Da Lærke flyttede ind, kiggede naboerne: "De frygtede, jeg ville starte en lokal udgave af Thylejren"

Langt ude på landet på Fyn ligger et lille hus. Et meget lille hus. Faktisk er det kun nitten kvadratmeter. Det gemmer sig i et hjørne af grunden under et par høje træer.

Her bor 47-årige Lærke Skye, og hun har selv bygget huset. Bræt for bræt. Skrue for skrue. Som revisor havde hun ellers ikke rigtigt prøvet at arbejde med andet værktøj end en lommeregner, før hun gik i gang med projektet.

– Men jeg er vokset op i 70’erne, hvor det var ret almindeligt, at folk selv byggede deres huse eller smækkede en garage op uden nødvendigvis at have den store håndværkeruddannelse.

– Så det lod jeg mig inspirere af. Men da jeg gik i gang med at bygge for første gang, lå niveauet dér, hvor jeg kun nogenlunde vidste, hvad en stiksav og boremaskine skulle bruges til. Men jeg prøvede mig bare frem.

Det gik så godt, at Lærke siden har bygget to Tiny Houses. Dermed er hun en del af den voksende tendens i Danmark, hvor flere og flere bor i supersmå træhuse – ofte uden indlagt vand og strøm fra elværket. Den slags havde de ikke lige set før i lokalområdet, da Lærke slog sig ned.

– Nogle af naboerne syntes vist, jeg var en vildt mærkelig hippie. Jeg tror, de frygtede, jeg ville starte en lokal udgave af Thy-lejren. Men nu er de helt rolige, og jeg får nogle gode snakke med naboen over hækken, og der bliver ikke kigget underligt på mig mere, når jeg er oppe for at handle.

I dag er det et bevidst valg for Lærke at bo sådan, men det var bestemt ikke sådan, det begyndte. Efter mange år i Spanien var hun flyttet hjem, havde mødt en mand, og de to skulle bo sammen.

Lærke havde købt en grund i et naturskønt område, og der skulle de have bygget et nyt hus. Imens håndværkere var i gang, ville parret bo i et interimistisk lille træhus på grunden.

– Vi havde læst om Tiny House-bevægelsen og tænkte, at det ville være perfekt at spare penge ved at bo sådan, indtil det nye hus var færdigt. Vi gik i gang med at bygge vores Tiny House af alle mulige genbrugsmaterialer, vi kunne få fat i. Men så gik det desværre galt.

– Det viste sig, at min partner var psykisk syg, og det var jeg ikke klar over, da vi lærte hinanden at kende. Men han stoppede med at tage sin medicin og blev meget, meget syg, og vi gik fra hinanden. Så stod jeg dér. Med en byggegrund, arkitekttegninger og aftale om byggeri af et hus, jeg ikke ville have råd til at bo i.

Stædighed og skruer

Selv om tanken strejfede Lærke, havde hun ikke lyst til at slippe stedet og sælge grunden. Hun så kun én vej ud af problemet.

– Jeg havde godt nok mest lyst til bare at stikke af fra det hele på det tidspunkt, men jeg havde brugt mine sparepenge på at købe grunden og få den byggemodnet, så hvis jeg ville have tag over hovedet, måtte jeg jo gøre det Tiny House færdigt.

– Det var da en overvældende proces, men helt ærligt, så er det altså ikke hjernekirurgi. Jeg lærte det hele undervejs, mens jeg byggede. Så kan det sgu da godt være, det blev en smule skævt eller fik et par skruer for meget her og der, men det betød jo ikke noget.

Lærke måtte kun have hjælp et par gange undervejs i byggeriet, så da det lille træhus på 19 kvadratmeter stod klar, var det en stor sejr for hende.

Det giver mig ro

For selv om indflytningen i et Tiny House var mere af nød end lyst, viste det sig hurtigt, at det var den helt rigtige måde at bo for Lærke.

– Jeg elsker det her enkle, minimalistiske liv. De få kvadratmeter er dejligt over-skuelige, og det giver mig ro. Det var en renselsesproces at rydde ud i alt det overflødige. Ting er jo tit forbundet med følelser, man skal forholde sig til. For eksempel arvestykker, som jeg ikke havde lyst til at have, men bare opbevarede som en kurator for andre menneskers liv.

– Nu har jeg kun de allermest nødvendige ting, og det tøj og de sko, som jeg reelt bruger. Selvfølgelig kan jeg blive fristet til at købe noget nyt tøj eller pynt, tro mig. Men så kræver det, at noget andet ryger ud. Det giver mig en helt anden fornemmelse for mit behov og forbrug.

