I København var der altid nogen på besøg. Så flyttede Elisabeth på landet

Vinteren er på vej, men bierne summer stadig, de er ikke gået i dvale endnu. Så vi går langt udenom om staderne. Gennem det knæhøje græs. Vi skal igennem skov og krat for at komme om til de fire gravhøje.

– Ja, det er en vild grund. Og her er så mange vilde dyr. Råvildt, harer, fasaner. Det var blandt andet det, jeg faldt for. Det mindede mig om Afrika, hvor jeg er opvokset.

Det er godt fire år siden, at Elisabeth og hendes mand, Anders, forelskede sig i en stråtækt, trelænget gård fra 1846 med tilhørende seks hektar land og fire fredede gravhøje i udkanten af en lille landsby på Stevns. Nu går de ind i deres tredje vinter på landet. Og Elisabeth er stadig vild med det vilde og har ingen trang til at skulle tilbage til byen.

– Jeg er ikke sådan en, der nogensinde kan tænke forever. Man ved ikke, hvad der sker. Man kan blive overrasket af et eller andet, og for mig er det vigtigt at kunne gribe de muligheder, der viser sig. Måske er det, fordi jeg har flyttet meget i min opvækst. Det har gjort mig tilpasningsparat, og jeg er ikke så bange for forandringer. Man kan jo lave det om igen. Man har lov til at fortryde. Men jeg føler mig hjemme her. Og jeg kan godt lide landskabet. Jeg synes, her er så flot. Efter min mening er Stevns en overset perle. Man har hele højskolesangbogen i hovedet, når man bevæger sig rundt hernede.

Hun vil dog nødig tegne et alt for romantisk billede af landlivet.

– Der er fordele og ulemper ved alt, og det kræver noget at bo på landet. Især om vinteren. De brune marker. I de mørke måneder er her virkeligt mørkt. Det har jeg skullet vænne mig til. Da vi flyttede herned, var det sommer, og alt var nyt og spændende. Det var en stor forelskelse. Men den første vinter havde jeg virkelig svært ved.

Når det regner og blæser og er mørkt, og der er fire kilometer til den nærmeste butik, kan det svært at komme ud og op på cyklen, og det er noget af det, hun stadig savner.

– Jeg savner virkelig at cykle. Jeg drømmer om en foldecykel, jeg kan have med i toget til København, så jeg kan cykle rundt derinde. En af mine store idoler er en kvinde herfra på lidt over 80. Hun cykler til alt, til Hårlev i al slags vejr. ”Man skal holde sig i gang”, siger hun.

Falka – en tro følgesvend

Men selv den mørke tid har en ende, og snart viser foråret sig som et grønt skær i det brune. Det hele begynder at spire. Elisabeth har været på biskole, for honningproduktionen er hendes område.

– Min mand sanker på grunden og laver likør og snapse og cremer og alt muligt. Han driller mig med, at jeg skal forsørge ham, så han kan få tid til at udvikle på alle sine produkter. Jeg har altid strikket meget og drømmer om at begynde med plantefarve. Vi har begge to lange lister inde i hovedet med alt det, vi gerne vil lave.

Og så er der Falka. Den hund, som Elisabeth så længe havde drømt om og anskaffede sig, lige så snart de var kommet ud af byen. Den er måske lidt for stor til at sidde på skødet, men den er yndig og fotogen og ikke til at stå for.

– Jeg havde hund som barn, og i mange år gik jeg og drømte om at få hund igen. Men jeg syntes, det ville være synd at have dyr på fjerde sal i København.

Nu har hun hund for alle pengene. Falka er lige i hælene på hende overalt, hvor hun går, og den har spillet en vigtig rolle for hendes integration i landsbyen.

– Vi kendte ikke et øje, da vi flyttede hertil. Og det kræver virkelig en indsats, hvis man vil lære folk at kende som tilflytter. Så kan man gå ind i foreningslivet, men jeg har ledt efter hundekammerater til Falka, og nu har jeg flere gode venskaber hernede, nogle jeg drikker kaffe med. Det er dejligt. Og jeg vil ikke kunne bo her uden. Jeg har brug for kontakten til andre mennesker, der hvor jeg bor. Det er blevet tydeligere for mig, efter jeg er flyttet på landet.

I København, var det mere omvendt.

– Vi havde skabt en storfamilie og boede i en stor lejlighed på Jagtvej i København. Der var altid nogen hjemme og tit kærester på besøg. Jeg har altid været meget alene og haft det godt med det, så jeg havde et kæmpe behov for at kunne trække mig og gjorde mig selv introvert. Det behøver jeg ikke længere. Her kan jeg være alene. Det passer mig godt. Jeg føler mig lidt urørlig. Men sjovt nok har det også gjort, at jeg nu føler mig mere social. Den der genkendelse – ”jeg har set dig” – den kan jeg mærke, jeg har brug for.

