Først døde hendes svigerinde. Efter seks uger fulgte hendes bror efter: "Han døde af sorg"

2022 har været livsforandrende for billedkunstner Suste Bonnén, julen 2021 bliver umulig at gentage.

Den aften var de Suste, hendes storebror Peter, hans kone Linda og Sustes søn og hans kæreste. Nu mangler der nogle i billedet.

– Sidste år var den bedste jul, vi nogensinde havde haft. Peter og Linda sagde det også den aften. Det tænker jeg meget på i øjeblikket. Og hvis jeg kommer til at græde, mens vi taler sammen nu, er det, fordi jeg er så tung af det med deres død.

Sustes svigerinde Linda Bonnén døde første juni i år, fem uger efter opdagelsen af en uhelbredelig kræft.

Godt seks uger senere skrev Suste på Facebook om sin bror, billedhuggeren Peter Bonnén:

”Vi har haft hinanden i hele vores legende, lyse liv, mig og min hjertekære storebror Peter. Nu er der gået 24 timer uden ham, og det føles som et helt liv, så uendeligt tungt at bære. Jeg kunne ikke løfte ham ud. Det tungeste døgn, ja, de tungeste måneder fik vi, da han bakkede ind i mørket. Det begyndte den dag, hans livs Linda blev begravet. Nu er han fulgt efter hende, som han ville det.”

Peter Bonnén faldt om med en blodprop i hjertet.

Suste er billedkunstner og fotograf. Hun filmer altid, tager altid billeder. Billederne fra sidste juleaften viser et bord dækket med julemad, hendes svigerdatter havde lavet. Det, man ikke kan se på billederne, er samtalerne.

– Den aften havde vi dybe samtaler – også om familien. Min bror var en hård negl, men han havde også en meget blød side, og alle de bløde og kærlige sider kom frem den aften.

– Hans kone fulgte ham hele tiden, måske er det derfor, jeg taler mest om ham, men det var bare så kærligt. Det er det, jeg husker mest, ikke bare fra den aften, men i det hele taget. Det kærlige. Det er nok det, der har betydet allermest for mig.

Det var i Sustes optik en lille jul, men på sin egen måde alligevel meget stor. Netop fordi den var lille.

– Så længe jeg kan huske, har vi gjort os stor umage for, at det skulle være en kæmpe juleaften med heeele familien. Vi har alle sammen boet stort og haft traditioner for store fester. Men lige præcis med julen har vi haft så store forventninger, og de kan virke som en bremse.

– Jeg tror, mange mennesker har en idé om, at julen da er fantastisk, for sådan var den, da vi var små. Men det er svært at leve op til den jul, vi selv havde hjemme hos mor, folk PISKER rundt og forventer alt muligt af hinanden og julen. Og vi bliver vemodige, når det ikke lykkes.

– Selv om mange i november flirter med tanken om at droppe ideen om den fantastiske jul, er vi alligevel ikke parate, når vi kommer dertil. Men da vi sidste jul sad dér sammen os fem, blev det faktisk klart for os, at vi havde opgivet tanken om alt det med de store forventninger – og at det var virkelig skønt.

Suste er ikke helt klar over, hvor hun holder jul i år. Det er ikke så vigtigt, det skal nok løse sig. Måske bliver det med venner.

Måske bliver det med den af hendes sønner, der ikke bor i New York.

En ting er sikkert: Det bliver stille og uden de store juleforventninger. Men det bliver for det allerførste selvfølgelig uden Peter og Linda.

– I maj fik vi at vide, at Linda havde en uhelbredelig kræft. Man tænkte, at man da måtte kunne gøre noget, men nej – ingenting. Det varede fem uger, hvor man nærmest vænnede sig til tanken.

– På den måde var det egentlig meget smukt, hun lå på hospice, hendes søn og min bror var der hele tiden. Sang for hende, mens hun døde. Det efterfølgende var der INTET smukt i.

I jødisk tradition sidder man shiva sammen i syv dage efter et dødsfald for at støtte mennesker i sorg.

– Jeg sad shiva for Peter i seks uger ved at være sammen med ham hele tiden. Jeg aflyste alt for at kunne sørge sammen med ham. Det er noget, vi mangler i vores kultur, shiva. Men det var ikke nok.

– Peter sagde, ”Vi skal være sammen i julen ligesom sidste år”. Jeg syntes vel ikke, det betød så meget midt i hans sorg, men det kunne holde ham lidt oppe.

– Han døde af, at Linda var væk. Mørket trak. Det var mig, der måtte ringe til hans børn og sige, at han var død. Han døde af sorg.

Livets voldsomhed. Bliver endnu mere påtrængende ved højtiderne.

– Uanset hvor jeg er juleaften, så vil jeg insistere på, at vi synger ”Dejlig er jorden”, for så kommer jeg til at tænke på Peters stemme. Når folk synger, får de tit et hengivent udtryk, hvor de lader følelserne komme frem.

– Peter havde et hårdt image, han var nødigt hengivende, han sluttede med en barsk, ironisk bemærkning efter den salme, standsede sig selv. Jeg sætter mig hen og græder bagefter. ”Dejlig er jorden” er rigtig stor og vidunderlig kunst, og ligegyldigt hvor jeg synger den, tænker jeg på Peter.

De havde fødselsdag med en dags mellemrum, så de holdt fødselsdage sammen hele livet. Nu har Suste lige holdt sin 74-års fødselsdag alene.

– Jeg er så glad for alt det, vi har haft sammen, han har været med mig alle mulige steder, vi har haft det så sjovt. Dem, der slog sig på ham – såsom hans egne børn – havde slet ikke sans for det.

– Suzanne Brøgger sagde efter hans død til mig, at søskendekærlighed i antikken var anset for at være meget stærkere end al anden kærlighed. Det med at man får en mand, en kone og nogle børn, det er jo noget man skal.

– Søskende – der kan man være heldig, at der er en særlig gensidighed i det. At man værdsætter det, man har, værdsætter opvæksten sammen. At man virkelig vil hinanden det godt. Som Peter og jeg.