Jeg bliver stadig nervøs, når jeg får et brev fra myndighederne

Marie er en elsker, ikke en kriger. Det mærker man med det samme i hendes selskab.

Når hun fortæller, at netop hun er så heldig at have “verdens sødeste og sjoveste datter, verdens sødeste og dygtigste søster og verdens sødeste og mest nuttede hund.

En fantastisk bror, en dejlig mand, de bedste forældre, en skøn familie og de dejligste venner, kolleger og naboer”.

Roserne blomstrer vildt og frodigt, når hun beskriver sine mennesker. Den familie og de nære kolleger og venner, som hun er filtret ind i og del af.

I medgang og i den modgang, hun venligt, men bestemt har tænkt sig at takke høfligt og insisterende nej til mere af i fremtiden.

Der er altid ”noget” med mig

– Jeg ved ikke hvorfor. Men der har egentligt altid været “noget med mig”. Bøvl og kriser har næsten mere været reglen end undtagelsen i mit liv.

– Jeg er ikke et offer, tværtimod har jeg som andre enlige mødre udviklet en ekstrem høj mental “funktionspromille”, som gør, at jeg hellere danser på et brækket ben end giver op. Jeg står og bliver stående, i al slags vejr. Beskytter min unge og mine mennesker. Sådan har det snart været i to årtier, siden jeg fik min Celeste i livsgave.

– Skilsmisse, ustabil økonomi, livstruende sygdom og en årelang kafkask og helt umenneskelig kamp for at få opholdstilladelse til min mand i mit eget land og få lov til at forsørge os selv og leve i fred og ro her gør, at jeg føler, at jeg har været i krig i så mange år, fortæller Marie Carmen Koppel.

Da corona kom og ruskede hende i flere omgange, musikken stoppede, og økonomien faldt mere eller mindre sammen, punkterede hun med egne ord.

– Min frihed er på scenen i mødet med musikken og med publikum. Uden det møde var jeg ingenting og gik fuldstændig i stykker. Kunne ikke synge og kunne ikke komponere.

– Jeg kunne så åbenbart sy patchwork, og det mig gav en form for ro at sidde i timer ved symaskinen med smukke stoffer i hånden.

– Næsten symbolsk forsøgte jeg at finde balancen i livet igen ved at samle små bitte genstridige stumper til store tæpper i alverdens farver og mønstre. Verden var på standby, og mine lunger hev efter luft og kraft til at synge igen.

– Jeg anede simpelthen ikke, hvad der skulle blive af mig, og hvad jeg skulle leve af. Patchworket – og det at bruge mine hænder til at skabe noget smukt – var godt for mig. Da livet vendte tilbage, var det tid til at samle stumperne af mig selv sammen og finde hjem til musikken og tilbage til friheden.

– Midt i det hele skulle min mand og jeg også leve op til de mest absurde regler for familiesammenføring og forlængelse af ophold. Vi måtte ikke flytte, skulle præstere en økonomi og leve op til en lang række svære og uforståelige krav til den kærlighed, som jo også skulle igennem pandemien.

– Heldigvis er vi videre nu og har netop fået forlænget hans ophold med fire år, hvilket både hans chef, kolleger og jeg er lykkelige over. Men jeg bliver stadig forskrækket, når der i ny og næ dukker et brev op fra Udlændingestyrelsen i e-boksen.

– Det er en stor sorg for mig, at vi danskere mere eller mindre med vilje har skabt et fuldstændig umenneskeligt system for selvstændige, dygtige mennesker, som klarer sig selv og gerne vil bidrage til fællesskabet. Jeg har en forfærdelig fornemmelse af, at de fleste faktisk ikke ved, hvor slemme vores regler er, og at de desværre er fuldstændigt ligeglade.

– Det er som om, at vi har sendt al vores omsorg og næstekærlighed i retning af Ukraine, og at resten af verden bare skal holde sig langt væk. Det vil jeg gerne ændre, for det ligger så langt fra den rummelighed, som jeg er opdraget med og er stolt af. Man må altså godt være her, hvor jeg er.

At finde sin vej på Vesterbro

Marie eller Moobie, som hun bliver kaldt af alle, er vokset op på Vesterbro i København. Det var et lykkeligt og frit børneliv.

Meget frit.

Med den intellektuelle nysgerrighed forrest indåndede Marie Carmen Koppel kvarteret, musikken og de mange kunstnere, der gik ind og ud af barndomshjemmet.

Som midterbarn i en flok på tre og datter af skuespiller Ulla Koppel og musiker og komponist Anders Koppel er Marie Carmen Koppel født ind i et kulturdynasti.

Hendes farfar var den klassiske komponist Herman D. Koppel. Hendes far Anders var organist i Savage Rose og Bazaar, og hendes lillebror er saxofonist, komponist og forfatter Benjamin Koppel, som i foråret udgav den meget roste slægtsroman “Annas Sang”, som blev sommerens bestseller.

Bogen starter i 1930’ernes København, i den unge jødiske pianistinde Anna Koppelmans kamp for at finde plads til sin passion, sin kærlighed og sin kunst i tidens og den ortodokse families låste roller og ambitioner for en ung kvinde.

En Anna, som tydeligt er inspireret og sammensat af fortællinger om kvindelivet på farfar Koppels side.

– Jeg elsker min lillebror. Alt, hvad han gør på sin provokerende, inspirerende vis, ender altid fantastisk og smukt. Alligevel blev jeg både rørt og stolt over “Annas Sang”, som jeg elsker af hele mit hjerte. Jeg kan se familietableauerne og uhyrlighederne som en dansk pendant til Bergmans Fanny og Alexander.

– Benjamins fortælling og frie fantasi om vores aner er det bedste feministiske, inkluderende indlæg i alt fra ligestillingsdebat og racisme til demokrati og lige muligheder for alle, siger Marie Carmen Koppel, der har en stærk støtte i sin nære familie.

– Min elskede storesøster Sara er en gudsbenådet animator og billedkunstner. Min lillebror prisvindende musiker i ind- og udland og nu, åbenbart også, en kæmpestor forfatter og fortæller. Midt i sidder jeg og knokler med patchwork og opholdstilladelse i mit eget land. Det kan føles mindre vigtigt.

– Men så mærker jeg styrken i det fællesskab og den store kærlighed, vi har til hinanden i familien. – Vi knirker og brager som alle andre. Men vi tager også til Læsø på sommerferie i ugevis sammen. Helt med vilje og på tværs af generationer.

– Indbegrebet af den ultimative tryghed og sjælefred er for mig stadig mit kæreste barndomsminde, nemlig at sidde ved brændeovnen og den røde voksdug i vores sommerhus efter en lang, kold gåtur. Spise ristet brød med Læsøhonning, drikke skoldhed te, være stille og tegne til god musik sammen. Hele min familie samlet, ro, fordybelse og musik.

– Jeg var meget bekymret og sensitiv som barn og er det stadig, så den rolige, trygge ramme gjorde mig godt.

– Min datter, Celeste, er modsat og den ultimative mønsterbryder. Hun er intellektuel, superboglig, akademisk og tjekket. Hun vil være advokat eller noget andet stort, svært og langt. Hun synger så godt, men vil absolut ikke på scenen. Nogensinde. Det gør mig egentlig lidt stolt.

– Celeste evner simpelthen at kombinere begge hjernehalvdele, for hun er både kreativ og intellektuelt nysgerrig. Hun er sin helt egen, og det elsker jeg hende for.

Lyden af mit hjerte

At spørge, hvor musikken kom fra, er som at spørge, hvordan Marie Carmen Koppel lærte at trække vejret.

– Musikken kom af sig selv. Jeg valgte ubevidst min vej, da jeg var fem år gammel og stillede aldrig spørgsmålstegn ved, hvad jeg ellers ville eller måske kunne. At synge er naturligt og nemt og det sjoveste i verden for mig, og sådan er det stadig.

– På trods af min tvivl, min angst, min bekymring og evige følelse af utilstrækkelighed, har jeg en solid kunstnerisk selvtillid, som ikke let lader sig rokke. Jeg kan kalde på en urkraft i min stemme.

– Med alderen har jeg lært mig selv, at det er okay at være skidegod til noget og stå ved det. Min force er, at jeg aldrig går på kompromis med mit udtryk. Efter mange år i en skrøbelig branche, kan jeg sige, at min integritet er intakt.

– Jeg er aldrig gået på kompromis med min musik, og jeg synger med alt, jeg har, hver eneste gang jeg går på scenen. Jeg er så taknemmelig for den gave, det er at røre folk og lade dem mærke med følelserne forrest. Den samhørighed, en vellykket koncert skaber mellem musikerne på scenen og publikum i salen, er jo fantastisk. Den vil jeg aldrig kunne erstatte med noget.

Enestående

Det skulle da lige være Celeste. Fortællingen om den nu 18-årige datter fylder Marie Carmen Koppel med samme ild som længslen efter næste store koncert.

– Set i bakspejlet kom Celeste præcis, da hun skulle. Jeg var 31 år gammel og var godt klar over, at det var nu eller aldrig.

– Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville være mor. Jeg blev skilt fra hendes far, da hun var knap fire år. Det var en stor sorg. Men også en nødvendig, ny start, der gjorde, at den tosomhed, Celeste og jeg altid har haft, er utrolig stærk. Også nu, hvor hun er voksen og selvstændig, er der en stor og varm kærlighed imellem os, som ingen kan kompromittere.

– Der er os. Derefter er der mig. Størst af alt er kærligheden, gælder i andre relationer, jeg har i livet – som kone, datter, søster, kollega, veninde og så videre. Min og Celestes er bare lige nummeret større, siger Mama Moobie.

At slippe katastrofetanker

Midt i modvind og almindelig holden sammen på hverdagen som turnerende kunstner med et lille barn, flyttede endnu en tung, livslang bagage ind i Marie Carmens liv.

Pludselig faldt hun om og vågnede på intensivafdelingen efter koma, truet på livet af akut diabetisk ketoacidose, en livstruende syreforgiftning og sideeffekt ved diabetes 1.

– Min sygdom er så irriterende og krævende. Alt skal måles og vejes og tilrettelægges, stik mod min natur. I perioder tager min diabetes minimum halvdelen af min energi og styrke, den er der altid, og den er mig.

– Jeg er alene med den. Og med angsten og al den bekymring, som altid har gemt sig i min skygge. Jeg er bange for min sygdom, selv om jeg det meste af tiden har det helt ok. Jeg øver mig hver dag. Jeg vil være bedre til at slippe katastrofetankerne.

– Jeg vil være blidere ved mig selv og ikke altid på vagt over for alle mulige frygtelige følgesygdomme. Det er jo alt for hårdt at leve sådan. Jeg er blevet bedre til at enes med de livsvilkår, der er mine.

– “Flygt, frys eller angrib”, siger man, er de muligheder, du har, når du bliver angrebet udefra. Jeg kunne godt tænke mig at indføre en fjerde vej, som giver mening for mig: “Tilgiv!” Jeg vil tilgive mig selv for min angst og bekymring, for mine knæk. For at være hende, der skal tænke over alting, overveje grundigt og er mere sensitiv og bekymret end de fleste.

– Jeg tror, at tilgivelse er den oplagte smutvej til balance og ro i sindet. Mine vilkår er ikke altid min skyld, men det er mit ansvar, hvordan jeg dealer med det uforudsete. Den tanke handler for mig om tilgivelse, så det gør jeg: Tilgiver.

Medvind og masser af stjerner

Man mærker tydeligt den styrke, Marie Carmen finder i erkendelsen af, at livet faktisk stille og roligt er på vej i en form for balance.

Hun er fyldt 50, Celeste er 18, og koncerterne er på vej tilbage i kalenderen.

Selv om kærlighed, ægteskab og privatlivets fred stadigvæk er et offentligt anliggende, har Marie og hendes Jaouad nu fire års fred og ro, inden de danske myndigheder igen vil se på sagen.

Solen skinner over Sydhavnen i København, og tilgivelsen føles tættere på end nogensinde før.

Marie Carmen Koppels nye single hedder “Forgiveness”, og albummet med samme titel kommer til februar. Det rammer lige i hjertet, når det er allermest mørkt udenfor.

– Jeg er godt nok stolt af det album. Det er meget mig og har en lidt ny sound. Men er et fint vævet og sammenhængende bud på, hvad alle de omveje og alle de benspænd har ført med sig af visdom, erfaring og robusthed. Det er jeg stolt af.

– Jeg håber, at albummet bliver en succes, og at jeg går mine allerbedste stjerneår i møde. Så tilgiver jeg alt og især mig selv for det hele.

Det føles fortjent. Som enhver anden soldat har Marie Carmen Koppel for længst fortjent hver og en af de striber, livet har givet hende på skuldrene.

Det er tid til at så nye frø og se dem blomstre på slagmarken. Tid for Marie Carmen Koppel til at sænke skuldrene og paraderne, vende ryggen mod vinden og nyde den fremdrift og anerkendelse, som hun for længst har arbejdet sig til.