Hun droppede sit forskerjob. Nu bor hun på 65 kvm og er gældfri
Foto: Jonna Fuglsang Keldsen
Det bæredygtige træhus har Helle Hestbjerg selv bygget. Det tog fem år. Selvfølgelig har hun fået hjælp, men det meste af træarbejdet har hun selv stået for. Så i dag er hun gældfri og har ikke de kreditforeningslån, de fleste husejere må budgettere med.
Hendes lille kuglehus på 65 m² i økosamfundet Friland på Djursland hedder Cirkelinebo, fordi det næsten har form som en cirkel.
Helle Hestbjerg, der fylder 60 år til august, har boet på Friland siden opstarten for 22 år siden. Hun forlod dengang en forskerkarriere inden for mikrobiologi for at blive selvstændig og bygge et nyt liv op i Friland sammen med mand og børn. Her kunne hun realisere drømmen om at gøre hobby til erhverv og få mere tid til familien.
Ekstra gevinster var at bygge i harmoni med naturen, fokus på affald og spildevand og fællesskabet med fælleshave og indkøbsforening.
– Jeg forsøger at leve efter mine livsværdier, som jo blandt andet er bæredygtighed. Måske er det lidt et floskelord efterhånden. Jeg er ikke på nogen måde fanatisk, men jeg prøver at minimere mit C02-forbrug, har købt en elbil og forsøger at undgå at flyve, selv om det ikke altid er muligt, siger hun.
Trangen til at skulle på sol- eller skiferie er nu også fordampet. Det er ikke sådan, at Helle Hestbjerg oplever det som opofrelse, men de ændrede drømme til hænger også sammen med den måde, man tænker på, forklarer hun. Hvad er behov, og hvad er vilje og ønske?
– Jeg lever vegetarisk og spiser lidt fisk, forsøger at begrænse spild og køber lokalt, når det er muligt. Jeg søger at kunne gøre en forskel ved at bruge mig selv og mit liv. På grund af de valg, jeg har taget i mit liv, sidder jeg nu uden en husleje og med meget få faste udgifter, siger Helle, der flyttede ind i sit hus i september 2020.
Polynesisk filosofi
Livet i økosamfundet passede godt ind i det, Helle ville med sit liv. Ikke mindst at arbejde for mangfoldighed og balance mellem mennesker og natur. Og så dannede Friland en god ramme for Helle til at praktisere den polynesisk-inspirerede filosofi MA-URI, som hun var bidt af.
– En del af MA-URI-uddannelsen er bl.a. walk your talk. Det betyder bare, at det, du siger og udtrykker, også er det, du skal handle efter. Her på Friland var og er der gode muligheder for at udleve den livsfilosofi, siger Helle Hestbjerg.
Hun understreger, at der på ingen måde er noget helligt i det.
– Det kan komme til at fremstå, som om jeg bare har mulighed for at gøre det hele. Og det hverken kan eller gør jeg jo. Der er masser af kompromiser hele tiden.
Et langsigtet valg
Siden skilsmissen i 2013 har Helle boet alene på Friland. Hendes tre børn er voksne, og hun har to børnebørn, som faktisk bor kun to huse væk. Hendes eget hus er bygget af naturmaterialer, har lergulv, genbrugstræ på væggene og lerpuds på de andre vægge.
Der er muslingeskaller i gulvet, og ålegræs i væggene. Bjælkerne er fra et lokalt savværk, ellers er det genbrugstræ fra et nedrivningsprojekt. Det har kostet hende omkring 375.000 kr. alt i alt.
Opvarmningen med en masseovn er meget effektiv, og Helle kan selv skove træet i skoven lige bagved.
– Det er billigt at bo her, fordi jeg har valgt at bygge huset selv og har bygget det rigtigt billigt af natur- og genbrugsmaterialer og investeret fem år i det. Det skal jo også være en del af regnskabet.
– Det er jo ikke noget, jeg lige er dumpet ned i. Det er et langsigtet valg, jeg har taget. Og det er sådan, jeg faktisk gerne vil have mine rammer skal være. Og det tog så fem år at få det manifesteret, fortæller hun.
