Direktøren for krisecentret: ”De kvinder, der kommer her, er stærke”
foto: Pantherstock
Man skal huske, at ingen kvinder forelsker sig i en voldelig mand. De forelsker sig i en kærlig mand, som de kan forestille sig en fremtid og kærlighed sammen med. Vi er alle sammen opdraget med, at alle kan begå fejl, og at vi skal kunne tilgive hinanden.
Sådan siger Susanne Philipson, direktør for Danner i København, et af Danmarks ældste krisecentre og i dag også videnscenter for partnervold.
Når volden starter i et parforhold, beskriver hun mønsteret som en spiral, der langsomt tager til i styrke og hvirvler den voldsudsatte ind i sit mønster af skyld og skam.
- Voldsspiralen er kompleks. Der veksles hele tiden mellem vold og kærlighed. I den kompleksitet rykkes grænsen hele tiden for, hvad der er normalt i parforholdet. Volden kan starte ud af ingenting og i det små. Den bliver efterfulgt af tilgivelse og troen på, at det bliver bedre. Men kvinden ser, at volden gentager sig og ofte bliver værre og hyppigere, og hun begynder at agere i forhold til det mønster, der har etableret sig. Måske har hun fået børn, så de har noget at være sammen om. Eller hun tror, hun kan stoppe volden ved at forandre sig.
3 eksperter: Sådan styrker du dit selvværd
Partnervold kan ramme alle
Susanne Philipson understreger, at partnervold forekommer i alle sociale lag og kan ramme kvinder med alle former for baggrund. Hun lægger samtidig vægt på, at kvinden ikke skal betragtes som offer.
- Vi kalder aldrig kvinderne ofre. Vi kalder dem voldsudsatte. De kvinder, der kommer til os, er stærke kvinder. Det er kvinder, der har besluttet, at de ikke vil leve med vold længere og at de vil have hjælp til at komme videre.
Mændene skal med
Den positive historie er, at selv om antallet af anmeldelser af partnervold er stigende, og Danner oplever en stigning i antallet af henvendelser på krisecenteret, viser undersøgelser, at omfanget af volden generelt er faldende. Når antallet af henvendelser stiger, er det altså, fordi flere tør stå frem og søge hjælp.
Alligevel mener Susanne Philipson stadig, at antallet af partnervoldssager er alt for højt.
29.000 anmeldte sager hvert år er jo 29.000 for mange. For hvad med alle dem, der ikke står frem? Det tal kan vi jo kun gætte på. Det fortæller mig, at der stadig er meget arbejde at gøre. Typisk har vold mod kvinder altid været kvindernes sag. Det er dem, der har været på barrikaderne. Noget af det, vi kan gøre bedre, er at få mændene med i arbejdet, så det ikke bare bliver en kvindesag, men et samfundsanliggende. Vi har alle et ansvar for at behandle hinanden ordentligt. Vold er ikke en privat sag mellem to parter; det handler om ligeværd og menneskerettigheder. Det er noget, vi alle sammen burde kæmpe for, siger Susanne Philipson.
Er du smukkere, end du selv tror? 4 kvinder kommenterer hinandens kroppe uden filter