Her er historien om en højtbegavet kvinde, der mistede sin far som otte-årig og aldrig kom sig over tabet

Psykisk sygdom, selvmord og selvmordsforsøg er generelt tabubelagt. Vi kan lettere forholde os til nyresvigt end sindsforstyrrelser.

Forfatterinden Sylvia Plath prøvede at bryde det tabu, da det var endnu mere pinagtigt end i dag, nemlig da hendes semiselvbiografiske roman “Glasklokken” udkom i 1963, en måned før hendes død. En roman, som ikke alene handler om en ung kvindes psykiske sammenbrud, men også sætter spørgsmålstegn ved de traditionelle, begrænsende måder at betragte kvinder på.

Historien om Sylvia Plath er historien om en højtbegavet pige (hendes IQ var på 160, normalen er på 90-110), der i en alder af blot otte år mistede sin far og aldrig kom sig over tabet.

Tværtimod resulterede det i et kompliceret forhold til moderen og flere selvmordsforsøg.

Sylvia Plath blev født den 27. oktober 1932 og voksede op i Boston, USA.

At hun tidligt skulle miste sin biologiprofessor-far med en forkærlighed for bier, skyldtes, at det ikke blev opdaget, at han led af en alvorlig sukkersyge.

Allerede et halvt år efter fik Plath sit første digt i den lokale avis. Hun blev ved med at få bragt digte, og måske forsøgte hun at begå selvmord første gang som tiårig, skal man tro et af hendes sidste digte, “Lady Lazarus”:

“Jeg har gjort det igen/En gang hvert tiende år/Får jeg det gjort –/(…)/Jeg er kun tredive,/Og som en kat har jeg ni gange tilbage at dø.//Dette er nummer tre./Så meget affald/At brænde hvert årti.//(…)/Man kan vel sige, at jeg har et kald.”

Kunne altid skrive

Det andet selvmordsforsøg er beskrevet i “Glasklokken”.

Som 20-årig vandt hun en måneds ansættelse som gæsteredaktør på magasinet Mademoiselle i New York med alt betalt, middage og modeshows, men tog konfus derfra med kun ét for øje: At bruge resten af sommeren på et skrivekursus.

Da afslaget kom, blev hun slået helt og aldeles ud.

Hun tømte et glas sovepiller og lagde sig ned i moderens krybekælder.

Hun blev fundet efter tre dage og tilbragte herefter et halvt år på et psykiatrisk hospital, hvor hun blev behandlet med elektrochok af psykiateren Ruth Beuscher, som blev hendes psykiater livet ud.

Derefter fortsatte Sylvia Plath med studier og digte, og i 1955 fik hun et stipendium til Cambridge i England, hvor hun i februar 1956 mødte den engelske digter og charmør Ted Hughes. Fire måneder efter blev de gift.

De har begge beskrevet, hvordan forholdet ikke kun var romantisk, men i høj grad også kammeratligt; de havde et arbejdsfællesskab og en forståelse for det at skrive, samtidig med at de skrev digte til hinanden, og begge blev dybt optagede af astrologi og det spirituelle.

Parret rejste meget, bl.a. til USA, Canada, Spanien og Frankrig, men i 1959 ventede de deres første barn, datteren Frieda, og flyttede permanent til England; helt præcist til 3 Chalcot Square i London, hvor der i dag hænger en mindetavle over Plath. Graviditeten og fødslen forhindrede hende ikke i at skrive, og i oktober 1960, blot et halvt år efter Friedas fødsel, udkom digtsamlingen “The Colossus”.

Sylvia Plath kunne nemlig altid skrive.

Det var, fortalte hun i et interview, som vand og brød for hende: Umuligt at leve uden. I USA var Plath blevet opmuntret til at finde en mere feminin, ærlig stemme og trække på sine erfaringer med depression og selvmordsforsøg.

Og allerede i august 1961, da hun var højgravid med sønnen Nicholas, lå “Glasklokken” færdig, hvilket passede med, at familien flyttede fra London til det landlige Devon.

