Brev til Renée: Min datter er flyttet hjemmefra og jeg føler mig tom uden hende
Hej Renée
Jeg har en fantastisk datter på 19 år. For snart to år siden flyttede hun hjem til sin far, min eksmand, fordi hun gerne ville have en hverdag sammen med ham.
Fra hun var tre år, var hun hos ham hver anden weekend, da min eksmand flyttede tilbage til sin fødeby efter vores skilsmisse.
Tiden gik, og jeg mødte min nuværende mand, som min datter har et rigtig fint forhold til. For seks år siden møder min eksmand en ny kvinde, som både min nuværende mand og jeg har et fint forhold til.
De har både overnattet hos os til min datters konfirmation og 18-års fødselsdag, og jeg tænker, vores gode sammenhold er godt for hende, og at hun trives godt med, at vi voksne taler og har det godt sammen.
Da vores datter har boet hos sin far i tre uger, bliver jeg ringet op af min eksmand om, at jeg IKKE må komme og besøge hende, fordi hans nye kone ikke kunne overskue det.
Hun er åbenbart begyndt at se mig som ”ekskonen”!
Så hvis jeg skulle se min datter, skulle det foregå på hotel. Min verden bryder helt sammen, og det gør så ondt i mig, fordi jeg savner min datter så meget.
Jeg søger hjælp hos en psykolog for at få styr på mine følelser, og hvad der gør mig glad. Min datter formår at få sin hverdag til at fungere, og det er super godt for hende, men jeg har stadigvæk meget svært ved at blive helt glad indeni.
Jeg græder meget i hverdagen, når jeg er alene herhjemme, og jeg ved godt, at min datter er ved at blive voksen, men alligevel ...
Min mand ved ikke, hvor ked af det jeg er, og jeg forsøger også at skjule det for ham.
Min eksmand har for nylig fået en anden lejlighed, som han er flyttet ind i sammen med vores datter. Hans nuværende kæreste er blevet i deres gamle hjem.
De er stadigvæk kærester, men skal åbenbart ikke bo sammen længere. Hans kommentar hertil er, at hans kæreste har brug for ro.
Jeg håber, at du har et godt råd om, hvordan jeg kommer videre med mig selv, for jeg vil så gerne være glad indeni igen.
Jeg ved godt, at min datter ikke kommer tilbage til mig og bor. Det skal hun heller ikke, men vores bånd er på en eller anden måde blevet skåret forkert over.
Med venlig hilsen
En mor, der savner sin datter
Kære mor, der savner din datter
Dit eneste barn er flyttet hjemmefra, og nu står du dér, hvor mange forældre før dig har stået – nemlig hvor du efter mange år med barnet i fokus skal finde en ny mening med tilværelsen.
Og det er et hårdt sted at stå. Det sted åbner også for en masse muligheder og frihed, men det kan være svært at se, når sorgen er så altoverskyggende.
Det er sådan, jeg tolker dine ord: At sorgen over at ”miste” dit barn fylder så meget, at det overvælder dig og forhindrer dig i at se, at livet stadig er et dejligt sted. Efter min mening har du gjort det helt rigtige: Du har trukket energien hjem til dig selv, kontaktet en psykolog, som har hjulpet dig til at finde hoved og hale i det hele.
Du skriver om, hvordan din eksmands kæreste har tacklet, at jeres datter er flyttet hjem til dem, men jeg tænker ikke, at de betragtninger har så meget at gøre med dine følelser.
For mig at se er det distraktioner. Hvorvidt hans kæreste kan rumme, at jeres datter bor hos hende, eller om du kommer på besøg, er lidt ligegyldigt, især nu hvor din eksmand bor alene med jeres datter.