Bodil Jørgensen kigger mod solen, når hun rammer hamsterhjulet: "Så kan man bedre klare at skrabe røven gennem mudderet"

Det begynder med lyden af skridt i ral. Et par fornuftige, brune sko knaser sig hen ad en kirkegårdssti.

Kvinden, der toner frem på lærredet med ryggen til, hende med de brune sko og en lille kuffert i den ene hånd, tøver. Skridtene mister kraft. Nu ser vi hende forfra.

Hun er hjertegribende hjælpeløs i sin pludselige vildrede. Hvor er de? Hvor ligger de?

"Hvidstengruppen II – De efterladte" er i gang. Og Bodil Jørgensen er tilbage i rollen som Gudrun Fiil.

10 år efter at den første film om familien Fiil, krofamilien og frihedskæmperne fra Hvidsten med stor succes trak publikum til biograferne, er efterfølgeren klar. Og her er der altså ikke gået ti år.

Da vi møder Gudrun Fiil på kirkegården, har hun lige mistet sin mand, sin søn og sin svigersøn, som alle tre blev henrettet af tyskerne, og snart efter bliver også hendes to ældste døtre, Tulle og Gerda, dømt for medvirken til sabotage og sendt til en uvis skæbne i fængsel i Tyskland.

– Har du set filmen, spørger Bodil dér fra sofaen hjemme i stuen i Lyngby, hvor vi møder hende. Hun har nemlig ikke selv set den endnu, da vi laver interviewet.

Hun vil vide, hvordan det virker med de skift, der er i filmen, imellem den hverdag, Gudrun tappert kæmper for at få op at stå hjemme på Hvidsten Kro, hvor livet jo må gå videre uden mændene, og de rædsler, hendes døtre gennemlever som fanger i et Nazityskland, der fornemmer nederlagets kolde ånde og hævner sig, mens det stadig kan.

– Fungerer det med skiftet imellem de to steder, fangelejrene i Tyskland og hjemme på kroen, hvor de går og hænger julepynt op, spørger hun spændt.

Det er tydeligt, at filmen betyder noget særligt for hende. Hun siger det også direkte.

– Det meste af det, jeg laver som skuespiller, er jo fiktion. Men her skulle jeg portrættere en kvinde, der har lidt og stridt, blodet har flydt i hendes årer, og hun har været her. Det rørte mig dybt. Der er noget lidt mærkværdigt ved, at lige siden vi lavede den første film, har jeg følt mig knyttet til Fiil-familien.

– Jeg kigger altid ind, når jeg kommer forbi på egnen. Jeg kommer på kroen, og jeg kommer til Mariager, hvor Gulle og Karl bor. Gulle er datter af Tulle og er altså Gudruns barnebarn. Hun er en baby i den første film, og i den anden film er hun en lille pige, der passes af Gudrun og dem derhjemme, da Tulle sendes til Tyskland, men i dag er virkelighedens Gulle jo en dame på 77-78 år.

– I filmen er jeg Gulles bedstemor, men når jeg besøger hende, er hun som en bedstemor for mig, selv om hun selvfølgelig har sine egne børn. Der er altså et særligt bånd imellem os.

Her rækker hun højre hånd frem og nikker ned mod sin langfinger og siger:

– Jeg har også denne her ring … Den forærede Gerdas søn, Bent Fiil, mig til premieren på den første film. Det er den ring, Gudrun fik af Marius til deres sølvbryllup. Jeg har så fået den forstærket og sat nye sten i, og jeg har kun haft den af en enkelt gang i alle de år, og det var dengang med traktorulykken, ellers tager jeg den aldrig af.

– En dag skal pigerne i familien have den tilbage. Jeg er jo ikke rigtigt i familie. Men det er en fin pagt, vi har med den ring, at nu er det mig, der passer på den.

Den gyldne middelvej

Bodils hjem ligger for enden af en villavej. Et lille hus, der nærmest putter sig ind til skoven, der hvælver sig op som et mørkegrønt bjergmassiv derude i haven og får en til at føle, at man sidder i en tryg lomme herinde i stuen.

Hun har boet her siden 2015, hvor hun flyttede herud fra det indre Nørrebro, som hun ellers holdt så meget af.

