Hun drømte om noget radikalt anderledes. Så købte hun en togbillet, der ændrede alt

Fingrene med de lange, sortmalede negle bevæger sig elegant foran hendes krop, mens hun taler. Det er som om, hendes ord kommer ud gennem hændernes bevægelser.

Performancekunstner Zahna Siham Benamor er klædt i sort, og hele hendes fremtoning har noget poetisk over sig – selv på en råkold eftermiddag på en café på Nørrebro.

Siham taler med en nærmest messende rytme i sproget, og hun bruger hele kroppen til at fortælle sin dramatiske livshistorie om at vokse op i Sydhavnen i en traditionel muslimsk familie – med et stærkt behov for at leve sig selv og sine drømme ud.

– Jeg måtte overleve lang tid på et håb om, at der fandtes noget bedre til mig et andet sted. Jeg havde rigtig svært ved at vælge mig selv til, men til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg måtte RIVE friheden til mig. Det var voldsomt og grænseoverskridende - både for mig selv og for min familie, fortæller Siham. Så ringer hendes telefon.

– Sorry, jeg er lige nødt til at tage denne her. Siham rejser sig hurtigt op og svinger dynejakken over skulderen for at gå ud på gaden og tale i fred.

– Det var min mor, der ringede for at bede om hjælp til at rykke en sofa. Det vil jeg selvfølgelig gerne, forklarer Siham, da hun kommer tilbage til cafébordet.

– Forholdet til min mor har været ustabilt, siden jeg løb hjemmefra og efterlod alt for et tog til Paris. Mine drømme var radikalt anderledes end min mors forventninger til mig, og i lange perioder har vi ikke været på talefod. Men det er som om, at min mor alligevel ikke kan give slip på mig – og jeg kan heller ikke give slip på hende, lyder det med at lille smil fra Siham.

En livstromme

Zahna Siham Benamor har i løbet af det seneste år høstet stor anerkendelse som performancekunstner ved at skabe det, hun kalder lydpoesi.

– Det er nyt for mig at kalde mig selv kunstner, fortæller Siham, der er uddannet i socialvidenskab fra Roskilde Universitet og gennem en række år har lavet socialt arbejde på blandt andet kvindekrisecentre og Mændenes Hjem. For et års tid siden blev hun sygemeldt efter et overfald på Mændenes Hjem, og under pausen fra arbejdslivet fandt Siham ind til sin kunstneriske stemme.

– Det var som om, der var noget i mig, der bare gerne ville UD, fortæller Siham om sin særlige stil, hvor hun blander poesi, bevægelse og nordafrikanske rytmer og tager publikum med på en rejse, hvor hendes egne oplevelser som dansker med algeriske rødder flettes ind i større temaer som feminisme, antiracisme, antikolonialisme, liv, sorg og glæde. Siham smiler, da jeg nævner, at hun i magasinet Kunstkritikk er blevet sammenlignet med den afdøde poet Yahya Hassan.

– Det ser jeg som et kæmpestort kompliment – og jeg tror, det handler om, at Yahya Hassan og jeg begge har rytmen i os. For mig kommer skriften og poesien ud gennem kroppen, og det er befriende for mig, at min krop har en lyrik.

– Jeg viderefører en tradition af rytmer, som ligger intuitivt i mig, som arabisk kvinde. En livstromme, der minder mig om, at jeg tilhører nomadefolket, der gennem tiderne har vandret gennem ørkenen for at finde vand, fortæller Siham.

”Hvis kildevandet løber frit et sted, så find modet til at tage derhen”, lyder det i et af Sihams lydpoetiske værker.

– Der ligger en dyb menneskelig drivkraft i at søge derhen, hvor håbet og drømmene bor. Det er noget, vi alle sammen gør – når vi går fra en kæreste, fordi forholdet er visnet. Eller når vi skifter job eller flytter til en ny by. Det er også den drivkraft, der får mennesker til at migrere – håbet om, at livet vil blive bedre et andet sted, siger Siham. Og tilføjer:

– Men det at gå efter drømmene kan også være forbundet med smerte. Håbet kan være der, og håbet kan være tabt på samme tid – for nogle gange ender rejsen godt, og andre gange gør den ikke. Men jeg synes der er noget smukt i, at vi alle sammen har denne her kraft i os.

En splittet historie mellem Frankrig og Algeriet

Zahna Siham Benamor har algerisk baggrund og er født og opvokset i Sydhavnen i en traditionel muslimsk familie. Begge hendes forældre kom til Danmark fra Algeriet i 1970’erne.

– Jeg kommer ikke fra en økonomisk ressourcestærk familie. Mine forældre var ikke i stand til at arbejde på grund af de mén, de havde fået af den franske kolonitid. Det bidrog til et turbulent familieliv – men samtidig var der også meget liv, lyst og melankoli i mit barndomshjem, fortæller Siham.

