Han fik fans over hele verden, men gik i sin egen lille boble: "Alt det dér berømmelse mærkede jeg overhovedet ikke noget til"

Amazing Alex … Amazing everything u do … Luv ya!!!

What a special young man you are!

You are still my favourite actor even though Vikings series are over, Alex!

Et enkelt billede – og der ligger flere tusinde likes i løbet af et splitsekund. Den danske skuespiller Alex Høgh er en populær herre på de sociale medier.

Så populær, at han i en alder af 28 år har langt flere følgere end vores vel nok mest kendte skuespiller i udlandet, Mads Mikkelsen.

Hvis du ikke er “Vikings”-fan, kender du ham nok bedst fra Ole Bornedals “Skyggen i mit øje” og senest tv-serien “Den, som dræber”.

Efter tre et halvt år med “Vikings” er Alex Høgh nu i gang med at overbevise den danske filmindustri om, at han kan andet end at råbe og skrige på islandsk med blod i hovedet.

– Det er en ongoing process, men jeg synes faktisk, at det går meget godt, smiler Alex Høgh.

Det er der mange ting, der gør for ham – går godt. For det er ikke kun skuespillet, der optager Alex – han er også medejer af et succesfuldt urfirma, ambassadør for en række velgørende organisationer, passioneret fotograf og nå ja, så har han også lige lavet en tv-serie, der bliver sendt på Viaplay til sommer. Som han selv spiller hovedrollen i.

– Min gode ven og kollega Magnus Haugaard og jeg sad en aften hos Fanny Bornedal og drak nogle gintonics – nogle vil nok sige for mange, he he.

– I hvert fald opstår der en idé, og dagen efter sætter vi os ned og skriver den ned: To bedste venner har et cateringfirma sammen, og alt er fryd og gammen – indtil den ene bliver kæreste med den andens mor. Hvad gør man i dén situation? fortæller han.

– I den verden, vi lever i nu, bliver vores rummelighed konstant udfordret, og hvis man ikke kan rumme det hele, er man meget hurtig til at udskamme folk. Det var på den baggrund, vi fik idéen. For hvor meget KAN du egentlig rumme?

Ville du selv kunne rumme den situation? At din gode ven bliver kæreste med din mor?

– Jamen, det ved jeg faktisk ikke. Måske? Måske ikke? Hvem ved overhovedet dét, før man står i den absurde situation?

– Jeg har hørt om endnu mere mærkelige situationer fra virkeligheden i forbindelse med researcharbejdet, så jeg er påpasselig med at konkludere noget, siger han og fortsætter:

– Men selvfølgelig kan en voksen kvinde og en halvvoksen mand være et par. Folk skal have lov til at elske dem, de elsker, i alle former, størrelser og aldre. Det er en nobrainer for mig.

– Det, vi kommenterer på, er den samfundsudvikling, der sker lige nu, som lægger pres på mennesker. Vi har så formuleret det i en komisk form, og jeg glæder mig til at se, hvad folk synes om det.

En krudtugle

Hvis man spørger Alex’ barndomsvenner, vil de nok hælde til, at der er fem-ti procent adhd i ham. Selv kan han bedst lide diagnosen “krudtugle”, som han fik som barn.

Et lidt gammeldags udtryk, der klinger meget godt med hans personlighed: Høflig, dannet, veltalende og med lige dele globalt udsyn og provinsiel beskedenhed. Kort sagt – enhver svigermors drøm.

Alex Høgh er født og opvokset i Skælskør og havde aldrig i sin vildeste fantasi drømt om, at han skulle ende som verdensberømt skuespiller.

– Nej, så store drømme tør man sgu ikke rigtigt at have dér, hvor jeg kommer fra. I Skælskør er man rimelig meget nede på jorden. Så indtil jeg var 12 år, var jeg ret sikker på, at jeg skulle være deltidsbrandmand ligesom min far.

Deltidsbrandmand?

– Ja, der er ikke nok brande at slukke i Skælskør, så alle brandmænd er på deltid.

