Charlotte og Christina forelskede sig den lørdag i et sært sitrende øjeblik. Tre dage efter fik Charlotte en besked fra lægen

Det er tre år siden, at deres blikke mødtes tværs over kirkegulvet til en barnedåb hos en fælles ven.

På det tidspunkt kendte de hinanden lidt i forvejen og traf i hvert fald altid hinanden en gang om året til den traditionsrige julefrokost hos en fælles veninde.

Men denne her lørdag sker der noget dér i kirken i et sært, sitrende øjeblik, hvor Charlotte kommer gående ind ad døren med sin mor under armen, og Christina, der allerede er inde i kirken, lige drejer hovedet og fanger Charlottes blik og ser direkte ind i en helt anden Charlotte, end hun er vant til, en sårbar, ydmyg og nærmest genert Charlotte.

Hvad der egentlig skete, ved de knap nok selv. Men det blev altafgørende for det, der fulgte senere samme dag.

For det er den lørdag, de ser tilbage på som den dag, hvor de skiftede fra at være veninder til at blive kærester.

Hvor de kyssede første gang og bare vidste, at det slet, slet ikke skulle være sidste gang.

Om der ikke var advarselslamper, der lyste? Tvivl, der nagede? Usikkerhed på alt det, de var ved at sætte i gang og gå ind til, begge to. Ork jo!

Men lige så forskellige, de vidste og også troede, de var, lige så fælles var de, og er de, om at have modet til at gå imod strømmen, når det er det, der kræves.

– Og nu har vi da lige bestået testen, der kræver mere end Ikea-testen, siger Christina, mens hun skæver storsmilende til Charlotte og altså hentyder til, hvordan det har været at være to om at skrive og skrue en bog sammen, deres første fælles bog, som de har givet titlen ”Til døden os skiller. Kunsten at leve – ikke kun overleve”.

Otte måneder efter

Vi er i Varde. Det er her, de bor, Charlotte og Christina Bøving.

Charlotte er født og opvokset i Varde og vendte tilbage til byen efter at være færdiguddannet som læge og trådte til i forældrenes lægepraksis, som hun så siden overtog og driver i dag.

Otte måneder efter deres første kys skiftede Christina København ud med Varde og flyttede ind hos Charlotte sammen med sine to yngste børn, Alma på 9 og Maya på 16, og hun er siden også blevet en del af Charlottes lægehus, hvor hun arbejder som personlig coach og fødselscoach.

Charlotte har lige vist rundt på Carolinelund.

Det imponerende hjem i udkanten af byen er et billede på, hvad hun har opnået, og hvad hun står for og har gjort til en slags mission at få givet videre.

Og allervigtigst i dét er budskabet: Fedt ikke med livet.

Bare få dage efter barnedåben der i september 2019, hvor de forelskede sig, ringer Charlotte til Christina.

Christina kender selvfølgelig til Charlottes historie, lægen, kendt fra tv, der selv bliver patient og lever med en kræftdiagnose.

Hun ved også, at Charlotte næsten lige var blevet udskrevet efter endnu en operation for tarmslyng den lørdag, hun dukker op til barnedåben.

Allerede tirsdag ringer Charlotte. Hun har ikke godt nyt. En kontrolscanning har vist ”pletter på lungerne”, fortæller hun.

Og så er det, hun siger til Christina:

– Jeg er et dårligt lod. Du har din familie. Du skal videre i livet.

Dermed mener hun selvfølgelig: Videre uden Charlotte.

Men den går selvfølgelig ikke. Mener Christina.

– Jeg bliver lige lidt stille, husker hun, – men siger så: ”Det klarer vi også!” For det var sådan, jeg følte det. At selvfølgelig klarer vi også det. Og det gør jeg stadig. Jeg vil hellere have bare 10 minutter med Charlotte end slet ingen.

Leve livet fuldt ud

Nu har de foreløbigt fået tre år sammen. De er også blevet gift. Det blev de ved et sommerbryllup sidste år.

Og de der ”pletter på lungerne” var væk ved næste kontrolscanning.

Kræften, Charlottes kræftdiagnose: ”Neuroendokrin tumor”, forsvinder til gengæld ikke. Hvor længe sygdommen kan holdes i bero, ved ingen.

Da hun fik sin diagnose i 2016, faldt hun over en statistik, der viste, at kun 50 procent levede efter fem år med den type kræft.

Fra det øjeblik blev det klart for hende, at frygten for at dø ikke skulle få lov at vælte hende, og at hun skulle leve livet fuldt ud og ikke kun overleve fra scanning til scanning og fra blodprøvesvar til blodprøvesvar.

Alt det, der ligger i ”ikke at fedte med livet”, er det, de har skrevet en bog om nu.

Og det kan godt være, at deres kærlighedshistorie pludselig ligner en kulørt lægeroman, når den bliver fortalt. Men den risiko må de tage med.

