Hun drømte om at arbejde 12 timer om dagen og tromle derudaf. Så fik hun en mistanke

Hvis læger er i gang med at undersøge dig for kræft, lyder råd nummer ét:

Lad være med at sidde derhjemme og åbne din journal på computeren!

Men Melissa Bandsberg Thomsen havde så utrolig mange planer.

Hun og kæresten, Daniel, stod over for at skulle flytte til først Frankrig i tre måneder og derefter til Ungarn i forbindelse med Melissas arbejde.

Der var så meget planlægning, der afhang af svaret på den prøve, så en lørdag aften sidst i januar, da de kom hjem efter en aften ude, foreslog Melissa lidt kækt, at Daniel lige kunne tjekke, om der stod noget, hun skulle bekymre sig om.

En helt håbløs plan, vidste hun i bund og grund godt, for hvad skulle han sige, hvis der stod noget dårligt?

Men hendes kæreste behøvede slet ikke at sige noget, for hans ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændig.

– Det var ret lettende! siger Melissa og lader ordene hænge lidt i luften. Nærmest som om hun stadig selv er overrasket over sin reaktion på beskeden.

På det tidspunkt havde hun ventet på svar i tre måneder, og det var rigtig svært at håndtere uvisheden.

Et par nætter før havde hun ikke været i stand til at sove og havde fået et voldsomt angstanfald. Men nu vidste hun besked.

– Så kan man bedre forholde sig til det, og man kan handle på det, fortsætter hun.

– Jeg tror ikke engang, at jeg græd, og jeg sov helt fantastisk den nat. Dagen efter kunne vi så begynde at planlægge ugen, for jeg vidste, at de ville ringe fra hospitalet om mandagen, og at der derefter skulle ske rigtig meget.

Melissa tager en tår af sin chai.

Hun sidder ved et bord uden for den lille café Storm B i Københavns Nordvestkvarter, hvor hun og kæresten sad indenfor i varmen den mandag morgen i januar og ventede på opkaldet fra hospitalet.

Efterårssolen får hendes turban i guld og pink til at glimte i små gyldne prikker.

De uger, der fulgte, oplevede hun, som om hun var hægtet bag på et lyntog i rasende fart.

Diagnosen var sarkomkræft, en sjælden og meget aggressiv kræfttype, som lægerne faktisk ikke fra dag ét kunne sige, hvordan de skulle behandle.

Inden for to uger havde hun været til undersøgelser og samtaler, fået fjernet den ene æggestok og havde fået den første omgang kemobehandling.

Hendes æggestok blev taget ud, i tilfælde af at kemobehandlingen ville få hende til at gå i for tidlig overgangsalder og dermed fjerne hendes mulighed for at få børn.

Om hun overhovedet skulle have børn, var en beslutning, hun ikke var i nærheden af at have truffet.

Men nu skulle det hele gå hurtigt. “Uretfærdigt”, er det ord, der først og fremmest popper op, når Melissa skal beskrive oplevelsen af at få kræft som 27-årig.

– Jeg var lige kommet ud på arbejdsmarkedet, følte jeg. Jeg havde været der i halvandet år og havde kæmpet for at få min drømmestilling. Jeg var kommet ind i et talentudviklingsprogram, og vi skulle rejse. Alt det måtte jeg sætte på pause, fortæller hun.

Forkert at være glad

I første omgang meddelte Melissa sin familie og arbejdet, at hun sygemeldte sig i to uger.

Kemo og operation skulle bare overstås, og så ville hun være tilbage.

Det var en kæmpe mavepuster for hende, da chefen et par dage efter ringede og sagde, at hun havde sygemeldt hende i fire måneder, og at hun bare skulle tage sig tid, også hvis hun blev rask inden.

– Et eller andet sted vidste jeg godt, at det var den rigtige beslutning, men jeg var ikke klar til at træffe den selv. Jeg havde aldrig prøvet at have kræft før, så hvordan f..... skulle jeg vide, hvordan man gør?

Chokket blev dog hurtigt afløst af ro, og Melissa inviterede sine veninder over til vin for at give dem den dårlige nyhed ansigt til ansigt, stille og roligt.

– Fordi det, jeg faktisk frygtede mest, var at gøre folk omkring mig kede af det – at jeg gav dem nogle bekymringer. Og det gjorde sygt ondt.

Så du tænkte på andre, nærmest før du tænkte på dig selv?

– Tror du ikke, det er lettere? For mig var det i hvert fald lettere. Men tro ikke, at jeg ikke har været bange. Jeg har siddet i timer med min kæreste og grædt og grædt, og det gør jeg stadig indimellem, men faktisk har jeg haft det godt rent mentalt igennem forløbet.

– Jeg var stadig glad, og jeg bekymrede mig stadig om latterlige ting, præcis som jeg gjorde før min sygdom. Da jeg kom til psykolog via mit arbejde, anede jeg efter nogle gange ikke, hvad jeg skulle snakke om.

– Jeg følte, at jeg skulle være hos psykologen, fordi jeg havde en livstruende sygdom, men jeg havde det faktisk godt, og det er noget af det, der har været sværest for mig igennem forløbet. Var der noget galt med mig? Hvordan kunne jeg have det godt? Det var virkelig svært at acceptere.

Melissa har mange gange følt sig forkert, både når hun var glad, og når hun var bange.

For hvordan skulle hun både være positive og energiske Melissa og kræftsyg patient, stærk og sårbar, ambitiøs og sygemeldt?

Da hun gav beskeden om sin sygdom til sine veninder, var hun enormt ked af det og kom til at føle, at hun var galt på den, fordi veninderne reagerede meget fattet.

De vidste godt, at hun var i gang med en kræftpakke, og at beskeden om kræftsygdom derfor var en reel mulighed.

– I dag ved jeg, at de selvfølgelig var kede af det, men at de var stærke for min skyld. Men lige der var jeg vildt ked af det og sygt bange! Og de var så afklarede, og der var ingen, der græd.

– Så det var faktisk en lettelse, da jeg kom til Jylland og sad og snakkede med min far – og han græd. Jeg har aldrig set min far græde før. Åh! Når min far græder, så er det altså okay, at jeg græder!

Ud med bekymringerne

De to ugers sygemelding, som blev til fire måneder, blev til fem måneder mere, og udlandsrejserne er udskudt, men skal nok blive til noget, forsikrer Melissa.

Operationen, der skulle fjerne sarkomet, har været succesfuld, og nu kan Melissa se frem til sin sidste kemobehandling i november og til stille og roligt at vende tilbage til karrieren.

Det glæder hun sig til. Men det bliver ikke helt den samme Melissa, der vender tilbage.

– Jeg tror, at den største ændring i mine værdier er at gå fra tankegangen “hvad skal jeg bruge mit liv på?” til “hvordan vil jeg leve?” Og jeg vil leve bekymringsfrit. Gud, hvor jeg ikke gider bruge tid på at bekymre mig om dumme ting.

Det lyder som en rigtig god plan. Hvordan vil du gøre det?

– Jeg vil gerne skære ned i forpligtelser, og det gælder i forhold til job, udgifter og venskaber. Altså relationer forpligter, men de skal gøre det på den rigtige måde. Og jeg vil f.eks. hellere bo i en lille lejlighed end at skulle spekulere over, at nu kommer der prisstigninger på gas.

– Man har selvfølgelig forpligtelser på arbejdet, og det er helt okay, men der skal også være plads til at lave fejl. Før kunne jeg nærmest have det, som om Coloplast ville gå under, hvis jeg missede et møde, eller i hvert fald tænke, at mine kollegaer ville blive skuffede, hvor jeg nu kan se, at det nok skal gå alligevel.

– Det betyder ikke, at jeg ikke vil gøre mig umage, men det tager lidt af presset, at jeg kan være lidt mere rummelig over for mig selv og vide, at der findes gode og dårlige dage.

Vil du stille andre krav til dine fremtidige arbejdspladser?

– Helt sikkert. Før kunne jeg godt lide tanken om at arbejde i et konsulenthus, hvor man virkelig bliver presset og får lov at arbejde 12 timer om dagen og bare tromle igennem. Sådan noget kan jeg overhovedet ikke se mig selv i længere. Hvordan kunne det være en nice tanke?!

Hun griner højt og hjerteligt. Den drøm er hun færdig med.

