Helle Helle afslører hemmelighed: Min mor er i alle mine bøger

Anne Hjernøe om sin første børnebog: Det er så angstprovokerende! Læs interviewet lige her

I sorg

Helles mor døde i marts i år, 74 år gammel. Den sorg fylder meget hos hende lige nu. Under det meste af Helles opvækst var hendes mor alene med sine to døtre. Det var ikke altid lige nemt, men stakkels var det aldrig, tværtimod.

– Jeg er vokset op i et hjem med megen latter. Min mor var mere end noget andet god til at grine ad sig selv. Hun var nok en del bedre til det, end jeg er, jeg prøver stadig at lære det, siger hun til SØNDAG.

Leonora Christina Skov: Mine forældre bebrejdede mig min mors sygdom! Se mere på søndag.dk

Med i alle bøgerne

– Min mor er i alle mine bøger. Det har jeg aldrig sagt til nogen før. Der er noget af hende i faster Dorte i min forrige bog, »Dette burde skrives i nutid«, og i Tine i »Rødby-Puttgarden« og en lille smule i Putte i »Ned til hundene«. Det vidste min mor godt, og det elskede hun. De er alle sammen lattermilde, åbne og lette at begejstre, ligesom min mor var. De er stærke, men også lidt skrøbelige i kraft af deres åbenhed.

Lotte Heise om at passe sin syge mor: Man skal lære at sige fra! Læs det hele på søndag.dk

God til at dø

Den dag, Helles mor fik en telefonopringning om, at hun havde en tumor og var meget syg, var Helle og hendes lillesøster, Tina, hos hende.

– Min mor sad og stirrede ind i væggen et stykke tid. Så vendte hun sig, smilede og sagde: »Det skal ikke ødelægge vores aften«. Det var sådan, hun var.

Hendes mors insisteren på, at der skulle være plads til smil og latter også midt i det allermest sorgfulde, var med til at ruste Helle og hendes søster.

– Fordi min mor var så utrolig god til at leve, gjorde det hende på en eller anden måde også god til at dø. Vi grinede så meget, at andre omkring os havde svært ved at forstå, at vi befandt os midt i en meget stor sorg.

Til sidst kom hendes mor på hospice. Hun kaldte det for »hotellet«, og hendes døtre besøgte hende hele tiden.

– Det var fantastisk at få en lang periode, hvor vi kunne nå at få sagt farvel og tale sammen med stort nærvær. Min mor sagde: »Åh, gudskelov, nu slipper jeg da for at være bange for, at der sker noget med jer«. Hun var ikke bange for at dø, men meget bange for, at vi blev for kede af det. Vi vidste, at vi hjalp hende ved at vise, at vi nok skulle klare det og kunne grine, fortæller hun til SØNDAG.

Min mor var stolt af mig

Det har altid været en særlig glæde for Helle at kunne citere sin mor ordret i sine bøger. Og en fest, når moren opdagede det.

For eksempel havde hendes mor engang en kæreste, som efter morgenkaffen rejste sig og gik og ikke kom igen. Det undrede hendes mor noget. Hun fortalte, at hun havde ringet til hans telefonsvarer og sagt: »Er du gået for at gå, eller gik du?«

– Den bemærkning kunne jeg ikke lade være med at skrive ned på en seddel, siger Helle.

– Måske håbede hun også lidt, at jeg gjorde det. Så gik der fem år, og så brugte jeg bemærkningen i romanen »Dette burde skrives i nutid« i en anden sammenhæng. Den endte også i overskriften på en anmeldelse af bogen i Information. Det var min mor stolt af. I det hele taget var hun utrolig stolt af mig som forfatter. Hvis jeg havde udgivet en bog, tog hun sit fine tøj på og gik forbi Arnold Busck i Nykøbing Falster seks gange om dagen, fortæller hun til SØNDAG.