Hun dissekerede sin egen skilsmisse - og kom til en erkendelse: "Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig det"

Egentlig er det paradoksalt. At Jytte Vikkelsøe, der i en alder af 72 nærmest er blevet en elsket parforholdsguru, selv foretrækker at leve alene. Men det er sådan, det må være, siger hun, og hun behøver ikke forklare sig, man kan bare kigge på hende.

For når hun taler om sin harmoniske have bag huset på Amager, stråler hun nærmest forelsket. Og når hun taler om muligheden for at vågne op ved siden af en mand, gør hun ikke.

Sammenlagt har hun været gift i 30 år. Det sidste ægteskab varede 10, hun havde regnet med resten af livet, to terapeuter med uddannelse i selvindsigt, hvor svært kan det være?

Hun røg helt ned, da det gik i stykker, overlevede ved at insistere på at trænge ind i, hvorfor det gik galt og skrev ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”, der nu er trykt i 14. oplag.

Jytte har leveret en slags nøgle til kærlighedslivet, men man kan vel sige, at hun selv har valgt at være gift med sig selv. Og hun kender sin partner bedre end de fleste …

Der er succesbogen, som grundlæggende handler om, at konflikter med partneren udspringer af barndomssår i én selv og skal opfattes som en gave. Og der er DR’s ”Hjerteflimmer for voksne”, hvor Jytte sammen med Sara Bro hver uge verbalt låser sig ind i halv- og helkendtes kærlighedsliv til gavn for både dem og lytterne.

– Jeg er altid overrasket over, når vores gæster virkelig tør åbne sig og være totalt åbne for samtalen. Det sker ikke hver gang, men når det sker, kan der opstå noget magisk.

– Vi har også lavet det som liveshow på Bremen – og fik stående applaus af publikum. Der gik det op for mig, at vi simpelthen er i gang med at skabe en tilladelse til at være nøgne og vise nøjagtig, hvem vi er på godt og ondt. At vi ikke behøver komme som det her polerede glansbillede.

– Vi er ved at gøre det til et mainstreamprojekt, at vi ikke behøver sætte det pæneste billede af os selv op på Tinder og ikke behøver skrive en halvvejs løgnehistorie, fordi den kun handler om alt det positive i os. Vi er i gang med at skabe en kultur, hvor det er helt okay at have fejl, mangler, drømme og længsler.

Da Jytte kom hjem i 2007 med en skilsmisse i bagagen efter 20 år i USA, havde hun i en årrække rejst verden rundt og undervist i terapi sammen med sin eksmand, men aldrig i kærlighedens væsen.

At hun skulle boome på kærlighedsterapi­fronten så sent i sit liv, havde hun ikke regnet med, selv om en astrolog, hun kender, engang faktisk forudsagde, at hun var en late bloomer.

– Det er helt vildt ikke? Når jeg er ude og spise med mine veninder, kommer der tit en masse cirka 25-årige hen til mig og vil have taget selfies. Altså jeg er 72! Det er fantastisk, at man kan bygge bro på den måde. Det er et kæmpe privilegium.

– Mit liv er meget enkelt, alt det, der sker for mig, er vidunderligt, men er ikke sådan noget … jeg identificerer mig dybt med. Jeg er glad for at få lov til at dele, for jeg synes virkelig, jeg har gjort mig umage, og har studeret og været nysgerrig og føler, at alt det, jeg har gjort hele mit liv, har bragt mig hertil, hvor jeg er nu. Jeg har fået så dybe indsigter i mig selv, at jeg har kunnet give det videre til verden.

Livet er forandret

Murermestervillaen på Amager er harmonisk, velindrettet, ung stil. Haven, Jyttes store passion, virker meget større, end den er, fordi hun har skabt forskellige frodige haver i haven, så man kan gå på opdagelse.

Glem alt om væg-til-væg græs, det er insekternes paradis. Og Jyttes.