For de ved selv, at livet er svært, også deres. Og det handler deres bog også om. Og om netop at tale åbent om det svære.

– Hvorfor er det, at vi skal blive alvorligt syge, stå ude på kanten og kigge døden i øjnene, før vi finder ud af, hvad der er vigtigt for os?

Vi håber at kunne gøre døden som emne mindre tabubelagt.

Vi samler på gode oplevelser – hver dag – ikke kun i weekenderne. Vrider det bedste ud af hver dag.

Vi forsøger at skabe det bedste indhold i livet, men vi skal også turde tage stilling til den dag, vi ikke er her mere.

Tro os, når vi siger, at der kan være rigtigt meget liv i at turde snakke om døden.

Vi vil gå så vidt at påstå, at forståelse og accept af døden kan give os mulighed for at komme i kontakt med os selv, skriver de.

I bogen fortæller Charlotte bl.a. også, hvordan hun i 2018 blev gjort opmærksom på, i forbindelse med at Skejby Sygehus gennemgik hendes gamle scanningsbilleder for at vurdere, om hun kunne få fjernet to metastaser, at den tumor, hun først fik konstateret i 2016, allerede kunne ses på scanningsbilleder fra 2010 og 2014 …

– Det betød, at jeg gennem en seks år lang periode havde været en overset kræftpatient, og det kan i sidste ende være med til, at jeg har en større risiko for at dø før tid af kræften, fortæller hun.

Men hvordan lever man med den viden, kan man ikke lade være med at spørge. Er hun ikke bitter?

– Det var jeg i starten. I dag er jeg ærgerlig. Og når jeg siger ærgerlig, mener jeg, at det mest ærgerlige jo er, når man ikke gør sig umage med det, man er bestemt for.

Jeg hader middelmådighed. Hader, når der ikke er gjort det ypperste. Jeg kunne have oprettet en klagesag.

Kunne med stor sandsynlighed også have vundet den. Men dengang tog jeg en dialog op med sygehusdirektøren og de administrerende overlæger på de respektive afdelinger i håb om, at det ikke skulle kunne ske igen for andre patienter.

Og i dag er jeg andet sted i livet. Jeg er et sted, hvor jeg hellere vil bruge tiden på at gå med det gode, med kærligheden og med lykken.

En anderledes Charlotte

Om hun er en anderledes Charlotte nu end før Christina? Man får den tanke, når man ser dem sammen. Og når man så spørger, er hendes svar:

– Ja, det er jeg, helt sikkert. Det stærkeste kort, man kan smide, er at turde vise sin sårbarhed. Det har jeg ikke turdet før.

Det tør jeg nu. Takket være min hustru, som er kommet med blidhed og omsorg.

Og så er hun simpelthen så belæst og begavet, at det også er en ligeværdig diskussionspartner, jeg har fået, som ikke bare tager min faglighed for gode varer, men udfordrer mig fagligt, og det er fantastisk.

– Jeg er jo også blevet til en lille familie og bliver pludselig også ramt på at have tid nok, og tid til nærvær, og hvornår har man givet nok?

Jeg har været gift før, ja, men jeg har aldrig rigtigt boet sammen før. Pernille, som jeg var gift med sidst, havde sit hus og sine drenge i Silkeborg, og jeg havde mit liv i Varde.

Vi mødtes i weekenderne og tog en gang imellem en overnatning hos hinanden i løbet af ugen, når det passede med vores arbejde. Men da var mit arbejde det vigtigste for mig.

Jeg var ikke helt så vingeskudt af kærlighed, som jeg er nu. Det er jo hver en celle, jeg elsker af den kvinde dér.

Christina, kvinden dér: – Det var ikke kun mig, der hoppede på en rutsjebanetur, da jeg sagde ja til Charlotte.

Hun hoppede også på en ved at sige ja til mig og dermed gå fra at være funktionelt single til at få hele pakken: Vi har boet sammen siden det første år.

Hun er papmor til tre, og min ældste, min søn på 32, har lige givet os et barnebarn.

Vi arbejder sammen, holder foredrag sammen, har skrevet bog sammen, og vi ved allerede, hvad vores næste bog skal handle om.

Ja, det skaber også nogle storme ind imellem. For vi er voksne kvinder, så det med at blive anfægtet på sin overbevisning, det kan godt få bølgerne til at gå højt.

Men det er også det, der skal til, for at man rykker sig og udvikler sig.

Christina var fraskilt, da de faldt for hinanden, mens Charlotte var på vej ud af et ægteskab.

Charlotte har været gift tre gange før. ”Christina er min fjerde – og sidste hustru”, siger hun. Det er anderledes for Christina.

– Charlotte er den eneste kvinde, jeg nogensinde har været forelsket i. Ud over det crush, jeg har haft på Sharon Stone.

