Oh Land: "Jeg var så blæst af travlhed, jetlag og ambitioner. Der gjorde jeg det, der var min redningsplanke: Jeg blev gravid"

I disse dage løber endnu en sæson af X Factor over skærmen. Det af seerne elskede koncept, hvor sangere uge efter uge får udviklet deres talent i håbet om at vinde den store finale, er i høj grad drevet af de tre dommere, der sidder ved bordet for enden af scenen.

En af de dommere er Nanna Øland Fabricius – bedre kendt som musikeren og tidligere balletdanser Oh Land. Ene kvinde bidrager hun ved siden af sine to meddommere, Thomas Blachman og Simon Kvamm, med sin kunnen og færdigheder til at udvikle de deltagere, der indtil da mest af alt har været amatører.

Tiden er knap, der er kun 12 uger til at arbejde med musikken, og for Nanna er det at arbejde med deltagerne lidt som at passe en have eller i hvert fald en spire, der kan blive til mere.

– I en liveperiode i X Factor har jeg kort tid til at dyrke det højeste, stærkeste, flotteste træ. Hvor skal jeg sætte ind? Jeg begynder ikke at gå tilbage og lære folk skalaer, nej, alt er genveje. Tricks! Som jeg har erfaret i løbet af lang tid. Hvor hurtigt kan jeg give de ting videre?

– Nogle gange kan det være, at en deltager suger til sig og har sindssygt let ved det hele, men andre gange er det én ting, vi sammen fokuserer på. Måske at lære en ny tekst. Det er meget forskelligt, fortæller Nanna, der arbejder organisk med sine deltagere.

– Jeg har ikke et resultat, jeg gerne vil nå på forhånd. Jeg justerer hen ad vejen og mærker. Jeg forsøger at forme min skabelon, ud fra hvem der kommer – og mindre ud fra hvad jeg gerne vil have, deltageren skal være.

Nanna ved om nogen, hvad det vil sige at arbejde kreativt hen mod et mål, som deltagerne i X Factor gør det. Hun begyndte, fra hun var ganske lille at danse ballet, og det krævede både talent og disciplin at danse på det niveau, hun gjorde.

– Jeg fandt meget tidligt ud af, at jeg ikke var særlig god til at sidde stille. Jeg var ekstremt fysisk – modig med min krop og nysgerrig. Jeg var nok otte-ni år, da mine forældre tog mig ind for at se Romeo og Julie på Det Kongelige Teater. Det var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Jeg dansede hele vejen hjem, og jeg vidste bare, jeg skulle være danser. Der var ikke noget at gøre, fortæller Nanna om den tid i hendes liv, der blev skelsættende for hende.

For ja, Nanna kom ind på Det Kongelige Teaters Balletskole, og det krævede en helt særlig kombination af disciplin og talent. Især talentet er en farlig størrelse, mener Nanna. Det er noget, man både kan vinde ved – men også slå sig på.

– Jeg voksede op i en forståelse af talent som noget, der skulle kultiveres og arbejdes på – man måtte ikke sløse med det. Det har i den grad fyldt i mit liv at have talent. Det var som at få en god hånd i poker. Det var vigtigt at få øje på, hvad ens talent var. Om det så var Katrine, der var skidegod til matematik, eller Anna, der kunne læse hurtigst. Eller mig, der kunne danse, siger Nanna og fortsætter:

– Samtidig kunne talentet også bruges som en undskyldning. Hvis man var god til at danse, som jeg var, behøvede man ikke være god til matematik, vel? Eller jeg behøvede måske ikke gå til de fester, jeg ikke gad gå til.

– Jeg har aldrig syntes, det var særlig sjovt at lave noget, jeg ikke var god til eller tilpas i. Så derfor er jeg ikke blevet særlig god til de ting, jeg ikke har haft naturligt talent for. Hvis noget ikke kommer nemt til mig, beskæftiger jeg mig ikke med det i særlig lang tid.

Fra balletbarn til barista

Men talent kan ikke gøre det alene, forstod Nanna på Balletskolen. Hun blev også nødt til at øve sig. Selv når det ikke var lige sjovt. For lyst er ikke den eneste motor for hende.

