Brev til Renée: Er styrke vigtigere end nærvær?

Kære Renée Det var med stor interesse, jeg læste dit indlæg og brevet fra den udbrændte mor om ”det gode liv”. Det, I beskriver, går nemlig fuldstændig i tråd med Anna Mejlhedes pointe i en af jeres tidligere klummer: Der findes ikke stærke powermennesker, og hvis der gør, er det meget synd for dem, for så mærker de ikke alle de fantastiske følelser, vi mennesker er i besiddelse af. Jeg synes, hun rammer plet, og hvis vi alle forstod hendes budskab, var vi kommet langt. Jeg er selv opdraget med, at hvad du ikke dør af, gør dig stærk – men er det positivt altid at være stærk? Jeg er jordemor og arbejdede på et tidspunkt som selvstændig i en lille scanningsklinik. Hvis jeg skulle ansætte en ny medarbejder, ville jeg bytte alle fortegn ud, som ellers er at finde. Min medarbejder skal ikke være stærk eller konstant omstillingsparat. Jeg ville sætte pris på, at man ikke kunne lide at have mange bolde i luften, men var nærværende i én ting ad gangen. Du behøver ikke altid at være fleksibel – men mærk efter, hvad der dur for dig. Jeg har oplevet forskellige ting i livet, og når man giver efter og lader følelserne få plads – både de triste og de glade – ja, så mærker man ”det gode liv”. Med venlig hilsen jordemoren fra Fyn LÆS OGSÅ: Min mand vil ikke have flere børn Kære jordemor fra Fyn Tusind tak for dit brev og for den tillid, du viser mig ved at skrive til mig – jeg synes nemlig, hele spørgsmålet om det gode liv er uendelig vigtigt. Jeg ved godt, du ikke decideret spørger mig om noget, men jeg er ret vild med det, du skriver, og tænkte, at læserne skulle have muligheden for at læse dine ord. Det, jeg især faldt for, var din del med jobbeskrivelsen. Så meget, at jeg selv digtede videre – nemlig, at en jordemor bør kunne få lov til at være til stede hos én fødende kvinde ad gangen og kun skulle tage imod ét barn ad gangen, således at hun kunne nå virkelig at være til stede. Have tid til at tale fødslen igennem med kvinden bagefter og være nærværende uden at skulle styrte ind til en anden, der ligger med presseveer. Jeg ved godt, at jordemødres vilkår er pressede i dag, men jeg forstår fuldstændig din pointe om ikke at skulle være så pokkers stærk, men tværtimod være menneskelig, til stede, nærværende og empatisk. Som jeg ser det, gælder det ikke kun for jordemødre, men for alle de mange mennesker, der arbejder inden for sundhedssektoren eller generelt med ældre og børn. I lige netop de fag, hvor du er i kontakt med de her sårbare grupper, er der nemlig uendelig meget brug for, at du er til stede som et menneske, der møder dem med åbenhed og empati. Med nærvær og tid. Hverken syge, ældre, børn eller fødende har brug for at møde en maskine, der kun lige har 3,7 minutter til rådighed. Omsorgsgivere, der i takt med kontrol, krav, reguleringer og nedskæringer bliver mindre og mindre nærværende, fordi de ikke selv kan holde ud, at de skal skynde sig, som de skal. Og fordi de ikke selv kan holde ud, at den faglighed, de ved, de bør holde sig til, ikke lader sig gøre under de vilkår, de bliver givet. Så ja, jeg er enig – det er ikke altid en god ting at være fleksibel, men derimod er det essentielt, at vi giver os selv den gave at turde mærke efter, hvad der dur for os. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Find tidligere svar og klummer fra Renée her. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.