– I mit barndomshjem havde vi en alarm, der gik af hver eneste dag klokken 17, det var min fars testalarm. Hvad fanden er det?! spurgte alle, når de var på besøg – men ingen i familien registrerede det.

– Så jeg er vokset op med en daglig reminder om, hvor sej min far er. Det dér med teater og skuespil fandt jeg først ud af, da jeg var 11-12 år.

Det var Alex’ mor, der slæbte ham med til noget teater i byen, og i starten hadede han det.

– Men jeg makkede ret, fordi det var mor. Og hun havde jo ret. Hun kunne se, at jeg havde noget energi, der skulle kanaliseres, for jeg kunne overhovedet ikke sidde stille.

– Jeg var en krudtugle, som har fyldt, jeg ved ikke hvor mange kontaktbøger, og jeg blev ikke stimuleret nok af hverken håndbold eller fodbold. Men jeg sang og dansede altid som barn, så min mor så nok, at teatret kunne være noget for mig, fordi der er så mange elementer i det.

Mor blev syg

Den eneste sky på himlen i Alex’ barndom var, at hans mor fik konstateret brystkræft, da han var 14-15 år.

– Men hun var så skidestærk, at vi nærmest ikke kunne mærke noget derhjemme. Det var hendes måde at håndtere tingene på – måske en overkompensation.

– Hun skulle bare ikke ned med nakken, den skulle ikke få lov at tage hende, den skide sygdom, så hun sørgede for, at der var orden på tingene derhjemme.

– Jeg har SÅ meget respekt for min mor og alle de andre ekstremt stærke kvinder derude, der holder sammen på en hel familie med rollinger og teenagere og det hele og samtidig skal gå og få en gift i sig, som gør dem så syge, at de taber håret, siger han.

– Min mor blev meget syg af kemoen, og første gang, jeg så hende uden hår, blev jeg ret chokeret, fordi hun ikke havde forberedt mig på det.

– Jeg kom hjem til min mormor efter skole en dag, og så sad der et fremmed menneske i sofaen. Uden hår på hovedet. Det var min mor. Da måtte jeg lige synke noget, fortæller Alex, hvis mor er rask i dag.

Er det derfor, du laver velgørenhedsarbejde for Kræftens Bekæmpelse?

– Ja, jeg hjælper, hvor jeg kan. Det er helt klart noget, jeg har hjemmefra, men også mit eget værdisæt.

– Min primære funktion er som ambassadør for Ungdommens Røde Kors, men jeg arbejder også for ngo’en Gate to Nature, som har fokus på miljøproblemer.

– Jeg har bl.a. været med dem i Kenya for at belyse de problemer, der er i det store økosystem Masai Mara i den sydvestlige del af landet.

– Skovfældningen er et kæmpe problem, så vi samlede penge ind, som gjorde det muligt at plante over en halv million træer dernede, fortæller han.

– Samtidig kunne jeg så udleve min drøm som fotograf og sælge de billeder, jeg tog dernede, så alle pengene går til at behandle og købe træer.

– Da vi kom hjem igen, holdt vi foredrag i Musikkens Hus i Aalborg, hvor der var 25 af mine billeder med på ferniseringen bagefter. Det var et meget stolt øjeblik for mig, fortæller Alex Høgh og smiler over hele hovedet.

Vandkamp og ulækre madder

Når han ikke spiller skuespil, skriver serier, fotograferer og sælger ure, går det meste af Alex Høghs tid altså med velgørende formål.

Han besøger sommerlejre for udsatte unge og laver “ulækre madder” og leger vandkamp med dem. Han samler penge og frivillige til Ung på Linje, hvor børn og unge kan ringe ind og dele deres problemer med et andet ungt menneske.

– Hver anden pige i 8. klasse er utilfreds med sin krop, det er jo frygteligt. Mistrivsel er en af de største udfordringer, vi har i Danmark – i den vestlige verden, i det hele taget.

– Ud over at psykiatrien ikke kan følge med, og vores offentlige sektor brister på det punkt, kommer vi til at se en rigtig stor effekt af det om nogle år, når de her unge mennesker skal ud på arbejdsmarkedet, mener Alex Høgh.

– Fordi jeg har et navn og en platform at tale fra, kan jeg få lov til at komme i “Go’morgen, Danmark” og “Go’aften, Danmark”, og hvad de nu hedder, og bruge det som talerør.

–Vores mål var at samle 30 frivillige, vi fik 75. Så sover man altså lidt bedre om natten. Det er det, der er så fantastisk ved at have flere millioner følgere. Det er dén måde, jeg får det til at give mening.

Du kunne også bare være en glad kendis, der kun talte om sine film på de sociale medier?

– Ja, det kunne jeg sagtens. Men jeg synes, at jeg har et ansvar. Det synes jeg, at alle, som har den slags kanaler, har. Det er min måde at få det til at give mening, for det med fans og rød løber og alt det dér …

–Det er sådan en mærkelig bonus, der følger med, men som jeg ikke har nogen umiddelbar interesse i.

– Det er da skønt at blive inviteret til en gallapremiere, men det er ikke derfor, jeg er skuespiller. Jeg er først og fremmest håndværker. Det er dét, jeg tænder på: At gå på arbejde og nørde.

Alex Høgh har ikke gået på teaterskolen, hans uddannelse var de tre et halvt år i Irland og et år på Københavns Universitet, hvor han læste film- og medievidenskab.

– Jeg har enormt meget praktisk erfaring, til gengæld ved jeg ikke en fløjtende fis om Meisner eller Stanislavskij.

– Teorien fra universitetet er akademisk, men jeg er helt sikkert blevet en bedre skuespiller af at gå der, for når du studerer film, lærer du også at forstå dem, og så skal jeg ikke bruge tre takes på at forstå, hvad instruktøren mener.

Et år inde i studiet, da Alex var 21 år, fik han rollen i “Vikings”. Ikke til udelt begejstring, for han var enormt glad for at gå på universitetet.

– Jeg havde glædet mig så meget til at være tutor, og så sidder man derovre på et hotelværelse, man nærmest kun har set indersiden af i 30 dage.

– Den eneste adspredelse var et par enkelte ture ind til Dublin. Ellers trænede jeg hver dag med en træner, der fuldstændig smadrede vores kroppe, fordi vi skulle bygges op.

– Jeg var der en måned, før vi overhovedet gik i optagelse, så jeg brugte meget tid alene på mit hotelværelse.

Tre et halvt år er lang tid på den måde.

– Det er det. De venner, jeg havde derovre, var mine kolleger, så det var en ensformig tilværelse med de samme mennesker – uden at det er negativt ment, det var bare omstændighederne. Men jeg fik gudskelov en lejlighed, så min familie og mine venner kunne komme og besøge mig.

– Første gang, jeg stod på et set med 300 statister, tænkte jeg: Hold da kæft, det er voldsomt, det her! Hvad fanden laver jeg her?! Det var som en drøm.

– En uuddannet skuespiller på 21 år får lov til at rende rundt og lege viking ovre i Irland på toppen af et bjerg med mudder, blod, økser og sværd. Det var fantastisk! siger Alex, som kan huske den første dag krystalklart:

– Jeg havde jo kun været på det her hotelværelse og ikke rigtigt forstået, hvor stort det egentlig var. Jeg vidste ikke, hvor stor min karakter blev, og jeg anede ikke, hvordan det var at være på set.

– Første dag var vi oppe på toppen af et bjerg, hvor de havde bygget en hytte til én enkelt scene. Geder, der hoppede rundt, en af skuespillerne kom ridende på en hest, der var 300 crewmembers – det hele på toppen af det her bjerg, husker han.

– Det hele var meget overvældende, og jeg var ved at skide grønne grise af nervøsitet, da vi skulle til at skyde.

– Så kom denne her gut, Ian fra Art Department, hen til os med en smøg i kæften og spurgte: Er I de nye fyre? Ja, siger vi så. Godt, kan I se de 300 mennesker, der arbejder her bag mig? De har ikke noget job næste år, hvis I fucker op. Velkommen til.

Argh!

– Ja. Nogen vil mene, at det er rimeligt dramatisk at smide i hovedet på et par unge gutter, der er pissenervøse i forvejen, men jeg elskede det! Fordi det satte en stor fed streg under, hvor vigtigt arbejdet var.

– Selvfølgelig blev jeg ekstra nervøs, men jeg forstod alvoren i, at jeg som 21-årig ikke bare kunne gå ind og lalle den og være doven.

Nødt til at tage ansvar

Altimens Alex gik rundt i sin egen lille boble ovre i Irland, voksede hans fanbase over hele verden. Folk elskede hans karakter, Ivar the Boneless, og han var slet ikke var klar over det.

– Det mærkelige var, at jeg jo arbejdede 10-11 måneder om året i vores eget lille univers derovre, så alt det dér berømmelse mærkede jeg overhovedet ikke noget til.

– Jeg kunne jo ikke tage til nogle store, seje fester, jeg kunne ikke lave interview her i Danmark, så jeg så det kun på de sociale medier og hørte det fra folk, der ringede.

– Jeg kan huske, at jeg sad på toilettet til en julefrokost hos min farmor, da jeg ramte 100.000 følgere på Instagram. Det var helt skørt.

Er det dig selv, der styrer dine profiler?

– Ja, der skal ikke andre ind over, det vil jeg selv. Jeg er et meget privat menneske, og hvis du fjernede alt det der fra mig, ville jeg være lige glad for mit liv. Ikke ligeglad, men lige glad.

– Jeg er ikke typen, der har lyst til at dele voldsomt meget af mit privatliv. Det er illusionsbrydende, at folk ved, hvilken avocado-mad jeg har fået til frokost, hvis de samme dag sætter sig i sofaen og ser mig spille en mishandlet dreng i “Den, som dræber”.

– Det hænger ikke sammen og forstyrrer kunsten, synes jeg. Og så er der bare ikke noget mere uinteressant end røvsyg selvpromovering på sociale medier.

Med alle de jern du har i ilden, hvordan skal fremtiden så se ud?

– I fremtiden er jeg forhåbentlig stadig i gang med en masse fede projekter og nok også begyndt at skrive og instruere selv.

– Jeg har fået blod på tanden efter at have oplevet hele det maskineri, det er at lave en tv-serie. Dét at finde ud af, at jeg faktisk godt kan skrive … Jeg føler nærmest, at jeg har snydt nogen ved at lave en hel tv-serie, som jeg selv spiller hovedrollen i!

– Det er så privilegeret, at jeg tænker: Hvornår finder de ud af, at jeg i virkeligheden ikke kan en skid? At jeg bare fik en god idé, fordi jeg drak lidt for mange gintonics.

Skal du også sælge armbåndsure i fremtiden? Er tiden ikke løbet fra dem?

– Jo, men vi vil gerne have dem tilbage! Så vi ikke skal glo på vores telefoner, hver gang vi skal se hvad klokken er.

– Vi har den oppe i snotten hele tiden, så det er da skønt at kunne kigge på et flot armbåndsur i stedet for, siger Alex Høgh, som gav en kvart million kroner til Verdensnaturfonden og arbejder sammen med et spildevandsprojekt, dér hvor fabrikken, der laver urene, ligger.

– Man kan jo ikke rendt rundt og tage billeder af naturkatastrofer i Afrika og så være medejer af et firma, der forurener. Det giver ingen mening.

– Alt skal hænge sammen, det skal være ordentlige ting, vi beskæftiger os med i denne her verden, som er så udfordret, som den aldrig har været før. Man er sgu nødt til at tage et ansvar.

Denne artikel blev første gang udgivet i femina uge 13, 2023.