Kvinder må tit ikke være vrede. Og det er en kæmpe fejl

Er du egentlig selv en sur midaldrende kvinde?

Vi sidder i 55-årige forfatter Katrine Marie Guldagers køkken, da spørgsmålet flyver ud af min mund.

Guldager kigger først overrasket på mig. Så lader hun langsomt blikket vandre ud i haven som for at finde svaret et sted derude.

Jeg mærker en nervøs trækning i min venstre mundvig, som jeg forsøger at skjule med min kaffekop. Jeg skæver til forfatteren, og pludselig ser jeg en ændring i hendes blik. Som er hun stødt på et minde derude i haven, der får øjnene til at lyse.

Det viser sig netop at være tilfældet.

– Der, hvor vi boede før, var der nogle fædre, der cyklede over fodgængerovergangen i deres store christianacykler, siger hun så.

– Og det er da sket mere end én gang, at jeg har råbt lidt ad dem, for jeg synes ikke, det er i orden, at de lærer deres børn, at man ikke behøver at tage hensyn til andre mennesker.

Så smiler hun skævt:

– Så ja, nogle gange er jeg faktisk lidt en sur midaldrende kvinde. Men det er selvfølgelig lidt en trættende rolle at have, for der er aldrig nogen, der siger tak. Tværtimod.

Jeg har sat Katrine Marie Guldager stævne for at tale om sure, bitre kvinder. Hendes nye roman, “Birgithe med th”, handler om Birgithe, som er sådan en type, der ikke bærer over, men bærer nag.

Birgithe er folkeskolelærer og mor til tre, og hun er vred over, hvad man udsætter hende for på arbejdet, hvor meget hun egentlig skal klare i sin egen familie og verdens gang i det hele taget.

Da Birgithes mor dør, er det hende, der skal tømme huset. Hun slæber alt ud i haven for at bygge et stort bål, så hun kan brænde det af, men pludselig bliver hun overvældet af ensomhed, sorg og vrede.

– Birgithe har – ligesom os alle sammen – mange grunde i verden til at være vred. Desværre har mange af os ikke så nemt ved at vise vores følelser frem, siger Katrine Marie Guldager og snupper en hjemmebragt cookie fra en æske, som ligger på

En af husets enorme katte hopper op til forfatteren og spinder fornøjeligt, da hun aer dens langhårede pels. bordet.

Okay at være vred

Imens fortæller hun, at hun med sin nye vrede bog håber at nå ud til kvinder, der ligesom Birgithe har gået og gemt deres følelser af vejen.

– Vrede er tit noget, kvinder ikke må være. De må heller ikke være aggressive, sure og sætte tydelige grænser. Og det er jo en kæmpe fejl, at det ikke er okay at føle de her ting. For der er jo mange forskellige årsager til, at man bliver vred, siger hun og lister op:

– Vrede kan være en forpost til sorg.

– Men vrede kan også være en hjælp til at sætte grænser, for i det øjeblik, du bliver vred, er det som regel, fordi du kan mærke, at nogen har overtrådt dine grænser. Og så er vrede jo også indignation over ting, som ikke er i orden.

– Og altså, det er jo en god ting, når vi kan mærke, at noget ikke er i orden. Vi må ikke hele tiden gå og sige til os selv, nå ja, men jeg er jo også gammel, jeg ved jo ingenting.

– I stedet for at gøre os selv mindre, skal vi gøre os selv større og sige: Nej, det er ikke i orden, at børn spilder hele deres barndom ved at sidde og glo ned i en skærm, eller at folk ikke opfører sig ordentligt i det offentlige rum.

– Der er en hel masse ting, der ikke er i orden, for vores samfund trænger til forbedringer på så mange måder.

Det er hverken første eller sidste gang, at temaet i Guldagers bøger er vrede og bitre kvinder: I romanen “Bjørnen”, som udkom i 2018, møder vi Vibse, en frustreret, midaldrende kvinde, der flygter op i familiens hus i Sverige.

Hun er vred på verden, fordi hun er blevet fyret af sin chef, som er meget yngre og mindre erfaren end hende selv.

Og så har hun en datter, der mener, det er tid til at flyve fra reden.

Fra kaffemaskinen fortæller Katrine Marie Guldager, at der efter udgivelsen af “Birgithe med th” er endnu en vred roman på vej. Denne gang om en sur socialrådgiver.

– Ja, de her vrede kvinder har virkelig fået fat i mig, siger hun med et smil og fortsætter:

– Det er jo ikke en intellektuel ting, at jeg sætter mig ned og beslutter mig for, at nu vil jeg skrive om vrede kvinder. De er ligesom bare opstået.

– De er kommet til mig med deres stemmer, som jeg synes, er interessante og vigtige og kan bære en historie. For jeg forstår godt alle mine sure kvinder. Jeg synes faktisk, der er ret mange ting, man kan være frustreret over i dag.

Det tog Katrine Marie Guldager lang tid at forene sig med sine egne følelser.

