En morgen, efter hun havde fået taget blodprøver, kom de op og sagde: "Så er det nu!"

Hun havde det fint. Havde været til boksetræning og ude at gå en lang tur på 12 kilometer og følte sig overhovedet ikke syg.

Hendes tal blev godt nok ved med at ligge lidt dårligt til prøverne på hospitalet, men Julie slog det hen. Der kunne ikke være noget galt, hun havde det jo godt. Hun var bare gravid.

– Men så var jeg inde og få taget prøver på Riget og fik at vide, at jeg ikke måtte tage hjem. Jeg havde svangerskabsforgiftning, men jeg følte overhovedet ikke, at jeg var syg, så jeg tænkte, at de var lidt hysteriske.

– Jeg var ved at starte NIPS-kanalen op sammen med Neel og Laura (Rønholt og Christensen, red.), og havde overhovedet ikke tid til det her. Men en morgen, efter jeg havde fået taget blodprøver, kom de op og sagde: "Så er det nu!"

Julie R. Ølgaard fik akut kejsersnit syv uger før termin, og Cooper vejede kun 1.231 gram, da han kom til verden.

– Det gik godt, men han var jo et lille bitte minimenneske. Heldigvis skulle han ikke i kuvøse, men kunne nøjes med sonde og luft – det gjorde meget, at han kunne ligge på mig.

– Og jeg tror, at jeg var heldig, at det var mit første barn, for hvis man har prøvet at få en normal størrelse baby og så får sådan en lille én, får man jo et chok. For mig var Cooper fin. Ja, han var lille, men han var færdigudviklet, han havde det hele. Men når jeg ser billeder af ham i dag, kan jeg godt se, at han lignede en lille bitte fugleunge.

Julie og hendes mand, Gustav, blev indlagt på Rigshospitalets neonatal-afdeling sammen med lille Cooper. Der var ikke noget galt med ham, han skulle bare tage på. Vokse sig så stor, at de måtte tage ham med hjem.

– Man må først tage hjem, når babyen enten vejer to kilo, eller du har ramt terminsdatoen, så vi anede ikke, hvor længe vi skulle være der. Og jeg er sådan et menneske, der ikke kan gå forbi, hvis der sidder en og er ked af det, så jeg snakkede meget med de andre mødre, vi hørte hinandens historier. Og det er bare tough.

– Nybagte forældre, der skal være der i seks måneder. Forældre, der har deres baby i kuvøse eller respirator og ikke aner, hvornår de kommer hjem.

– Babyer, der vejer 600 gram, babyer, der skal opereres i hjertet eller mangler en arm. Det er rædselsfuldt, selv om neonatal er det mest fantastiske sted, for sygeplejerskerne er magiske. Hold kæft, hvor føler man sig sikker! De er der 24 timer i døgnet, de kan kigge på dig og sige: “Jeg synes, du skal gå en tur med din mand og få noget at spise – vi tager os af din baby imens.” For man bliver lidt sindssyg af at være der.

Langt fra lykkeboblen

I begyndelsen klarede Julie det godt, gik totalt i survival mode. Men en dag, da der var gået tre uger, ringede hun til Gustav og sagde: “Jeg skal hjem. Jeg kan ikke mere. Jeg skal hjem nu!”

– Jeg er så heldig, at min far læge, hans kone er læge, Gustav er uddannet sygeplejerske, og man får tilbudt en hjemmesygeplejerske, så vi tog Cooper med hjem, da han vejede 1.800 gram.

– Han var ikke stærk nok til, at jeg kunne amme ham, fordi han var så lille, så hver tredje time skulle jeg pumpe ud, prøve at lægge ham til og give ham sonde. Det tog ca. halvanden time i alt, og det var døgnet rundt.

– Om dagen er det fint, dér finder man en rytme med tingene, men om natten begyndte jeg at frygte, at mit vækkeur ringede, fordi jeg var så træt. Når jeg lagde mig, vidste jeg, at det ville ringe igen om halvanden time, det gjorde det 24 timer i døgnet, så jeg begyndte at blive bange for at skulle sove, fortæller Julie.