Hun skyder på, at det koster hende 1.500 kr. om måneden at bo i sit cirkelhus. Det inkluderer forbrug, ejendomsskat og forsikringer. Hun deler rensningsanlæg med ni andre jordlodder på Friland, men får grøn strøm og vand igennem de traditionelle selskaber.
En del af sine grøntsager henter hun i sin egen permakulturhave, og resten hos en anden frilænder, som har en større en af slagsen. For det betaler hun et fast beløb om året.
Et nyt kapitel
Helle Hestbjerg synes, det er er privilegium at være her i livet, hvor hendes tre voksne børn er godt i vej, og børnebørnene bor tæt på.
– Jeg er en af landets heldigste kvinder. At bo her med al den frihed til at gøre det, som jeg synes, er vigtigt. At jeg kan involvere mig i alt det, der giver mening. Det er da total luksus, siger hun og pointerer, at hun egentlig ikke har forvaltet sit liv hensigtsmæssigt.
– Der er jo masser af andre på min alder, som bor gældfrit i et parcelhus, som de har købt for 35 år siden. Med de sving, mit liv har taget, har jeg bestemt ikke haft nogen god økonomi med mig og er slet ikke gået efter at have en god, stabil indtægt.
– Jeg har i mange år levet af en indtægt fra min selvstændige virksomhed, som lå under, hvad en understøttelse ville have været, og har kun kunnet det, fordi jeg har boet i pavilloner og skurvogne, mens jeg har bygget.
Som selvstændig har Helle gennem en lang årrække holdt kurser, foredrag, samtaler, kropsterapi og haft klinikvirksomhed.
Hun lukkede sit firma helt ned i 2020 blandt andet på grund af coronanedlukningen, og fordi hun havde overbelastet sin ankel voldsomt i slutspurten af byggeriet af huset.
– Jeg har holdt mange danseworkshops med fokus på kroppen og selvudvikling baseret på krop, bevægelse og bodywork. Det kunne jeg ikke længere, og mens jeg genoptrænede min ankel, gik det op for mig, at der var noget, der kaldte mere. Det føltes, som om det var tid til et nyt kapitel, siger hun.
Den gode mavefornemmelse
Helle Hestbjerg har alle dage været optaget af, hvad der motiverer hende, og hvad hun lader sig begrænse af og hvorfor.
Efterhånden er hun blevet god til at tillade sig selv at være i en proces, hvor intuitionen nærmest overtager styringen, og hvor den gode mavefornemmelse indfinder sig. Hvor hun lægger mærke til, hvad det er, der hele tiden banker på.
– Jeg har igen og igen, både i husbyggeriet og med mit nye job, oplevet, at når det føles rigtigt både i kroppen og tankerne, så lukker livet dørene op.
Helle, der oprindeligt er uddannet biolog, kunne mærke, at det igen var tid til at bruge hovedet, og derfor har hun genoptaget sin karriere som forsker og er i dag projektleder på Teknologisk Institut i Aarhus, hvor hun arbejder med den grønne omstilling af landbruget.
Sammen med gode kolleger arbejder hun i øjeblikket på at få et projekt hjem, der handler om at dyrke brændenælde som en potentiel ny fødevare. At bidrage til den grønne omstilling både privat og arbejdsmæssigt føles som en form for kald for hende.
– At det hele faldt på plads, ligesom med jobbet, har jeg oplevet igen og igen. Også med byggeriet af mit hus. Alting er kommet dumpende på de rigtige tidspunkter. At kunne gå med flowet er nok en vigtig faktor i mit liv.
Helle aner ikke, om hun altid skal bo på Friland. Hun er med på at flytte herfra, hvis det er dét, livet byder på, men kan også se sig selv blive gammel her.
– Bare det giver mening, og det giver mening nu at være her på Friland. At kunne bidrage her, trække et læs i fælleshaverne og ude på fællesarealerne og stå for nogle fællesspisninger, få ting til at ske. Alt sammen noget, jeg har gjort meget tidligere, men som jeg holder pause med, fordi jobbet i disse år tager tiden og energien.
– Livet har lært mig, at jeg ikke kan vide, hvad der sker i morgen, og det behøver jeg heller ikke.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 24/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.