London-hjemmet lejede de ud til digterparret Assia og David Wevill.

Tændte for gasovnen

Nicholas blev født i januar 1962, i april solgte de ud af grundens mange påskeliljer, og i maj kom Wevill-parret på besøg.

Ted Hughes og den smukke Assia blev dybt forelskede, og herefter fulgte en sommer, som blev den perfekte storm.

Ted så Assia, Sylvia forsøgte at drukne sig ved at køre bilen i en flod, de begyndte at holde bier til ære for hendes afdøde far, og hendes (kritiske) mor kom på besøg i flere uger.

I september blev parret separeret, og i oktober krævede hun, at han flyttede ud, mens hun selv skrev som en gal.

Resultatet blev nogle af hendes stærkeste digte.

I december flyttede Sylvia Plath og børnene ind i digteren W.B. Yeats gamle hus på 23 Fitzroy Road i London, og i januar udkom “Glasklokken”, ikke alene med et alter ego, men også under pseudonym, Victoria Lucas, for at beskytte familien mod de tabubelagte erfaringer.

Det var den koldeste vinter i 100 år, og selv om Ted Hughes kom forbi dagligt for at se til Frieda og Nicholas, var Sylvia Plath presset.

Hun og børnene var konstant syge, hun tabte sig, og hendes nye antidepressive piller var for længe om at virke.

Alligevel stod hun hver morgen tidligt op for at skrive.

Lige indtil mandag den 11. februar 1963, hvor hun stillede mælk og kiks frem til de stadig sovende børn, hvorefter hun tændte for gasovnen og lagde hovedet så langt ind i den, at hun sikrede sig at være død, når dagssygeplejersken kom klokken ni.

Hun efterlod sig digtsamlingen “Ariel” i en mappe samt en lille bunke ekstra digte, skrevet i de sidste uger.

Alle digte, som, med datteren Friedas ord, “foregår i et truende landskab i en anden verden.”

Og Plaths danske oversætter, digteren Peter Laugesen, har beskrevet dem som, at 12-tals-pigen nu endelig var blevet frisat fra regler og forventninger: “Sådan skrev hun før, men nu kan hun flyve. Hvorhen hun vil. Og så tændte hun for gassen.”

Interesseret i astrologi

Plath blev som sagt født den 27. oktober 1932, og med hendes og ægtemanden Hughes’ store interesse for astrologi synes det relevant, at hun er født i skorpionens tegn.

Det siges, at skorpionen “om nogen er bevidst om, at noget må dø, for at nyt kan fødes”.

Som skorpion var Plath måske også interesseret i at se, hvad der sker på den anden side af sammenbruddet og i stand til at gennemgå mange transformationer i løbet af livet for modigt at forkaste alt det, som er blevet forældet og holder den tilbage.

Hvis man læser “Glasklokken” med det in mente, kan man ikke undgå at tænke over hovedpersonens kreative tilgang til døden …

Efter Plaths død blev Ted Hughes lagt for had. Ikke mindst fordi han havde redigeret i Sylvia Plaths oprindelige udvalg i Ariel og valgt nogle fra og tilføjet andre.

Ovenikøbet “mistede” den utro ægtemand to af Sylvia Plaths dagbøger …

Den gryende feminisme var kritisk over for, at en mand skar en kvindes værk til, hvis selv samme mand direkte eller indirekte havde været skyld i hendes død.

Og da Assia Wevill i 1969 også tog sit liv, ikke alene på samme måde som Plath, men endda tog sin og Hughes’ fælles datter, fireårige Shura, med sig i døden, var han for alvor jaget vildt. Stemplet som en mand, der destruerer kvinder.

Datteren Frieda er dog af en anden mening.

I forordet til den uredigerede udgave af “Ariel”, som udkom i 2004 (året efter Plath-filmen “Sylvia” med Gwyneth Paltrow og Daniel Craig i hovedrollerne), fortæller hun, hvordan faderen støttede moderen på alle tænkelige måder, både med tid og penge, og at de arbejdede på en forsoning, da hun begik selvmord.

Og Frieda forklarer om faderens redigering af “Ariel”:

“Da min far skulle tage stilling til en udgivelse af Ariel, stod han over for et dilemma. Han var helt klar over den ekstreme vildskab, hvormed nogle af min mors digte lemlæstede de mennesker, der stod hende nærmest (…). Han ville gerne give bogen et bredere perspektiv for at gøre den mere acceptabel for læserne i stedet for at fremmedgøre dem. (…) “Jeg ville bare gøre det til den bedste bog, jeg kunne få ud af det,” sagde han.”

Med andre ord:

Det var den loyale kollega og arbejdshest, snarere end den utro ægtemand, der redigerede, samtidig med at Ted Hughes ville skåne andre for skorpionens giftige stik.

Frieda skriver videre, hvordan faren udelukkende havde respekt for moderens arbejde “på trods af, at han var et af ofrene for dets rasende energier.”

Og det piner datteren at se, hvordan hendes mor reduceres til et symbol, som andre tager patent på at vide alt om.

“Det gik op for mig, at min fars version af Ariel blev betragtet som utidig indblanding af helliggørelsen af min mors selvmord, som om man ville bevare alt, hvad der vedkom hende, som mirakuløse relikvier, som om hun var en gud.”

Plath var nemlig ikke en gud, hun var et menneske.

Og hun var, forklarer datteren, både meget jaloux, havde et voldsomt temperament og havde ligefrem to gange revet Hughes’ digte i stykker og brændt dem.

Dertil kommer, at hun med sit selvmord rev tæppet væk under sine børn.

Frieda “klarede den”. Har levet i Australien, men bor nu i Wales, er kunstner, digter, plejer ugler og har ikke fået børn.

Mens Nicholas, som heller ikke fik børn, blev biolog med speciale i fisk og flyttede til Alaska.

Han led af depression og begik selvmord som 47-årig.

Løgnen om det frie valg

Tilbage står Sylvia Plaths værker, som bliver ved med at inspirere.

“Glasklokken”, fordi den ærligt og modigt beskriver såvel psykisk sygdom som en kvindes lod i et samfund, hvor hun ikke for alvor regnes for noget, og hvor sindssyge­hospitalet som en besynderlig parallelverden opsamler alle vragresterne.

I “Ariel” er Plaths unikke erfaringer gjort eviggyldige. I et interview sidst i 1962 forklarede hun, at det var afgørende, at de personlige erfaringer blev håndteret med intellektuel disciplin, så de ikke blev til narcissisme.

“Det skal være relevant for de større ting. Såsom Hiroshima og Dachau.”

Følte hun, at hun havde nået sin yderste kant som kvinde og menneske? Turde skorpionen ikke møde sin næste inkarnation?

Faktum er, at Sylvia Plath stadig er vedkommende.

Og et af de bedste nye bud på hendes rolle som værende “alle kvinder” er svenske Elin Cullheds roman “Eufori”, som udkom på dansk tidligere i år.

Her udgør Plath en skal for alle de erfaringer, en kvinde kan rumme som datter, hustru, mor.

Ubalancen i, at man som pige er oplært til at stå til rådighed og tilpasse sig, samtidig med at man skal realisere sig selv.

Løgnen om det frie valg skaber spændinger for den, for hvem tjenerindens rolle ikke frister. Og for nogen: depressioner.

Det er den energi, vrede, styrke og sårbarhed, Sylvia Plath skrev med.

Det modige og røntgenagtige blik, hun delte ud af, uanset hvad livet bød hende. Hun var psykisk syg, men nægtede at gøres til offer, tværtimod så hun sine dæmoner i øjnene.

Brugte dem kreativt i sin skrivning og betragtede dem nøgternt som noget, hun kunne lære af.

Kaldte dem sit kald.

Nøgternheden slog hende ihjel. Men hendes stemme var tydelig til det sidste. Og derfor bliver Sylvia Plath ved med at være relevant.