Christel Pixi: Jeg vil ikke sige, det var et traume, men nok en stor forskrækkelse

Første skoledag på den internationale skole i byen Fuengirola i Spanien. Christel Pixi er godt seks år og lige flyttet dertil med sine forældre og søster. Hun skal sidde på forreste række helt ude til venstre.

Den lille pige forstår intet, for alle taler engelsk. Men ved hjælp af fagter og grimasser bliver der alligevel kommunikeret mellem børnene, og godt tre måneder efter, hvor hun har fået ekstraundervisning i sproget tre gange om ugen, kan Christel tale engelsk, og snart får hun flere veninder på skolen.

Alligevel tør hun godt sige – her godt 33 år efter – at hun ikke var helt glad i den tid.

– Jeg vil ikke sige, det var et traume, men nok en stor forskrækkelse, at vi pludselig flyttede til et fremmed land, fortæller Christel Pixi om den flytning i barndommen, som endte fire år efter med, at hendes forældre blev skilt.

Faren flyttede til USA, fik ny kone og to døtre mere, og Christel flyttede til Solrød med sin mor og søster.

Vi mødes i hendes lyse kontorfællesskab i Indre København, Christel er lige kommet fra den daglige træning og har medbragt kage i en æske – selvfølgelig hjemmebagt – og hun smiler ekstra stort, da hun fortæller, at hun skal hente sin 10-årige søn, Benny, senere i dag; det er nemlig hendes uge til at have ham.

Netop børn er grunden til, at Christel Pixi nu sætter ord på den følelse af at være anderledes, der har fulgt hende siden barndommen.

– Når man som jeg har en platform, synes jeg, det er en pligt at være talerør for de børn, som ingen har at dele deres tanker med. Jeg kunne gå til min mor, hun har altid haft min ryg, og jeg har kæmpe respekt for hende og alt det, hun har stået alene med.

– Men hvad med dem, som ikke har nogle? Som måske kommer fra hjem med vold eller misbrug, hvem skal de betro deres tanker til, lyder det fra en synligt rørt Christel, der er ambassadør for både SOS Børnebyerne og Bag for BørneTelefonen, et event i oktober, hvor børn, unge og voksne over hele landet bager kager og sælger dem til fordel for BørneTelefonen.

Hun kan stadig huske, da hun som ung pige havde fået lov til gå ud med nogle veninder til Køge by Night, hvor butikkerne var sent åbne.

Hun havde samlet nogle forskellige gratiskataloger fra butikkerne, blandt andet fra Matas, men da hun kom hjem, opdagede hun til sin store forskrækkelse, at nogle af dem var betalingsmagasiner.

– Jeg løb op på mit værelse, var helt ude af den og sikker på, at politiet ville komme, griner Christel, der fik trøst af sin mor.

– Jeg vidste bare, at hun ikke ville blive vred eller anklage mig for noget. Det er jo bare et lille eksempel, men jeg har altid kunnet fortælle hende alt uden at blive dømt. Dén evne har jeg tænkt meget over, siden jeg selv blev mor, for sådan vil jeg også gerne være som forælder.

– Det er så vigtigt at kunne give sine børn tryghed, vise dem, at ja, de vil falde og slå sig, opleve hårde ting, for det er livets gang, men de kan også rejse sig igen.

– Det er forældrenes opgave at give dem et kompas, så de kan styre efter rigtigt og forkert. Vi har så mange ensomme unge, og jeg ville ønske, jeg kunne favne om dem alle sammen, hjælpe dem og fortælle, at det bare er en fase, de skal igennem. Puh, nu får jeg kuldegysninger …

Fyldte for meget

På den nye privatskole i Solrød stak Christel også lidt udenfor. Hun kunne flydende engelsk, men ikke forklare grammatikken bag, hun var ikke supergod til dansk diktat, for hun havde jo aldrig skrevet på dansk – og så var hun det eneste skilsmissebarn i klassen.

– Jeg var den udefrakommende, der allerede havde en del med i bagagen. Sådan har jeg det også i dag. Jeg bryder mig ikke så meget om ordet livserfaring – men det er jo dét, jeg har. Jeg følte aldrig, at mit liv var forkert, men at jeg på en eller anden måde fyldte for meget.

Dén følelse tog Christel med i gymnasiet, men det blev også benzin på hendes bål, hvis nogle sagde, hun var for meget – for så havde hun bare lyst til at blive endnu mere for meget. Ingen skulle sige ”armene ned” til hende.

Gymnasiet gennemførte Christel kun for sin mors skyld. Det skulle ikke hedde sig, at den enlige mors datter var sprunget fra. Men hun hadede det, særligt de første år.

– Det er egentligt mærkeligt, for jeg havde både veninder og fik o.k. karakterer, men det var ligesom følelsen af …

Christel mærker lidt efter ordene og fortsætter så:

– Jeg synes ikke, jeg passede helt ind eller følte mig klog nok. Vi havde for eksempel ingen computer derhjemme, så jeg skrev alt i hånden, fortæller Christel, der også oplevede et pres omkring det at blive til noget.