Men det er jeg vist ikke ene om. (Latter).

Jeg har nok i virkeligheden igennem hele mit liv været tiltrukket generelt af mennesker. Det lyder så klichéagtigt.

Men jeg mener det. Jeg elsker mennesker og har altid følt mig tiltrukket af stærke mennesker. Mennesker, der har noget power og en vis flabethed.

En knude i brystet

Der er mange udfordringer i et parforhold, hvor den ene er kronisk patient, som Charlotte er, selv om det ikke umiddelbart ses eller mærkes, og den anden står ved siden af og bliver en hjælper.

Det mærker de også, selv om de qua deres fag er bedre forberedt på at tackle det, der kommer.

Christina opdagede for nylig en knude i sit bryst. Først blev hun forskrækket. Så slog hun det hen. Og så kom de følelser, der overraskede hende.

For selv om hun selvfølgelig godt vidste, at hun skulle se at få den knude tjekket, var hun flov over at bestille tid hos lægen.

Flov over at skabe drama over noget, der højst sandsynligt ikke var noget.

Hun fik dog bestilt tid hos lægen og kom til en mammografi-undersøgelse. Men det var hendes hustru, lægen, der måtte skubbe på for at få hende til at gå til læge.

Og om dét siger hun i bogen:

– Hvis jeg ikke havde kendt Charlotte, må jeg ærligt indrømme, at jeg nok ikke havde fået min første mammografi (som det var!) så hurtigt. Jeg havde det sådan, at nu måtte jeg lige slappe af, for det er intet i forhold til det, Charlotte dealer med.

På den anden side kan jeg jo også komme til at fejle noget, og det er selvfølgelig også vigtigt, at jeg tager mit eget helbred og mig selv alvorligt.

Det vil jeg hermed opfordre andre til også at gøre. Jeg oplever alt for ofte i lægeklinikken, at partneren tilsidesætter sit eget helbred, og det er jo to skridt frem og et tilbage.

Knuden viste sig heldigvis bare at være en kalkaflejring i brystvævet.

Det er ikke kun mentalt, Charlotte og Christina har taget stilling til døden, det gælder også på den praktiske front.

– Hvorfor vente med at tage stilling, indtil man har en diagnose? Jeg mener faktisk, at man en gang om året burde se sig selv i øjnene og spørge:

Er tingene, som de skal være, hvis jeg ikke er her i morgen? Det gælder alt fra begravelse og testamente til at sætte den anden ind i økonomi, praktik i hjemmet og i en eventuel virksomhed.

Christina er sat ind i tingene, så hun er klædt på til at kunne drive vores lægeklinik, hvis jeg dør i morgen.

Det samme gælder for vores hjem, vores ejendomme og vores øvrige aktiver, fortæller Charlotte.

Hun ved også, hvor hun gerne vil ende sine dage engang. Og det er her. På Carolinelund. Huset er købt og indrettet også med det for øje.

Hun købte det af sin gamle gymnasierektor, da han flyttede ud for at komme på plejehjem efter at have boet her i 50 år.

Hun havde sagt allerede mange år tidligere: ”Sig til, hvis I vil sælge”.

Den gamle rektor skrev hendes telefonnummer ned på en seddel, som han hang op på køleskabsdøren.

Og dér blev sedlen hængende i årevis, indtil den dag hvor den gulnet af tidens tand blev taget ned, og hun blev ringet op.

Var hun stadig interesseret? Dét var hun.

Fra soveværelset har hun udsigt til skovens træer, der omkranser parkhaven.

Lige meget hvor hun kigger hen fra sin seng, kan hun se skov. Og det betyder noget for hende.

Naturen har alle dage været det sted, hvor hun finder ro og genvinder kræfter efter travle dage.

Når hun blev mobbet som barn, og det gjorde hun meget, fortæller hun, kørte hun ofte ud i skoven og sad og tumlede med sine tanker på den høj, hun nu har i sin egen baghave.

– Jeg har siddet på den høj engang dybt ulykkelig med en kniv og overvejet at skære mig i håndledet, fortalte hun, da hun viste os rundt.

Nu kan hun ligge inde i sin seng og se ud på den høj. Og måske tænke: Det gik jo godt alligevel.

Charlottes sted er også blevet Christinas sted. Hun har sat sit præg på Carolinelund.

Og sidst i bogen skriver Christina:

– Jeg kommer til at bo her til den dag, jeg ikke er mere. Det er det letteste for mig i verden nu at sige højt og tydeligt: Her vil jeg leve – og her vil jeg dø.

Herefter tilføjer hun:

– Og Charlotte er nødt til at blive her i mange år også, for det er stadig hende, der er bedst til at ordne vores cykler, passe poolen og lige fikse kloakken.

Jeg tænker, at så længe jeg ikke lærer det, så tager hun ingen steder.