan, at der var nogle brikker, der faldt på plads for mig, første gang jeg hørte ordet ventesorg. For det er jo dét, min familie og jeg har gennemgået.

Begrebet stammer fra 2. verdenskrig, hvor den tysk-amerikanske professor Erich Lindemann brugte begrebet om den svære tid, mange familier befandt sig i, når unge mænd rejste af sted mod fronten.

Familierne levede i daglig ængstelse for, om de nogensinde ville få deres unge mænd at se igen – og det er netop dét, der kendetegner ventesorg: Man sørger over det menneske, man er ved at miste, som om man allerede har mistet ham eller hende.

– Forskellen på ventesorg og “almindelig” sorg er, at der mangler en afslutning. Forløbet er ofte meget langstrakt, og man befinder sig i en tilstand af uvished – uden at vide, hvor længe den tilstand vil stå på. Det er ekstremt drænende, forklarer Birgitte.

I sin bog beskriver hun – sammen med en psykolog – de to typer ventesorg, der er mest udbredt: Den første er den sorg, der melder sig, når en nær og kær bliver ramt af livstruende og uhelbredelig sygdom.

– Jeg har gennem ni år arbejdet med frivillige i Kræftens Bekæmpelse, hvor mange af dem er pårørende, som i en lang periode står et sted, hvor følelserne kører op og ned som i en rutsjebane.

– Kræft er en sygdom, der kan strække sig over meget lang tid, og det går jo op og ned. Så kommer der en ny behandlingsform, og man fyldes af håb og tænker: Måske sker der noget mirakuløst, så min kære bliver helbredt – men så går det alligevel ikke den vej. Så det, der også kendetegner ventesorg, er, at man tager afsked med sine kære rigtig mange gange, forklarer Birgitte.

Hun fortæller videre:

– Den anden form for ventesorg er den, der rammer, når ens kære går ud ad døren og ikke kommer hjem igen. Hvert år forsvinder 6-800 mennesker i Danmark. Langt de fleste dukker op hurtigt igen, men der er alligevel nogle tilfælde, hvor de pårørende må vente længe på at få vished. Sådan var det for mig og min familie.

Storebror forsvandt i udlandet

9.904 dage – eller 27 år. Så længe levede Birgitte i uvished, efter at hendes storebror forsvandt.

– Henrik rejste ud i Europa i efteråret 1991, og vi vidste ikke helt, hvad han skulle. Han havde et it-firma her i Danmark, men så kom kartoffelkuren, og han gik konkurs. Henrik besluttede sig for at rejse til udlandet for at prøve lykken, og vi modtog jævnligt postkort fra forskellige steder i Europa, fortæller Birgitte.

Hvornår gik det op for dig, at der var noget galt?

– Da brevene fra Henrik pludselig stoppede i sommeren 1992, fik jeg en dårlig mavefornemmelse. Den blev forstærket, da mine forældre tog på ferie i Europa. De mødtes med Henrik i starten af deres ferie og havde også aftalt at mødes med ham på vejen hjem – men Henrik dukkede aldrig op til aftalen.

– Vi blev nervøse, og min far efterlyste Henrik hos politiet – men efter nogle måneder modtog vi et julekort fra Henrik. Efterlysningen blev afblæst, for så måtte Henrik jo være derude et sted.

– Vi har senere fundet ud af, at Henrik allerede var død, da vi fik et julekort fra ham.

Hvem har så sendt det julekort?

– Det ved vi ikke, men det har jo været én, der havde en interesse i, at vi blev ved med at tro på, at Henrik var i live, siger Birgitte.

Månederne gik, og mens Birgittes far kontaktede politiet igen og igen, sank Birgittes mor ned i et tykt dynd af ventesorg, hvor ingen kunne nå hende.

– Min mor var i forvejen et meget privat menneske, og da Henrik forsvandt, lukkede hun sig inde i sin egen skal. Når min far og jeg forsøgte at tale med hende, rejste hun sig op og gik. Det var tydeligt, at Henriks forsvinden ikke var noget, vi skulle tale om – så det var kun min far og mig, der talte om det.

Birgitte og hendes familie venter i en ulidelig uvished. De kan ikke rejse ud for at lede efter Henrik, for de ved ikke, hvor de skal lede – han kan være alle steder.

I sommeren 1993 – et år efter Henriks forsvinden – sker der pludselig noget: Et parteret lig bliver fundet i Portugal, og det viser sig at være en liget af en dansk mand ved navn Erik.

– De danske medier begynder at skrive om det makabre mord på Erik, og dansk politi rejser til Portugal for at undersøge sagen nærmere. Her får de at vide af det portugisiske politi, at der året inden – i sommeren 1992 – er blevet fundet en anden død mand i Portugal. Han er bare aldrig blevet identificeret, siger Birgitte.

– Fingeraftrykkene fra den afdøde og min bror blev derfor sammenlignet, men desværre begik politiet en fejl og sammenlignede to forskellige fingre, sukker Birgitte.

Politiet finder ikke noget match mellem den anden døde mand og Henrik, og Birgitte og hendes familie må leve videre i uvished.

Henriks sag bliver lagt på is – og først mange år senere, i 2019, sker der noget nyt i sagen, da et dansk tv-hold beslutter sig for at lave et program om den anden dræbte mand og den formodede morder.

– I forbindelse med den aktindsigt, journalisterne anmoder om i deres research til tv-programmet, går politiet ind og kigger på Henriks sag igen – og her er det så, at de opdager, at der er sket en fejl. Og så ringer politiet til mig, siger Birgitte. Hun bliver blank i øjnene og holder en lille pause, inden hun fortæller videre.

– Jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor betjenten ringede – det var meget uvirkeligt, for jeg havde tænkt på Henrik i 27 år. Jeg kunne fornemme på betjentens stemme, at han ikke havde gode nyheder, så jeg skyndte mig at sige: Det her skal min far og jeg høre sammen.

– Først da betjenten sad hjemme i min fars stue og sagde “jeg kondolerer”, forsvandt min sidste rest af håb om, at Henrik var i live.

– Jeg kan huske, at jeg mærkede en kæmpestor sorg skylle ind over mig, men jeg mærkede også en stor tilgivelse. For gennem årene har jeg været enormt vred på Henrik, siger Birgitte.

Hvorfor har du været vred?

– Fordi jeg ikke vidste, om han stadig var i live. Så jeg gik ofte og tænkte: Hvis du er derude uden at give lyd fra dig – hvordan kan så være dig selv bekendt?

– Den dag, Henrik forsvandt, mistede jeg også min mor. Hun forsvandt ind i ventesorgen, og i 2013 døde hun pludseligt af to hjerneblødninger. Så jeg har været hele følelsesregisteret igennem – vrede, frustration, håb og sorg, fortæller Birgitte.

Har I som familie fået mulighed for at tage afsked med Henrik?

– Ja, vi holdt en mindeceremoni for ham i 2020. Der gik to år, før vi fandt ud af, hvor Henrik var blevet begravet.

– Min mand og jeg rejste til Portugal for at besøge kirkegården – selv om vi godt vidste, at Henriks grav var blevet nedlagt flere år forinden, fordi ingen kendte hans identitet. Alligevel var det vigtigt for mig at se stedet.

– Henrik fik ikke nogen værdig afsked med livet, og vi fik ikke noget gravsted – men vi har skrevet hans navn på den gravsten, hvor min mors navn også står. Så nu har vi et sted, vi kan tage hen og mindes ham.

Den formodede gerningsmand, som tv-holdet fandt i Brasilien, blev fængslet på baggrund af en anmodning fra dansk politi, som ønskede ham udleveret til en retssag i Danmark om de to drab.

Højesteret i Brasilien besluttede ni måneder efter, at han ikke kunne udleveres, fordi drabssagerne var forældet i Portugal.

– Så den formodede gerningsmand går rundt et sted derude, men vi ved jo reelt ikke, om det ER ham, der har dræbt min storebror. Og måske får vi aldrig svaret, siger Birgitte.

En glasplade over livet

De mange års uvished har i høj grad har påvirket Birgittes liv.

– Min lette tilgang til livet forsvandt, da Henrik forsvandt. Jeg fortsatte mit liv og fik en uddannelse, et job, en mand. Jeg kunne godt leve, jeg kunne godt eksistere – men uvisheden var med mig konstant. Det var, som om uvisheden lagde en glasplade hen over mit liv, og det var i det lys, at jeg så alting. Hver eneste dag i 27 år tænkte jeg: Hvad er der sket med Henrik?

Kan du forklare, hvad der er så drænende ved uvisheden?

– Det er den manglende afslutning. Vished er SÅ vigtigt for os mennesker – vi har brug for at vide, hvad der er sket med vores kære, uanset hvor forfærdeligt det end måtte være. En afslutning er essentiel for, at man kan komme videre, siger Birgitte – og afbryder sig selv:

– Ja, jeg kan faktisk ikke lide udtrykket “at komme videre”. Gennem årene har mange mennesker sagt til mig: Skal du ikke bare se at komme videre? Og det synes jeg er enormt hårdt at sige til et menneske i ventesorg.

Hvordan rækker man så bedst ud til et menneske i ventesorg?

– Det handler om at forstå, at det at være i ventesorg er som at være i et vakuum. Et menneske i sorg pendulerer typisk ind og ud af sorgen, og med tiden fletter sorgen sig ind i hverdagslivet.

– Ventesorgen holder ingen pauser, den er med dig hele tiden og kan også være forbundet med tabubelagte følelser: Vrede, frustration, udmattelse. Det kan være rigtig svært at sige: Det her er simpelthen så hårdt, at jeg mest af alt ønsker, at min kære snart får fred.

Birgitte fortæller videre, at det at få vished om Henriks skæbne har gjort, at sorgen har fundet sin plads i hende. Med sin bog håber hun at få åbnet for samtalerne om ventesorg.

– Jeg håber, at de mennesker, der står midt i ventesorgen, føler sig mødt og set. Og at de mennesker, der er omkring folk i ventesorg, bedre kan forstå, hvor svært det er.

Tænker du, at ventesorg bliver taget mindre seriøst end “almindelig” sorg?

– Jeg tror mest det handler om, at ventesorg er en underbelyst form for sorg. I løbet af de seneste år er der kommet langt større åbenhed omkring det at være i sorg, og det er vigtigt, at vi får en lige så stor åbenhed, når det handler om ventesorg.

– Det er noget, der rammer rigtig mange pårørende, ikke mindst fordi folk lever længere med uhelbredelige sygdomme. Det er jo dejligt – men det betyder også, at man kan blive slidt op som pårørende, og det skal vi være meget bedre til at tale om, siger Birgitte Behrendt.

Og så tilføjer hun eftertænksomt:

– For mig er det sådan, at jeg stadig har svært ved at tage afsked med folk – også i små sammenhænge. Det er noget, der ligger meget dybt i mig, og som nok altid vil ligge der, selv om jeg har gået i terapi og talt med psykologer om det.

– I en periode rejste min mand på mange forretningsrejser, og jeg havde det rigtig svært, hver gang han gik ud ad døren. For jeg kunne ikke lade være med at tænke: Får jeg ham nogensinde at se igen?

Artiklen blev udgivet i femina uge 28, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: