Da jeg vågner kigger min mor på mig med et meget trist blik. Når jeg hører "Kald det kærlighed", skammer jeg mig stadig

Da jeg som nyfødt kommer hjem fra hospitalet, sætter mine forældre mig i liften på sofabordet. Så kalder de på Ramona. En 40 kilo tung rottweiler, som indtil da har været mine forældres absolutte midtpunkt. Nu skal hund og baby lære hinanden at kende.

Heldigvis nøjes Ramona med at snuse, og den bliver aldrig jaloux. Nok fordi den ikke mister sin plads i mine forældres dobbeltseng, og jeg må ligge i en vugge ved siden af. Ramona får også en vigtig funktion. Når jeg græder, bliver jeg nemlig hurtigt glad igen, når mine forældre krænger hundens overlæbe op, så jeg kan se dens rovdyrgebis.

Mine forældre er lærere på samme skole i en landsby på Nordfyn. Så de er altid sammen. Også når de køber ind. De er også enige om, at deres datter ikke skal opdrages anderledes end en dreng, da jeg kommer til verden i 1976. Så de køber en legetøjsbondegård med dyr og landbrugsmaskiner til mig. Og giver mig brune smækbukser på.

De har også store forventninger til, hvordan jeg vil klatre i træer og udforske skoven lige ved siden af. Det er en af grundene til, at de køber et hus meget langt ude på landet uden for Bogense. Desværre leger jeg aldrig med den bondegård, og jeg er ikke til at drive ud.

Faktisk tror jeg aldrig, jeg har klatret i et træ. I stedet leger jeg med Barbiedukker i timevis, og når vi kører i bil, beder jeg om at få rullet vinduerne op, fordi vinden ugler mit hår.

Karin er så sød. Det siger de voksne altid. Jeg er et artigt barn. Nok fordi jeg er enebarn, så der er ikke en flok at gemme sig i, og min far går en del op i, at jeg holder rigtigt på gaflen. Der er mange øjne på mig. Og ører. Som den dag vi har været en tur ned over grænsen for at købe dåseøl og billig slik. Blandt andet chokoladebaren Raider. På vej hjem i bilen, bemærker mine forældre, at jeg ikke kan rulle på r’et i Raider. Så resten af turen over Jylland og Fyn går med at træne mit R.

Der er kulsort omkring mit barndomshjem, når solen går ned. Der er nemlig ingen gadelygter, hvilket giver mening, fordi det er så langt ude på landet, at vi rejser os og kigger ud, hvis en bil kører fordi.

Når fyret er slukket om foråret og sommeren, har vi ikke varmt vand. Men lige inden min konfirmation, køber mine forældre en varmtvandsbeholder. Det betyder, at jeg kan komme i skole med vådt hår, hvilket jeg synes, er det sejeste i verden.

Jeg synes også, Lacoste er sejt. Til gengæld er jeg ikke så begejstret, da min mor køber et lille mærke med en krokodille, der vender halen nedad, som hun kan stryge på min hjemmesyede bluse. Min mor syr meget. Blandet andet næsten ens træningsdragter til min far, mig og hende selv i pastelfarver.

Vi er ikke fattige. Mine forældre bruger bare pengene på oplevelser fremfor varmt vand og nyt tøj.

Vi er på mange ferier, og på et tidspunkt køber de en sejlbåd. Så sejler vi fra havn til havn, og min far skriver en sjov logbog, som han læser højt fra hver aften, inden vi spiller kort og spiser chokoladekiks. Det er hyggeligt.

Men jeg savner nok nogle søskende på båden. Selv om min mor går på jagt efter børn med fiskenet i hver havn for at finde legekammerater til mig, så er jeg mest alene. Og jeg får meget varme kinder, hver gang hun stopper tilfældige børn og siger: ”Hej, hvor gammel er du? Har du lyst til at lege med min datter?”

Jeg møder min hjerteveninde i børnehaven.

Hun er enebarn ligesom mig, og vi har holdt sammen lige siden. I dag er vi en slags søstre, og vores børn er som fætre og kusiner. I folkeskolen vil jeg helt sikkert beskrive hende som klassens dronning. I mine øjne er hun den dygtigste, flotteste og den bedste til badminton. Hun står også øverst på drengenes top 10-liste.

I mange år forstår jeg ikke, hvad hun vil med mig. Jeg er ikke noget særligt og har ikke engang vådt hår om morgenen. Men vi er altid sammen. Når jeg i dag beskriver hende som klassens dronning i folkeskolen, forstår hun slet ikke, hvad jeg mener.

Sådan så hun ikke sig selv. Tværtimod. Og sådan er det nok. Klassens dronning findes ikke. Kun i andres øjne.

Jeg er ikke sød på en fodbold­bane. Jeg er heller ikke teknisk god. Men jeg er en slider og er ikke bange for at give en skulder eller lave en glidende tackling. Vi er et stærkt pigehold i Bogense. Vores træner hedder Karsten Birch, og han bruger utrolig meget tid i klubben både som træner og dommer.

Desværre dør han i vinteren 2023 kun 69 år gammel. Han bliver begravet i sit dommertøj. ”Men fløjten har han ikke med i kisten,” som præsten sagde.

Sport og foreningsliv fylder meget i min barndom. Mine forældre er også meget aktive og er det stadig. Min far spiller volleyball, og til kampene sidder jeg med min mor på tilskuerrækkerne. Det er lige så pinligt, som når hun leder efter legekammerater til mig i de danske havne. Hun råber og skriger. Engang jubler hun så højt over modstanderens fejl, at hun får en advarsel af dommeren.

Jeg laver aldrig et teenageoprør. Jeg smækker i hvert fald ikke med døre eller kalder mine forældre grimme ting.

Mit teenagevanvid kommer nok ud på en anden måde. Med Hansen rom og billig alkohol, der smager af kiwi. Jeg er helt utrolig fuld, når vi går til hal- og forsamlingshusfester. Fuld på den måde, hvor jeg ikke aner, hvor jeg har været, eller hvor mine sko er.

I starten kan man grine lidt af det. Men til sidst er det overhovedet ikke sjovt. I hvert fald ikke efter, at Lars Lilholt kommer til Nordfyns Hallen og spiller. Det samler hele byen. Også mine forældre og deres elever.

Desværre når jeg ikke selv at opleve koncerten. Det gør min forældre heller ikke. Da de ankommer, får de at vide, at jeg er ustyrlig fuld, så de må finde mig i menneskemængde og slæbe deres 15-årige datter ud for øjnene af de lokale. Og deres egne elever.

Da jeg vågner næste morgen, sidder min mor og kigger på mig med et meget trist blik. ”Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre med dig. Måske skulle vi prøve antabus,” siger hun. Jeg kommer dog aldrig i behandling. Men når jeg hører ”Kald det kærlighed,” skammer jeg mig stadig.

Da jeg er 14 år, er jeg til en fastelavnsfest i et forsamlingshus langt ude på landet. Jeg er klædt ud som nisse, og sidst på aftenen står jeg alene op ad nogle borde, der er sat til side for at gøre plads til et dansegulv. Det er et ensomt sted at være. Men jeg tror, alle har prøvet at være den ensomme nisse på et tidspunkt. Vi skal alle igennem det.

På et tidspunkt kommer en tre år ældre fyr hen til mig. Han hedder Thomas, og jeg ved udmærket, hvem han er. På samme måde, som jeg ved, hvem Tom Cruise var. Jeg tror derfor ikke mine egne ører, da han spørger, om vi skal danse. Bagefter bliver vi kærester.

Han kommer cyklende i mørket næsten hver aften for at besøge mig, og han cykler hjem igen, når min mor stikker hovedet ud på trappen og råber: ”Klokken er 10.” Thomas kan se noget i mig, som jeg ikke selv har opdaget. Han er en rigtig god første kæreste, og jeg tror, han er vigtig for resten af mit kærlighedsliv. For jeg har vidst, hvordan det faktisk skal være.

Vi går fra hinanden efter et halvt år, da han skal flytte til Sønderborg med sine forældre. Og sådan burde alle forhold slutte.

Jeg har mange kærester som teenager. Men det bliver kun til sugemærker og lidt gramsen.

Da jeg vokser op, er der nemlig aids-kampagner i fjernsynet hver eneste aften, og sygdommen skræmmer mig fra vid og sans. Det koster noget at være så bange. Som da jeg får en lidt ældre kæreste, der har en Landrover, og som er vokset fra sugemærker.

På et tidspunkt inviterer jeg ham og en ven med til en fest i min omgangskreds. Desværre bliver jeg syg og kan ikke selv deltage. Men han og vennen tager med alligevel. Og da jeg vågner næste morgen, får jeg at vide, at min kæreste har fundet sammen med en af veninderne fra fodboldholdet.

Kort efter ser jeg dem gå hånd i hånd på havnen. Men de ser ikke mig, for jeg går den anden vej. Jeg udtænker mange hævnaktioner. Men efter knap to uger går jeg hen til hende efter en fodboldkamp og siger noget sjovt. Og det griner vi af begge.

Jeg har altid været god til at grine af mine egne vittigheder. Og til at tilgive. Det er jeg stolt af. Tilgivelse føles bedre end at lave den perfekte glidende tackling. Og det har gjort mit liv let.

Artiklen blev udgivet i Psykologi 04/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.