Da min kollega gav mig en ordentlig sviner, grinede alle. Jeg ved bare stadig ikke, hvad der var så sjovt

Min søde kollega gav mig en ordentlig sviner, som åbenbart var så sjov, at alle på storrumskontoret grinede. Jeg grinede med, for man vil jo nødig være en stivstikker.

Eller bede ham gentage. Men her tre år efter ved jeg stadig ikke, hvad det var, der var så sjovt – for jeg har i mange år lidt af en tinnitus, som af og til overdøver det, jeg gerne vil høre.

Så hvorfor er det, at det har taget mig cirka 10 år at tage mig sammen til at få høreapparat? Hvorfor vil man hellere i mange år gå glip af pointer eller smalltalk til fester end sætte to små dimser bag ørerne?

Det kan siges ret nemt: Forfængeligheden stod i vejen. Det er lidt, som når man falder på cykel og tænker “bare ingen så det”, før man tjekker, om man har brækket et håndled eller to.

Hvad er det med os, siden vi har så svært ved at indse, at vores hørelse har brug for hjælp?

Jeg spørger Lars Munk, som er audiologiassistent på Strøgets Øre- Næse- og Halsklinik og manden, der på ret hårdhændet vis proppede dimserne i mine ører første gang. De skal jo sidde ordentligt for at virke …

– Du husker måske, at din mormors høreapparat altid hylede, når hun gav dig et kram, siger Lars Munk som forklaring på, hvorfor vi kan have svært ved at tage springet.

– Vi forbinder hørenedsættelse med alderdom, og det kan føles som et stort skridt at indrømme, at vi faktisk ikke hører så godt, forklarer han og tilføjer, at mænd generelt har langt sværere ved at forlige sig med at skulle have hjælp end kvinder.

– Jeg vil mene, at de faktisk er mere forfængelige – et glimrende eksempel er to patienter, hvor kvinden mest fik høreapparat for at få manden til det – og så endte det med, at hun gik mere med sit. Efter et halvt år spurgte en af hendes veninder, om hun havde en affære, for hun var jo blomstret helt op! Men det var bare, fordi hun igen kunne være med i samtalerne, fortæller Lars Munk.

Bono og Jodie Foster

Engang var et høreapparat noget, der var fastgjort til brillerne, og så kunne min farfar og morfar sidde der med både tykke ruder for øjnene, en solid ramme om udsigten, og to ordentlige krabater bag ørerne.

Det må have været hæsligt at iføre sig, og det eneste gode, set fra min farfars synspunkt, var, når min farmor gik i gang med en historie, han havde hørt tusind gange før: Højre pegefinger og tommeltot sneg sig op til øret, og så blev der skruet ned i hastigt tempo.

Ifølge Høreforeningen har 800.000 danskere problemer med hørelsen, og ca. 300.000 bruger en eller anden form for hjælp til at høre.

På Aarhus Universitetshospitals hjemmeside kan man læse, at cirka 10 procent af befolkningen lider af tinnitus ofte eller næsten konstant, mens én procent har det i en sådan grad, at det forringer deres livskvalitet betydeligt.

Jeg husker det sådan, at min tinnitus begyndte, engang jeg var i Paris med en kæreste, som med meget brummende og insisterende stemme prøvede at forklare mig noget, jeg godt vidste i forvejen.

“Blablabla”

“Det ved jeg godt”

“Blablabla”

“Det ved jeg godt”

… Og så begyndte en lyd som et gammelt fjernsyn, der ikke kunne slukkes ordentligt. Når folk spørger, hvordan min tinnitus opstod, fortæller jeg enten ovenstående historie, eller at det skyldes, jeg hørte for meget AC/DC i dårlige skum-høretelefoner i 90’erne, fordi det lyder sejere. Og måske for at sige: Det kunne lige så godt have været dig. Og ja, det kunne det sådan set.

Cirka halvdelen af dem, der får tinnitus, mærker det på grund af stress, og den anden halvdel får det på grund af hørenedsættelse. Og da flere og flere får stress, stiger uddelingen af høreapparater, forklarer Lars Munk.

– Presbyakusis, altså aldersrelateret hørenedsættelse, starter i diskanten, og det gør, at tinnitus kommer til syne. Det kan være alt fra en lille lyd, som forstyrrer af og til, og helt op til de grelle tilfælde, hvor man kan høre lyden, selv når man føntørrer sit hår, siger han.

– Høj musik hjælper ikke ligefrem, og det ved rockmusikere som Bono fra U2 og Ozzy Osborne. Men også skuespillere som Whoopi Goldberg og Jodie Foster har følt, at det var vigtigt at fortælle offentligt, at man faktisk godt kan have et okay liv med tinnitus eller nedsat hørelse og dertilhørende små dimser bag ørerne.

Skinke-sinke

Så hvorfor ikke gøre noget ved det, når hverdagen minder om dengang i Folkeskolen, hvor man legede hviskeleg klassen rundt og grinede henrykt, når første persons “Tove er en sinke” i sidste led blev til “Ove elsker skinke”?

Når du har gået længe nok i dine sko, er de slidt skæve, når din bil har kørt et par år, skal den til syn – så hvorfor er det, at vi tror, at kroppens funktioner aldrig bliver slidt? Og hvorfor er det tilsyneladende pinligt, at der har passeret så mange ord gennem dine ører, at de har brug for lidt hjælp?

Til sidst blev det så slemt, at jeg måtte tage mig sammen til at gå til fest, for det er selvsagt ekstremt anstrengende at skulle koncentrere sig om, hvem der siger hvad, og ofte blev jeg nærmest fuld uden at have drukket, fordi min hjerne blev så træt.

Da jeg endelig for et par måneder siden smed undskyldningerne og forbeholdene på forfængelighedens bål, viste det sig, at ingen opdagede de små ledninger, der går fra bagsiden af øret og ind i øregangen, og at de har hjulpet på min evne til at høre, hvad der rent faktisk foregår, selv om tinnitussen stadig er der.

– Hjernen skal vænne sig til at høre på en ny måde, og det tager lidt tid, forklarer Lars Munk.

Hvad stopper dig?

Måske har du det ligesom mig: Med alt man har, forsøger man at skjule, at ens snakkemakker taler for døve øren, og det kræver ret meget mundaflæsning og gætteri at føre en samtale.

Som Beethoven, der allerede som 27-årig led af hørenedsættelse, forsøger man i begyndelsen at skjule sin manglende forståelse af, hvad der bliver talt om, men altså: Det går ikke væk. Så selv om du ikke lever af at komponere store værker, skal der på et tidspunkt gøres noget ved det.

Man stritter imod, for man vil ikke være SÅ gammel, at man går med høreapparat. Omvendt kan man sige, at det også kan virke som et alderdomstegn, at man er en kvart grad forskudt fra, hvad der sker om ørerne på én … Så hvad stopper dig?

– Der er en tendens til, at man tror, folk, der hører dårligt, er lidt dummere end gennemsnittet, men det er jo fordi, de har svært ved at høre pointerne og sidder lidt tilbagetrukket uden at blande sig i samtalen, siger Lars Munk. Og vi husker vel alle sammen Fru Fernando Møhge, der sidder vred med sin høretragt og siger: “Hvad siger han, Musse?” .

Men moderne teknologi har gjort, at man i dag kan iføre sig aggregater så små, at de faktisk nærmest ikke kan ses. Nogle apparater sidder endda kun i øret, og ses kun med en lille pind, der stikker frem.

Og hvis du trænger til at skeje ud, kan du jo købe Styletto fra Signia, som ligefrem har været i modemagasinet Vogue på grund af det stilrene design.

Alternativet til alder …

Så hvorfor ikke bare gøre det? Igen – der er det med forfængeligheden. Jeg ville gerne kunne skrive, at jeg bare plopper aggregaterne ind i ørerne og går glad ud i verden … Men sandheden er, at jeg hver morgen tænker “BÅDE linser og høreapparat?!

To ting, jeg skal huske, for at min hverdag bliver nemmere. Det kan føles som den direkte vej mod førerhund og mimrekort … Pludselig er det ekstra irriterende, at det gør ondt i albuen, for er det endnu et tegn på, at alderen sætter ind? Til det må man sige, at hvad havde jeg regnet med? Hvad regner vi alle sammen med?

Jeg havde en fest med at stå lige op af højttaleren til diverse koncerter i 80’erne og 90’erne, og jeg havde ingen anelse om, at det ville få konsekvenser.

– Folk tror, at det er mænd med vinkelslibere eller jord- og betonarbejdere, det går værst ud over, men faktisk er det den konstante støj, der er værst, så frisører og pædagoger er hårdt udsat. Og så gælder det om at beskytte sig, når man går i biografen og til koncerter, siger audiologiassistent Lars Munk.

Jeg var for ung til at vide, at det du gør i dag, har konsekvenser i morgen. Det var dengang, man kunne alt … Og sådan skal ungdommen være, men jeg er alligevel begyndt at bede mine børn tage ørepropper med i biografen og til koncerter, for det her vil jeg ikke ønske for dem. Jeg taler for døve øren …

Men der er håb forude:

– Teknologien gør sit, for hvis du for eksempel tager metroen, ser du næsten ingen uden høretelefoner i eller på ørerne, så det er blevet mere “legalt” med noget på eller i ørerne, forklarer Lars Munk, som ofte selv går med høreapparater, selv om han har perfekt hørelse – de fungerer simpelthen bedre end de fleste høretelefoner og kan sluttes til din mobil. Men på et punkt kunne han godt ønske sig lidt fremdrift:

– Mange går med briller uden styrke for at se smarte ud – der er vi ikke helt med høreapparater og kommer det nok ikke lige foreløbig. Firmaerne skal i hvert fald arbejde lidt med deres reklamer, for selv om de er fuld af friske farver, så har jeg stadig svært ved at identificere mig med en gråhåret mand i en pensions-Porsche.

Det har jeg også – men hvor er jeg glad for, at jeg skrottede al forfængelighed og gjorde noget for at kunne deltage i samtalerne igen.