Faktisk var det først, efter hun rundede de 50 år, at hun for alvor begyndte at føle sig fri.

– Jeg fandt jo pludselig ud af, at verden ikke går under, hvis jeg viser min vrede. Jeg kan blive sur og rasende, men verden står endnu.

– Og faktisk føles det lidt som en gave og at blive hel igen, når man har gået og undertrykt forskellige følelser hele sit liv. Og det er jo egentlig ret tragisk, at man først rigtig er fri, når man har overstået alle de store ting, siger hun.

– Som ung er man nødt til at underkaste sig alle mulige systemer og magtstrukturer. Og det er jo også rimeligt nok, at man skal underkaste sig, man kan jo ikke forlange, at alt bliver gjort på ens egen måde.

– Men der ligger også en enorm frihed i at komme ud på den anden side. Pludselig kan man tillade sig at være ligeglad med, hvad andre tænker. For mig var det også en befrielse at opdage, at jeg sagtens kunne blive vred, uden at min mand blev forskrækket.

I romanen er Birgithe ikke bare vred, hun bærer også nag.

Mens hun gør sin mors bo op, opdager hun nemlig, at moren hver eneste måned har overført 10.000 kr. til en bestemt konto.

Det viser sig at være Birgithes psykisk skrøbelige søsters konto, og det har Birgithe svært ved at kapere.

Hun føler sig uretfærdigt behandlet og kæmper med at skulle lægge følelserne fra sig. Og hvorfor skulle hun også gøre det, spørger Guldager.

– Jeg synes tit, at alle de her forkerte følelser fylder endnu mere, hvis ikke du tillader dig selv at have dem. Jeg synes, det er okay at være bitter. Så længe du ikke forpester alle andres liv omkring dig.

– Men der er en tendens til, at man skal kante sig uden om de her følelser.

– Lad os sige, at man er blevet skilt, så siger folk: Åh, nu må du for guds skyld ikke blive bitter. Allerede dér får man jo at vide, hvad man må føle. I stedet for bare at erkende, at ja, gu’ er jeg bitter, og det er en følelse, jeg har, og jeg regner med, at det går over på et tidspunkt, for det gør de fleste følelser jo heldigvis.

– Dér ligger noget af al det der effektiviseringstyranni, som har så travlt med, at alle de besværlige følelser, som man ikke rigtig kan bruge til noget, bare skal effektiviseres væk, og det synes jeg er et enormt tab – at man ikke har lov at være fortvivlet eller sur eller bitter.

– For det er jo følelser, der hører til livet, siger hun.

Forleden overhørte Katrine Marie Guldager en kvinde til yoga udbryde: “Ja, man får jo ikke point for at holde sig tilbage”.

Underforstået: Det gad hun derfor ikke gøre mere.

Katrine Marie Guldager klukker, mens hun fortæller det, for for hende er der noget befriende og skønt i de kvinder, der har rundet de 50, som er kommet overens med, hvem de er, og hvem de ikke er.

Faktisk har hun opdaget en indre kraftfuld energi bruse i mange kvinder over 50, og det finder hun meget inspirerende.

– Det er jo den, jeg mærker, når jeg skriver. Det er derfor, de her kvinder trænger sig ind i mine bøger, siger hun og fortæller, at det er hende en gåde, hvorfor kvinder over 50 ikke får lov at fylde mere i vores samfund.

Hun mener, det er på tide, at vi begynder at anerkende de værdier, som de er bærere af. Det er dem, der læser bøger, det er dem, der holder store dele af kulturlivet i gang.

– De her kvinder er fra rødstrømpernes opblomstringstid og er derfor flasket op med fællesskabet. De ved, at tingene sagtens kan være anderledes, hvis vi ønsker, de skal være anderledes, siger hun.

– Jeg synes virkelig, det grå guld har så meget godt at give os alle sammen. Altså, vi er blevet et alt for effektivt og fortravlet samfund, og vi ville have gavn af at lytte til nogen med en tidshorisont, hvor der var bedre plads til at være omsorgsfulde, og hvor vi turde kræve noget af hinanden, hvor man ikke kun havde den her overfladiske narcissistiske kontakt, men ægte kontakt.

– Hvor fællesskabet fik lov at fylde, og hvor man tænkte ud over sig selv. På fællesskabet. På det store billede, fortæller Guldager og fortsætter:

– Og det er ikke, fordi jeg vil sige, at gamle dage var bedre overhovedet, men der er nogle ting, som vi har mistet.

– Jeg synes, vores samfund er blevet meget omsorgsløst. Hvis ikke lige, du passer ind i de her kasser og systemer eller kan finde ud af NemID og MitID, så fuck you.

Ingen kan holde det ud

Katrine Marie Guldager har netop overstået ræset med små børn.

Hendes børn er i dag 10 og 13 år, og dermed står hun nogenlunde samme sted i livet som sin hovedperson, Birgithe.

