Hun var jurist og brændte ud i et giftigt arbejdsmiljø. Så fik hun en særlig idé

Der er et overflødighedshorn af plaider, puder og potter. Lysestager, lanterner, kurve og krukker.

Hver eneste kvadratmeter i gårdbutikken emmer af eksklusiv hygge. Det er her på familiens ejendom, at Susanne Lykke har fundet en ny hylde i livet. I Hyggehuset, som hendes interiørbutik hedder.

– Det er bestemt ikke noget, jeg bliver rig af, men det er heller ikke pengene på bundlinjen, der betyder noget for mig. Selvfølgelig skal det hænge sammen, så vi kan betale regninger. Men jeg vil brænde for dét, jeg bruger min tid på, og jeg vil trives med det.

Men det har kostet Susanne dyrt at nå til den konklusion.

Karrieren som jurist kørte på snorlige skinner lige fra starten. Efter universitetet fik hun job inden for sit speciale i familieret.

Hun skulle arbejde med skilsmisse- og samværssager hos Statsforvaltningen

– Det var mit hjertebarn. Jeg ville virkelig gerne gøre en forskel for familier, der stod i en svær situation.

– Især børnenes tarv betød alt for mig, og jeg elskede mit arbejde. Det var megafedt, det handlede ikke kun om jura, men i høj grad om mennesker.

– Jeg opdagede, jeg var god til at føle mig ind på parterne og snakke med dem ansigt til ansigt. Det var der tid til dengang.

Men det ændrede sig, da statsforvaltningernes afdelinger blev lagt sammen til store enheder. For at beholde sit job måtte hun pendle til en afdeling i Sønderjylland.

Samtidig kom Forældreansvarsloven, hvor sagerne skulle afgøres efter nye parametre. Chefer blev skiftet ud, og erfarne kollegaer sagde op i en lind strøm.

– Vi blev målt og vejet i hoved og røv, og vi skulle nå så mange sager som muligt. Det var skrivebordsafgørelser, hvor vi ikke engang havde set de børn og forældre, det handlede om.

– Jeg følte, jeg konstant måtte gå på kompromis med min faglighed, og det havde jeg det forfærdeligt med.

Susanne håbede længe, det var en overgangsfase. Men så begyndte flere stressende fyringsrunder. Andre sagde selv op. Der blev ansat endnu en ny chef, og Susanne mærkede, at miljøet blev giftigt.

– Jeg sov dårligt om natten, og jeg fik voldsomme migræneanfald. De kommer især, når jeg bliver presset, og det ene anfald afløste nærmest det andet.

– Jeg fik udskrevet så meget migrænemedicin i de år, at det var rystende. Jeg fatter ikke, hvordan jeg overhovedet kunne hænge sammen. Men jeg ville ikke svigte, så jeg sad tit oppe om natten og arbejdede videre med sagerne.

– Det var helt sindssygt. Men jeg var fandeme så stædig.

Til sidst bukkede Susanne under og blev sygemeldt med stress.

Hun troede, hun snart skulle tilbage igen. Sagerne ventede jo på hende. Men sygemeldingen blev forlænget. Igen og igen.

– Jeg var en zombie. Jeg stod op om morgenen for at sige farvel til børnene, men bagefter sad jeg bare i timevis og stirrede ud i intetheden eller græd.

– Min yngste søn var otte-ni år dengang, og jeg var nødt til at hente ham i skole, fordi vi bor ude på landet.

– Så ringede han lidt før, han fik fri, for at sige at jeg skulle tage bilnøglerne i hænderne for at huske det. Men jeg har præsteret at køre ind til skolen og glemme, hvad jeg skulle og så køre hjem uden ham.

Efter et halvt år blev Susanne anbefalet at forsøge at vende tilbage til sin arbejdsplads i få timer om ugen.

Men symptomerne kom tilbage for fuld styrke, og hun endte med at blive fyret.

Da hun langsomt var ved at lande på benene igen efter to år, var planen først at starte sin egen juridiske familierådgivning.

– Men jeg måtte erkende, at mine kognitive evner har taget skade, så jeg kan ikke fordybe mig i hardcore fagligt stof eller forholde mig til komplekse sager mere.

– Så jeg besluttede mig for at bruge min opsparing på en gammel drøm om at få min egen gårdbutik.

– For uanset, hvor meget det hele har ramlet og rodet om ørerne på mig, har det altid været vigtigt for mig at have et hyggeligt hjem. Og det gav mig idéen til at sælge den slags interiør, jeg selv er vild med.

Nu er Susanne Lykke selvstændig med både gårdbutik og webshop, og den lille tilføjelse til firmanavnet – med et strejf af lykke – er meget sigende for, hvordan hun har det i dag.

– Mit motto er blevet, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

– Jeg var nødt til at komme helt derud, hvor alt så håbløst ud, før jeg fandt meningen med det hele. Den frihed, jeg har fået, er ubetalelig, og den betyder ufatteligt meget for mig.

– Nu bestemmer jeg selv farten, og jeg får lov at leve en drøm ud, jeg nok ikke havde fået gjort noget ved ellers.