De var ikke et indlysende match. Men da de mødtes flere år senere, skete der noget

Det begyndte med en trang til frihed. En frihedstrang, som hun fik øjnene mere og mere op for og mindre og mindre kunne lukke ned for.

Om det også havde noget med alder at gøre?

– Meget. Tror jeg. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg gik og havde nogle tanker om, at for helvede mand, jeg er nødt til at sprænge en bombe i mit liv. Der var en længsel efter kaos. Efter noget uforudsigeligt.

– Jeg var i starten af 40’erne, havde den kæreste, jeg gerne ville have, havde fået det barn, jeg gerne ville have, og når jeg kiggede på mit arbejdsliv, lå det ligesom på skinner og pegede 30 år frem i tiden. Jeg kunne på en måde se, hvad der ville komme, medmindre jeg selv saboterede det hele.

Maria Rossing sidder en stille formiddag og er i gang med at fortælle om den beslutning, hun endte med at tage og effektuere tilbage i 2019.

En beslutning, som gør, at vi nu er her, hun i sofaen, jeg i en dyb lænestol, og på et lille bord imellem os står der te i smukke porcelænskopper.

Hun har stået på scenen i masser af forestillinger på Det Kgl. Teater, har haft hovedroller, har fået Reumert-prisen to gange og har medvirket i film og tv før. Men det er som om, hun skulle tone frem på skærmen som den hårdtarbejdende landmandskone Birthe Windfeld i DR’s store dramasatsning "Carmen Curlers", før Maria Rossing blev et navn, som sådan helt er nået ud til den store offentlighed.

Hun er lykkelig for rollen, som hun fik kendskab til længe før, tv-serien blev en realitet, og manuskriptet stadig rumsterede rundt i hovedforfatter Mette Heenos hoved.

– Jeg kender Mette rigtigt godt. Vi har arbejdet meget sammen, og da vi lavede tv-serien "Sneengle", som blev optaget i Sverige, hørte jeg om Birthe, når Mette og jeg sad og snakkede om, hvad vi ellers havde gang i.

– Helt fra begyndelsen har jeg følt et slægtskab med Birthe. Jeg følte nærmest, at jeg var Birthe. "Den er min, den rolle", tænkte jeg. Jeg sagde det aldrig direkte. Tænkte det bare. Og da jeg så FIK rollen? Jeg blev glad. Meget, meget glad. Det var bare som om, det var meant to be.

Tidligere har tv-seriens konceptuerende instruktør, Natasha Arthy, udtalt, at det kom bag på hende, "at en lille curler faktisk er et billede på kvindefrigørelsen", og hun sagde i den forbindelse:

"Det er også derfor, at skuespiller Maria Rossing er vigtig i rollen som Birthe. Hun er selve udviklingen, for hun går fra at hjælpe sin mand på deres husmandssted til at gøre karriere på Axel Byvangs fabrik. Hun er billedet på denne her kvindefrigørelse, og det var superlærerigt at dykke ned i de kvinder og forstå, hvad vi står på skuldrene af".

Maria har haft det på samme måde. Hun er årgang 1975 og var altså ikke født, da serien tager sin begyndelse i starten af 60’erne, men siger:

– Serien beskriver en brydningstid, og den slår nogle temaer an, som vi på sin vis stadig har diskussioner om i dag. Omkring kvinders frigørelse, ligestilling og rettigheder.

– Jeg har tænkt på min bedstemor, som døde for kort tid siden. Hun sagde på sine gamle dage, at hun gerne ville have taget en uddannelse. Hun levede sit liv som husmor, og det var hun også stolt af at være, tror jeg. Hun satte en ære i at være det ud til fingerspidserne.

– Det kom bag på mig, at hun havde gået alle de år med den drøm, og også at hun ikke havde talt om det før. Men sådan har der helt sikkert været masser kvinder, der har gået med ikke udlevede drømme. Og "Carmen Curlers" fortæller netop om en tid, hvor arenaen begyndte at udvide sig især for kvinder.

Folde vingerne ud

Dér for nogle år siden, da Maria tog sin frihedstrang alvorligt og opsøgte Det Kgl. Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, havde hun i første omgang forestillet sig at bede om orlov, måske i to år. Men hun blev mødt af en skuespilchef, der sagde:

"Det skal du ikke, Maria. Du skal sige op i stedet for. Du skal folde vingerne ud og gøre det, du skal gøre".

– Og det er jeg ham meget taknemmelig for. For det skulle jeg nemlig. Man ser alting klarere, hvis man tager et klart valg. Man kan bedre mærke om det, man var så bange for, bare var en forestilling, et spøgelse, eller om det, man går og længes efter i sit liv, er reelt, og man kan bedre gå ind i det nye med al sin energi, al sin opmærksomhed og alle sine kræfter.

– Det var meget angstprovokerende for mig. Jeg havde været fastansat i 17 år, stort set lige siden jeg blev færdig på Statens Teaterskole.

– Jeg har aldrig nogensinde været bekymret for, om jeg havde arbejde, eller om jeg havde til huslejen. Aldrig. Jeg ved godt, at mange af mine kolleger vil sige: "Slap dog af. Det er jo præmissen, når man er skuespiller". Men mit liv har bare aldrig været sådan.

– Det Kgl. Teater og jeg havde et virkelig godt forhold i 17 år, fordi vi ville hinanden, og fordi jeg følte mig set og udfordret og aldrig var i tvivl om, at jeg var ønsket på det sted.

– Jeg betalte tilbage med min loyalitet og alle mine kræfter, for jeg har eddermame sagt nej til meget film og tv for at være dér. Det gør så også, at jeg har fået enormt meget ud af min tid derinde. Nogle af mine største oplevelser på en scene har jeg haft der.

– Jeg har mødt vidunderlige instruktører og har haft fantastiske kolleger. Det var også det, der gjorde mig bekymret, da jeg skulle cutte navlestrengen. For det har betydet meget for mig at have kolleger, som jeg delte mit liv med. De senere år var vi et ensemble, hvor vi var de samme 20 mennesker, der gabte over alt.

– En anden bekymring var: Fandtes jeg overhovedet udenfor Det Kgl. Teater? Når man er på Det Kgl. Teater, er man, måske ikke ligefrem hemmelig, men heller ikke særlig eksponeret. Var der nogen, der vidste, hvem jeg var? Var jeg velkommen i andre sammenhænge?

Og hvordan er dét så gået, synes hun?

– Jeg føler virkelig, at universet har svaret igen med SHOWTIME. I det sekund døren lukkede i, skete der mange spændende ting. Der kom film og tv. Jeg fik en stor pris, Lauritzen-prisen, umiddelbart efter jeg havde sagt op. Jeg har lavet nogle forestillinger, som jeg er utrolig glad for på Betty Nansen Teatret, hvor jeg også er blevet en del af dramaturgiatet.

– Alt, hvad jeg har haft med at gøre arbejdsmæssigt siden, har jeg været på toppen over. Det har åbnet nye døre for mig, som igen har givet mig nyt land at lege på. De udfordringer, jeg har fået, har netop stillet en sult, jeg også havde efter at møde en anden slags opgaver.

Stalkede dem

Når man spørger, hvorfor hun blev skuespiller, er svaret misundelsesværdigt enkelt.

– Jeg kan ikke rigtigt huske, at jeg har villet være andet, faktisk.

Hendes far og mor er lærere. Hun er vokset op i Vestjylland. Og i Fjaltring, i nærheden af hvor hun boede med sine forældre, var der et børneteater, drevet af nogle meget karismatiske mennesker.

Hun stalkede dem nærmest, siger hun, og fulgte alle deres forestillinger og ville bare så gerne være med.

– Heldigvis havde jeg en fantastisk klasselærer, Anders, som var bestyrelsesmedlem i teatret, og han kunne vist godt se, at jeg skulle have lov til at komme opad på en meget lang venteliste og hjalp mig ind, tror jeg.

Hun var 11, da hun begyndte på børneteatret, og fra det øjeblik var det mere eller mindre der, hun fik alle sine venner, og det, det hele handlede om.

Da hun blev for gammel til at være med dér, dannede hun og nogle jævnaldrende en ungdomsteatergruppe og lavede forestillinger på eget initiativ.

– Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at drømme rigtigt meget om at blive skuespiller og gik lange ture ad amtsvejen og interviewede mig selv, ligesom du og jeg nu sidder her.

– Jeg havde en kæmpe fantasiverden, der var bygget op omkring mit liv som skuespiller. Men da tiden så kom, hvor jeg var gammel nok til rent faktisk at søge ind på skuespillerskolerne, blev jeg bange. For tænk, hvis jeg havde spundet en virkelighed omkring noget, som slet ikke holdt. Så der gik lige nogle år, hvor jeg gik rundt om den varme grød.

I 1998 kom hun ind på Statens Teaterskole, i andet forsøg, og her oplevede hun så det, hun kalder "et sammenstød med virkeligheden".

– Jeg havde nok en meget romantiseret forestilling om, hvordan det ville være. Og jeg kom så ind på en skole, som i sig selv er krævende, og hvor jeg havde nogle holdkammerater, hvoraf flere kom med et ret vildt bagkatalog og havde lavet alt muligt inden.

– Om jeg havde talent, havde jeg vist ikke nogen som helst idé om. Jeg tror egentlig, jeg tænkte i meget lang tid, at jeg var lidt af en bundskraber.

Hvornår holdt hun så op med at tænke dét? For det holdt hun nemlig op med.

– I løbet tredje- og fjerdeåret på uddannelsen smed jeg, ikke den pæne pige, for det er jeg sådan set stadigvæk, men jeg smed noget pænhed. Fanden tog ved mig på en eller anden måde. Og så begyndte der at ske ting i forhold til mine præstationer.

– Pludselig blev jeg tilbudt en hovedrolle på Det Kgl. Teater i "Kasimir og Karoline", hvilket kom fuldstændig bag på mig. Jeg lavede forestillingen "Baby" på Aalborg Teater, som var min debutforestilling, hvorefter jeg kom tilbage til Det Kgl. Teater for at begynde på 2Kasimir og Karoline". Og så gik der et års tid, og så blev jeg fastansat.

– Dermed vendte bøtten igen, og jeg var tilbage som benjamin. Men for mig har der været en god udviklingskurve i ikke at komme ind og straks fyre den af som verdensmester.

– Jeg har ikke været mere cool og selvsikker, end der var dækning for. Jeg har været bevidst om min plads i hierarkiet, og at jeg skulle lære noget af nogle andre i et godt stykke tid. Samtidig skulle jeg selvfølgelig også trykke speederen i bund med det, jeg selv kunne, og det, jeg blev bedt om at fylde ud.

– Jeg er taknemmelig for, at dét blev min start fremfor at blive smidt ud i en hurtig eksponering, hvor man bliver udråbt som geni og stortalent.

Kærligheden

Det er på arbejdspladsen, at Maria møder sin kæreste og nu også mand, skuespiller Morten Suurballe.

– Som ansat på Det Kgl. Teater er der ikke tid til at møde nogen andre steder, bemærker hun tørt.

Der er 20 års aldersforskel, og på den måde var deres forhold fra starten med hendes egne ord "lidt imod alle odds".

– Det var ikke ligefrem et indlysende match. Men fra allerførste gang, jeg mødte ham – og det var, da jeg lavede "Kasimir og Karoline" – var der kemi. Jeg kan ikke sige det på anden måde. Jeg ville bare være i nærheden af ham. Jeg blev forelsket første gang, jeg mødte ham. Dybt forelsket.

– Men så var der dét med vores alder, og dét med at jeg var helt nyuddannet, og han allerede havde været på teatret i mange år. Der var noget, der skurrede. Der var en skævhed på samme måde, som hvis en 10-årig møder en 20-årig, for så skal de jo ikke være kærester, vel?

– Men hvis de mødes 15 år senere, kan de sagtens være det. Det var lidt den fornemmelse, jeg havde. Derfor var det først en hemmelig forelskelse fra min side. Men da vi så mødte hinanden igen nogle år senere, var der i mellemtiden sket nogle ting, og ja … så kunne det ikke være anderledes.

– Aldersforskellen blev først en udfordring igen, da jeg gerne ville have et barn. Morten har to børn fra et tidligere ægteskab, og han havde egentlig ikke tænkt, at han skulle have flere. Jeg var til gengæld ikke i tvivl. Jeg følte et eksistentielt, rungende savn. Og da var det så, at Morten sagde: "Jeg kan mærke, at jeg må vælge dér, hvor livet er". Og så fik vi Eigil.

I dag er Eigil 13 år. At det måske ikke er det mest praktiske at være to skuespillere, der skal få en hverdag til at hænge sammen med et barn, ryster hun lidt på hovedet ad.

– Tænk på alle de børn, der ikke ville blive født, hvis man kun tænkte praktisk. Vi er altid gået all in på at have rigtigt, rigtigt gode barnepiger, og Eigil har elsket dem, han har haft. Men ja, jeg har også haft nogle år på Det Kgl., hvor jeg løb sindssygt stærkt, også fordi min mand har været meget i udlandet og filme, og jeg har været meget alene med vores barn.

– De perioder står ligesom i en tåge for mig. Jeg kan ikke rigtigt huske noget fra den tid. Det var også dét, jeg begyndte at reagere på. Altså, jeg fik virkelig allergi overfor den slags måde at leve sit liv på. Jeg kunne bare mærke, at det skulle jeg nok ikke mere, det der.

At de er gået fra at være kærester til at blive gift og hinandens ægtefæller, er noget, der er sket for relativt nyligt. Og baggrunden vil hun gerne fortælle om. For den handler nemlig også om, at livet er skrøbeligt, og vi skal huske at være til stede i det, mens vi er her.

Her skruer vi tiden tilbage til efterårsferien sidste år, hvor Maria og familien er på vej hjem i bil efter at have været i Stockholm.

– Og dér, på en svensk motorvej i regnvejr, står der pludselig en elg. Vi kører frontalt ind i den. Jeg sidder på passagersædet, og elgen rammer stolpen ved forruden i min side. Elgen bliver kylet bagover og ender i overhalingssporet 50-100 meter bag os. Bilen bliver totalskadet. Dens airbags virkede ikke. Men vi stiger ud af bilen uden nogen skrammer overhovedet. Ikke piskesmæld.

– Jeg har glasskår over det hele, men har ikke fået den mindste lille rids nogen steder. Der sker ikke noget med os. Der sker ikke noget med nogen bagved. Men elgen dør. Det er en kalv på "bare" 600-700 kilo, og det er måske vores held, for der sker mange dødsulykker med kæmpestore elge involveret.

– Vi stod dér på motorvejen med en følelse af, at okay, her er der nogen eller noget, der har holdt hånden over os. Men det var egentlig først på bagkant, at det rigtigt gik op for os, hvor vildt og mirakelagtigt det var. Vi kunne lige så godt ikke have været her i dag. Og da dét gik op for os, blev vi enige om, at vi nok hellere måtte blive gift.

– Det blev vi så senere. Vi gik på Frederiksberg Rådhus. Og det har ikke noget som helst at gøre med praktikaliteter og at sikre hinanden. Det rækker ud over det.

– Det er i virkeligheden et stort manifest at sige ja til hinanden og ja til at have hinandens ryg. Man ved ikke, hvornår noget rammer. Det er jo det, der definerer den slags, at det kommer ud af det blå. Pludselig står der en elg.

Den stille formiddag lakker mod enden. Maria Rossing skal videre. Der er allerede planlagt to sæsoner mere af "Carmen Curlers". For tiden er optagelserne til sæson to i gang.

– Når jeg bliver spurgt, siger hun, – hvordan det har været at blive "kendt" for "Carmen Curlers", siger jeg gerne, at jeg tror, jeg bare skyder det lidt fra mig.

– Jeg er stolt over det, vi har lavet. Jeg bliver også glad, når nogen siger: "Tusind tak, hvor er det godt".

– Men jeg har i virkeligheden ikke lyst til, at noget skal være anderledes i mit liv. Ikke noget som helst. Jeg kan virkelig godt lide variationen i mit arbejdsliv. Og jeg kan virkelig godt lide mit liv.