Men hvor Guldager virker rolig og afklaret, som hun sidder her i sit hjem tilbagelænet med en kop kaffe i hånden, er Birgithe presset fra mange kanter: I arbejdslivet som folkeskolelærer kæmper hun dagligt med eleverne og deres forældre, og i familielivet har hun været vant til at skulle tage sig af sine tre børn, men også sin mor, som aldrig er kommet sig over sin skilsmisse, og sin psykisk ustabile søster, som føler sig svigtet og ofte forsvinder ind i sig selv.

Ingen tager sig rigtig af Birgithe, og faktisk er det en vigtig pointe: Katrine Marie Guldager mener nemlig, at der helt generelt mangler omsorg i vores samfund.

– Vores samfund er blevet meget presset. Vi har ikke meget tid til hinanden som mennesker. Nærmest uanset, hvor du er, og hvad du vil, så vil man helst have, at du klarer det hele selv. Og gerne på nettet.

– Den her tankegang om, at alting skal være så supereffektivt, har vi taget til os, sådan helt ukritisk. Det hele skal bare være digitalt.

– Vi har digitaliseret skolerne, digitaliseret vores sundhedssystem, digitaliseret Skat, ja, jeg kunne blive ved. Desværre er det bare så effektivt, at ingen rigtig kan holde ud at være i det, siger hun.

– Det, at vi alle sidder med hver vores skærm i stedet for at være sammen med andre, er ikke noget, der bekræfter vores selvværd.

– Det er jo et af vores dybeste behov som mennesker at høre til i fællesskabet. Selvfølgelig er der et slags digitalt take på fællesskabet – det er jeg med på – men jeg synes, det er meget overfladisk.

– Det er ikke noget, der lærer os at være rummelige eller være tålmodige eller forstå andre mennesker, som jo ellers er kernetanken i al dannelse. At kunne sætte sig ind i, hvordan andre har det. I stedet fjerner det os fra hinanden, siger forfatteren.

I praktik på en folkeskole

For at researche til sin bog var Katrine Marie Guldager i en slags praktik på et par folkeskoler, hvor hun fik lov til at sidde nede bagest i klasselokalet og overvære undervisningen.

Her erfarede hun, hvor svært det kan være at skabe ro i en klasse og nå alle eleverne, særligt fordi hun dér fra bagerste række kunne følge med i, hvad der egentlig foregik på elevernes chromebooks.

– Hver gang læreren gik op foran tavlen, og det gør de jo relativt ofte, så var der nogen, der skiftede over til spil. Og når så læreren nærmede sig eleverne igen, skiftede de hurtigt tilbage.

De var ikke rigtig til stede i undervisningen, i fællesskabet, de var optaget af deres skærm. og desværre bliver det nok en dårlig vane, de tager med sig.

Katrine Marie Guldager rejser sig for at lukke den anden enorme kat ind, der står på bagben op ad terrassedøren for at fange sin ejers opmærksomhed.

– Og hvilken betydning har det mon så, spørger hun, da hun vender tilbage til bordet, mens den store kat smyger sig om hendes ben.

– Ja, jeg tror jo, at den mangel på kontakt og mangel på tid til hinanden og omsorg for hinanden afføder en enorm vrede hos virkelig mange mennesker, fordi man er frustreret i sit grundlæggende behov for at blive mødt og set og forstået af andre mennesker.

– Se bare på mængden af vrede på Facebook og i aviser. Det er jo folk, der sidder alene derhjemme bag deres skærme. Folk er så vrede og så pressede, siger hun.

– Og hvis du så ikke lige har fået dine briller med, eller du ikke har installeret eller opdateret din mobilepay-app, så har du straks et problem. Og jeg tror faktisk, det får mange til at føle sig fremmedgjorte i vores samfund.

– Den daglige sludder med de andre i samfundsmaskinen er jo vigtig. Det er en slags lim, der holder det hele sammen. Men mange steder er det skåret væk, fordi alting skal være så supereffektivt, sukker hun.

Katrine Marie Guldager giver et eksempel fra sit eget liv: Forleden havde hun en samtale med sit forsikringsselskab, hvis system ikke ville godtage de oplysninger, som hun forsøgte at fodre det med.

Hurtigt inde i samtalen gik det op for forfatteren, at selv om hun kun havde en enkelt kvinde fra forsikringsselskabet i røret, var der en ekstra til stede i samtalen: Systemet.

– “Det vil systemet ikke godkende, desværre”, sagde damen til mig, fortæller Guldager.

– Så svarede jeg: “Kan du så ikke prøve, om systemet kan forstå det, hvis vi skriver det sådan her?” “Desværre, det forstår systemet heller ikke”, blev der svaret. Til sidst fik jeg det sådan: Hvem fanden er Systemet? Og hvorfor er vi underkastet det?

– Det er jo helt forkert. Pludselig er det ikke længere smart, men vanvittigt.

– Da jeg var barn, var systemet noget, der var underkastet os andre, men nu er det os, der skal underkaste os systemet, fordi nogen forsøger at gøre arbejdsgangen mere effektiv.