Mette Blomsterberg om skilsmissen: Var det det, jeg drømte om? NEJ. Det er megahårdt

Hun har ikke hørt anekdoten før.

For en del år siden lå en ældre herre på hospitalet og blev tilbudt lidt citronkage fra køkkenets kantine.

Han kiggede venligt på sygeplejersken og sagde så: "Nej tak. Min svigerdatter er Mette Blomsterberg …"

Flere ord var ikke nødvendige.

Mette griner.

– Ja, det er Knud, han døde for en del år siden. Det sjove er, at han faktisk ikke engang var særlig vild med kage …

Alligevel forstår man godt Knud.

Hvem ville sige nej til en servering fra konditoren, der var på alles læber, da hun som en af dommerne i succesprogrammet "Den Store Bagedyst" uge efter uge i fem sæsoner bedømte de medvirkendes bagværk?

Som med sit superæstetiske håndværk var medvirkende til at få danskerne til at gå bageamok i køkkenet.

Og gjorde "bollesprøjte", "fondant" og "glaze" til lige så normale ord som hvedemel og sukker.

Og hvis afgang fra programmet sendte små chokbølger ud i Danmark.

Dårlig stemning? Absolut ikke.

Mette Blomsterberg elskede at lave programmerne, men nye udfordringer trak.

Da hun for nylig gæstede det berømte bagetelt, stortudede hun da også. Det var jo hendes telt, som hun siger.

Men kvinden, der kom i konditorlære som 16-årig, gør det ikke i at stå stille. Faktisk er det lige til at blive lidt forpustet af at kigge på hendes cv.

Hun har blandt andet medvirket i flere populære madprogrammer og udgivet 12 kogebøger, seneste udgivelse er "Tærter" fyldt med både den fine dessertslags og de salte madtærter.

Hun har netop været aktuel i TV 2-programmet "Junkfood-eksperimentet", hvor hun som en ud af fire kendte danskere skulle leve af junkfood i tre uger for at se, hvad der sker i kroppen.

Som navnet siger: Lidt af et eksperiment. Og lidt af en prøvelse for en kvinde, der sætter kvalitet og madkultur højt.

Hun har holdt utallige foredrag, udviklet egen bagelinje med dertilhørende webshop, forpagtet en café og i en årrække også haft egen café og konditori i Lyngby.

Her kommer så et af de første punktummer i karrieren. Stedet gik konkurs for godt tre år siden.

– Det er selvfølgelig ikke en oplevelse, man ønsker sig, men jeg kender også spillets regler. Jeg er iværksætter om en hals, og så ved man også, at der er en risiko ved alt. Vi tager chancer her i livet, uanset om det gælder forretninger, kærlighed, venskaber …

– De fleste skibe kommer lystigt tilbage, nogle kæntrer. Sådan er det. Og mit arbejdsliv lige nu er fuld af diversitet. Der er ikke to dage, der er ens.

– Jeg har blandt andet været i Grønland og undervise, lavet tv, lige udgivet en bog, kører på vejene til foredrag. Det er så omskifteligt. Og jeg elsker det …

Du er et positivt menneske?

– Ja, det er jeg. Men at være positiv er ikke det samme som altid at være glad. Jeg er jo også bare et menneske af kød og blod, der reagerer på det, der sker omkring mig.

– Men jeg tror på, at vi kan vælge at se på det lyse. Vi kan selvfølgelig også sige, "ååhh, nej", men det er ikke nogen løsning, synes jeg.

I kombination med hendes sans for detaljen var det netop også Mette Blomsterbergs kække – ret så bramfri – bemærkninger og smittende latter, der gjorde hende populær.

Som når hun denne eftermiddag grinende råber efter makeupartisten: "Det er fandeme noget af en flot kællingesminke, du lige fik lagt på mig dér…!"

Selv er Mette Blomsterberg helt bevidst om de kontraster, hun udstråler.

– Jeg har altid haft to sider, storm og solskin. Det er netop, hvad jeg også elsker ved konditorfaget – det fandenivoldske, råheden, jargonen, æltningen og så det forfinede, finurlige og sanselige. Det er jo et spejl af mig.

Rigtigt, men ikke fedt

Mette Blomsterberg har placeret sig ved bordet med te efter en kold timelang omgang fotografering udendørs.

Det er en smuk, solrig eftermiddag i København.

Nu ville mange måske have udbrudt et lille mentalt "ååhh, nej", men der lyder ingen brok fra hendes side. Hun er på arbejde. Professionel til fingerspidserne. Der i øvrigt er ret kolde.

Her på ottende sal er der udsigt over byens tage. Vi er ikke i hendes eget hjem, for lige nu bor hun på skift i huset i Ålsgårde og i sommerhuset i Hornbæk.

I slutningen af oktober 2021 lagde Mette Blomsterberg et opslag på sin Instagram ledsaget af et sort-hvidt billede af et ungt, forelsket par.