– Jeg flyttede fra Nørrebro og herud, efter jeg var færdig med at skrive min bog. Jeg skulle bare have lov til at have en have og virkelig gå totalt amok i en have, inden jeg døde. Så jeg tuller rundt derude og ligger med hovedet ned og bagdelen op. Jeg bygger mit eget lille dronningerige på Amager.

Er du blevet en holden dame?

– Det har da i hvert fald forandret mit liv på mange måder.

Konflikter

Det, Jytte Vikkelsøe siger i ”Du forelsker dig aldrig i den forkerte”, er, at der er indbyggede, medfødte konflikter i et kærlighedsforhold, de er faktisk forudsætningen for selve forelskelsen, men samtidig ender de tit med at dominere forholdet negativt.

I bogen udfolder hun, hvordan de konflikter faktisk rummer et potentiale for personlig udvikling.

Hun siger, at hvis man virkelig vil udvikle kærlighed, skal man forstå, hvad konflikter handler om. At de udspringer af noget i en selv og faktisk ikke har noget med den anden i parforholdet at gøre. Det var det, hun opdagede, da hun dissekerede sin egen skilsmisse.

– Jeg ville ønske, der var nogen, der havde fortalt mig det, dengang jeg var ung. Hvis jeg havde forstået det, var jeg ikke blevet skilt. Det kan man jo ikke vide, men det tror jeg ikke.

– Jeg har det nu ikke sådan, at jeg går og græder over, at det ikke er blevet til mere, for jeg er meget meget glad for mit liv, og den skilsmisse satte gang i så meget i mig selv. Jeg ville ikke være blevet til den, jeg er, uden.

– De kampe, jeg har gået igennem, har virkelig givet mig en meget større oplevelse af mig selv. Jeg går ikke altid rundt og er lykkelig og i balance, det er der ingen, der gør, men jeg har en meget stor tilfredshed med mit liv.

Skilsmissen var hendes livs store vendepunkt. Og siden bogens succes.

– Det er, som om universet siger ”velkommen, vi vil gerne have dig til at være her, du er velkommen til at blive født og være i verden.”

Skilsmisse

I de to år det tog hende, før hun var bare nogenlunde opretstående igen efter skilsmissen, var hun, siger hun ærligt, ”hungrende efter kærlighed”.

– Jeg følte, jeg skulle hele det, der var taget fra mig. Men det viste sig, at det var en helt anden måde, end jeg forestillede mig, at det skulle heles på. Ikke ved at der kom en ny mand, der ligesom fik mig til at føle mig hel, men ved at jeg fandt frem til mig inden i mig selv. Jeg tror, det er derfor, jeg kom så helskindet igennem min skilsmisse.

– Jeg håber, at jeg aldrig skal opleve sådan noget igen, men … jeg ville ikke have undværet skilsmissen for noget som helst i hele verden. Den var fandeme barsk. Men den gav mig noget, som jeg ikke tror, jeg var stødt ind i, hvis jeg var kommet nemmere igennem livet.

Betyder det, at du har valgt mænd fra nu?

– Det er et svært spørgsmål og et, jeg bliver stillet hver uge i ”Hjerteflimmer”.

Her må vi tilbage til barndommen, for Jytte Vikkelsøe har med sig, at hun er ”en mislykket abort”. Familien stod i et økonomisk kaos, Jytte var ikke ønsket, men hun kom alligevel. Det satte sig i hendes liv som en usikkerhed: havde hun egentlig ret til at være her?

– Altså den proces, der startede i min skilsmisse, hvor jeg genoplevede hele det med, at min mor ikke ville have mig – symbolsk var skilsmissen en genoplevelse af det.

– Husk på, at som terapeut eller psykolog har man meget mere indsigt i sig selv. Jeg vidste godt, at der var en sammenhæng mellem den mislykkede abort og den symbolske gentagelse i, at jeg stod med en skilsmisse, hvor kærligheden igen blev revet over, så jeg arbejdede bevidst med det perspektiv for øje. Men samtidig kunne jeg ikke forstå, at vi ikke kunne finde ud af det sammen, det blev anledning til, at jeg begyndte at researche og senere skrev bogen.

– Jeg er typen, der bedre kan komme videre, hvis jeg forstår noget, for så har jeg en struktur at forholde mig til, mens jeg samler mig selv sammen.

Har du kontakt til ham?

– Ja, det er … altså respektfuldt. Jeg har dyb taknemmelighed for alt det, jeg har lært i de mange år, vi var gift. 10 år er en pæn sum tid, ikke?

– Jeg er mindre taknemmelig for, hvem han var i skilsmissen, det er sådan mærkeligt … bittersweet, som man siger på engelsk, for det var forfærdeligt, men på den anden side: Hvis han ikke havde opført sig på den måde, havde jeg ikke været tvunget så langt ind i mig selv.

– Så når du spørger, hvad det gør ved mit forhold til parforhold i dag, så har hele den proces gjort, at jeg er kommet så langt ind i mig selv og er blevet meget mere interesseret i mig selv i forhold til livet, det liv der næsten blev stjålet fra mig fra begyndelsen. Nu er det mig i livet, og jeg føler ikke, at jeg hverken har lysten til eller behovet for en, der ligesom står skulder ved skulder ved siden af mig.

– Jeg har været gift i sammenlagt 30 år af mit liv. Jeg ved godt, hvad det er, og hvad det kan. Been there done that. Nu er det noget andet, jeg vil bruge min sidste tid til at finde ud af.

– Jeg har ikke trangen til at vågne op ved siden af en person hver morgen. Jeg er 72 år, og gennemsnitslevealderen for en kvinde er vist 86 – og så har jeg ca. 14 år tilbage. Jeg har travlt med at finde ud af mig selv i livet. Der er så kort tid.

– Jeg vil have lov til at opleve det hele, og det er ikke på en narcissistisk måde, det er bare en fuldstændig nysgerrig måde om, hvad fanden livet egentlig drejer sig om.

Sex og accept

Bierne og blomsterne. Sex og kærlighed. Nogle gange føles det som om, sex fylder så meget i det offentlige rum, at kærligheden bliver mast i baggrunden.

– Hurra for de mennesker, der er sammen et helt liv og har sex, indtil de dør, all power to you. Men seksualitet i den rigtige kontekst handler om det begær, der skal til for at sikre menneskehedens overlevelse. I betragtning af, hvor mange mennesker, vi begærer eller bliver tiltrukket af seksuelt, er det altså lille en brøkdel af dem, vi bliver gift med.

– Sex er da sjovt, men det er kun en lille del af livet efter min opfattelse, livet er så meget større. Jeg synes, det bliver overvurderet. Og så kan jeg nok selv istemme både Jørgen Leth og Jane Fonda, når de siger, ”been there done that got the T-shirt to prove it” – det interesserer mig ikke så meget længere, som det helt store mysterium: Livet selv.

Hvordan har du det med aldringshalløjet?

– Jeg har accepteret det. 60 – da gik det for alvor op for mig, at nu var jeg ved at blive gammel. 70 – det var sådan, okay bring it on. 50’erne der … syntes jeg, at jeg var for ung til at blive gammel, jeg kæmpede virkelig imod. Med alt.

– Jeg boede i USA, havde en personlig træner, var nok i min bedste form nogensinde. Men henad vejen fik jeg det sådan, jeg gider ikke. Da jeg blev 60, erkendte jeg for første gang – og jeg snakker om mig selv, men jeg vil vove at sige, at det gælder alle kvinder – hvor meget vi kigger på os selv igennem en mands øjne. Der lovede jeg mig selv: Jeg vil aldrig mere kigge på mig selv igennem en mands øjne.

