Hun har et spørgsmål, alle kvinder burde stille sig selv

Egentlig er mennesker som alle andre pattedyr. Når der sker noget uventet og potentielt farligt, reagerer vi enten ved at flygte, fryse på stedet eller ved gå til angreb.

For Liv Utzon er der også en fjerde smutvej. Man kan jo faktisk lige sige hej, invitere problemet på en kop te og se, om man ikke kunne finde en vej videre sammen.

Den er der nemlig altid, vejen videre, i det utzonske univers. Også når man falder og slår sig og har ondt af sig selv og egentlig bare godt gad at blive bekræftet i, at alt er helt vildt uretfærdigt og synd.

Så gælder det om at holde snuden i sporet og se at komme videre. Sådan er det med livet, med badeænder og med Liv. Op igen og videre mod nye højder.

– Jeg ved faktisk ikke, hvor al den optimisme og lethed kommer fra. Jeg har det bare bedre, når jeg hygger i flok, end når jeg bekymrer mig alene. Så enkelt er det.

– At jeg også har slået mig så eftertrykkeligt på livet, er bestemt ikke nogen hemmelighed. Men mine knubs er jo bare en lille del af mig.

– Jeg tager simpelthen bare ikke mig selv og livet så tungt. Det har jeg aldrig gjort. Jeg er mere sådan ”Nå! Ok! Hvad så nu? Videre!”.

– Selvom jeg grundlæggende er et rodehoved indeni og har svært ved at koncentrere mig om planlægning og struktur, så finder jeg altid intuitivt ud af et eller andet, som kan lade sig gøre midt i alt det besværlige. Og så er man jo allerede så småt på vej væk fra problemet.

– Det lyder lettere sagt end gjort. Det er det måske også. Men jeg kan godt. Give slip, komme videre og det er jeg egentlig ret stolt af at kunne.

Mennesker skal have det godt

Efter et turbulent år med både flytning, sygdom og dødsfald alt for tæt på, er Liv og teenagedatteren Bartholine så småt landet på begge fødder i den smukkeste lejlighed i hjertet af Frederiksberg.

For dér, hvor Liv er, skal det være skønt at være.

– Jeg vil altid prøve at skabe skønhed omkring mig. Uanset om det er i en campingvogn eller en stor luksusvilla. Jeg ved om mig selv, at jeg er god til at skabe hygge og gøre det fint omkring mig, men jeg ved også, at det er mennesker og ikke rammer, der skaber liv. Det skal man altid huske.

– Her bor jeg godt og smukt, synes jeg selv, siger Liv, der, som hun udtrykker det, er glad for ”at være i hak igen”.

– Min mor, der altid har været min støtte og mit kompas i livet, døde tidligere på året, og jeg har simpelthen sejlet uden anker siden.

– Nu kan jeg så småt mærke mig selv igen og glæden ved at indrette og gøre det godt omkring mig. Vende blikket ud ad igen. Mennesker skal have det godt, og så skal der være dejligt omkring dem, så øjet kan finde ro.

– Jeg er absolut ikke så rig, at jeg kan købe mig til det. Men jeg er god til at få ting og egentlig også mennesker til at se godt ud. Det er min rigdom i livet.

Grundtanken om at dele ud af sine talenter, og om at alle mennesker skal have det godt, inspirerede Liv Utzon til at gå helt egne og utraditionelle modemæssige veje, da hun efter konkurs, efterfulgt af et katastrofalt og nærmest surrealistisk retsligt efterspil, hvor hun blandt andet mistede retten til sit ”gamle” navn og måtte kalde sig Liv, besluttede sig for at præsentere verden for My Little Curvy Love.

My Little Curvy Love er med hendes egne ord, ”et brand og en filosofi, der viser og giver kurvede kvinder den respekt og kærlighed, de fortjener”.

Ud af dét spirede et kvindefællesskab på mylittlecurvylove.com, som er onlinebutikken og forum for Utzons kunder. Ideen om, at alle har ret til at føle sig moderne, klassiske, seje og sexede, landede på et særdeles blødt punkt hos alle de kurvede kvinder, der pludselig følte sig set. Og sexede.

At have rigtig indflydelse

Det gik hurtigt op for Liv Utzon, at hendes målgruppe var lidt ud over det sædvanlige.

At der var en stor forløsning i at kunne være del af et fordomsfrit og omsorgsfuldt kvindeligt fællesskab med afsæt i noget så enkelt som tøj.