– Min mor kunne godt lide at sætte kassettebånd med algerisk musik på, og så dansede hun hypnotiserende rundt i stuen – som om musikken fik hende til at glemme sorgen og savnet efter hjemlandet i en lille stund. Min far drømte stort, mens han røg cigaretter og nynnede i køkkenet, og som en troubadour fortalte han om alt det fantastiske, der ville ske i fremtiden.

Sihams far kom fra Algeriet til Frankrig som 13-årig og blev fransk statsborger, og derfor kunne Siham og hendes søskende få et legat til at gå på Den Franske Skole i København.

Allerede som treårig kom Siham ind i det franske skolesystem, og hele hendes skolegang foregik i en fransk elitær boble midt i København.

– Det har præget mig på virkelig mange måder. Jeg kom fra et arbejderkvarter i Sydhavnen med betydelige sociale udfordringer og gik i skole blandt diplomatbørn, og jeg kom også fra Algeriet, hvor Frankrig har været en brutal kolonimagt. Det har givet mit liv en splittelse, jeg ikke kan løbe fra.

– På den ene side har den franske kultur - og især fransk litteratur - formet og inspireret mig. Jeg var besat af eksistentialisme fra en tidlig alder, og der har givet mig en kompromisløs søgen efter frihed, siger Siham.

– Og på den anden side har jeg ofte følt, at jeg slet ikke passede ind. At jeg skulle indrette mig efter en fransk overklasse og kultur, som så ned på min klasse og min baggrund. Da jeg gik på Den Franske Skole, spurgte jeg ofte mig selv: ’Skal jeg være en anden for at lykkes?’, lyder det ærligt fra Siham.

Børneballade med Apolonia

Som otteårig mødte Siham et menneske, der fik stor betydning for hendes videre vej i livet. Apolonia Sokol, der i dag anses for en af tidens vigtigste samtidskunstnere, startede på Den Franske Skole.

Apolonia var vokset op i et undergrundsteater i Paris, blandt kunstnere, systemkritikere og politiske flygtninge fra Nordafrika og Algeriet.

– Apolonia kom direkte fra teatret i Paris, hvor dissidenter blev fejret og hvor modstand blev set som en drivkraft for at skabe kunst. Helt intuitivt klistrede vi os fast til hinanden og fandt sammen i et rebelsk fællesskab. Vi lavede en hel masse børneballade - telefonfis og sådan noget, griner Siham. Og tilføjer:

– På et dybere plan tror jeg, at vi spejlede noget i hinanden. En trang til at skabe vores egen vej, selvom det ville blive mødt af modstand. Gennem Apolonia forstod jeg, at det, jeg troede, jeg skulle gemme væk, var det magiske og vigtige ved mig. Vi har begge to det rebelske i os, siger Siham, der stadig er tæt knyttet til Apolonia og har været model på flere af hendes oliemalerier.

At tænke frit

Da Siham trådte ind i teenageårene, blev det pludselig meget tydeligt, at hendes rebelske side ikke var velset i familien.

– Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg fik min første menstruation og blev et køn. Med det samme var der en masse krav til, hvordan jeg skulle opføre mig. Kravene kom fra mine ældre søskende og min mor, fortæller Siham. Og uddyber:

– Min familie har altid været grundsplittet. Min far – der desværre gik bort i 2018 – var meget liberal, både i tækning og væremåde. Han sagde ofte til mig: ’Siham, du skal gøre lige, hvad du har lyst til’. Men min far havde en meget ustabil tilværelse gennem min opvækst. Han kom og gik, så det var min mor, der stod for opdragelsen.

Da Sihams storesøster valgte at dække sit hår med et tørklæde, blev der lagt pres på Siham for, at hun skulle gøre det samme.

– I mine tidlige teenageår havde jeg udviklet min egen selvstændige tænkning, og jeg kunne bare mærke: ’Det har jeg ikke lyst til’. Jeg kan huske, at jeg var ude og gå en lang tur med min søster, hvor jeg sagde til hende: ’Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud på samme måde, som du gør’, og hun var bare sådan ’Hvad ER det, du siger!’ Det var tydeligt, at sådan noget måtte jeg ikke engang tænke.

Med ét oplevede Siham, at der blev sat en masse restriktioner op for hende, og når hun alligevel så sit snit til at snige sig ud i ungdomslivet, faldt hammeren, når hun kom hjem.

– Jeg er muslim – og jeg holder stadig fast i min religion og kultur. Problemet for mig var kulturen i min familie, hvor der ikke var plads til at eksperimentere med andre tankegange. At have valg er alfa og omega for mig, og det, at jeg ikke engang måtte tænke frit, var ødelæggende for mig. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg vidste, at min sjæl ville dø, hvis ikke jeg kom væk.

