Brev til Renée: Min mand drikker, men vil ikke i behandling. Skal jeg gå eller blive?

Kære Renée,

Jeg er 39 år og har kendt min mand i 13 år. Vi har et barn på 11 år.

Min mand har i mange år drukket for meget.

Han kan være den sødeste, kærligste, mest betænksomme mand og far. Men han har også en anden side med et voldsomt temperament, meget jaloux og hårdt sprog.

Han kan kalde mig møgso, luder, psykisk syg osv. Han har flere gange sagt til vores barn, at jeg “knepper alle mulige mænd”.

Han har ikke haft fast arbejde i mange år, og det virker, som om han har givet op. Jeg er fraflyttet ham en gang før, hvor han lovede at skære ned.

Men det sidste års tid har han været oppe på 10-20 genstande om dagen. Det kulminerede med, at han overfusede vores barn og mig offentligt flere gange.

Grimme skældsord mod os begge. Jeg gik til egen læge og psykolog, og i samråd med dem valgte jeg at flytte. Jeg gav ham et ultimatum om alkoholbehandling eller skilsmisse.

Han vil ikke i behandling, men har skåret ned og tigger og beder om, at vi skal finde sammen igen.

Jeg har SÅ meget lyst til, at vi skal være sammen. Samtidig ved jeg, at hans drikkemønster kræver professionel hjælp.

Jeg plages af skyld over, at han har haft det så dårligt i så mange år, og at jeg ikke har slået til som hustru. Jeg føler mig så skyldig i, at det er kommet til det her brud og er ked af, at han ikke vil have hjælp.

Så kære Renée – hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen,

Mig

Kære dig,

Du skal HOLDE FAST i din beslutning – så kort kunne mit brev være. Jeg kunne stoppe det lige her og skrive BARE HOLD FAST – du kan ikke være sammen med din mand, hvis han ikke vælger at gå i behandling.

Hvis han ikke går i behandling, stopper den adfærd, du har beskrevet, aldrig. Din mand er alkoholiker. Det er en kronisk sygdom.

Det vil sige, at selv om han stopper med at drikke, stopper han aldrig med at være alkoholiker. Når man er alkoholiker, betyder det, at man ikke kan styre sit alkoholindtag.

Så selv om han i dag drikker lidt mindre, end han gjorde engang, vil alkoholen altid have første plads hos ham. Jeres barn er stadig lille, men er allerede berørt af sin fars sygdom.

Du er det, der kaldes medmisbruger, og dit barn er barn af en alkoholiker. Så det, jeg vil opfordre dig til, er, at du med det samme søger hjælp til jer begge to.

Der er masser af hjælp at hente, hvor både du og dit barn kan lære om alkoholisme, og hvilken sygdom det er. Jeg tænker, at det at lære om sygdommen vil kunne hjælpe dig til at holde fast i din beslutning.

Som medmisbruger vil du ubevidst nærmest have lyst til at vende tilbage til der, hvor I var, før du flyttede, og det skal du selvfølgelig ikke.

Så hvordan får du hjælp til at hjælpe dig selv og ikke mindst dit dejlige barn? Det gør du ved at tage det her meget alvorligt og ved at søge den nødvendige hjælp.

Jeg synes, du skal begynde med at tage dit barn med ind i TUBA, som er en organisation for børn af alkoholikere og misbrugere.

På samme tid er du nødt til selv at få hjælp, og der vil jeg anbefale dig at finde et Al-Anon-møde.

Det er et møde, hvor du kommer sammen med andre medmisbrugere, hvor du sidder og lytter til deres historier og også får mulighed for selv at sige nogle af de ting højt, der er inde i dig, efter så mange år sammen med en grænseoverskridende og manipulerende alkoholiker.

Det her er IKKE din skyld. Tro mig, alle de gange din mand har råbt og skreget og været voldsom, har det intet med dig at gøre.

Du er ikke dum eller har gjort noget galt. For en alkoholiker handler ALT om, hvordan han kan komme til at drikke den næste genstand, uanset hvad han gør ved familien eller andre, så vil alkohol altid være hans nummer 1 – indtil han tager beslutningen om at stoppe med at drikke.

Det er den beslutning, der skal være afgørende for, om I to nogen sinde kan være sammen igen.

Du har intet at klandre dig selv for, heller ikke alle de år, der er gået.

Du er flyttet fra ham nu, du ER klar, så gå endelig ikke tilbage til din mand, før han er ædru, har fået behandling og været igennem så mange af AA’s trin, at han forstår, hvad sygdommen går ud på, og får sagt ordentligt undskyld for alt det, han har gjort imod dig og jeres barn.

Du kan sige sådan her om din mands alkoholmisbrug: 1. Det er ikke min skyld. 2. Jeg kan ikke kontrollere det. 3. Jeg kan ikke redde ham.

De tre sætninger synes jeg, du skal skrive op på et stykke papir, hænge op på dit spejl og sige højt for dig selv hver morgen – for det er sådan, det er. Det er sandheden.

Det, du kan gøre, er at passe på dig selv og dit barn, så det er det, jeg synes, du skal gøre. Din mand må redde sig selv!

Kærlig hilsen,

Renée