Gitte giftede sig med Kandis-Johnny midt i et stormvejr: "Hvordan helvede navigerer jeg i alt det her?"

For en håndfuld år siden bankede det på døren hos Johnny og Gitte Hansen.

"Hej, kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte Gitte.

"Er Johnny hjemme?" sagde kvinden, der stod i dør-åbningen.

"Nej, det er han ikke, men kan jeg give ham en besked?"

"Ja. Du kan hilse ham og sige, at nu gider jeg ikke sidde og vente længere på den her restaurant," svarede kvinden, hvorefter hun vendte sig og gik.

Om hun rent faktisk havde siddet og ventet på Johnny på en restaurant, ved Gitte ikke. Men hun var overbevist om, at det i hvert fald ikke var en aftale, kvinden havde med Johnny.

Gitte havde på det tidspunkt for længst vænnet sig til, at der var mange kvinder, som havde drømt om at blive “den næste fru Hansen”, og at nogle af dem havde svært ved at acceptere, at det var Gitte, der var den udvalgte.

Episoden hører til de mere kuriøse. En af dem, parret godt kan grine af i dag.

Det er sværere at grine af dengang, Gitte modtog afføring med posten, klippe-klister-collagen, hvor Gitte og Johnny har løkke om halsen, eller de mange hadefulde beskeder, de har modtaget gennem årene.

– Jeg ved jo godt, det er the name of the game, men jeg vil egentlig gerne være lidt bag det hele. Jeg er forelsket i en musiker, men det var ikke, derfor jeg faldt for ham. Han kunne lige så godt have været landmand eller gartner. Det ville ikke gøre nogen som helst forskel for mig, siger Gitte.

Der er omtrent 400 kilometer fra København til stationsbyen Hurup i Thy, hvor Johnny og Gitte Hansen bor.

Når man befinder sig tæt på Vesterhavet i februar, føles vinden som bittesmå kontante piskeslag på kinderne, ligegyldig hvilken retning man går.

Eller som man siger på de kanter: Her blæser det 200 dage om året. Resten af tiden stormer det.

Derfor er jeg lettet, da jeg når op til huset for enden af Bogfinkevej og får øje på den sorte Porsche i indkørslen foran et rødt murstenshus.

Porschen er det eneste, der afslører, at jeg er havnet det rigtige sted. Udefra adskiller det røde murstenshus sig ikke synderligt fra dem, som den lokale ejendomsmægler, som jeg går forbi på vejen, sælger til godt og vel en halv million.

Eller en kvadratmeterpris på noget nær en 10.-del af, hvad en bolig koster i København.

Der er også omkring 400 kilometer til redaktionerne på store aviser som Berlingske og Politiken, der begge gav den meget omtalte dokumentar “Kandis for livet” fem stjerner, på trods af at de aldrig tidligere har prioriteret hverken albumanmeldelser, koncertomtaler eller interview med det storsælgende band. Dansktop har aldrig været god smag.

Længe ventet anerkendelse

Men med instruktør Jesper Dalgaards dokumentar om fænomenet Kandis har kultureliten – og resten af det Danmark, som ikke hører dansktop – fået øjnene op for det jyske danseorkester.

Ikke mindst forsanger Johnny Hansen. Det irriterer tydeligvis musikeren selv, at der skulle gå over tre årtier, før det skete.

– I 1990’erne solgte vi ofte 100.000 plader, hver gang vi udgav noget, og vi havde stinkende udsolgte koncerter, hver gang vi spillede. Men dem, der bestemte, sad i Aarhus og København og levede et helt andet liv end vores fans, og holdningen var åbenbart, at det ikke var fint nok at lave dansktop. Vi blev dømt ude af kultureliten. Det synes vi da var rigtig uretfærdigt, siger Johnny Hansen.

Kunne han have været ligeglad med den manglende anerkendelse?

Blot glæde sig over sine mange dedikerede fans – hvoraf 3.000 er medlemmer er bandets officielle fanklub – de halvanden million solgte album gennem årene og det faktum, at bandet har ikke færre end 52 guld- og platinplader i bagagen?

Måske. Som han har fortalt før, har han drømt om at blive musiker som sin far, Bjørn Hansen fra bandet Bjørn & Okay, siden han sad på farens transportkasse som dreng.

Men det har aldrig kun handlet om at sælge plader.

Johnny Hansen har altid drømt om anerkendelse som den, han, siden filmen havde premiere på DR, har fået fra anmeldere, fra statsministeren, kulturministeren og folk som filminstruktør Thomas Vinterberg, der personligt har ønsket ham tillykke med filmen.

Hvis ret skal være ret, er det også i forlængelse af dokumentaren, at jeg nu sidder i køkkenalrummet hos Johnny og Gitte.

For mens dokumentarfilmen fokuserede på en skare af særligt dedikerede fans, optrådte Johnnys kone, Gitte, i filmen kun perifert på en hest i strandkanten.

Kærlighedshistorien var ikke filmens fokus, men Gitte er måske hovedårsagen til, at Johnny overhovedet står på benene efter den tragedie, som ramte ham i 2008, da hans første kone, Helle Bekhøj, tog sit eget liv og efterlod ham med døtrene Caroline og Cecilie, som dengang var 12 og 16 år.

Det fortalte han, som han altid har gjort, gennem musikken med sangen “Du betyder mere, end du tror”, som han skrev til Gitte, da hun fyldte 40 år:

“Du betyder mere end du tror / meget mere end jeg kan sige med ord / fra den dag jeg mødte dig, har min verden ændret sig / Min kærlighed er stor.”

Popsmart idiot

For 13 år siden hed Gitte ikke Hansen, men Mortensen til efternavn. Hun boede i Nørre Åby på Fyn, hvor hun også var opvokset, og hun levede det, hun kalder et helt almindeligt, og ikke mindst helt anonymt, liv.

Efter at have arbejdet 10 år som klinikassistent hos en tandlæge havde hun uddannet sig til social- og sundhedsassistent og arbejdede nu på et bosted for psykisk syge i Odense.

Hun var 38 år og boede sammen med sin daværende kæreste. Men der var “knas i forholdet”, og hun var nok egentlig på vej ud af det.

Hendes far var død året før, og hendes mor var siden begyndt at gå til Kandis-koncerter. Moren overtalte Gitte til at tage med. Det var til kræmmermarkedet Lillebælt Marked i Middelfart.

– Jeg var ikke inkarneret Kandis-fan, men jeg har en meget bred musiksmag, og det var ikke sådan, at jeg ville slukke for dansktop, hvis det blev spillet i radioen, siger Gitte og tilføjer, at hun hører alt fra Rasmus Seebach og Shu-bi-Dua til Elton John og Shania Twain.

– Jeg tænkte først, at det måske ikke lige ville være noget for mig, og jeg havde en fordom om, at dansktop var for ældre mennesker, men det var kun 10 kilometer fra mit hjem, så jeg tænkte, at jeg jo altid kunne tage hjem igen, siger Gitte.

Parret har siden fortalt, hvordan Johnny forsøgte at få hende – og to andre kvinder i publikum – med backstage med ordren: “Dig, dig, dig. Backstage!”

Den bed Gitte imidlertid ikke på og vendte sig om og gik. Det var egentlig også uvant for Johnny at være så direkte og nonchalant, men det var kun 10 måneder siden hans kones død, og det bar hans opførsel præg af, fortæller han.

– Jeg var et underligt sted i mit liv i en blanding af af sorg og vrede og frustration, hvor jeg skulle prøve at have samling på mig selv og på min familie, så jeg var lidt mere ligeglad med alting. Jeg drak flere øl, end jeg plejede, når vi var færdige med at spille. Det var en mærkelig tid, siger han.

Gitte husker, at hun gik fra at være interesseret i Johnny til at tænke, at han var en “popsmart idiot”. På vej ud af teltet, hvor koncerten fandt sted, kiggede hun tilbage.

– Jeg kunne læse ud af dit blik, at du tænkte: “Det var lige godt satans. Der var én, der sagde nej!” siger hun til Johnny.

Det kan han ikke helt huske, men han protesterer ikke. Efter jeg har talt med parret en lille halv time, står det allerede klart, at Johnny husker og taler bedst om fakta: De mødes dér og dér.

Så tilføjede hun ham på Facebook. Så udvekslede de numre. Så kom hun på besøg i Hurup. Gitte husker, hvad hun tænkte og følte.

Hvordan deres blikke mødtes første gang, men også hvad hun mener, Johnny følte i forskellige sammenhænge. Han er enig i det meste.

Søvnløse nætter

Johnny Hansen har aldrig lagt skjul på, at han ikke ville være alene efter sin kones død. Men at han skulle finde en ny kærlighed blot 10 måneder efter den tragiske begivenhed, havde han ikke regnet med.

Igen er det Gitte, der fortæller om det, der ligger mellem linjerne.

– Du har sagt, at det blev lidt interessant, fordi jeg gik. Og måske også det, at jeg ikke ville have dig, fordi du var Johnny Hansen, som stod på scenen som en del af Kandis.

– Det var slet ikke det, jeg faldt for. Jeg var ligeglad med, hvad du var. Det kan jeg huske, du har sagt. At jeg ikke bare tog dig, fordi du stod på scenen med en guitar, siger Gitte, og Johnny supplerer.

– Ja, der var mange, der tænkte, at de kunne udfylde pladsen efter min kone, men som mest tænkte, at det handlede om røde løbere og at blive fotograferet til bladene. Det faldt jeg ikke for, siger han.

I sensommeren 2009, få måneder efter deres første møde, inviterede Johnny Gitte på besøg i hjemmet i Hurup. De talte ubesværet hele eftermiddagen, aftenen og natten, indtil det blev lyst.

Seks måneder senere, i februar 2010, pakkede Gitte sin kuffert og flyttede til Hurup. Og det var bogstavelig talt én kuffert, der var tale om.

– Jeg sagde mit job og min lejlighed op og solgte alle mine møbler og alt, hvad jeg ejede, bortset fra min bil. Jeg lod alt ligge bag mig.

– Johnny havde faktisk sagt, at det også ville være mit hus, og at jeg måtte sætte mit præg på det, men af respekt for pigerne valgte jeg at lægge alt bag mig.

– De var 12 og 16 år og havde lige mistet deres mor. Jeg tænkte, at det var rigeligt, hvis jeg kom med en kuffert, siger Gitte.

Fra den dag blev hun “Kandis-Johnnys kæreste”. Det kunne ikke være på andre måder. Og selv om hun i dag føler sig accepteret af både Johnnys familie, venner og fans, er der én ting, hun ikke er i tvivl om.

– Jeg har sagt flere gange til Johnny, at hvis jeg vidste, hvad vi skulle igennem, havde jeg ikke gjort det. Det havde jeg virkelig ikke.

Overvejelserne op flytningen var store, for det stod hurtigt klart, at der var mange ting, der var forudbestemt, og som ikke kunne være anderledes.

– Jeg vidste godt, at jeg skulle herop. Det var ikke en mulighed, at Johnny flyttede til Nørre Åby. Jeg havde virkelig ondt i maven over at sige farvel til både job, familie og venner, siger hun.

Men det var ikke det værste. For godt nok var hun forelsket, men Gitte huskede samtidig spise-sedlerne fra 2008, hvor medierne svælgede i Johnnys familietragedie.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Hold nu kæft. Stakkels mand.” Jeg vidste, at jeg var nødt til at forholde mig til, at jeg skulle flytte til en lille by, hvor børnene og Johnnys svigerfamilie var lagt ned af sorg. Det var ét stort sammensurium med mig i midten, hvor jeg bare tænkte: Hvordan helvede navigerer jeg i alt det her?

Det gav hende mange søvnløse nætter, for hvordan kunne hun, som ikke selv havde børn, sætte sig ind i, hvordan det var for to teenagepiger at have mistet deres mor?

– Det kunne jeg jo heller ikke. Jeg prøvede at gøre det, så godt jeg kunne. At balancere mellem at være der og at trække mig. Men det var selvfølgelig svært for pigerne. For hver gang de så mig, mindede det dem jo om, at deres mor ikke var der længere. For hvis hun havde været der stadig, ville jeg jo ikke være der, siger Gitte.

Derfor aftalte de også tidligt, at Gitte hverken skulle være papmor eller bonusmor. Hun har altid været Gitte eller “fars kæreste”. Det var på Johnnys døtres præmisser.

Hverken Diana eller Elvis

Rollen som den nye kvinde i et hjem fyldt med sorg var ikke det eneste, som vendte op og ned på Gittes liv. Hun var pludselig heller ikke anonyme Gitte Mortensen fra Nørre Åby.

– Jeg skulle fra den ene dag til den anden dele min identitet med resten af Danmark. Det var jo ikke mig, der var kendt, men pludselig skulle jeg udstilles for hele Danmark. Det syntes jeg var mega-grænseoverskridende og meget svært. Det er stadig svært, og jeg bliver aldrig dus med det, siger Gitte.

Den mere medievante Johnny talte med alle dem, der plejede at give ham gode råd om pressen, for at finde ud af, hvordan de skulle gribe situationen an.

– Vi havde en masse snakke om, hvordan vi skulle offentliggøre forholdet. Vi blev enige om at forsøge at tage luften lidt af ballonen ved at lave en pressemeddelelse, få taget nye billeder og sende ud til alle medier på én gang. Og så skal jeg satme love for, at det eksploderede, siger Johnny.

Parret offentliggjorde forholdet, en måned inden Gitte flyttede til Hurup.

– Jeg var godt klar over, at der var stor interesse om Johnnys person, og hvem den nye kvinde mon var. Det kunne vi så gange med to millioner i forhold til, hvor slemt det faktisk blev. Det stak jo helt af, siger hun.

Journalister lå på lur foran Gittes lejlighed i Nørre Åby og fulgte efter hende, når hun skulle på arbejde. De kilede visitkort ind under hendes dør, og hun måtte få veninder til at handle for sig.

Johnny og Gitte havde på forhånd aftalt, at hun ikke skulle sige noget. Overhovedet. Kun en enkelt gang brød hun den aftale, fordi en bestemt journalist fra en morgenavis var særligt insisterende.

– Han insisterede på at snakke med mig, og til sidst sagde han: “Bare ét spørgsmål: Gitte, er du lykkelig?” Og jeg svarede: “Du kan tolke, som du vil. Jeg har fundet mig en sød mand, så ja, det er jeg.” Jeg skyndte mig ud i bilen og låste døren, men kan kørte alligevel efter mig.

Efter den episode ringede Gitte til Johnny og stillede ham et ultimatum.

– Jeg sagde, at det skulle stoppe, for ellers ville jeg ikke være med længere. Jeg synes jo, at jeg normalt er god til at handle og tænke rationelt, fordi det er en del af mit arbejde med psykisk syge, men det her overmandede mig fuldstændigt. Jeg følte mig fanget i et spind, jeg ikke kunne komme ud af. Det var virkelig ubehageligt.

Hun overvejede i flere omgang, om det var det hele værd.

– Jeg tænkte bare: Kors i hytten. Jeg er jo ikke Diana eller Elvis. Jeg er bare lille mig. Hvad sker der?

Johnny, som gennem årene har lært en del redaktører og journalister at kende personligt, ringede derfor til redaktøren og bad dem om at stoppe deres jagt på Gitte.

– Vi fandt ud af, at det bundede i, at B.T. i 2008 havde solgt 30 procent flere aviser pga. min families tragedie og Stein Bagger-sagen. Deres mest solgte avis i 2008 var den, hvor jeg på forsiden takkede vores fans på Facebook for den varme og støtte, vores familie oplevede. Journalisten undskyldte, men han havde jo bare fået besked på, at historien skulle holdes i kog, siger Johnny.

Benzin på bålet

Det hjalp ikke på situationen, at der samtidig kørte spekulationer i pressen – og blandt Kandis-fans – om, hvornår Johnny og Gitte mødtes, og om de faktisk havde kendt hinanden længere tid, end de fortalte.

– Vi mødtes i sommeren 2009, men jeg synes egentlig ikke, at jeg skylder nogen en forklaring. Samtidig var jeg jo ked af, at der blev sået tvivl om det, fordi Johnnys piger også læste bladene. Men i bund og grund synes jeg ikke, at nogen skal blande sig i det, siger Gitte.

Johnny har alle årene opfordret hende til at lade være med at lade sig provokere eller svare, når medier eller fans har skrevet noget usandt eller hadefuldt om hende.

– Jeg har prøve at lære Gitte, at hun aldrig må læse de der kommentarspor. For du kan aldrig nogensinde vinde alle. Det kan ikke lade sig gøre.

Gitte har omvendt kæmpet mod en enorm trang til at sige fra.

– Alle havde pludselig en mening om mig uden at kende mig. Jeg er blevet kaldt alt fra golddigger til luder og morder. Det gjorde mig virkelig ked af af det og frustreret, men også magtesløs, fordi jeg vidste, at det ville være at smide benzin på bålet, hvis jeg gik til kamp mod alt det her. Jeg skulle bare holde min mund.

Det harmonerede ikke med de værdier, hun er opdraget med.

– Min far har lært mig, at man ikke skal finde sig i noget, at man altid skal stå op for sig selv, og at man skal sige sin mening. Og det kan man jo bare ikke altid i det her game.

– Det har jeg meget svært ved at acceptere. Det trigger noget i mig, når jeg læser noget om mig selv, og jeg ikke har mulighed for at sætte ord på, hvad det gør ved mig. Det er meget provokerende, siger Gitte.

Det lykkes hende derfor heller ikke altid at holde sig fra tasterne.

– Det sker indimellem, at nogen skriver noget, hvor jeg må sige til Gitte: Lad nu være, lad nu være, siger Johnny.

– Noget af det værste, jeg kan blive budt, er uretfærdighed. Og når rigtig mange – både fans, men også folk, der slet ikke kan lide dansktop – har en klar holdning om, at jeg nok var inde i billedet, før Helle tog sit liv, går det imod min retfærdighedssans. Det kan holde mig vågen om natten, for jeg føler mig så magtesløs, siger Gitte.

– Der er mange hardcore-fans, som har svært ved forandring, uddyber Johnny og fortsætter:

–Det gælder også, hvis vi skifter besætning i bandet. De har et billede af, hvordan vi og vores familier ser ud. Og nogle af dem udvikler sig til at blive stalkere. Som veksler mellem at elske og hade os, efter jeg stod offentligt frem med Gitte.

Stalkingen har til tider grænset til det ekstreme. Den person, der sendte afføring til Gitte, havde i to år stalket parret, og i den sag og et par andre måtte de involvere politiet.

Men på intet tidspunkt overvejede de at gå fra hinanden, fordi det ville være nemmere, fortæller Johnny.

– Jeg var jo selv vant til det cirkus, og vi besluttede os for, at vi ville stå sammen og kæmpe imod det. Det har bragt os tættere sammen. Vi tænkte, at det ikke skulle have lov til at ødelægge os.

– Men det var da vildt hårdt, siger Gitte.

– Vi skulle lære hinanden at kende midt i et stormvejr. Samtidig var vi enige om, at vi kun skulle gå fra hinanden, hvis det var, fordi vi selv syntes, vi skulle. Ikke fordi pressen eller fans mente noget andet.

Mor eller ej

Godt og vel to år, efter Gitte og Johnny flyttede sammen, var de igen på forsiden af den kulørte del af pressen. Denne gang, fordi Gitte havde født deres fælles barn. Hans tredje og hendes første og eneste.

– Jeg havde nærmest afskrevet at blive mor. Mange sagde til mig, at mit liv først ville blive perfekt, hvis jeg fik børn, men jeg savnede det egentlig ikke.

Det er jo svært at savne noget, man aldrig har haft. Jeg havde da drømt om det, men lige pludselig var jeg 38 år, og Johnny havde jo to piger allerede, så jeg tænkte bare, at det var det, siger Gitte.

Men Johnny overbeviste hende om, at det største, hun kunne opleve, var at blive mor.

– Jeg havde jo oplevet at blive gift i en kirke, og jeg havde fået to børn, men Gitte havde ikke prøvet nogen af delene. Hvis jeg havde fundet sammen med en anden, som selv havde været gift og havde børn fra et andet ægteskab, havde jeg nok ikke gjort det.

– Men jeg syntes, hun havde fortjent at prøve begge dele, siger Johnny, som synes, at han har haft et andet overskud og mere tid til at være far denne gang, end han havde med sine ældste børn.

– Helle og jeg fik Cecilie og Caroline i 1990’erne, hvor der lige var kommet skub i min karriere. Vi var meget søgende, var ved at etablere os i nyt hus, og vi vidste ikke rigtigt, hvor tingene tog os hen, siger han.

Succesen med Kandis tog især fart efter 1993, hvor radioprogrammet “Dansktoppen” blev relanceret.

– Det eksploderede fuldstændig. Vi spillede 212 koncerter på et enkelt år, og samtidig kørte vi selv rundt med al vores udstyr og sørgede for alting. Jeg var nærmest aldrig hjemme.

– Når jeg var, kunne jeg godt sætte mig på gulvet og lege med mine piger, men i mit hovede kørte det rundt med nye sange og kommende koncerter, og pladeselskabet rykkede i os for, fordi vi solgte så godt, siger han.

Kabale-terapi

Alt det vidste Gitte, og derfor var det heller ikke uden forbehold, at hun gik med til at prøve at få et barn med Johnny.

– Jeg syntes, det var meget stort at ham, men jeg tænkte da også, om jeg ville blive ret alene om det. Samtidig havde jeg virkelig lyst til at få et barn, så det var jo dejligt, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

– Og jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind i, allerede da jeg flyttede herop. Jeg kunne også mærke, at Johnny var blevet lidt mere etableret og mere rolig, selv om han stadig arbejder meget, siger Gitte.

Og så er han blevet lidt bedre til det med at tale om, hvad han føler og tænker. Det er alene Gittes fortjeneste, er de enige om.

I løbet af de 13 år, hvor parret har boet sammen, har Gitte efterhånden lært, hvordan hun prikker hul på en mand, der går med alle følelserne under tøjet.

Som det fremgår i “Kandis for livet”, formår han ellers at fremkalde store følelser hos sine fans, og han skriver også sange om livets store temaer som kærlighed og død.

Men at tale om, hvad han føler, har aldrig ligget naturligt til ham.

– Det er noget, jeg øver mig i, og jeg synes også, at det går bedre. Jeg går med en masse tanker hele tiden, men jeg har aldrig været så god til at dele dem. Det gjorde jeg ikke ret meget i mit første ægteskab, siger han.

Bekymringer er der ellers nok af i Johnnys hoved. Ud over forretningen Kandis, har Johnny flere andre virksomheder, herunder et ejendomsselskab og et leasingselskab, og hans hjerne er konstant på overarbejde omkring særligt strategiske beslutninger.

Hvornår er det smart at udgive næste plade? Skulle han investere i den eller den ejendom? Lease den eller den type bil? Men han deler stadig kun bekymringerne, når han bliver presset af sin kone.

– Gitte siger ofte: “Nå, hvad har du lavet i dag? Hvordan har du det?” Jeg tror, jeg har så mange tanker, at jeg nogle gange tror, at vi har talt om dem, og når vi så ikke har det, kan hun sige: “Hvor skulle jeg vide det fra?” siger Johnny.

Når Johnny spiller syvkabale i timevis på computeren, ved Gitte godt, at der er noget, der rumsterer i hans hoved.

– Der er altid noget galt, hvis han sidder for længe med syvkabalen. Så siger jeg: “Hvad er det? Kom så med det!” siger hun.

Og Johnny ved godt, at det er nødvendigt.

– Jeg ved jo godt, at når man er i et parforhold, skal man dele ting med hinanden. Jeg kan godt se, at det virker bedre end det, jeg gjorde tidligere i mit liv. Det gør noget godt for os, når vi får talt tingene igennem.

Undervejs interviewet har Johnnys telefon brummet fem-syv gange. Mindst. Nu er han nødt til at svare, for pladerne sælger jo ikke sig selv. Og Gitte skal igennem bunkerne af vasketøj efter den skitur, de netop er kommet hjem fra.

Foran venter hverdagene, hvor Gitte arbejder, og weekenden, hvor Johnny spiller fredag og lørdag aften. Inden de igen kan holde fri sammen søndag.