– Hvis du vil være god til noget, skal du øve dig, også når det ikke er sjovt. Det ligger ikke naturligt for et barn, vel? Men jeg fandt ud af, at det betalte sig i længden, og det var en vild læring at få: Det kan virkelig betale sig at stå igennem og gøre en indsats, selv om man står op om morgenen og ikke gider træne. Det ender jo med at blive sjovt, fortæller Nanna om sin tid på Balletskolen.

Den gav hende glæde, læring, men den bidrog også med en mindre positiv ting.

– Der sidder stadig en lille djævel på min skulder, der for eksempel kan sige: ”Det kan godt være, du er syg. Men du spilder også din tid ved at ligge på sofaen”. Den djævel kæmper jeg imod, for det er ikke altid gavnligt at yde. Og det tror jeg, alle balletbørn har med sig. Jeg ser mange balletbørn, jeg kendte fra dengang, blive dygtige til noget senere i livet, fordi de har en arbejdsdisciplin med sig. Men jeg ser også, at mange af ”os” – vi er lidt en speciel type dyr – må deale med stress og angst og andre bagsider af vores arbejdsdygtighed.

Til sidst i sin ”karriere” måtte Nanna dog sande, at man ikke kommer særlig langt med hverken talent eller disciplin, hvis kroppen en dag siger stop. Og det gjorde hendes krop. Som teenager fik Nanna en rygskade, hun ikke kunne komme sig over.

– Det var både den største tragedie og gave i mit unge liv. Jeg havde tre rigtig hårde år, hvor jeg skulle finde ud af, at min vilje ikke alene kunne drive værket. Din vilje er ikke en adgangsbillet. Bare fordi du vil være kærester med nogen, bliver du det jo ikke, vel? Bare fordi du vil ind på lægestudiet, kommer du det ikke nødvendigvis.

– Min vilje var ikke nok – min krop ville ikke, og jeg måtte give op. Den kamp var både uværdig og usjov, fortæller hun om de tre hårde år, hvor hun stod i en café og hverken var god til at lave kaffe, give penge retur eller betjene kunderne.

– Jeg kom til sidst videre. Det var en broget vej at komme videre og noget med at øve mig i at have en identitet, hvor jeg ikke længere var særlig god til noget. Indtil da havde jeg altid kunnet tørre alt muligt af på, at jeg var god til at danse. Jeg vendte hjem fra en gymnasietid, hvor alle mine venner havde stærke relationer. De var begyndt at starte på studier og have det sjovt – og jeg havde ikke noget. Jeg havde ikke nogen drøm, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, og jeg havde ikke særlig stærke relationer. Jeg blev nødt til at finde ud af, hvem jeg var som menneske – og ikke som danser.

Hvad fandt Nanna så ud af? Hun fandt ud af, at hun kunne være omsorgsfuld, sjov og nærværende. At hun kunne være en god ven, og at hun gerne ville være tilgængelig. Hun gik fra at være en ung kvinde, der sjældent kunne tage med i biografen eller til fest til at være én, der altid var klar på at ses. Og det var en øjenåbner for hende.

– Lige pludselig kunne jeg alting, og det blev en mission for mig at sige ja – jeg ville opdyrke venskaber og relationer. Men mens jeg var på en mission for at finde ud af, hvem jeg var som menneske og som ven, havde jeg også en sorg, der skulle bearbejdes. Jeg bearbejdede den gennem musik. Og musik blev en social ting for mig – det var dansen ikke.

Musikken som fællesskab

For Nanna handler musik om at være sammen. Den er en måde at kommunikere med andre på, og den blev hendes redning.

– Musik er socialt på den måde, at jeg oplever verden, kommer den igennem min lille maskine, og så kan jeg dele den med dem omkring mig, så jeg kan forstå dem bedre, og de kan forstå mig. Det er sådan, jeg bruger musik. Hvis noget har gjort indtryk på mig, eller der er noget, jeg ikke forstår, så går jeg ind i mit eget musikalske rum og sætter musik og tekst på – og derefter deler jeg det med andre. Det er det mest fantastiske med musik: Når man udfolder den sammen med andre. Musik er fysisk. Det rammer dig fysisk med lydbølger. Du bliver bogstavelig talt rørt af musik, siger hun og smiler.

Hun tager den forståelse af musik med sig ind i X Factor. Her handler det faktisk mere om fællesskab end om at vinde.

– Noget af det fineste ved X Factor er, at den ene deltager efter den anden kommer ud på den anden side med venskaber for livet. Det er det, musik kan! Og måske især for folk, der aldrig rigtig har fundet deres tilhørssted eller klike – dem, som har følt sig udenfor. De kommer ind i X Factor og finder ud af, at der er andre, som har samme kærlighed til musikken, de heller ikke har kunnet dele med andre. Der er en konkurrence, ja, men der foregår også et kollektiv ved siden af.

– De bor sammen, spiser sammen, og de hepper på hinanden. Konkurrencen er der, de er bevidste om den, men det er ikke det, der fylder. Hvad, der fylder, er at være med sammen med de andre. Når de ryger ud en fredag, fylder det mindre, at de ikke vinder. Det er fællesskabet, de sørger over. At de skal flytte ud og ikke være med i fællesspisningen.

Som at være på skovtur

Allerede fra Nanna var helt lille, har hun haft evnen til at udforske – uagtet om det var musik, dans eller naturen.

– Mine forældre var gode til at hyperfokusere ligesom mig. De var gode til at fortabe sig i ting. Min mor var operasanger, og min far var organist. De lærte mig at være opmærksom på verden omkring mig.

– Jeg voksede op et sted, hvor man dyrkede sine egne grøntsager og havde høns, og begge dele gør og har jeg stadig. En årstid var ikke bare en årstid. Vi så fuglene tage sydpå, og vi var opmærksomme på dem. Det har gjort min verden rigere. Det kunne bare være en overskrift, der hed ”gråvejr”, men det var meget mere end det!, siger Nanna og fortsætter:

– Så snart jeg begynder at være ufokuseret, ved jeg, at jeg skal videre. Jeg elsker at gå på opdagelse. Det er også derfor, jeg sammenligner musik med at være i naturen. Det er ligesom at gå en tur i skoven. Der ved jeg, at måske ser vi en snog i dag. Det er ikke sikkert, men vi er heldige, hvis vi gør. Så lad os gå rundt på må og få! Vi skal nok finde noget.

– Jeg er aldrig kommet hjem fra en skovtur og tænkt, det var en røvsyg tur. Der er spætter og svampe og snoge, og jeg kommer altid hjem og ­føler mig heldig. Det er det samme med musikken: Der er altid et lille moment af magi.

Nu fylder Nanna snart 40, og egentlig laver hun alt det, hun ønsker sig. Faktisk behøver ingen­ting forandre sig, understreger hun, for hun nyder at gå på opdagelses­rejse i musikkens verden.

Hun kan være i tvivl, om hun er en god mor, en god kæreste eller god til at køre bil. Men musikken er hun aldrig i tvivl om. Hun drømmer dog om at være mere i naturen, prøve af, hvordan hun kan klare sig i den på en mere ”radikal måde”. Én ting er dog sikkert, og det er, at hun ikke skal være alene.

– Det at jage en drøm kan være en ensom tilværelse – og det gider jeg ikke. Både min musikdrøm og min balletdrøm har været ensom. At være på turné og sidde alene på et fly og så et hotelværelse, siger Nanna.

– Jeg blev træt af det, da jeg havde været on the road som musiker i seks år fra 2011 og frem. Jeg turnerede nonstop. Jeg så hele verden, men jeg så ingenting. Jeg kunne ikke engang komme til min bedstemors begravelse eller huske min mands fødselsdag. Jeg var så blæst af travlhed, jetlag og ambitioner. Der gjorde jeg det, der var min redningsplanke: Jeg blev gravid. Og det rev mig ud af det hele.

– Jeg fik en søn i 2016, og det ændrede mit liv. Det blev min nye undskyldning. Før var talentet min undskyldning, men den bedste undskyldning i mit liv er, at jeg er blevet mor.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 2, 2025. Dette er en redigeret version.