Det forestillede hende og Henrik som unge. 29 år har de kendt hinanden. Og nu har de besluttet at lade sig skille.

Sympatierklæringerne strømmede ind, særligt fra mange, der havde prøvet at være i samme situation.

Ingen var i tvivl om den smertefulde tid, familien skulle igennem.

Gennem årene har Mette Blomsterberg aldrig lagt skjul på, at der, ligesom i de fleste ægteskaber, har været kriser.

Og tonsvis af kærlighed. Nu står de her.

– Var det det, jeg drømte om? NEJ. Det er megahårdt. Det ved alle, der går gennem en skilsmisse. Men det skræmmer mig ikke. Vi har så mange skønne ting og oplevelser at kigge tilbage på. Men at noget er rigtigt, betyder jo ikke, at det er fedt …

Mange flere ord kunne siges om den situation, Mette står i lige nu. Men de skal ikke siges nu. For, som hun pointerer, er der andre at tage hensyn til.

Her tænker hun selvfølgelig på blandt andet døtrene, Laura og Maja.

Mange husker nok de to bageglade småpiger, der fik lov til at smage på alle lækkerierne, der blev frembragt med mor Mette ved siden i programmerne "Det søde liv".

Nu to unge kvinder på 22 og 19 år.

– Det var fantastisk at have små børn, men at se sine børn begå sig, blive kompetente unge mennesker og finde deres egen vej - hold da op, det er noget, jeg sluger råt.

– Jeg tror ærligt, jeg kan sige, at det er den fineste opgave, jeg har løst. Og jeg vil inderligt ønske, at jeg altid har en kæmpe plads i deres liv og hjerter, siger Mette, der selv lettede vingerne som 16-årig.

Hun har aldrig lagt skjul på, at hendes egen mor, Conny, stadig har en enorm plads i hendes liv og hjerte. Der går ikke en dag, hvor Mette ikke tænker på hende, og hun tøver ikke med at kalde hende for sin rollemodel.

Ser hun nogen sidde med deres mor på en café, får hun lyst til at gå hen til dem og sige, at de skal huske at nyde tiden sammen. Den er ikke evig. Det ved hun alt om.

Mettes mor døde for cirka 13 år siden. Hun havde blandt andet leverbetændelse og var syg i flere år, før hun døde.

Hvis du fik en sidste dag med din mor …?

Mette lader blikket hvile ude over byens tage, hvor solen nu hænger lavt og farver himlen med sine orangeflammende stråler. Svaret kommer mildt og prompte.

– Vi skulle gå en tur ned ad en strøggade sammen en sommerdag. Hun havde altid for vane at tage en enkelt ært fra grønthandlerne, vi passerede, "man kan jo ikke købe dem, hvis man ikke har smagt dem", sagde hun.

– Er det ikke sjovt? Så skulle vi have en softice, hun skulle smage spidsen af den, for det gjorde hun altid – nuppede spidsen af min softice. Bagefter skulle vi have en lækker frokost. Men egentlig er det bare det at være sammen, jeg savner.

– Og så savner jeg den ubetingede fornemmelse, hun havde … altså, jeg havde krudt i røven dengang og kunne fortælle løs. Og så ville hun kigge på mig og sige, "ja, det er godt, Mette, men hvordan har du det egentligt?". Og jeg tænkte, at det da var satans, hun havde jo den der sjette sans.

– Måske er det noget, vi mødre har? Men jeg har aldrig mødt det siden hos et andet menneske – at blive set på den måde. Men … det er jo ikke sørgeligt. Tænk, at jeg har været så heldig at have en mor, jeg savner. Det er ikke alle forundt.

Sorg er også kærlighed?

– Ja, det synes jeg.

En fin accept

Mette er opvokset i Helsingør med tre storebrødre, hendes forældre blev skilt, da hun var omkring syv år.

Begge forældre var selvstændige, faderen havde sit oliefyrsfirma, moderen var medhjælpende hustru og økonoma. Efter skilsmissen flyttede Mette med sin mor.

Faderen sås Mette ikke med i 28-29 år, og for nogle år siden døde han.

Forholdet løb ud i sandet, for der var ikke noget grundlag for at opretholde kontakten. Lyder det usentimentalt? Det ord godtager hun ikke.

– Nej … jeg er et meget blødt menneske. Og jeg har da også vævet rundt, det er ikke en beslutning, man tager natten over. Man skal altid overveje alt, hvad man gør, prøve at tage det ind og mærke det. Virkelig mærke godt efter.

– Men på et tidspunkt er man nødt til at parkere den, og det er faktisk også en kærlighedserklæring. Jeg synes, det er en fin accept af, at det er sådan, det blev.

– Og jo, det kan der være mange grunde til, man hører jo kun min version, og der er altid to sider af en pandekage, men det er egentlig underordnet. For det er ok.

Hun fortsætter:

– Så er der nogle, der siger, "Mette, du kan jo slet ikke tilgive". Men der tager de helt fejl. Jeg har jo lige netop tilgivet.

