I hendes barndomshjem herskede kaos: "De blev ved at give mine forældre chancer"

Nogle mennesker klarer sig ikke efter en stærkt dysfunktionel opvækst. Som Mellissa Husseins bror Ari. Andre gør mod alle odds. Som Mellissa Hussein selv.

Nærmest ufatteligt er det lykkedes hende at løfte sig selv ind i ”det normale liv”, hun ønskede sig i sin unormale barndom.

Hendes lejlighed er velordnet. Lækkert sofahjørne, ryddet spisebord, nedtonede farver, skandinaviske linjer, moderne. To kærligt indrettede børneværelser til drengene på to og tre år. Alt emmer velfungerende hjem.

Hun er lige kommet fra arbejde, børnene er hos deres far lige rundt om hjørnet.

Mellissa og hendes eks er stadig gode venner. Kontrasten til hendes opvækst med uro, snavs, svigt, vold, kaos og forældreballade er enorm.

Myndighederne meldte sig allerede på banen med bekymring, da Mellissa var tre år. Igennem årene blev sagsmapperne tykkere og tykkere. Lige lidt hjalp det.

Bogen ”Fanget i familien” afdækker det knivskarpt. Det er en historie med dødelig udgang – Mellissas bror Ari søger paradoksalt nok en slags tryghed og ståsted i bandemiljøet og bliver myrdet en vinternat i 2018 i Valbyparken.

Og nej, det her er ikke en historie om muslimer og islam. Der var hverken tørklæder eller bedetæpper hjemme hos Mellissa. Hendes ærinde er et andet.

Som en insisterende arkæolog graver hun sig hudløst igennem historien om, hvorfor det gik så galt i familien og siden for Ari i bandemiljøet.

Hun fortæller om et system, der trods alle de involverede penge, ikke er i stand til at involvere sig, så det virker. H

er kommer politikere og systemansatte totalt til kort, siger hun, det er ikke dem, vi skal lytte til, det er mennesker som hende. Dem, hun kalder ”de brændte børn”.

– Den bog SKULLE ud, det er mit ansvar! Jeg har set så meget, oplevet så meget, jeg har selv børn nu.

– Jeg føler, at folk ikke tør snakke om bandemiljøet og indvandrermiljøet, det er tabu for de fleste, de tør ikke sige sandheden, så jeg var nødt til at gøre det. For min brors skyld, for min egen skyld, for de brændte børns skyld – de er jo derude - og for mine egne børns skyld.

– Ingen har gjort det på samme afdækkende måde, som jeg gør det i ”Fanget i familien”, men jeg ikke kunne leve med IKKE at gøre det. Det er en mission for mig, det skal bare ud. Og så… håber jeg og beder til, at der ikke sker noget.

Mellissa har hemmelig adresse. Der er en risikovurdering.

Højgravid

Mellissas far kom oprindelig hertil fra Irak som politisk flygtning.

På en rejse til Syrien så han en smuk, langhåret ung pige på gaden i byen Qamishli, fulgte efter hende, fik overtalt hendes far til at gifte sin datter bort mod at love guld og grønne skove og fik hende familiesammenført til Danmark et godt stykke tid efter brylluppet i Syrien.

Ifølge sine papirer var hun 24 år, men hun var i virkeligheden omkring 16 år og højgravid, da hun landede i en tilværelse uden hverken guld eller grønne skove.

– De ændrede bare papirerne. Det er sådan, de kommer til Danmark. De er bare barnebrude. Hun var jo et lille barn, min mor.

Det var, siger Mellissa, dømt til at gå galt. 21 år gammel havde hendes mor tre børn i et forhold, der var fysisk og psykisk voldeligt og kaotisk.

Det lykkedes hende at blive skilt, men faderen stalkede hende. Voldsomt.

Børnene overværede f.eks., hvordan han forsøgte at kaste deres mor ud over en altan og ned på Vesterbrogade i København.

Hun beskriver situationen i bogen:

”Det var, som om min mor var klar til at dø. Hun gjorde ikke så meget modstand længere. Hun var groggy af halsgrebet og slagene, og hun havde kastet op ud over sig selv. Ari og jeg havde opgivet og så lammede til, mens han pressede hendes overkrop ud over gelænderet. Det var kun menneskene nede på gaden, der holdt ham fra det.”

– Børn skal jo ikke overvære sådan noget. Hun kom på hospitalet, og vi endte midlertidigt på børnehjem, men det var bare, som om vi var til besvær. Der blev simpelthen ikke taget hånd om os.