– Jeg elsker stadigvæk Nørrebro. Når jeg kommer derind i dag, tænker jeg tilbage på en lykkelig tid, på børnenes barndom derinde og på de mennesker, jeg kendte, og som stadig er der og råber "Hej, hej", når de ser mig.

– Det er meget lykkeligt for mig at gå rundt på Nørrebro. Men det var den tid. Det her er så den gyldne middelvej: Midt imellem naturen og skoven på den ene side og parcelhuskvarteret og Lyngbys blanding af aldrende befolkning og unge børnefamilier på den anden.

2021 har været et travlt år for Bodil. Efter at meget blev udsat på grund af coronaen, kom der igen skred i tingene. Alene i år har hun været med i optagelserne til tre spillefilm og en tv-serie.

Udover den aktuelle film om Hvidstengruppen dukker hun i foråret op i Anders Refns film "De Forbandede År II – Opgøret", der også handler om tiden omkring 2. verdenskrig.

Og for Bodil er det forståeligt, at der er interesse for at se tilbage på de år netop nu, i en tid hvor vi står med en pandemi og akutte klimaudfordringer.

– Jeg tror, der er kommet en længsel efter at finde ind til: Hvem er vi egentlig? Coronatiden har mindet os om, at livet også kommer ind på livet af os, når døden gør.

– Det er, som om man får skrællet en masse lag af og pludselig kan se: "Gud, ja, det er DET HER, det handler om. Livet og døden." Med coronaen har vi fået en slags opvågning, selv om det gik ud over nogle, og nogle skulle ligge og dø alene i respiratorer, og jeg har selv ligget i respirator og ved, at det ikke at kunne omfavne sine nærmeste, er så forfærdeligt.

Hun holder en lille pause, inden hun fortsætter:

– Ligesom en verdensomspændende pandemi er en krise, og klimakrisen er det, var 2. verdenskrig også en enorm krise og et kæmpe indgreb i alle menneskers liv. Derfor ser vi os også om, tror jeg, efter hvad andre har gjort, og kigger på eksempelvis mennesker som Hvidstengruppen, der sagde "nu er det nok" og kastede sig ud i frihedskampen, uden at vide hvad det skulle ende med.

– De kampe dér, som hvert enkelt menneske tager, hver familie tager, hver nation tager, det er jo en kamp, der starter i én selv, ligesom den gjorde i familien Fiil.

Gå med fred

Ind imellem alle optagedagene har Bodil været rundt i landet for at holde foredrag sammen med Marmorkirkens sognepræst Mikkel Wold om deres samtalebog "Gå med fred". Det har været en stor oplevelse, fortæller hun.

– Det har været fantastisk at få lov at møde folk derude igen. I Struer, Grenå, Herning, Odense – og Sæsing. Folk kommer alle mulige steder fra. Og kommer med alle mulige historier og ting, de lige har oplevet. Alle har jo oplevet sorg.

– Alle har oplevet lidelse. Og så snakker vi der et par timer om livet og døden, om sorg og glæde, om livsmod og livskraft. Og jeg synes, jeg kan se, at folk går opløftede ud. Eller går med fred, faktisk. Jeg tror egentlig, at Mikkel siger, når han står inde i Marmorkirken: "Gå med GLÆDE og fred." Netop det øjeblik holder jeg meget af. Det øjeblik, når man er til alters, og man lige kigger på præsten, og han siger: ”Gå med fred.” Derfor kom bogen også til at hedde det.

Når man spørger til Bodils forhold til tro, trækker hun Gudrun Fiil med ind i billedet igen.

– Jeg er jo bare en ganske almindelig troende, ligesom Gudrun Fiil var. I filmen er der nogle rigtig fine præstescener, hvor Gudrun søger hjælp og trøst hos præsten i Spentrup. Det er så præsten, der siger de vigtige ting som: "Når der var nogen, der kunne dø for Danmark, må der også være nogen, der kan leve for Danmark." Og heri henter Gudrun sin livskraft til at leve videre. Og det er jo sådan, vi kan bruge troen. Til at komme videre.

– Og ja, det er også sådan, JEG har brugt den. Altså, det er slet ikke hver søndag, jeg kommer i kirke. Men de gange jeg gør, føler jeg mig opløftet og føler, at jeg får en eller anden livskraft tilbage, som jeg kan bruge i ugens løb til det og dem, det er nødvendigt at give den til. På samme måde har jeg altid følt, at jeg gennem troen har haft en lige line ned til det anker, som håbet er.

– I tro-håb-og-kærlighedstegnet symboliseres håbet jo ved et anker. Der er altså noget, der ligger helt nede på bunden og holder én fast, selv i svære perioder, hvor man er langt ude, og havet er allermest oprørt, og som bliver ved med at holde én fast, indtil man får fodfæste igen. Det er jo selve det, håbet er lavet af.

Her skramles der pludselig ved den lukkede stuedør. En hund kræver selvbevidst at blive lukket ind, mens en småsløj teenagedatter hurtigt glider med ind, men også ud igen efter høfligt at have hilst på.

Da roen har lagt sig over hund og hus igen, går snakken videre fra håb til hamsterhjul. For selv om Bodil har haft travlt, er følelsen af at piske rundt i et hamsterhjul ikke noget, hun kender specielt meget til. Faktisk konstaterer hun smilende og ret cool:

– Jeg er ikke så meget til hamsterhjul!

Den må vi lige grine lidt af.

– Men jeg er også sådan indrettet, tilføjer hun, – at når det sker, at jeg alligevel havner i det der hjul, og det er jo sket, sørger jeg for at nyde solen, når den kommer op, for så kan man bedre klare at skrabe røven igennem mudderet dernede, indtil man når rundt og kommer op i solen igen.

Hvad der gør, at hun er i stand til at kunne holde sig selv pænt på afstand af hamsterhjul og stress, har hun ikke rigtig noget bud på.

– Jeg går ikke til "noget", hvis det er det, du mener. Jeg går ikke til yoga. Jeg mediterer ikke. Selv om jeg egentlig gerne ville lave noget i den retning. Jeg har mine ture på kirkegården, for jeg elsker at gå tur på kirkegårde, og jeg har mine gåture med hunden. Det er det. Selvfølgelig kan jeg også godt have uro indeni. Der sker mange ting i en familie. Der er nok at se til. Men jeg bryder mig faktisk også om at se til det. Det er livet, jo!

– Der har været meget arbejde, ja. "Hvidstengruppen", "De Forbandede År" og en meget fin film af instruktør Malene Choi, der hedder "Stille Liv". Og så var der "Exodus", Lars von Triers tredje og sidste sæson af tv-serien "Riget". Men det har været det hele værd.

– Tag nu "Riget" for eksempel. Det har været en fantastisk oplevelse at være med til. Der er så meget livskraft dér fra en ener som Lars von Trier, som har noget, der skal fortælles, og som bare maser sig på op igennem asfalten og op igennem alt muligt. Det virker stærkt at være en del af. Man kan godt mærke, når man er tæt på ild, der brænder, ikke? Og så begynder man selv at brænde.

Der skal være fest

Sidst vi interviewede Bodil, talte vi om, at hun ikke holdt stor fest, da hun fyldte 50, men nød at fejre dagen helt stille med sin lille familie omkring sig.

– Jeg fik heller ikke holdt min 60-års fødselsdag, siger hun nu, – men dét gør jeg til sommer eller til efteråret. Det har jeg besluttet. Der skal simpelt hen være fest. Der er så mange, jeg gerne vil se. Der er også en taknemmelighed over at kende dem, man kender. Og det skal de vide, før det er for sent.

– Der er jo ingen, der ved, hvornår det slutter. Vores farfar døde for ikke så længe siden. Han var sådan et fint menneske. Der var også ting, vi gerne ville have nået sammen med ham. Det nåede vi bare ikke. Sådan er der jo ting, vi ikke når i dette liv. Men jeg skal søreme også holde min 70-års fødselsdag.

– Min mand og jeg tænker en del over, om vi skal flytte op til vores sommerhus i Røsnæs, op til roen og freden. Den slags tanker er begyndt at fylde mere. Jeg mærker et behov for mere ro. Det er længe siden, jeg har haft dagevis, hvor jeg bare kunne gøre, lige hvad jeg havde lyst til: Måske male billeder igen, som jeg har gjort før.

– Måske bare gå en tur med hele familien. Eller måske kigge forbi til en kop kaffe hos min ældste søn, som er flyttet hjemmefra. Jeg er meget glad for det, jeg laver. Jeg tænker slet ikke på at stoppe med at arbejde. Jeg ville bare gerne have lidt mere – ja, mere tid, simpelt hen, til at dvæle ved naturen og ved alting.