Der er ikke lang tid til, at min søn kommer. Og jeg har aldrig været mere bange

“I see trees of green, red roses too”, lyder det inde fra tv’et i stuen, mens jeg sidder i kontoret og arbejder.

Klokken er næsten 15 og jeg har brugt formiddagen på Hvidovre Hospital. Det gør jeg hver uge. Bruger tid derude.

Det er lige dele udmattende og beroligende.

En måde at holde døden to meter væk fra livet på.

Jeg har levet med døden så present det seneste år, at jeg har mærket, hvor utrænede vi danskere egentlig er i disciplinen.

Derfor rører sangen inde fra stuen mig også, fordi den stammer fra Uffe Ellemanns begravelse, som bliver sendt live på tv.

Jeg bliver altid rørt, når døden får opmærksomhed.

Her forleden sad jeg og stortudede, da TV2 sendte tv-programmet Det Sidste Ord, med Danmarks tidligere udenrigsminister, for Uffe sluttede programmet af med at synge What a Wonderful World, selvom han godt vidste at han ikke havde lang tid igen.

I sangen lyder det “I hear babies cry. I watch them grow” og på den måde følte jeg næsten at Uffe sendte mig videre i verden, for det er det eneste jeg ønsker mig.

At se mit andet barn vokse op. Jeg kender døden, nu vil jeg gerne kende livet.

Der er ikke lang tid til min søn kommer og jeg har aldrig nogensinde været mere bange i mit liv.

For Vilma, mit første barn, kom og tog herfra igen.

Derfor går jeg med samme kadence ude på Hvidovre, som andre går til fodbold.

Hver gang jeg forlader hospitalet efter en ultralyd, hjertekurve eller samtale med en læge, forsvinder døden hen i baggrunden.

I hvert fald i en times tid. Så sniger den sig op på mig igen, som den har gjort i snart ni måneder.

Det tror jeg er meget normalt, når man har mistet sit barn lige efter fødslen. For pludselig blev det min normalitet.

At børn dør, når de bliver født.

Du kan prøve at forklare mig noget andet. Det har lægerne f.eks. gjort i snart ni måneder, men min hjerne vil noget andet.

Min psykolog fortæller mig, at det er fordi min normal er noget andet, end de fleste andres normal.

Det er meget voldsomt at gå rundt med. Den her graviditet har været det mest udmattende, jeg nogensinde har gennemgået.

Men kontrollerne fortæller mig, at alt ser helt gennemsnitligt ud og det er jo det vildeste, man kan opnå med et barn i maven.

Total gennemsnitlighed.

Gennemsnitlighed mærkes som en altoverskyggende sejr, når man, som jeg, vågner hver morgen og tror, at ens baby inde i maven er død, indtil han rører på sig.

Eller når jeg, efter en af de utallige natlige tisseture, ikke kan falde i søvn igen, før jeg har fået en fod i ribbene.

Så føles gennemsnitlighed som at vinde OL guld.

Derfor må jeg også erklære mig immun overfor fortællinger om de frygtelige søvnløse nætter, der rammer lige om lidt, eller historier om hvordan jeg aldrig får mit liv tilbage.

For dem får jeg også af andre mødre, selvom jeg har mistet mit barn.

Ja, jeg synes også det er ret vanvittigt at få dem serveret et år efter min datters død.

Men jeg ved hvordan alternativet føles og jeg tror, at søvnløse nætter med dit barn føles bedre end dem uden.

Dem har jeg haft rigeligt af det seneste år. Ligget søvnløs med tanken om mit barn.

Jeg ønsker mig bare en gennemsnitlig baby med alt hvad der følger med.

Lige nu peger vejrudsigten den vej, men jeg ved bedre end nogen, at man aldrig kan tage den slags for givet.

Derfor holder jeg vejret den sidste tid. Intet er givet, men håbet er intakt og selvom angsten nogle gange tager over, så er det en sejr hver gang jeg kan holde den fra døren.

“Jeg har slet ikke haft noget angstanfald i dag”, sagde jeg her forleden til min mand.

Tænk ellers at have det næsten hver dag i ni måneder.

Så er gennemsnitlighed den største sejr.

Sådan føles en graviditet efter dit nyfødte barns død. Ængstelig i yderste potens.

Jeg håber snart jeg kan ånde lettet op.