Da støvsugerrøret rammer hende, kryber hun ned på gulvet. Så tager hendes mor fat i det mørke hår

Camillas mors vrede øjne borer sig ind i hendes krop, mens hun med hurtige bevægelser smører madpakken ved køkkenbordet. Bare få minutter tidligere blev Camilla revet ud af sin søvn, da smækkende døre og høje stemmer nåede hendes værelse.

Madpakken til lillebror havde Camilla glemt at sætte på køl aftenen før. Hun mærker smerten af morens negle bore sig ind i ryggen, efterfulgt af nedladende råb og spytklatter.

Den velkendte frygt bygger sig op, og da støvsugerrøret rammer hende, forsøger hun at undvige slagene, mens hun kryber ned på gulvet.

Hendes mor tager et fast greb om hendes mørke hår og river hende op. Et kort øjeblik tror Camilla, at det er overstået.

Men da moren begynder at slå hende med hundens kæde, kan hun ikke længere holde smerten ud. Hun skriger. Af smerte og af vrede, og da hun løber ud ad døren, kan hun høre morens vrede råb bag sig.

– Jeg tænkte, at enten dør jeg, eller også får jeg en hjerneskade. Lige der blev det bare for meget. Jeg kunne ikke mere, fortæller den nu 28-årige Camilla Hougesen.

Hun bor i dag på et psykiatrisk botilbud i udkanten af Grenaa.

Her er døgnbemanding, så der altid kan tilkaldes en medarbejder, hvis de negative tanker og flashbacks overtager hendes sind.

Handleplaner og struktur er en del af hverdagen, der skal være med til at bane vejen for et liv, der igen skal være værd at leve.

Passede på lillebror

Konflikterne mellem hendes forældre eskalerede i de tidligere barndomsår, og da hun var seks år, blev de skilt.

Sammen med sin lillesøster, fik Camilla permanent adresse hos sin mor, der efterfølgende fik en ny kæreste og to børn. Hendes ene bror fik adresse hos deres far.

Lige så længe Camilla kan erindre, havde hun en stor afhængighed sin mor. Når Camilla som barn blev kradset, slået eller spyttet på, fik hun altid at vide, at det var hendes egen skyld.

Ofte endte Camilla med at sige undskyld, og hendes mor kvitterede ofte med, at de foretog sig noget hyggeligt.

Camilla levede for de stunder. Hun ville gøre alt for at stille sin mor tilfreds.

Hun sagde aldrig sin mor imod, når hun blev sat til at udføre huslige opgaver eller passe sine søskende, og flere gange blev hun hjemme fra skole, når hendes lillebror var syg.

Hun brugte mange aftener på at ae ham og synge godnatsange for at få ham til at falde i søvn.

Når hun endelig var i skole, var hun ikke en del af fællesskabet. Hun blev ofte udsat for hånlige grin og sårende bemærkninger.

Hun havde svært ved at sætte sig ind i de andres tilsyneladende ubekymrede tilværelse, for indeni følte Camilla sig som en voksen. Hjemme sagde hun sjældent fra, men i skolen kom de indestængte følelser til udtryk.

Ofte kunne Camilla fornemme på stemningen, når der var optræk til vold. Slag, borende negle i huden og tilråb som ’luder’ og ’kælling’, var en del af hendes dagligdag.

– Hvis man græd eller skreg, blev det bare værre. Så det handlede bare om at holde ud, indtil hun holdt op, forklarer Camilla.

Volden satte spor, og det skete tit, at Camilla måtte blive hjemme, til mærkerne var forsvundet. Andre gange måtte hun skjule dem.

– En dag havde hun kradset mig voldsomt på halsen, at jeg tog et tørklæde på. Men det var ret varmt, og det sved helt vildt. Så jeg løsnede det lidt i et frikvarter, hvor der var en, der så det. Så jeg digtede hurtigt en historie om, at det var vores kat, der havde gjort det, fortæller Camilla.

Kvalt med tørklæde

Flere gange havde hun trang til at fortælle, hvad der foregik derhjemme. En dag satte hun sig og ventede foran lærerværelset for at fortælle det. Men da læreren kom ud, vandt frygten for, hvordan moren ville reagere.

Når Camilla så små børn på gaden med deres forældre i hånden, kunne hun blive misundelig, og hun gik ofte ture om aftenen og kiggede ind ad vinduerne til andre familier.

– Det dækkede lidt af mit behov for at være en familie, selv om det lyder dumt. Jeg forestillede mig, hvordan det var at være en del af noget, som var trygt og rart.

Camilla beskyttede instinktivt sine søskende, og hvis de lavede ballade, tog hun ofte skylden, men med tiden fik hun det værre.

En episode satte sig for alvor fast i hendes sind. Hun havde fødselsdag og var i gang med at gøre rent, før der kom gæster.