Pendlerlivet er helt ok

Det behøver ikke være lange dybe samtaler. Det kan bare være, at man hilser eller veksler nogle ord med en, man møder på turen med hunden. Og Elisabeth er tydeligvis eminent til at skabe kontakter. I foråret lykkedes det hende sågar at finde en hundedagpleje til Falka, da hun efter 10 år som freelancer blev tilbudt og sagde ja til et vikariat på et forlag i København.

– Det er et ægtepar, der bor i nærheden. De forkæler Falka med karbonader og godbidder de dage, hvor både Anders og jeg er hjemmefra. Det fungerer fint, og jeg har en hjemmearbejdsdag om ugen, og Anders har to. Men pendlerlivet er faktisk ikke så hårdt, som jeg havde troet. Vi bor fem minutter fra et trinbræt, og vi kan komme til Køge på 12 minutter, og derfra er der S-tog til København. Det var vigtigt for os, da vi købte huset, for vi ville gerne være tæt på børnene.

Det er fedt at stige op på Nørreport og være i mylderet og berigende med kollegaer og fagligheden. Og det er dejligt at komme hjem og ud på landet igen, hvor man er i plan med jorden, hvor øjet kan strække sig, og man lever til naturens taktslag uden at blive bombarderet med behov, som man gør inde i byen.

Det sidste er der for Elisabeth en kæmpestor frihed i, og det har nok ligget længe og luret som en længsel i hende, uden at hun sagde det højt.

– Egentlig havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle ende med at bo 30 år i København. Jeg kom bare for at tage min uddannelse, og så troede jeg, at jeg skulle videre, men så fik jeg børn og arbejde, og min mand er københavner. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få ham med ud af byen.

Men i 2019 fik Elisabeths mand muligheden for et års udstationering på den danske techambassade i Silicon Valley i San Francisco. Elisabeth tog med, for børnene var godt i vej, og de boede lige ved Golden Gate Bridge.

– Det var et fantastisk år. Og det har nok sat gang i noget. En bevidsthed om, at ”man godt kan flytte sig”.

Og da coronaen kom, og de var tilbage i Danmark, tog de ligesom alle andre på ture ud i landet. En sommerdag kørte de sydpå for at besøge nogle venner, der havde købt et byhus i den retning. Det bragte dem også til Stevns. Der var smukt, syntes de, og blev nysgerrige. Hvad er der egentlig til salg? Og ud af det blå dukkede grunden med gravhøjene op. Ingen af dem kunne lægge det fra sig. Og så bød de på det, og fik det.

Fedt at være 60

– Dengang troede vi bare, at der skulle males en trappe. Nu har vi renoveret hele hovedhuset, og vi er i gang med at bygge et værksted, hvor vi kan dyrke vores sysler.

Der er i det hele taget meget at holde. Både på grunden og på bygningerne.

– Det var aldrig gået, hvis ikke Anders havde været den kæmpe praktiker, han er. Og hvis vi ikke begge to havde syntes, det er sjovt.

Men det gør de. Og de har altid godt kunne lide at sætte ting i gang. En af drømmene er en lille musikfestival.

– Vi er begge to meget glade for musik, så da jeg i sommer holdt min 60-års-fest, havde vi en musiker med ved bålet, og i København arrangerede vi små koncerter i vores lejlighed.

Og jo, selvfølgelig er det et stort arbejde.

– Men når man lægger en masse energi et sted, spejles det et andet sted. Og jeg synes, det er fedt at være 60, og jeg forestiller mig, at jeg skal arbejde mange år endnu.

Men hun ved også godt, at den dag kan komme, hvor de ikke længere kan springe rundt og holde udendørs koncerter og store fester, og ikke længere har kræfter til at holde stedet.

– Så må vi rykke teltpælene op.

Og det er for Elisabeth lige præcis dér, den helt store frihed ligger. I friheden til at vælge.

– Det handler ikke, om man bor i byen eller på landet eller er freelancer eller fastansat. Det handler om at være fri til at vælge. Det er sådan, jeg ser det. Og jeg ved godt, det er privilegeret. En fattig afrikaner ville sige, at frihed er penge. Så selvfølgelig afhænger det af ens livsvilkår. Men for mig ligger friheden i at kunne træffe sådan et valg. At kunne lade sig rive med og så en dag måske forlade det igen.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 3/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.