– Men det er ikke det samme som at blive i det eller have lyst til at pine dig selv eller ikke kunne drømme om, at det hele kunne have været anderledes. Nej, det handler netop om tilgivelse. At det er ok, at det er, som det er.

Din bror, Morten, døde for to år siden. Han havde et alkoholmisbrug, og I havde ikke kontakt i årene før …

– Nej, det havde vi ikke ... Og det er sørgeligt at være vidne til, at en, du elsker, vælger noget i livet, du ikke selv ville vælge. Det gør sindssygt ondt, men … det er umuligt at leve en andens liv.

Tilværelsen har bidt godt og grundigt i Mette de seneste år. Lidt for meget måske.

Sådan ser hun ikke selv på det. Hun nærmer sig de 52 år og opfatter det som en naturlig del af livet. At miste. Sige farvel. Og kunne finde fred i det.

Hver dag bliver stadig mødt med troen på, at det bliver en god dag. Gerne tidligt og i selskab med kaffe. Kan alle lære det?

Måske. Så er vi nok tilbage i, at "ååhh, nej" ikke er en løsning. Man kan i hvert fald vælge at fokusere på det positive, lyder det fra hende.

Omkring sig har hun tætte venner og et stærkt netværk. Og den der særlige evne til at skabe de improviserede hverdagsstunder.

Danse alene derhjemme en aften? Ja, det gjorde hun da så sent som i går. No big deal.

– Det er hverdagen, jeg elsker mest af alt. Hvis den ikke er rar, kan alt andet være ligegyldigt. Det kan være en aften, hvor genboen siger ”hej, hvad skal I lave i aften?”, og pludselig er vi 15 personer, der mødes nede ved søen. Jeg elsker det improviserede, lige gribe en flaske vin og samles om et måltid.

Men – med en skilsmisse og to flyvefærdige døtre vil den hverdag, du elsker så højt, komme til at ændre sig markant …?

– Pigerne er jo ikke bare blevet voksne over natten. Hverdagen har stille og roligt ændret sig i takt med, de er blevet mere og mere selvstændige med deres egne liv og prioriteter.

– Selvfølgelig sker der ændringer, når en familie bryder op, og derfor er jeg netop glad for, at jeg kan fremtrylle glimt i hverdagen, som kan føles som små lykkestunder. At livet ændrer sig, er netop fordi, man flytter sig i sit eget liv – og så lever man jo stadig.

Magisk alder

Hvis man en tidlig morgen ser to personer skiftevis gå og løbe i Ålsgårde, kunne det sagtens være Mette og hendes gode løbeven, Sven.

De mødes klokken 6.15, tager den rundt om søen og slutter af med en dukkert i Øresund.

– Det giver mig et fantastisk boost for både krop og hud, fortæller Mette og understreger, at hun på ingen måde er hellig i forhold til en særlig livsstil eller kost.

Men …

– Man har et personligt ansvar for sit eget velbefindende. Vi kan ikke altid lægge skylden over på andre. Jeg fylder mig ikke med møgmad, energidrikke og sukkersodavand, og det har jeg aldrig gjort.

– Kroppen forandrer sig altså i takt med alderen, og vi må forvente, at det kommer med en pris, hvis ikke vi tænker over, hvad vi spiser og drikker.

Selv er hun i overgangsalderen. Og jo, i samfundsøjne er det et tabubelagt emne, det oplever hun også.

Men hun taler gerne åbent om det.

– Det startede med, at jeg sov dårligt. Jeg havde det varmt om natten og troede først, at det nok var fordi, jeg havde lidt meget at tænke på. Min hud blev også mere tør, jeg har altid haft problemfri hud, men nu strammede den.

– Jeg fik tilbudt et kosttilskud, og det hjalp mig rigtig fint. Det er ikke fordi, jeg er imod hormoner, jeg har taget p-piller, siden jeg var 14 år, men netop derfor syntes jeg ikke, jeg behøvede at tage flere. Jeg har nu aldrig været hamrende hårdt ramt af overgangsalderens symptomer.

– Jeg har det generelt superfedt med min alder. Jeg synes, det er magisk at blive voksen. Det kan da godt være, ballerne er blevet længere og furerne dybere, men jeg er glad for, at man kan se, jeg har smilet.

– Hold op, hvor jeg synes, jeg er blevet klogere, nej, ikke klog … men klogere på mig selv. Selvfølgelig kunne ungdommen også noget dejligt med al sin naivitet, men jeg ville ikke bytte.

Men som ung står hele verden jo åben. Hvis du ville lære russisk, kunne du gøre det …?

– Prøv at høre ... Forskellen på den alder, vi har nu og på ungdommen, er jo, at nu ved vi godt, hvad vi vil og ikke vil. Og russisk interesserer mig ikke det fjerneste, ha ha.

– Men jeg ser ikke lukkede døre, og hvis jeg for alt i verden virkelig ville lære det, er jeg da ikke i tvivl om, at jeg kunne. Alder er ingen hindring.