Moderen magtede ikke forælder-opgaven. Hjemmet var kaos. Rod, snavs, tøjbunker, efterladt service, vandskader, spark-smadrede døre, brændemærker i gulvet efter et hjemmelavet bål.

Beboet af små børn, der ikke fik børstet tænder, havde beskidt tøj på og blev efterladt alene hjemme.

Og senere sporadisk skolegang, kriminalitet, aggressiv adfærd, skiftende institutionalisering og nedadgående spiral.

– Det var ét stort rod. I min barndom blev vi bare sådan smidt rundt. Jeg følte aldrig, at vi var velkomne.

Mellissa får blanke øjne flere gange undervejs i samtalen.

– Jeg er meget sensitiv… Jeg har altid følt at… der var en grund til at min mor og far og kommunen og systemet svigtede mig. Det var fordi, der var noget galt med mig. Det værste var det med … al volden. At der ikke var nogen struktur. Der var kaos. Og jeg følte mig ikke elsket. Det var bare det hele på én gang.

Skulle I have været tvangsfjernet?

– Ja, det skulle vi.

Mellissa beskriver sig selv som barn: Opmærksomhedssøgende. Trøstespiser. Et barn, der bare gerne ville forstås.

En drømmer, hun ville gerne være skuespiller. Men livet i dysfunktionelle hjem splintrer børnenes drømme:

– Jeg mistede håbet. Jo ældre jeg, jo mere realistisk blev jeg. Nej, skuespiller kan jeg ikke blive. Heller ikke sanger. Da jeg blev teenager, ville jeg på et tidspunkt også gerne være politibetjent, men det kunne jeg bare ikke blive på grund af det, jeg allerede havde med mig i bagagen, det vidste jeg godt.

Offerrolle

Der er et paradoks i Mellissas barndom.

Hendes mor kæmper på den ene side for at beholde børnene, da kommunen på et tidspunkt – forgæves - forsøger at få dem i et døgntilbud. Men hun er der samtidig simpelthen ikke for børnene i hverdagen. Mellissas forklaring i bogen er: penge.

– Ja. Det er hårdt sagt, men jeg kan ikke lyve om det. Hver gang, der var et eller andet med børnepenge, var hun der: ”Hvorfor får jeg ikke flere penge.”

– Da jeg kom på døgninstitutionen Sønderbro for børn og unge der ikke kunne bo hjemme, dukkede hun også op på kommunen og sagde: ”Hvorfor får jeg ikke penge for hende?” Min mor er også meget uansvarlig økonomisk, der har altid været meget økonomisk pres. Så hun HAR da haft nogle fordele ved at have os.

– En lejlighed, hun havde fået igennem kommunen. Boligstøtte til den. ALT var igennem kommunen, også oplevelser, og det var jo kun på grund af os. Hun havde heller ikke dansk pas – det fik hun først, da jeg var omkring 10 år.

– Hun havde opholdstilladelse, så hvis vi blev fjernet, var chancen for, at hun kunne få lov til at blive, nok ikke særlig god. Der var mange ting, der spillede ind. Min mor var ikke ond, men hun fik ikke den rigtige hjælp, selv om hun søgte det gang på gang.

– Min mor var selv et offer. Det er også derfor jeg selv har engageret mig i problematikken nu - jeg vil gerne hjælpe mødre og undgå, at det ender for andre, som det endte for os.

Traumevandring

Vold i familien. Kriminalitet. Arbejdsløshed. Skilsmisse. Psykiske problemer. Misbrug. Er ifølge Socialforskningsinstituttets ”Vidensopsamling om social arv” nogle af ingredienserne i den cocktail, der øger børns risiko for at gentage deres forældres negative sociale livsmodel.

Begrebet traumevandring er også en faktor – voldsomme oplevelser i barndommen flytter videnskabeligt bevist simpelthen ind i kroppen og kan belaste efterfølgende generationer også.

Det særlige i Mellissas historie er, at det er lykkedes hende at bryde den ekstremt negative arv i én enkelt generation.

Vi ved det jo godt: Tidlig indsats er alfa og omega.

Myndighederne vidste allerede, da Mellissa var tre år, at det ikke fungerede derhjemme. Hvorfor fik det så lov til at fortsætte? Berøringsangst? Eller for mange kokke i systemet?

Mellissa forstår det ikke selv. Og hun oplevede, at mange af de ”løsninger”, der igennem årene blev forsøgt, var for små eller forkerte plastre på for store sår. Børnene kunne have været sparet for meget.

Mellissa siger, at det danske system simpelthen ikke formår at handle på røde flag.

Hun beskriver i bogen, hvordan børnene tidligt blev hentet og bragt til skole og hjem igen i taxa, fordi moderen ikke magtede at få dem af sted. Det var en løsning, der ikke var en løsning i et grundlæggende dysfunktionelt hjem.

– Folk i systemet blev ved med at give mine forældre chancer, selv om det var så tydeligt, at vi børn ikke havde det godt.

De forskellige politiske partiers tilgang til problematikken har hun heller ikke noget til overs for. Uanset fløj.

– De har ikke styr på noget som helst. Aiih undskyld, men… de har jo ikke selv oplevet noget, de har ikke mærket det på egen krop, de ved ikke, hvordan det er i den virkelige verden, de antager bare noget.

– Når det gælder indvandrere, tænker de som regel islam på den ene eller den anden måde. Men min familie var ikke særlig islamisk, vel? Det havde ikke noget med religion at gøre. Det havde noget at gøre med kultur. Min mor var meget åben og fri, og vi børn var alt for frie.

Mellissa har i dag selvvalgt ingen kontakt med sin far. Hendes mor lever som førtidspensionist i en beskyttet bolig, hun blev tidligt hjertesyg og har aldrig haft et fast arbejde.

Det er Mellissa, der har voksenrollen i dag, hun siger det selv. Men der er også noget andet, der er meget vigtigt for hende at få sagt, så ingen er i tvivl:

– Jeg holder faktisk utrolig meget af min mor. Hun er den, der støtter mig allermest nu.

Wakeup-call

Mennesker, der som Mellissa på den overbevisende måde har magtet en mønsterbrydning, kan ofte nævne en særlig person, der har ”været der” og med et særligt personligt nærvær har medvirket til, at det er lykkedes. Det kan Mellissa ikke.

– Der har ikke været sådan en person. Jeg har selvfølgelig mødt nogle gode undervejs. Også mens jeg boede på Hjulmagerstien, en døgninstitution på Amager, hvor jeg fik min egen lejlighed. Men de fleste af dem, der har været af personale, kendte mig bare ikke. Det var rigtig svært, jeg havde tit bare en facade på og udstrålede: jeg klarer det hele selv.

Det kunne sagtens være endt galt, siger hun selv. Sagtens.

Hun blev voldsom – simpelthen for at overleve i miljøet, for at undgå selv at ”blive spist”. Hun røg hash for at holde livet ud.

Bogen ”Christiane F” blev et wakeup call, der afholdt hende fra at havne i hårdere misbrug. Hun stjal blottet uden skrupler tøj og ting i butikker og var et mulehår fra ungdomsfængsel.

Da hun i en periode boede på Sønderbro, begik hun og en ven i en voldsom brandert indbrud i et stort supermarked.

– Alle der boede på den institution var kriminelle eller stofmisbrugere. Det ene sted var værre end det andet. Det var også derfor, jeg kæmpede for at få min egen lejlighed, for i virkeligheden ville jeg gerne væk fra det miljø.

Normal er det bedste

Milliard-spørgsmålet er alligevel: Hvordan i alverden lykkedes det for dig at rykke dig? Mellissa tager tilløb.

– … Siden jeg var meget ung, har jeg haft en drøm: Jeg ville så gerne have et normalt liv, jeg ville bare gerne være normal, jeg ville bare gerne accepteres. Det har været min største drøm.

– Jeg ved godt, at der ikke findes normale mennesker – alle har deres særheder. Men jeg ville bare så gerne have det liv, jeg har i dag. Et roligt liv. Men vendepunktet… Jeg tror, det havde meget at gøre med min brors død, da jeg var 26.

– Jeg havde selvfølgelig kæmpet for det inden – gået i skole, taget min handelsuddannelse og arbejdet – men jeg var stadig sådan lidt la la i livet. Men efter min brors død, tænkte jeg bare, det er NU jeg skal kæmpe, for nu skal jeg være mor, og mine børn skal ikke opleve noget af det, jeg har været igennem.

– At han blev dræbt, har været noget af det værste. Jeg så ham dø et par måneder før i en drøm. Og jeg tror, at jeg altid har vidst, at han ville få et kort liv. Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage og placere mig selv, som jeg er nu, sammen med ham. Så kunne jeg godt have reddet ham. Men jeg havde det selv hårdt dengang, jeg kunne ikke hjælpe ham.

Ordet omsorgssvigt kommer på bordet. Mellissa siger:

– Det påvirker mig stadig. Der er nogle, der som voksne gør det samme som deres forældre. Og så er der nogle, der gør det stik modsatte.

– Jeg er blevet en person, der overtænker alt. Jeg afleverede mine børn i institution klokken otte i morges og har været på arbejde siden. Nu er de hos deres far. De har det godt, jeg har lige ringet og talt med dem, men bare det at jeg sidder her sammen med dig, kan give mig en følelse af, at jeg svigter mine børn, fordi de ikke er hos mig.

– Altså… jeg giver aldrig mit hoved en pause, fordi jeg hele tiden går og tænker: Gør jeg noget forkert? Er det godt nok? Jeg kører 180 kilometer i timen, fordi jeg selv er blevet så omsorgssvigtet.

Hvor sidder det omsorgssvigt i dig i dag?

– I mine tanker. Jeg har rigtig mange af dem. Jeg er hele tiden bange for, at der sker noget dårligt. Jeg føler hele tiden, jeg skal være forberedt. Mine tanker fylder. Og… jeg holder mig meget for mig selv og med min egen lille familie.

– Jeg har fået ryddet op i min bekendtskabskreds, for jeg har ligesom Ari altid været tiltrukket af folk, der tit… misbrugte en, sådan udnyttede en økonomisk eller lokkede en med til forskellige ting. Men efter Aris død blev jeg pludselig voksen, og jeg blev gravid. Så ryddede jeg op i dem, der ikke var gode for mig.

– Mange af dem, jeg har en god relation til i dag, er faktisk meget ældre end mig, jeg føler, de er mere udviklede. Men jeg vil ikke sige, at jeg har mange helt tætte relationer. Problemet er, at jeg ikke stoler på folk, jeg har ikke tillid til, at de ikke tager røven på mig, og dét har sikkert noget med min barndom at gøre.

Sandheden sætter fri

Der er, siger hun, en del der vil blive overraskede over bogen. Også på hendes arbejdsplads.

– På mit arbejde er jeg bare Mellissa. Folk respekterer mig, synes jeg er sjov og tosset, og de kan ikke mærke på mig, at jeg har noget med. Men nu kommer folk til at kende sandheden.

– Det bliver mærkeligt for mig, vil jeg sige, at ja… at folk kommer til at kende den mørke side af mit liv. Men jeg føler mig meget godt tilpas i mit liv nu. Og jeg er ikke flov. Det er derfor, jeg kan fortælle min historie.

Men hun er forberedt på lidt af hvert.

– Der er rigtig mange, der bliver sure på mig over den bog, men de skal vide, at jeg gør det af kærlighed. Ikke for at såre nogen. Jeg ved, at min mor vil sige, at det er meget hårdt, men jeg har sagt til hende: ”Aktindsigt. Det hele står der sort på hvidt”. Og jeg gider ikke lyve.

– Jeg gør det her af god vilje. For der er nogle mønstre, der SKAL ændres. Derfor bliver jeg også nødt til at vende min brors død til noget positivt. Jeg vil gerne en dag opleve at få en besked i min indbakke, hvor der står: ”Mellissa, takket være din bog har jeg valgt en anden vej”. Så har jeg gjort mit. Det ville bare være så stort for mig. Så er min mission ligesom fuldført.

Terapeutisk skilsmisse

Mellissa og børnenes far gik fra hinanden for godt et år siden som en konsekvens af hendes egen udviklingsproces, siger hun.

Hun vil have fuldt fokus på sine børn. Og har også erkendt, at hun er nødt til at lære noget om selvkærlighed, før der kan blive plads til en mand i hendes liv.

Hun har gået til psykolog for at få hold på sin fortid og siger, at arbejdet med bogen også har være terapeutisk. Men arbejdet med sig selv bliver hun nok aldrig færdig med.

– Jeg bliver aldrig hel, det gør jeg ikke. At jeg har fået mine børn, er min største redning, min største motivation. Og så tanken om, at jeg kan bruge min stemme for at gøre en forskel.

– Men jeg bliver aldrig et helt menneske, muligheden for det er taget fra mig allerede i min barndom, men også efter drabet på min bror.

– Jeg ikke typen, der nogensinde har overvejet selvmord, men før jeg blev mor, har jeg godt nok mange gange tænkt, hvor er det hårdt det her liv, jeg kan ikke mere, please stop Gud ikke mere modgang. Men jeg har klaret det.

– Med hårdt arbejde kan man godt blive mønsterbryder, så længe man selv ønsker et andet liv. Der er et håb for alle brændte børn.

– Jeg kunne sagtens have gået i min mors fodspor, men jeg har virkelig kæmpet hårdt for at undgå det. Så er det også MIN pligt at give mine børn nogle andre værdier. En af dem er, at man skal lære at kunne klare sig selv. På den gode måde.

– Jeg håber, mine børn får et liv med masser af succes, glæde og kærlighed. Jeg ønsker for dem, at de slipper for alt det negative. Og for den negative arv.