– Det er ikke noget, man bare gør med et knips med fingrene, men efter jeg blev opmærksom på det, kunne jeg godt begynde at omfavne mine rynker og kroppen og sgu da også taljemålet, jeg ikke har længere. Jeg er ligeglad i dag. Jeg vil bare gerne være sund. For jeg er stadig sulten på livet. Jeg skal heller ikke lyve og sige, at jeg ikke er forfængelig, men det er ikke sådan ”uh nu er der kommet en rynke mere”.

Det er svært for Jytte at se på kvinder, der kæmper hårdt imod:

– F.eks. sådan en som Jane Fonda er utrolig smuk, og jeg er så skuffet over, at hun ikke tør ældes. Altså hvornår får en kvinde lov til bare at være den alder, hun er? Hvad vi stakkels kvinder ikke har været igennem af selvhad, det er fandeme synd for os.

– Jane Fonda er på mange måder sådan en fantastisk kvinde, hvorfor så ikke lige her til sidst? Vis os at det er okay, fordi der er noget, der er større end udseende: Hele dig, og hvem du er.

Hvad tænker du om dine 50’ere i dag?

– Jeg tænker: ”Du kom dig over din skilsmisse. Du forsøgte at tage din power tilbage.” For når kvinder krydser 50, forsvinder de som regel ud af synsfeltet eller samfundsdebatten. Og jeg følte dybt inde i mig selv, at jeg ikke havde fået lov til at blive født endnu.

– Jeg stod helt alene i et fremmed land, familien var langt væk. At kæmpe imod aldringen var min måde ligesom at gribe det an på. Sige: Det her det er mit liv! Synes jeg, det var den bedste måde at gøre det på? Noget af det. Og noget af det var desperation og angst.

– Men jeg har ikke lyst til at være kritisk overfor mit yngre selv. Det gjorde det, så godt det kunne. Det greb, hvad det nu kunne gribe til. Er jeg glad for, at jeg ikke er der mere? Ja.

Sjæl

Hun tog hjem fra USA efter 20 år, fordi hun med egne ord var ved at ”dø” i den amerikanske kultur.

– Emotionelt. Kunstnerisk. Spirituelt. Jeg er så glad for, at jeg har boet derovre, USA har givet mig så meget, jeg aldrig kunne få i Danmark. Men så kom der en tid, hvor min sjæl ikke blev fodret mere af USA, den begyndte at blive hjemløs og lige så langsomt dø.

– På et tidspunkt var jeg i Danmark og skulle mødes med min søn på en restaurant, han var forsinket fra sit arbejde, så jeg sad bare og kiggede ud ad vinduet, og pludselig registrerede jeg sådan en fred inden i mig selv og tænkte, det var dog mærkeligt, hvad er det, der er anderledes her?

– Det gik op for mig: Øjnene glider ud over de smukke huse, og måden vi indretter os på i Danmark og samtidig … hvordan så meget i USA er grimt. Det er billboards. It’s in your face med grimme ting. Altså usmukke ting. Det er meget hele kulturen. Hvor materialistisk USA også er.

– Jeg oplevede i situationen, hvor meget kunst og skønhed er påskønnet i Danmark. Og så havde jeg det sådan: Wauw, jeg er nødt til at undersøge det her. Jeg må tilbage og undersøge mine rødder.

– Jeg elsker Danmark, det er et privilegium at være her. Jeg synes også, der er meget, der er åndssvagt og dødssygt, men jeg elsker at være her.

Dødelig

Der er mindre liv tilbage, end der har været. ”Er du bange?”, spørger jeg. Svaret overrasker egentlig ikke:

– Nej. Jeg er 72, og det er bare sådan, det er. Det meste af livet lever vi jo, som om vi er udødelige, men når man krydser de 60 og i virkeligheden nok også de 50, ved man godt, at man ikke er udødelig. Man er dødelig. Det vigtigste er, hvad jeg vil nå i den tid, jeg har tilbage.