Hun havde boet det samme sted i 44 år. Så købte hun en gammel kro med sin mand

Hun havde lige kørt sin gamle far til færgen. Nu stod hun på kajen og vinkede til ham oppe på dækket. Han vinkede tilbage og råbte: ”Hvis I ikke får den kro, så skal I takke jer selv og sige: “Hvor var det godt, vi ikke fik fat i den gamle kro”.

Men Katrine og Henrik fik den kro. I idylliske Lynæs med kig til fjorden.

Loftet var sænket til langt ned over vinduerne, facaden skallede af i tykke flager, de har hevet lag på lag på lag af gulvene, kæmpet med vandskader, haft store gravemaskiner inde i huset for at få varmepumpesystemet på plads. Samtidig har de løbende haft gang i udlejningerne.

Og jobs at passe ved siden af.

– Det har været sindssygt hårdt. Henrik stod i køkkenet om morgenen og lavede omelet, og jeg rendte rundt og serverede. Så kørte han på arbejde, og jeg havde lige to timer til at gøre fem værelser klar til de næste gæster, og så af sted på plejehjemmet.

Til gengæld har det været en glæde at opleve folks begejstring over at se den nedslidte kro genopstå som den smukke højloftede bygning, den var oprindeligt.

Og nu har Katrine ikke længere det job som aktivitetsmedarbejder på et plejehjem, der gav dem smør på brødet, og Henrik arbejder ikke længere som tømrer for andre.

Efter fire års grundig renovering og nænsom forskønnelse er Lynæs Kro genåbnet som Lynæs Hotel, og hotellet er ikke bare deres fælles arbejdsplads. Det er også deres hjem. Og det var egentlig det, der var meningen med det hele.

– Mit liv trængte til en ordentlig forandring. Posen skulle rystes, hvis ikke jeg skulle gro fast. Jeg var 58 og havde boet det samme sted i 44 år. Hvis ikke det var nu, ville jeg ikke kunne forandre mit liv.

Samtidig havde de det begge dårligt over at køre en masse kilometer hver dag for at komme på arbejde. De ville gerne arbejde tættere på deres hjem og gerne sammen. At det skulle blive som hotelejere var et stort tilfælde.

– Vi vidste, vi ville til Lynæs. For en del af vores gamle venner var flyttet til Lynæs. Men de huse, vi havde kigget på, var solgt. Så hørte vi, at den gamle Lynæs Kro var til salg, og det virkede bare så oplagt. Så kunne vi jo bo og arbejde der. Vi syntes, det lå lige for, med Henriks tømrerbaggrund og vores fælles interesse for bæredygtig restaurering af gamle huse.

Elsker fællesskabet

At Katrines mangeårige erfaring med at arbejde med mennesker også har vist sig at være en fordel, er kommet bag på hende.

– Det havde jeg ikke tænkt på. I begyndelsen troede jeg, at gæsterne helst ville være i fred, og jeg gjorde mig meget umage for at lade folk være. Men der er faktisk rigtig mange, der gerne vil snakke. De vil gerne høre vores historie, og hvordan vi er landet her. Det er jeg meget mere opmærksom på nu. Og jeg kan godt lide kontakten.

Noget af det, gæsterne typisk spørger til, er malerierne og grafikken på væggene af maleren og grafikeren Arne Haugen Sørensen. Det er Katrines far, men det har hun det med at glemme at fortælle.

– Det skal jeg blive bedre til. Det er noget, der interesserer folk.

Så fortæller hun dem også om det lille Haugen Galleri lidt længere nede ad vejen. Det er Danmarks eneste galleri med værker af Arne Haugen Sørensen og ejet af Katrines lillesøster, billedkunstneren Luise Haugen, der også har slået sig ned i Lynæs.

Ligesom faren i øvrigt, der sidste år købte sommerhus i Lynæs, og Katrines søn og kæreste, der for nylig købte en grund i nærheden af hotellet, sammen med Katrines eksmand.

Det havde hun ikke set komme, og det er en ekstra bonus oven i hotellet.

– Det er dejligt at have familien tæt på. Jeg kan godt lide at samle mennesker. Jeg elsker fællesskabet og de muligheder, det giver, når man er mange. Det er nok derfor, jeg blev boende på Kana så længe.

Kana var et kollektiv ved Slangerup i Nordsjælland og nabo til det bondehus, hvor Katrine flyttede ind med sin mor og sin søster, da hun var 11.

Da hun først var begyndt at lege med Kanabørnene, var hun ikke til at drive derfra, og bare 14 år gammel flyttede hun ind. Men tiderne skifter.

Til sidst var Katrine den eneste ”kanabisse” på gården. Nu vil hun og Henrik gøre Lynæs Hotel til et lokalt samlingssted og bæredygtigt på alle mulige måder.

– Vi er meget optaget af den gamle kros historie og kroen som fællesskabsbygning. Den rolle vil vi gerne genskabe med arrangementer, der samler folk. Loppemarkeder, juletræsfester, julefrokoster og den slags. Ikke for evigt. Vi er jo allerede oppe i årene, og man skal også kunne lade yngre kræfter tage over. Der må godt være noget flow i det, man gør