På jagt efter friheden i Paris

Da Siham var 20 år gammel, købte hun en togbillet til Paris og tog afsted.

– Jeg rejste afsted for at finde friheden og leve mig selv ud. Min far hjalp mig med at løbe hjemmefra - han boede i Frankrig på det tidspunkt, og han fortalte min mor, at jeg skulle bo hos ham. Så min mor vidste ikke, at jeg var taget alene til Paris.

Under sit ophold i Paris gik Siham på universitetet.

– På det tidspunkt læste jeg på Roskilde Universitet, og jeg fik arrangeret en udveksling til et universitet i Paris. Jeg boede i Paris i otte måneder – og fik mine første erfaringer med at være alene og ikke have nogen grænser for, hvad jeg måtte eller ikke måtte, siger Siham.

Det må have givet en kæmpe frihedsfølelse?

Både- og. Paris var en fantasi om frihed, og jeg fik min allerførste erfaringer med mange ting dér. Over for mine medstuderende lod jeg som om, det var det mest naturlige i verden for mig at tage til fester eller snakke om drenge – og ja, det var var vildt befriende at være på lige fod med alle de andre, siger Siham og blive stille et kort øjeblik, inden hun taler videre.

– Men i virkeligheden er det hårdt at søge friheden. Jeg gik rundt med en følelse af at lyve om, hvem jeg egentlig var. For mig kom friheden med den pris, at jeg skulle lukke døren til det, jeg kendte – og det er der noget meget voldsomt i at gøre.

– Min frihed er tæt forbundet med sorg, fordi forholdet til min mor og flere af mine søskende gik i stykker. Og jeg bærer stadig på en skam over, at jeg ikke kunne leve op til min mors drømme om, hvordan jeg skulle være, siger Siham.

Dybt forbundet til den algeriske kultur

Efter otte måneder vendte Siham hjem til Danmark igen – til en meget vred familie.

– Jeg havde smagt på friheden og kunne ikke gå tilbage, så det store brud kom, da jeg kom hjem fra Paris. I dag har jeg kun kontakt med min lillesøster og min mor. Mine brødre og resten af min familie kunne ikke acceptere, at jeg vil leve mit liv på min egen måde, lyder det ærligt fra Siham.

Et af Sihams lydpoetiske værker hedder ’At efterlade alt for et tog til Paris’ – og det er rettet mod alle, der drømmer om at rejse væk - i et håb om, at livet vil blive bedre et andet sted.

– Mit håb gjorde, at jeg satte mig ind i toget til Paris – men det fik mig også til at lide. Så der ligger både en befrielse og en smerte i at jagte friheden. Man vil gerne rejse, løfte sig og tage et andet sted hen – men det er også det, der gør ondt. Den kontrast synes jeg er vildt spændende at dykke ned i, siger Siham. Og uddyber:

– Jeg føler mig dybt forbundet til den algeriske kultur, og jeg har en kæmpe kærlighed til og loyalitet over for min kultur. Og en kæmpe kærlighed til min familie. Men jeg har også andet i mig – det danske frisind og behovet for at udtrykke mig frit. Og den franske kultur. Min væren i verden er mellem de tre steder. Jeg kan ikke sige, hvad jeg er mest – for jeg er det hele, og det er uretfærdigt at blive sat i en situation, hvor man skal vælge.

Har du så fundet det sted, hvor kildevandet er?

– Nej, ikke helt – for jeg føler stadig, at jeg er på en rejse. Jeg kan på mange måder spejle mig i Yahya Hassans historie. For hvordan overlever man som poet i en verden, der har splittet én? Jeg har mange gange tænkt: ’Jeg skal ikke ende i rendestenen, jeg vil ikke blive ødelagt.’

– Og jeg arbejder stadig med at finde en lethed i at være i tvivl, træde forkert og prøve sig selv af. For mig er lydpoesien et sted, hvor jeg på en fri og legende måde kan komme ind til nerven i, hvad det vil sige at være et menneske, der har kontrasterne i sig, siger Siham og holder en lille pause.

– Det har formet min poesi at være vidne til livet i eksil, der udfoldede sig i lige store dele sorg, smerte, drømme og fantasi – og jeg synes, det er helt vildt smukt at se spejlingen i min og min forældres historie. At min søgen efter frihed og et bedre liv er den samme som deres, men under andre omstændigheder. Som dem er jeg landet et sted mellem sorg og drømme.

– Og jeg drømmer stadig om en hel masse ting – for der er ikke nogen gode grunde til at holde sig fra drømmene.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: