Her på klummepladsen er der ret frit slag for, hvad man kan skrive om. Især er personlige oplevelser velkomne. Men jeg må indrømme, at da jeg fik idéen til denne, var min første tanke: Øh – vil jeg virkelig skrive den klumme?! Se, jeg har nemlig lige været et par uger i Indien hos Dr. Unni, der er ayurvedisk ekspert, for at få skønne behandlinger hver dag, hvilket ud over bitre urteindtag inkluderede forskellige former for massager med olie, rismælk, pulver og meget andet, som ofte fik mig til at føle mig som en anden Kleopatra. Jeg var slidt af almindelig stress, så den kærlige omsorg fra mine behandlere var som fløde i min livsgrød, og jeg sugede det hele taknemmeligt til mig. På hotellet svævede dog et spøgelse, som vi alle talte om: VASTIEN. En vasti er en tarmskylning (ja, nu kom det altså), der fås i flere udgaver og med forskellige medicinske urtevæsker, der er tilpasset den enkelte patient. I ayurveda er det en hjørnesten for sundhed, fordi det efterlader én med masser af energi og renhed. Bagefter, forstås. I dagevis hørte jeg om de andres, men slap selv, og i min indbildskhed fortalte jeg mig selv, at det var, fordi jeg allerede var så utrolig sund og ren, at jeg ikke behøvede den. Men så oprandt 10.-dagen, og i en bibemærkning, midt i en saliggørende behandling, stak den ene læge hovedet ind og sagde: ”Vasti today – okay?”. Og helt forsvarsløs kunne jeg ikke andet end nikke. LÆS OGSÅ:
Jeg er sådan en som... For dem er det lige så normalt og upinligt, som det er for os andre at genstarte en computer, men – helt sådan havde jeg det ikke, da jeg lå på briksen og ventede. Lægen kom, gjorde effektivt og sikkert sit arbejde, og efter en lille stund skyndte jeg mig ud på det lille toilet, der hørte til stuen. Og gjorde så mit. ”Don’t lock the door!”, kom det ind gennem døren, og jeg slog slåen fra, og ind trådte en af mine tre engle, der i dagevis havde taget sig kærligt af mig. ”Are you okay?”. Jeg nikkede. ”No vomiting?”. Jeg rystede på hovedet. ”Stomach okay?”. Jeg nikkede igen. Alt imens jeg jo ligesom sad dér og stadig gjorde mit og knugede en varmedunk mod maven. Lidt senere kom en af de andre ind og begyndte at hælde varmt vand ned ad ryggen på mig, mens hun talte løs og ville høre, hvordan jeg havde det. Og jeg havde det jo fint! Faktisk så fint, at jeg snart efter var færdig og gik ned for at hente min daglige ration urter. Og så fik jeg det lidt skidt. Gik på toilettet. Og fik det helt forfærdeligt. Begyndte at kaste op, måtte lægge mig på gulvet, og så bankede det på døren: ”Open the door!”, og nu forstod jeg pludselig reglen om aldrig at låse døren. De hjalp mig ind på en madras og begyndte at gnide mine hænder og fødder og lænd og gav mig mere at drikke, der skulle hjælpe det sidste ud, og efter lidt tid var jeg o.k. igen.”No more vasti!!! Ever!”, sagde jeg bagefter til mine tre engle. Og mente det.
To dage senere fik jeg endnu en, som viste sig at skulle blive helt uproblematisk. Faktisk var jeg fuld af energi bagefter og tænkte, at det var ærgerligt, jeg ikke lige kunne nå at få en tredje, inden jeg rejste hjem.
Jeg rejste derned for at få noget omsorg og rebootet min krop. Hvilket jeg fik til kærlig overflod. Men jeg fik altså også noget andet med hjem. Nemlig et velskyllet tarmsystem. Ikke bare fysisk, viste det sig. Det var så sandelig også i sindet, hvor mine tanker pludselig havde fået ro til at blive klare og nye igen. Faktisk er der meget, der tyder på, at den vestlige verdens stressede hverdag selv trænger gevaldigt til at få en vasti! En virkelig stor en! Så kunne det være, vi ville arbejde bedre, frem for bare mere, mere, mere. Just saying …