I den første tid i sit lillebitte hus følte Lærke også en ny form for nærvær i sit liv. Nærværet med naturen, som hun nu har lige uden for sin dør.

– Jeg har bestemt ikke været den store klimaforkæmper eller levet spor bæredygtigt før. Det har fuldstændig forandret sig. Lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg er en del af et meget håndgribeligt økosystem. Jeg hænger sammen med naturen i en symbiose, jeg ikke kunne se før. For eksempel har jeg ikke indlagt vand, så jeg samler regnvand til mine bade og til opvask og rengøring.

– Mit drikkevand har jeg fået lov til at tappe på kirkegården. Det betyder, at jeg er bevidst om hver eneste dråbe vand, jeg bruger, og hvad jeg sender tilbage i systemet. Og det ene har taget det andet med sig, for nu har jeg fået lyst til at blive mere selvforsynende. Jeg skal i gang med at lave min grund om til permakultur, som er en gammel metode til at dyrke flerårige afgrøder på en mere klimavenlig måde.

Efter nogle år i træhuset fik Lærke trang til at rejse ud. Så hun tog sin nye livsstil med på landevejen. Men rejsen endte ikke, som hun havde planlagt.

– Jeg var jo blevet vant til at leve småt og primitivt, så min bil blev omdannet til en mikro-camper, som jeg boede i undervejs. Det var en dejlig tur de første måneder. Jeg kørte til Italien, Frankrig, Spanien og videre til Portugal, men så kom corona-pandemien, og grænsen blev lukket.

– Så jeg blev fanget der i et godt stykke tid, og da jeg endelig kunne komme hjem, var mit Tiny House blevet totalt raseret. Der havde været indbrud og hærværk – stort set alt var ødelagt eller stjålet.

Kvinder er nysgerrige

Så Lærke skulle begynde forfra. Igen. Imens måtte hun bo i sin bil. Men hun valgte at se det som en mulighed for at skabe det perfekte Tiny House. Den her gang skulle det være mindre, men mere kvadratisk og ligge et bedre sted på grunden.

– Det første hus var aflangt og kun 2 ½ meter bredt, og det er altså for smalt, når jeg dyrker yoga, eller min hund ligger midt i det hele. Jeg orkede heller ikke at bruge tid på at samle genbrugsmaterialer én gang mere, så jeg kørte i den nærmeste Jem & Fix og forsynede mig. Det har kostet mig 25.000 kroner, og det tog godt et par måneder før, jeg havde et nyt hjem. Jeg er simpelthen så glad for det, for hver eneste kvadratmeter er udnyttet optimalt nu.

I den seneste tid har Lærke mærket en stor interesse for sin alternative bolig. Derfor har hun stiftet Tiny House Forening Danmark. Formålet er at hjælpe flere i gang med at bygge deres eget billige, bæredygtige hus.

– Vi har en stor Facebookgruppe, og det er især kvinder, der er meget nysgerrige på Tiny Houses, men tøver lidt med at kaste sig ud i det. For vi kvinder har det jo med snakke os selv ned, og vi tør måske ikke helt stole på, vi selv kan finde ud af selv at bygge eller klare os alene i et Tiny House.

– Mænd er i øvrigt også gode til at fortælle os, vi ikke har forstand på den slags. Når jeg giver råd i gruppen, for eksempel om isolering, kan jeg være helt sikker på, at mindst tre mænd irettesætter mig. Men selvfølgelig kan kvinder også bygge et hus. Jeg håber, at jeg kan være eksemplet på, at det kan lykkes, selv om jeg hverken er mand eller håndværker. De to huse, jeg har banket sammen, er da blevet stående i selv de værste storme.

Og Lærke har flere byggeprojekter i støbeskeen. Hun har nemlig også købt en grund ved Vesterhavet, hvor hun vil bygge et Tiny sommerhus.

– Friheden til at mærke efter, hvad jeg har lyst til, er det fedeste ved den her livsstil. Jeg har råd til at rejse eller bare sidde og stirre ud over Vesterhavet, hvis jeg vil. Mine månedlige udgifter er på knap 3.000 kroner, så jeg behøver ikke arbejde konstant.

– Lige nu trives jeg, men jeg ved ikke, om jeg skal bo ”tiny” forever. Måske gør jeg noget helt nyt. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at der er bedre alternativer til den klassiske måde at bo og leve på.