Mens hun skrubbede toilettet, tog hendes mor pludselig fat i hendes tørklæde om halsen og strammede til. På det kolde klinkegulve kæmpede hun for at få luft, mens hun mærkede livet sive ud. Da hun lukkede øjnene, så hun et hvidt lys.

– Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø. Til sidst løsnede hun tørklædet og lod, som om alt var, som det skulle være.

Den dag Camilla grædende løb hjemmefra med sin råbende mor i baggrunden, blev kulminationen på en barndom med fysisk og psykisk vold. Med hævede øjne nåede hun skolen, hvor hun selv kontaktede politiet.

– Jeg sagde til politiet, at hvis de ikke hjalp mig, ville jeg slå mig selv ihjel. Jeg var desperat, forklarer Camilla, der blev bedt om at kontakte en lærer og ringe igen.

Hverken politiet eller kommunen kunne den dag hjælpe Camilla. I stedet tog hendes lærer hende med hjem, og kort tid efter kom hun i plejefamilie.

Camilla besluttede efter en svær proces at melde sin mor til politiet i april 2011. Men det var hendes ord mod morens, og sigtelsen blev droppet. Følelsen af, at ingen troede på hende, pustede til Camillas dårlige selvværd og ensomhed.

Kort tid efter, valgte Mariagerfjord Kommune at anmelde Camillas mor for vold. Endnu en gang skulle Camilla afhøres, men denne gang turde hun ikke sige sandheden.

– Det kan lyde mærkeligt, men jeg gik faktisk i panik. Min mor havde så mange gange sagt, at hvis hun ikke var der mere, ville jeg begå selvmord. For jeg kunne jo ikke klare mig uden hende. Jeg havde hørt det så mange gange, at jeg var begyndt at tro på hende, forklarer Camilla.

Hun løj derfor i retten og sagde, at hendes mor ikke havde slået hende. Men der var andre indicier og beviser. Så Camillas mor blev idømt et års ubetinget fængsel for vold mod sine fem børn i 2014.

– Jeg frygtede, hvad der ville ske, når hun kom i fængsel. Hun havde på det tidspunkt kun mig, og jeg følte, at jeg ikke kunne svigte hende, fortæller Camilla.

Hun brugte derfor sine sparsomme midler på at leje en bil for at besøge sin mor i fængslet. Hun ordnede morens papirer, gav hende penge og tog imod de mange bebrejdelser.

– Min mor brugte mig som et batteri til at lade sig selv op. Hun fik det bedre, når hun kritiserede mig, men jeg fik det værre.

Fortalte alt

Den dag Camilla fik et brev om, at hun var sigtet for falsk vidneforklaring, ramlede hendes verden. Hun blev ramt af en voldsom angst og forsøgte selvmord.

– Jeg vidste, at jeg blev nødt til at fortælle sandheden. For jeg kunne ikke holde til at lyve mere, forklarer Camilla.

Hun endte med at fortælle om de mange år med vold og frygt, selv om det udløste en behandlingsdom på fem år til Camilla.

Camilla prøvede at holde fast i en normal hverdag. Hun kom i fleksjob, men ofte sad hun grædende under bordet. Det begyndte at gå op for hende, at hvis hun skulle få det bedre, måtte hun stoppe kontakten til sin mor.

Hun skrev til sin mor og gjorde det klart, at hun ikke ville have kontakt. Bagefter kastede hun op, græd og havde ingen appetit i flere dage.

De mange års fysiske og psykiske vold har skadet Camilla. Hun tog imod et tilbud om at bo på et psykiatrisk bosted.

Med støtte og struktur begyndte hun langsomt at bearbejde årene med vold og svigt. Hun fik sat ord på sine følelser, og det gjorde hende tryg, at der altid var hænder parat til at gribe hende.

På rette vej

På Camillas seng ligger katten Mischa og slænger sig. Når der er optræk til et angstanfald, kan den mærke det, og Camilla finder ro, når hun mærker dens bløde pels mod sin hud.

På tavlen på væggen er hendes hverdag struktureret med madplaner og aftaler ned til mindste detalje. For selv om, der stadig kan trække sorte skyer ind over sindet, ved hun, at hun er på rette vej.

– Jeg er begyndt at se mine søskende og mine nevøer, hvilket giver mig stor glæde. Det at have nogle mennesker, der tænker på en, betyder meget, forklarer Camilla.

Hun håber, at hendes historie kan være med til at gøre opmærksom på de børn, der har det svært. For hun ville selv ønske, at der var nogen, der havde reageret, før hun selv fik modet.

Desuden håber hun, at andre kan spejle sig i hendes tanker og følelser, for hun ved, at der med svigt i barndommen følger lavt selvværd, og at man er ensom.

– Jeg har brugt det meste af mit liv på at passe på min mor. Nu skal jeg passe på mig selv, og det skal jeg ikke have dårlig samvittighed over.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.