Hendes mand fortalte, at han havde haft en ny kæreste bag hendes ryg - i halvandet år. Dagen efter sang hun

Tina Grunwald tager i mod i sin butik, som befinder sig i historiske lokaler, der engang husede Standard Teatret.

Stedet var en af hovedstadens ældste biografer, der senere blandt andet har huset en danseskole, en købmandsforretning og en outdoorbutik. Det beskedne butikslokale er i to niveauer er med en bred trappe midt i, flere voksmannequiner iklædt farverigt festudstyr i udstillingsvinduet og et par velourbetrukne lænestole i klunkestil til ventende kunder.

Trappen fører videre op til systuen, hvor kostumer og festtøj repareres, presses og gøres klar til ny udlejning.

Langs væggene hænger selskabskjoler og smokings på bøjler i lange rækker. Men i et skatkammer så stort som en balsal i baglokalet findes det egentlige lager med syv meter op til stukloftet, flere prøverum, en afdeling for habitter og andet herretøj og rækker og atter rækker med paillet- og fjerbesatte kjoler og andre skrud i pink, lilla, gul og andre stærke kulører.

Her har Tina og hendes to trofaste ansatte deres daglige gang, og her kommer kunderne ind i en lind strøm for at aftale leje af tøj til årets fester eller levere lånt tøj tilbage.

– Amorin har haft base her i syv år. Det er ideelt at ligge i gadeniveau, understreger Tina, som var glad for at have fået fingre i butikken på en af Frederiksbergs travleste butiksstrøg.

Når arbejdsdagen i forretningen er forbi, tager hun tre gange om ugen i sommerhalvåret sin bil til Bakken i Klampenborg, hvor hun i nu 41 år har været del af sangerindepavillonen Bakkens Hviles faste trup.

Den er udskiftet gennem årene, men Tina er forblevet på stedet som veteran sammen med ejeren Dot Wessman, som har været en personlig støtte.

Tina har ingen planer om at gå på pension hverken fra det ene eller andet job. Heller ikke fra de mange ekstrajobs, hun har i sin fritid, hvor hun alene eller sammen med sine kolleger synger på alt fra badehoteller til plejehjem foruden til runde fødselsdage, firmafester osv.

Og nu, hvor hun og kollegerne er blevet eksponeret i DR-serien ”Fri, fræk og for meget”, øjner de chancen for at smede, mens jernet er varmt, og arrangere en turné i Jylland og andre steder med deres sang, optræden og flotte kostumer:

– Egentlig ville jeg have været skuespiller, men var med mine 30 år på grænsen til at være for gammel, sådan som reglerne var dengang. Jeg besluttede dog at give det et forsøg og læste hos Tommy Kenter. Jeg kom faktisk til sidste udvælgelsesrunde, men da jeg ikke gik videre, valgte jeg ikke at prøve igen.

Skelsættende besøg

Men så skete der alligevel noget: En dag dukkede en medarbejder fra Bakkens Hvile op hos kostumeudlejningen for at hente en kjole.

Ud i butikken råbte hun: ”Kender I nogen, der kan synge?”. Tinas daværende chef svarede: ”Det kan Tina”. Og på den måde kom hun til audition, hvor der ingen andre kandidater var, og hvor hun straks blev antaget af Lilian Matzen, som drev Bakkens Hvile.

– I syvende klasse havde jeg optrådt som bakkesangerinde ved et skolejubilæum, hvor min gymnastiklærerinde Frøken Dybek stod for at organisere underholdningen. Så begrebet var ikke helt nyt for mig.

– At jeg blev engageret som bakkesangerinde, skyldtes nok min evne til at nå ned til bagerste række og til at improvisere. Det kom mig til gode i det mere spontane show, der var dengang med flere tilråb fra publikum, end vi oplever i dag, selv om tonen stadig er fri med en stemning af gamle dage, husker Tina.

Hun havde tidligere medvirket i Studenterrevyen, hvor senere kendte skuespillere og sangere begyndte deres karriere i ungdommen. Så hun vidste, hvad hun gik ind til på de skrå brædder. Men i mange år var vagtskemaet stramt:

– De første mange år kørte vi på fire timer hver eneste aften fra klokken 20 til midnat og med kun to pauser. På sådan en aften kunne vi nå 10-12 sange – hver.

– I dag er det heldigvis mindre med tre-fire dage om ugen og to ugers fri midt på sommeren. Så bliver vi ikke slidt op og kan rejse på ferie i højsæsonen som andre danskere.

Arbejdsbi som far

Tina har alle dage været en energisk arbejdsbi med flere jobs på samme tid. Hun bruger gerne selv udtrykket arbejdsnarkoman og er overbevist om, at hendes store flid stammer fra barndomshjemmet.

Hendes far var fiskehandler og arbejdede så meget, at familiens bilferie til Italien var en absolut undtagelse, hun derfor husker detaljeret.

Hendes mor var en af de første hjemmehjælpere, mens den tre år ældre storesøster var i lære som damefrisør.

– Da jeg var 14 år, ændrede mit liv sig, og hele min verden brød sammen. Først tog min far sit eget liv i en alder af 41 år, fordi det var ubærligt for ham at være havnet i bundløs gæld. Tre måneder efter mistede jeg min elskede storesøster.