– Man fik stukket en stor manual i hånden og fik at vide, at man skulle have dét og dét snit for at komme ind på dén og dén uddannelse, og uddannelse skulle man sørme have, for ellers ville man blive bistandsklient og sikkert hjemløs! Altså, der blev malet alle de her skrækscenarier, men jeg vidste overhoved ikke, hvad jeg ville. Jo … have det sjovt med mine venner, siger hun med et skævt smil.

Ikke i en kasse

Hvad Christel dog godt vidste var, at hun elskede at besøge sin veninde, der boede i København, og på trods af det tætte forhold til sin mor var hun klar til at flytte hjemmefra som 17-årig, da veninden fik et værelse ledigt.

Christel oplevede en anden rummelighed inde i storbyen, og hendes mor bakkede som altid sin datter op, ligesom hun også havde bakket hende op i at besøge en veninde i Thailand alene som 15-årig og rejse over til faren i USA et par gange om året.

– Puh … i dag kan jeg da godt tænke, at hun må have været lidt nervøs, da hun gav lov. Men hun stolede fuldt på mig, siger Christel.

Mere uddannelse end gymnasiet blev det ikke til for Christel. Hun kom ind i modebranchen, hvor hun fik gode jobs, hun blev DJ og siden et kendt ansigt i fjernsynet, blandt andet i ”Vild med Dans”.

Her havde dommeren Jens Werner nogle ord til Christels dansemakker Thomas: ”Det er lidt som om, du putter hende ned i en kasse, men du skal ikke putte Pixi i en kasse. Hun skal have lov til at folde sig ud”.

– Det, synes jeg, var godt set, og det er jo dét, jeg har lyst til at sige til alle børn: Du behøver ikke at passe ind i en bestemt form.

Heller ikke på kærlighedsfronten kan Christel Pixi for tiden vinge af i den konventionelle kasse. Hun og kæresten, Jens Kristian, er nemlig blevet et langdistancepar.

Jens Kristian var egentlig en ven, da de for cirka fire år siden fandt ud af, at de også var mere end det. Christel var blevet skilt fra faren til Benny, og hun tøver ikke med at sige, at på trods af at hun er en robust kvinde, følte hun sig skakmat.

– Det var ren overlevelse det første år efter skilsmissen, for selv om man er to om det, er der altid en, der skal tage det endelige valg, og det var mig. Det vil sige, at det også er mig, der måske skal stå til regnskab over for Benny, hvis han en dag synes, jeg har ødelagt familien.

– Det var lige før ”Vild med Dans” gik i gang, så jeg var ved at blive en mere offentligt kendt person, men jeg syntes, det var en privat sag. Så oven i at min eksmand og Benny var kede af det, var der min egen sorg og desuden flytning med al den logistik, det indebærer.

– Heldigvis har vi et supergodt samarbejde i dag om det hele, og vi havde også 13 fantastiske år sammen, men livet er en rejse, og man kan godt justere undervejs. Nu er der åbnet et nyt kapitel.

Kærester på Facetime

Det nye kapitel kom som en af livets små uforudsete og flydende drejninger, dem, Christel holder så meget af her i livet, da Jens Kristian et års tid efter skilsmissen blev en kæreste.

Han er tilknyttet hæren som kaptajn og flyttede for nogle måneder siden til Bornholm som eskadronchef. Parret ses derfor kun i weekenderne, og Christel lægger ikke skjul på, at her strides hendes livsoverbevisninger.

– På den ene side synes jeg, at man skal drømme stort, have ambitioner og gå efter at få dem indfriet, det har jeg også altid selv gjort, så jeg kunne aldrig drømme om at spænde ben. Men – på den anden side synes jeg også, man skal være realistisk.

– Så selv om jeg er et meget positivt og optimistisk menneske, så har jeg også sagt, at det er hårdt, særligt for Benny, som Jens Kristian nu kun kan se fire dage om måneden. Min drøm er heller ikke at være kærester på Facetime. Kommunikation er vigtigt, og jeg har sagt, at jeg lige skal have lov til at have en periode, hvor jeg kommer ud med det hele og er lidt sur. Men den er faktisk overstået nu, jeg er ikke sur mere, siger Christel.

Hun tilføjer, at hun elsker livets kontraster.

– Man skal give sig selv lov til at være ked af det – og så komme videre. Lys og mørke, godt og dårligt.

For nylig troede hun, at hun var i en midtlivskrise, men kom frem til, at det nok var for tidligt og snarere handlede om en arbejdskrise.

Efter syv år som kagebager på TV 2’s ”Go’ Morgen Danmark” valgte hun at stoppe, selv om hun har holdt meget af det. Nu vil hun fokusere på at hjælpe fødevarebrands med at lave kampagner og strategier, og så har Christel Pixi endnu et con amore-projekt. Hun vil opfordre voksne til at komme ud i naturen med børnene. For samvær behøver ikke at handle om dyre Tivoli-ture.

– Hver aften før Bennys sovetid tager vi hinanden i hånden og går en tur rundt i kvarteret. Det elsker vi begge, og så får vi lige vendt dagen.

– At engagere sig og give sine børn tid er det vigtigste, man kan give dem. Man må ikke negligere deres problemer, for de kan fylde alt. Børn må aldrig skamme sig over deres følelser.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 42/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.