Der skal være plads til ambitioner, men også til menneskelighed og fleksibilitet.

– Jeg har også stadig drømmen om at tage til udlandet og opleve noget, og jeg tror faktisk, at viljen til at få det til at ske, og ikke bare drømme om det, er blevet stærkere.

Er der noget, du helt konkret vil gøre anderledes?

– Som ung kvinde på arbejdsmarkedet vil man jo gerne blive taget seriøst, og så er der nogle forventninger til, hvordan man skal se ud ... eller det har jeg i hvert fald fået pålagt mig selv. Men jeg har indset, at hvis jeg kommer på arbejde i et par pink bukser og et par glimmersko, så vil mine kollegaer synes, det er skønt.

– Min påklædning er jo min personlighed, og den skal jeg have med på arbejde. Det giver mig noget ro. Og mere glæde. Fremover vil min regel være: Ville du tænke over, hvis andre klædte sig sådan? Nej, fint, tag det på!

Patient og kæreste

Igennem de hårde perioder i sygdomsforløbet har Melissa fået uvurderlig hjælp af sine forældre, søskende, sin kusine og sin kæreste.

Hendes mor og søster rejste af sted fra henholdsvis Vestjylland og Belgien, så snart de fik beskeden om hendes kræftdiagnose, og hendes veninder har hele vejen været fantastiske til at sige “nu stopper vi” og tage over, når hun har kastet sig ud i flere projekter, end hun har haft energi til.

Hun har ikke haft svært ved at bede om hjælp eller ved at tage imod hjælpen, men det har ofte været en udfordring at finde ud af, hvornår hun skulle bede om hjælp.

– Men én ting er endnu sværere: Lige nu har jeg nok at tage mig af følelsesmæssigt på min egen front, og derfor har jeg oplevet, at jeg ikke kan rumme, når de mennesker, jeg holder af, går igennem noget, der er hårdt – og det gælder ikke kun min sygdom, men også andre ting. Jeg kan ikke være der følelsesmæssigt for andre, og det er fandme hårdt.

Hun ved godt, at de ikke forventer det af hende, men det handler om hendes selvbillede.

Hun er typen, der gerne vil være der for andre – også for Daniel, som det seneste år oftere har været plejer end kæreste.

– Daniel er virkelig, virkelig fantastisk. På trods af, at vi er unge, har vi været sammen i 12 år, så vi kender hinanden ret godt. For nylig spurgte jeg ham, om det var mig, der var naiv, når jeg ikke syntes, at sygdommen er gået ud over vores forhold.

– Han sagde til mig, at min sygdom er vores forhold uvedkommende. Jeg synes, det var skidefint sagt. Der er dét, og så er der vores forhold.

Champagne eller tårer

Melissa havde første gang symptomer og blev indlagt på Bispebjerg hospital 4. november 2020.

Præcis et år senere blev hun henvist til et kræftpakkeforløb pga. mistanke om kræftsygdom, og 4. november i år skal hun til sin sidste behandling med kemo.

– Den dato har fået en særlig betydning, og når jeg når den, ved jeg ikke, om jeg skal poppe en flaske champagne eller lægge mig ned og græde! Men det er helt sikkert, at jeg skal holde en stor fest senere, siger hun.

Hun smiler, men holder lidt igen, for følelserne forbundet med at klare sig igennem sygdommen er præget af en dobbelthed.

Som ung kræftramt følges man nemlig med andre unge igennem behandlingsforløbene og oplever, at det for nogle går godt, og for andre ikke, og dagen forinden har hun fået meget dårlige nyheder om en af sine medpatienter.

– Lige nu døjer jeg rigtig meget med skyldfølelse over at blive helbredt, fordi jeg har mødt alle de her fantastiske mennesker, som ikke har det privilegium. Det er skidesvært at acceptere. Jeg ved, at det kan såre nogen, når jeg udtaler mig om de positive læringer, jeg har fået ud af at have kræft.

– Jeg kan tage de indsigter med videre og udnytte dem i et langt liv, men det er ikke alle, der får de muligheder.Men hvis de tanker, jeg har gjort mig, kan bruges og har bidraget til noget hist og her, så er det fedt. Så er det ikke for ingenting, at jeg har været igennem det her.