– Jeg er først og fremmest designer. Det er min ting. Men lige fra dag ét begyndte folk at skrive til mig. Fortælle mig deres personlige historier og dele deres sorger og glæder.

– Nu er jeg faktisk endt der, hvor jeg svarer på henvendelser omkring to timer hver dag. Jeg giver råd med afsæt i min faglighed, livserfaring og sunde fornuft. Jeg er ikke psykolog, men jeg elsker mennesker, og hvis jeg kan gøre en forskel for dem i arbejdstiden, er det en ære.

– Det kræver mod at stå ved sig selv og sine svage sider. Men jeg tør godt, fordi jeg tør at være sårbar. Der findes altid en vej, måske ikke den lige vej, men en vej. Tænker man sådan, kommer modet.

– Det prøver jeg at få med i hvert eneste råd, jeg giver: ”Prøv nu bare. Gør noget nyt, og elsk dig selv for det. Det værste, der kan ske, er, at det går helt vildt dårligt, og så må du bare prøve noget andet.”

– Det påvirker folk, når man siger sådan. Nogle provokerer det. Det er jeg meget bevidst om, og det lever jeg så med.

Kvindelig styrke ind med modermælken

At kvindefællesskaber er særligt stærke, har Liv Utzon mærket i sit eget liv, fra hun var helt ung.

Som den næstyngste i en pigeflok på fire, var hun fars pige, lige til han døde alt for tidligt, da hun var 18 år.

Liv Utzon er oldebarn i Danmarks fineste buntmagerfamilie A.C Bang, som uddannede pels- og buntmagere i mange år.

Hendes far ønskede at bryde arven og drømte om at slå igennem som kunstner og skuespiller, men endte som fabrikant, mens Liv Utzons tyske mor åbnede butik, hvor hun solgte de fineste skind og pelse fra sin butik i Aarhus.

– Jeg kan stadig lukke øjnene og huske lugten af rå minkskind i entreen. Da jeg blev 18 år, fik jeg valget mellem et kørekort og en vaskeægte abepels. Det lyder jo helt sindssygt i dag.

– Men ja, selvfølgelig valgte jeg pelsen og lod mig køre rundt på bagsædet af andres biler, som den diva, jeg var. I larmende abepels og med hele verden foran mig. Det var en kæmpestor sorg, da min far blev syg og døde.

– Min seje mor stod alene tilbage med helt unge, udeboende døtre og to rollinger – mig og min mindste søster – hjemme. Jeg har så stor respekt for og kærlighed til den rollemodel, som hun gennem hele livet var for mig og mine søstre.

– Hun rejste sig, stod fast og blev stående. Hun holdt ud og godt fat i os alle fire på samme tid. Min mor var en helt fantastisk kvinde, som jeg er stolt af at være datter af. Fra hende har jeg min stædighed og udholdenhed.

Altid forrest i livets rutsjebane

Liv Utzon afslørede tidligt i livet et usædvanligt og autodidakt talent for at tegne.

Faktisk for godt til at blive elev, mente Kunsthåndværkerskolen i Kolding, som i stedet anbefalede Utzon at lære designhåndværkets mange teknikker på den anerkendte private mode- og designskole Margretheskolen i København.

– Jeg elskede min skole. Men det var en privat betalingsskole, og måske derfor har jeg sidenhen i livet følt mig lidt som en snyder.

– Som om jeg ikke var en helt fin nok designer, og at jeg på trods af designpriser og af, at jeg er optaget som den første nulevende designer i Kraks Blå Bog, ville blive afsløret.

– På dårlige dage går jeg stadig rundt med halen lidt mellem benene, hvilket jo er skørt. Balancen mellem selvværd og selvtillid, kan selv alverdens priser og ros fra andre ikke give, den skal man finde i sig selv, og den kommer jeg nok til at lede efter resten af livet.

– Det arbejder jeg stadig lidt med indeni, og sådan er det nok bare. Og måske er det også derfor, jeg gør mig så umage og arbejder alt for meget.

Først som 41-årig blev Liv Utzon mor til Bartholine, som i dag er 15 år. De to og hunden Bent er det perfekte bofællesskab lige nu.

– Bartholine er mit livs største gave. At hun blev enebarn, var bestemt ikke meningen. Jeg var bare rigtigt sent ude lige der, for jeg arbejdede og glemte at få børn, og da jeg så ville, var det svært.

– Bartholine og jeg har efterhånden været familie alene sammen i mange år, og det er godt for os. Jeg har det fint med at være mig og min datter nu, men jeg vil gerne bo sammen med en dejlig mand senere i livet, tænker jeg.

I det hele taget er Liv Utzon ikke færdig med at møde nye skønne mennesker.

– Vi har masser af venner, familie og kærlighed i vores liv, og det er jeg så taknemmelig for. Men jeg ved også, at det er fordi, jeg synes, det er så vigtigt, at man bevarer sin nysgerrighed og åbenhed over for nye mennesker, at det er sådan.

– Det er aldrig for sent at møde verdens dejligste menneske, kæreste, veninde, nabo eller bare en god kammerat på farten. Men det kræver, at man tør kigge op, smile og sige hej til nogen, man ikke kender en gang imellem.

– Det kan jeg varmt anbefale at prøve, også selv om det kan føles grænseoverskridende og provokerende.

Hvor vigtig tror du egentlig, du er?

At provokere til positiv handling er ikke så fjernt for Liv Utzon, når hun taler med andre kvinder.

Faktisk mener hun af et kærligt hjerte, at vi kvinder bliver nødt til at slappe lidt af, fordi vi ganske enkelt hæmmer os selv på grund af vores selvoptagethed.

Hvilket nok for de fleste kræver en forklaring.

– Jeg vil virkeligt gerne gøre op med den kvindelige selvdestruktive og selvoptagede egoisme. Vi kvinder har en tendens til at pylre og nedgøre os selv, og det er altså vildt uinteressant og usexet.

– Jeg gør det også selv. Men jeg prøver virkelig at tvinge mig selv til at lade være. Lad mig give et eksempel. Solen skinner. To store, smukke spanske kvinder står i badetøj i vandkanten og griner og snakker sammen. Så bader de og går tilbage til deres tæpper.

– To flotte, store danske kvinder står hyldet i gevandter fra top til tå og gemmer sig bag et ishus. Pludselig slår de over i akut trav, pløjer stranden op og krabber sig ned i vandkanten, hvor de gemt bag håndklæder smider kjolerne, dækker for hinanden og kaster sig i vandet. Hvorefter de gentager hele postyret baglæns og gemmer sig bag ishuset igen. Hvad skaber mest opmærksomhed?

– Det giver jo ikke mening. Det er varmt, svøm en tur. Længere bør den ikke være. Det er det, jeg mener med selvoptagethed. Andre mennesker er faktisk rimeligt ligeglade med din krop.

– Det kunne du godt lære noget af og så se at komme i baljen. Det provokerer, når jeg taler sådan. Men det er som om, at jo større kvinder er, jo mindre vil de ses.

– Det vil jeg lave om på og et godt sted at starte, er at lade villateltet blive i garagen, når der skal vælges tøj.

– Alle kroppe har vinkler, der skal fremhæves og udfordringer, der kan afhjælpes med snit og gode materialer. Det er det, jeg mener med alle kvinders ret til at føle sig moderne, klassiske, seje og sexede.

– Faktisk er der intet mere usexet og uinteressant end unødvendig selvmedlidenhed. Det er i langt de fleste tilfælde ikke synd for dig, at du har den krop, du har. Men det er synd for dig, hvis det er det eneste, du er optaget af. Du er så meget mere.

– Vi skal virkeligt øve os i at lade os selv være i fred. Vi skal være gode til at tage imod komplimenter. Lære at sige tusind tak og være taknemmelig for de roser, vi får.

– Det gør jeg mig umage med selv at kunne, og det råber jeg op om, indtil alle dejlige damer hører efter og begynder at tænke mere på andre end på deres kroppe. Det er vigtigt.

Liv Utzon er 175 cm høj og bruger størrelse 44-46, så egentlig lagde hun ”bare” to og to sammen og gjorde det helt logiske.

Hun skabte en kollektion, hun selv ville elske at gå i. Hun spurgte på sine sociale medier, om der var andre, ”der skulle have noget med, når hun nu gik i produktion”, så at sige.

Responsen var overvældende.

Mere end 6.000 positive tilkendegivelser på 48 timer gjorde, at hun sprang ud på det allerdybeste én gang til.

– Det er som om, My Little Curvy Love er meningen med min karriere frem til nu. Alt, hvad jeg har brændt for og lært om mig selv på vejen, kombineret med mine livsværdier, kan jeg udtrykke nu.

– I mine kollektioner og i dialogen med det mest kærlige og omsorgsfulde kvindelige fællesskab, som jeg nogensinde har været en del af.

– I forhold til min egen krop, har jeg aldrig haft det bedre. Jeg tager mig selv alvorligt og er igen blevet bekræftet i, at selv når livet opfører sig allerværst, så går det alt sammen.