– På vej hjem fra en sommerhusferie med fire venner kørte vi galt i et sjællandsk sommerhusområde med en ung mand bag rattet. Han mistede herredømmet, og bilen rullede rundt på en mark. Tre af os slap med skrammer, mens min søster døde kort efter af blodtab.

Efter begravelsen genoptog Tina og hendes mor hverdagen i den toværelses lejlighed i Vanløse.

Dengang i 1970 var der ikke psykologhjælp, og ingen i skolen eller andre steder talte med Tina om, hvordan hun havde det. Selv har hun dog gennem årene insisteret på at være åben om tabet, og hvordan det har påvirket hende ind i voksenlivet:

– Min søster var et sandt dydsmønster, som altid var sød og hjælpsom. Jeg var derimod den vilde lillesøster, der cyklede, klatrede i træer og smuttede uden om støvsugningen.

– Jeg havde dog mange talenter som at være god til sport, lave mad, sy og synge. I skolen var jeg en middelelev, men var god til at gå til eksamen og charme mig frem, husker Tina.

Det har siddet i hende lige siden ulykken, at hendes morfar antydede, at den forkerte datter var død:

– Jeg har det med mig, at min mor refererede, hvad han havde sagt. Udtalelsen var helt utilgivelig og må have været medvirkende til at give mig den angst, jeg har lidt af i mange år og også fået hjælp til at tackle, siger Tina.

Hun er skilt to gange før sit nuværende lange ægteskab med Freddy, som hun mødte i Bakkens Hvile. Begge gange følte hun, at mennesker forsvandt fra hende.

– Jeg fortæller åbent om min angst, fordi det hjælper mig selv og måske også andre i lignende situationer. På grund af trafikulykken, hvor min søster omkom, har jeg haft meget svært ved at køre langt i bil alene. Men jeg har tvunget mig til det for at stå ansigt til ansigt med det, jeg mest frygter. Nemlig at føle mig fastlåst og fanget som dengang.

Da Tina blev skilt fra sine børns far for mere end 25 år siden, oplevede hun desuden dødsangst. Det kunne vise sig om natten, hvor hun måtte ringe til en ven for at blive beroliget.

Da hun fortalte sin mor om angsten, afviste moren problemet. Måske fordi hun selv havde det på samme måde, er Tinas fornemmelse:

– Min søster og jeg ville sikkert have haft søskendekonflikter som de fleste andre. Men jeg savner hende forfærdeligt, især når andre fortæller om det, de har med deres brødre og søstre.

Sang svigtene væk

At synge i Bakkens Hvile har hjulpet Tina over kriser og traumer. Tankerne, som har plaget hende på grund af søsterens død, og smerten ved to tidligere ægtemænds langvarige utroskab bag hendes ryg, er blevet trøstet og helet.

Det er sket gennem sangerindekollegernes opbakning, publikums anerkendelse og den totale positive stemning aften efter aften:

– Dagen efter at min anden ægtemand fortalte, at han havde haft en ny kæreste i halvandet år, var jeg ude at synge for ældre mennesker. ”Glemmer du”, sang jeg, og vi havde alle en lille tåre i øjenkrogen af forskellige årsager. Men samtidig tænkte jeg, at jeg jo havde livet foran mig, og at der sikkert ventede noget godt derude.

Mange har nysgerrigt spurgt Tina, hvornår hun mon går på pension. Bortset fra Dot Wessman, som foruden at være ejer af Bakkens Hvile også er Tinas veninde:

– Hun siger, at jeg bare skal sige til, hvis det en dag er tid til at holde op. Men jeg har et godt helbred og har en masse at give endnu. I øvrigt sammen med de andre modne sangerinder.

– Desuden har jeg med årene fået den rolle, at jeg er med til at skabe den glade stemning, hjælpe med tøjet og meget andet. Det er funktioner, hvor erfaring og at kunne trække på den har værdi. Det sætter publikum tydeligvis også pris på.

Tina føler med andre ord ikke, at hun er på arbejde, selv om det kan være krævende at stå på scenen. Det er nærmest som at trække vejret og derfor ikke til at undvære, føler hun:

– Det sker, at nogen siger ”Guuud, er du virkelig 68?”. Så må jeg jo bare svare, at jeg har arvet det at se ung ud af min alder efter min mor. Hun lavede scrapbog og klippede ud, når jeg var omtalt i ugeblade og aviser. Dengang syntes jeg, det var overflødigt, men nu føles det godt at have sådan et bagkatalog.

Morgenkaffe med manden

Trangen til at slappe af og trække sig tilbage som de fleste andre jævnaldrende har Tina ikke mærket. Tværtimod er både evnerne og energien intakt.

Hun er meget ude i løbet af en dag og uge, men sover altid hjemme ved sin mand og drikker morgenkaffe med ham. Et stabilt og godt parforhold betyder meget for hende.

Så hvis det lykkes at få stablet en bakkesangerindeturné på benene, skal Freddy naturligvis med. Han er det menneske, som har elsket Tina mest, været hende tro, været en klippefast støtte og har hjulpet hende med alting.

– Da mine børn var små, var jeg også fuldtidsarbejdende og i Bakkens Hvile flere aftner. Så passede deres far dem. Desuden brugte jeg i perioder flere penge på at hyre barnepiger, end jeg tjente på Bakken. Jeg og mine døtre har tit talt om, at det var godt for dem at have en helstøbt mor, som ikke ofrede sig for børnene og nægtede sig et liv ved siden af.

Artiklen blev første gang udgivet i Søndag 27/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.