Det gik, de kom alle tre helskindet igennem den første, værste tid, og Cooper voksede sig stor og stærk. Navngivningsfesten blev droppet til fordel for en “femkilosfest”.

Da Cooper ramte det magiske tal, fyldte Julie og Gustav huset med mennesker til en kæmpe fejring.

– Jeg fik ikke en fødselsdepression, men jeg forstod godt følelsen af at være i én. Det dér med at være på vippen til bare ikke at kunne mere. At være presset så langt ud som menneske og stadig skulle fungere i en normal verden – det er så surrealistisk.

– Man lever i en boble, og det er langtfra den lykkeboble, som vi får fortalt, man lever i som nybagte forældre. Jeg elskede Cooper og var lykkelig og taknemmelig, men der var også alt det udenom. F.eks. at jeg faktisk havde været alvorligt syg hele vejen igennem – mine levertal var fuldstændig sindssyge – men slet ikke taget mig af mig selv.

– Sygeplejerskerne var fuldstændig magiske og hjalp enormt meget, men man skal jo også videre: “Nu har du fået denne her baby, og nu er alt godt.” Det var det bare ikke.

– Og dér føler jeg ikke, at der er særligt meget forståelse eller hjælp fra samfundet. Man bliver på en måde lidt efterladt. Og jeg var endda indlagt og havde de fantastiske sygeplejersker til at guide mig, så jeg var bedre klædt på end rigtigt mange andre.

Det var i de lange søvnløse dage med Cooper, at Julie fik ideen til “Englemageren”.

– Jeg ville gerne dykke ned i det med fødselsdepressioner, og jeg kunne godt lide den nerve, det gav, at det var en kvinde i vores moderne samfund, der havde en hemmelighed, som hun ikke følte, at hun kunne tale med folk om, fordi hun skulle være den stærke.

– De følelser ville jeg gerne provokere lidt. Hovedpersonen Laura får at vide, at der er en misdannelse på hendes foster, som risikerer at blive hjerneskadet, så hun vælger en abort i 22. uge uden at involvere sin mand. Det er et kæmpe ansvar og en stor sorg at tage på sig som kvinde, og det er meget, meget svært at tale om.

Mure af sorg

Cooper er en sund og rask dreng på seks år i dag, så dén historie endte lykkeligt.

Det er der andre historier i Julies liv, der ikke har gjort. Store sorger, hvor hun ikke har kunnet bruge den power og handlekraft, der ligger helt ude under huden på hende.

Da hun var 12 år, mistede hun sin bror i en trafikulykke, og mens Julie var gravid med sit andet barn, datteren Roxie, blev hendes mor ramt af aggressiv frontallap-demens.

To massive mure af sorg, som hun ikke har kunnet handle sig igennem.

Hvad gør du så?

– Jeg sætter mig ind i min bil og græder. Jeg bliver rasende og ulykkelig og smadret, for jeg savner min mor hver eneste dag. Det er den største sorg, og jeg har så svært ved at forstå hvorfor.

– Min mor har altid været så fint og ordentligt et menneske, der har behandlet alle godt. Hun var helt ligeglad med, hvem folk var, og hvor de kom fra, hun fik altid alle til at føle sig godt tilpas. Hun har altid været et livstykke, selv om hun sgu er blevet slået i gulvet mange gange.

– Hvorfor er det hende, der skal sidde dér? Jeg forstår det ikke! Hvorfor fik hun ikke lov til at opleve alt det, hun altid har drømt om? Hun nåede at opleve Cooper nogle få år, men da Roxie blev født, var hun allerede syg, så hun fik ikke oplevet livet med børnebørn, som hun så gerne ville.

– Jeg talte med min mor flere gange hver dag, jeg vendte alt med hende, hun var min vigtigste sparringspartner.

– Derfor har det også været en sindssyg proces at starte alt det her op samtidig, og det er også en kæmpe sorg, at hun ikke får lov at sidde ved siden af mig og se, at jeg gennemførte. At jeg gjorde det, siger Julie, som er hos sin mor jævnligt – og synes, at det er rædselsfuldt.

– Hun gik og cyklede og spillede tennis, så hun er meget fit og kan sidde der i 10 år endnu. Det er den ondeste sygdom i hele verden.

– Jeg troede, at det ville være nemmere, den dag hun forsvinder helt, men under optagelserne fik jeg en opringning fra det plejehjem, hun er på, der lød, som om at nu var det nu. Og jeg blev helt smadret. Alt blev revet itu.

– Jeg ved ikke den dag i dag, hvad den sygeplejerske talte om, for alt var, som det skulle være, da jeg kom forbi om eftermiddagen. Men den følelse – da gik det op for mig, at det overhovedet ikke bliver nemmere, den dag hun ikke er her mere. Jeg har ikke taget noget af sorgen på forskud, fandt jeg ud af. Det bliver bare en ny sorg.

I gang, i gang

Det dér “hvorfor?” er i det hele taget noget, der plager Julie. At forstå det uforståelige, finde mening, når der ikke er nogen – det kan gøre hende vanvittig.

– Jeg har brug for at have kontrol over ting, jeg skal kunne forstå dem. Og det hænger nok sammen med, at jeg mistede min bror så tidligt, for jeg har altid spurgt: Hvorfor?!

– Jeg er ikke så sindssygt spirituel, at jeg kan tro på en eller anden højere mening med tingene, selv om jeg er åben for, at vi ikke kender til alt, hvad der sker i universet. Men jeg er også lægedatter. Jeg skal have nogle beviser.

Hvad har hjulpet dig igennem det meningsløse?

– Min fandenivoldskhed, helt klart. Den har hjulpet mig igennem meget. Jeg har brug for mål i mit liv – med alt: Min karriere, min træning … Hvis jeg har et mål, er der noget inden i mig, der tændes, og så kører godstoget! Ikke at jeg ikke kan stoppe op og holde pauser undervejs, men jeg skal bare nå derhen.

– Og det er mærkeligt, for man er jo ikke nødvendigvis lykkeligere, når man er nået derhen. Så sætter man sig jo bare et nyt mål. Men jeg kan godt lide at kreere, handle, skabe, føle, at jeg gør noget. Og det tror jeg er, fordi jeg siden min brors død har følt, at jeg ikke må stå stille.

– Folk elsker at sige til mig: “Julie, du skal sætte dig ned og meditere.” Jeg har kæmpe respekt for, at det virker for mange mennesker, men hvorfor skal den opskrift virke for os alle sammen?

– Jeg elsker at være i gang! Jeg har ikke noget specielt behov for at sidde stille i 20 minutter. Det er der mange, der begynder at analysere på og sige, at jeg nok er bange for at sidde stille med mig selv og sådan noget. Men jeg er ikke en skid bange. Jeg er bare en anden type menneske.

– Der er kommet sådan en ting med, at vi alle sammen skal leve efter en opskrift på det gode liv, det gælder børneopdragelse, kærlighed, os selv – alt. Men det er jo ikke rigtigt.

– Der er ikke nogen fucking opskrift. Det er ikke alle, der skal have børn, det er ikke alle, der skal bo sammen, det er ikke alle, der har brug for at meditere. Jeg har bare meget krudt i røven, sådan er jeg, og jeg elsker det.

Blod, sved og tårer

Det er Julie selv, der spiller hovedrollen Laura i “Englemageren”, og selv om hun normalt træner fem-seks dage om ugen, fik hun en personlig træner på, som også lavede en kostplan til hende.

– Jeg ville gerne tegne et billede af en kvinde, som ikke havde det godt, så jeg skulle ikke se sund ud. Og det krævede blod, sved og tårer. Honestly, jeg sov ikke!

– Vi mødtes klokken fem-seks stykker om morgenen og arbejdede hele dagen – der var et helt år, hvor jeg ikke så nogen mennesker.

Modsat Laura slår du mig ikke som typen, der ikke kan tale om tingene?

– Nej, jeg er blevet god til det, men det har jeg ikke altid været. Da jeg var yngre, skulle jeg altid være stærk, jeg kunne ikke finde ud af at vise sårbarhed.

– Jeg gør selv meget ud af at fortælle andre mennesker, at de gør det godt, jeg løber stærkt og har mange bolde i luften, så folk ser mig nok som sådan en, der kan klare det hele og er tough. Og det er jeg også.

– Men det betyder ikke, at jeg ikke også har den anden side. Jeg bliver lige så ked af det som alle andre, når folk taler grimt om mig eller til mig – man ser det bare ikke så tydeligt.

– Jeg arbejder rigtigt meget med ikke at lade det gå mig på, og jeg øver mig i at komme tilbage i mig selv, hvis folk opfører sig dårligt over for mig. For hver eneste gang, jeg lægger min energi over i dem, bliver jeg sindssygt ked af det.

– Det kan æde mig op, jeg analyserer og tænker og spekulerer, og det gør ikke noget godt for mig. En af mine venner, der selv har været den proces igennem, elsker at sige til mig: “If they go low, we go high.” Jeg ved godt, at det er Michelle Obama og meget klichéfyldt, men det er faktisk også ret magisk.

– Jeg er ikke sådan et menneske, der har lyst til at gøre det samme mod dem, som de gør mod mig, så jeg er nødt til at gå tilbage i mig selv og sige: “Hvis folk virkelig vil mig noget ondt, så kan jeg ikke kontrollere det. Det eneste, jeg kan kontrollere, er min egen reaktion på det.”

– Jeg har en alt for stor retfærdighedssans, og jeg ville ønske, at jeg kunne lægge den fra mig, for verden er ikke retfærdig, så let it go! Fokuser på de gode ting, der sker i dit liv, lad være med at gå med det negative. Jeg prøver virkelig. For jeg har erfaret med årene, at det, man sender ud, er det, man får igen.

Det er jo karma, tror du på det?

– Jeg har ingen tro, men hvis jeg er dygtig nok til at slippe de mennesker, er det jo lige meget for mig. Det gælder om at omgive sig med mennesker, der gør noget godt i ens liv, så hvis jeg synes, der er mennesker, som får mig til at blive en version af mig selv, jeg ikke vil være, er det op til mig at træde væk fra dem.

– Og jeg er ret sikker på, at hvis du går igennem livet ved at træde på andre mennesker, har du det ikke fedt indeni.

– De ting, jeg ikke kan ændre ved andre mennesker, prøver jeg at holde mig fra. For jeg har brugt alt for lang tid på at blive ked af det og gå ned i et sort hul, og det vil jeg ikke mere.

Bare en abort

Hvad vil du gerne have, at folk tager med hjem, når de har set filmen?

– At vi kigger lidt mere på hinanden og ikke bare ser overfladen. Og indimellem lige stopper op og spørger hinanden, hvordan vi har det. Giver hinanden et kram.

– Jeg kunne godt tænke mig, at folk tænker over, at der altid er meget mere under overfladen hos et menneske end det, man lige ser. Alle har en historie, og what you see er ikke altid what you get. Vi er blevet så hurtige til at dømme hinanden, det må vi gerne stoppe med.

– Og så håber jeg, at der kan komme noget fokus på det traume, man gennemgår, når man mister et barn – ligegyldigt hvornår i graviditeten.

– Man skal have den fornødne ro og omsorg, for det er et gigantisk traume og tab. Men det er, som om folk tænker, at fordi det “kun” er et foster, så er det ikke et rigtigt barn, og så skal man helst bare komme tilbage til livet med det samme, siger Julie og nævner en historie om en kvinde, hun talte med under sin research til filmen:

– Hun havde en høj stilling i en stor virksomhed og var på sorg-orlov efter at have mistet et barn. To uger inde i orloven var der en kollega, der ringede til hende og sagde, at hun lige skulle vide, at kollegaen var blevet sendt til hjem til hende for at tjekke, om hun nu også var hjemme. For det var jo “bare en abort”. Det er så vildt!

– Den dér empati og medmenneskelighed, der rækker ud over vores egen næsetip, kunne jeg godt tænke mig, at vi alle sammen blev lidt bedre til.

Artiklen blev udgivet i femina uge 25, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: