"Jeg er begyndt at kalde denne tilstand, som jeg hører om fra mennesker, jeg taler med, for pandemisk stress"

Jeg tager glaskrukken med hirse og den veganske mælk frem, hakker mandler og nødder og går i gang. Imens morgenmaden simrer, laver jeg koffeinfri kaffe og tager oliekapsler og rødkløver-piller frem.

Jeg åbner computeren, så Ming Tong Gu kan guide mig ned i kroppen som start på dagen. Alt dette sker sideløbende med børn, madpakker og hundehvalp, som er købt på et tidspunkt, hvor alle andre også købte hund.

Mine sunde og vældigt tidskrævende vaner er indtrådt under pandemiens rasen – ikke af lyst, tro mig! Af nød.

Ud over, at jeg skulle komme mig oven på en slem omgang coronavirus, skulle jeg også gøre mig i stand til at præstere i en verden i undtagelsestilstand.

Jeg skulle hjælpe andres trivsel og motivation på vej og nogle gange træde op på de store danske tv-kanaler som ekspert.

Jeg mærkede, at det var absolut nødvendigt, at jeg tog min egen trivsel alvorligt, hvis jeg skulle opretholde mit virke under de forhold.

For jeg oplevede, at der var kortere vej til bekymringer og ængstelighed end sædvanligt. Og jeg oplevede ubehag i kroppen. Og jeg er endda psykolog, så det burde ikke komme bag på mig.

Men ingen af os har prøvet at leve i en tid som denne præget af frygt, historier om sygdom, smitte og død.

Som erhvervspsykolog og stresscoach ser jeg helt nye mønstre i menneskers reaktioner, følelser og adfærd.

Disse linjer handler om de psykologiske aspekter under en pandemi som den, vi gennemlever.

Jeg tror nemlig ikke, at vi helt er klar over, hvor meget denne tid kræver af os på et mentalt plan. Men hvis vi bliver mere bevidste om påvirkningen, kan vi ruste os mentalt, nu hvor samfundet åbner op igen.

Hvad er vigtigt at vide og holde øje med? Hvad kan vi tænke eller gøre, så vi får trivslen på ret kurs efter pandemien?

Pandemi rimer på passivitet

Vi er siden foråret 2020 alle blevet ”belønnet” for en adfærd præget af passivitet og social isolation.

Stik imod hvad mennesket per instinkt forbinder med overlevelse, når vi bliver konfronteret med trusler: Vi har hverken haft mulighed for at kæmpe mod fjenden, flygte fra den eller søge flokken.

Måske man i en lægekittel kunne kæmpe viruskampen på et hospital.

Og dog var magtesløsheden her stor, fordi der hverken var tilstrækkeligt med viden eller medicinske ”redskaber” til at kæmpe kampen.

Ud over at overlevelsesinstinkterne blev kortsluttet, blev de strukturer, som ordner vores dagligdag, vendt på hovedet.

Op mod 40 procent af vore daglige vaner og ritualer ændrede sig, da coronakrisen lukkede landet første gang.

De pludselige skift satte sig for eksempel i vores madvaner. Det daglige madforbrug steg stødt under første lockdown i foråret 2020. Vores behov for sødt og usundt gjorde det samme. Hylden med snacks og kager blev besøgt lidt oftere, end før krisen satte ind.

Vi er alle slidte på et psykologisk plan

Mange mennesker nød under første nedlukning, at der opstod en kollektiv opbremsning af hamsterhjulet. Men her i 2021 står det klart, at næsten alle er medtaget på et psykologisk plan.

I større eller mindre grad.

Jeg kan som stresscoach og erhvervspsykolog konstatere, at der begynder at være et mentalt slid af de særlige omstændigheder, som vi lever og arbejder under.

Der tegner sig et billede af, at mange mennesker:

• har kortere vej til frustration og irritation
• er mere bange, ængstelige og urolige end vanligt
• oplever mere ensomhed, kedsomhed og rastløshed i dagligdagen
• oplever mangel på energi og initiativ
• stiller sig selv nye store spørgsmål om meningen med livet, arbejdet og relationerne
• er mere fagligt usikre, end de plejer at være i arbejdssammenhæng

Derudover er mange menneskers søvnkvalitet påvirket, og en del fortæller om kropslige reaktioner og emotionelle udsving. Det ene øjeblik kan man opleve taknemmelighed, det næste frustration.

Jeg er begyndt at kalde denne tilstand, som jeg hører om fra de mennesker, jeg taler med, for pandemisk stress.

For det kan ligne stress-symptomer, som vi kender dem – og så har det alligevel et særligt præg. Med en metafor vil jeg sige, at jeg møder stress i et forvrænget billede, som var det fremkaldt i en pandemisk fremkaldervæske.

En digital tour-de-force

Digitale platforme har på mange måder været en redning og en stor hjælp.

Digitale løsninger gjorde det muligt at være produktive og socialt aktive i en tid med mange begrænsninger.

For eksempel bliver jeg altid lige dele overrasket, begejstret og imponeret, når min datter hver torsdag er til dans – over Zoom.

Jeg kommer altid til at åbne døren på det forkerte tidspunkt, når det er hende, der er på ”live” og skal vise sine nye moves.

En del af forklaringen på de belastningsreaktioner, som vi ser nu, mener jeg dog kan tilskrives et uhørt højt timeforbrug foran en skærm – og måske også en ubevidst omgang med de nye digitale muligheder.

Vi har set, hvordan nyhedsprogrammer på nationalt tv har haft tårnhøje seertal, fordi vi vil opdateres løbende på krisens udvikling.

Mange har udviklet en tjekkeadfærd i forhold til nyheder og seneste smittetal.

Vi har også oplevet digitale platforme som Teams og Zoom anvendt som aldrig før, når vi skal holde møder, undervise eller selv blive undervist.

Derudover bruger vi skærmen, når vi skal slappe af, måske se en film eller serie om aftenen. Og endelig bruger vi skærme i vores sociale omgang med hinanden.

Vi skyper eller face-timer med venner og familiemedlemmer i stedet for at tage på besøg. Eller vi tekster til hinanden på de sociale medier.

Den digitale tour-de-force under pandemien betyder, at vi ikke får lavet de skift i løbet af dagen, som giver hjernen nye input og frisk luft, når vi skal fra A til B.

Og vi oparbejder passive vaner, hvor det meste foregår hjemme i ”hulen” via diverse skærme. Både arbejde, skole, fritids- og socialt liv foregår over skærmen.

Vi glemmer, at den megen skærmtid kan blive en for ensidig påvirkning af hjernen. At den indimellem har brug for langsomheden fra de gode pauser enten udendørs eller med et brætspil.

Og vi glemmer, at kroppen har brug for bevægelse.

Krop og psyke er to sider af samme sag

Vores krops tilstand er afgørende for vores mentale tilstand.

Forskning i de seneste 10-20 år har afdækket sammenhænge, man ikke før har kendt til.

Om forbindelser mellem hjernens neurale netværk og tarmenes kemi blandt meget andet.

Mit bud er, at der kommer øget forståelse for de her tætte samspil mellem kroppens og følelsernes kemi i årene, der kommer.

Uanset hvad, så kan den passive livsførelse mærkes psykisk.

Når mange beretter om dårligere søvnkvalitet og kortere vej til irritation og frustration, kan en del af forklaringen hentes i overdreven skærmaktivitet og i manglen på bevægelse, gode pauser og skift i løbet af dagen.

Hvordan beskytter vi vores psyke?

Når vi vågner op til et mere og mere åbent Danmark, hvordan kan vi så trække os selv og hinanden i en mere sund retning?

Hvordan kan vi komme ud over den snert af pandemisk stress, vi nok alle er påvirket af nu?

Når vi begynder at beskytte os mod corona med biologiske midler (vacciner), så skal vi huske også at beskytte os psykologisk. Her er tre bud på, hvad du selv kan gøre.

1) Kig dine digitale pandemivaner efter i sømmene

Måske er dine digitale vaner blevet mærkbart ændret under pandemien. Du kan give dem et servicetjek ved at stille dig selv disse spørgsmål:

• Hvad bruger jeg de digitale aktiviteter til: Passiv underholdning, aktiv bevægelse, sociale aktiviteter?
• Hvor længe er jeg fysisk passiv ad gangen – husker jeg pauser med fysisk bevægelse?
• I hvilken grad skaber jeg variation i hverdagsaktiviteter, hvor jeg både er indenfor og udenfor?
• I hvilken grad bliver jeg stimuleret til fordybelse eller hurtige skift og distraktion, når jeg bruger skærm?

2) Justér dine forventninger

Vi bruger en hel del mental energi på at navigere i en verden præget af pandemi.

En verden med et generelt forhøjet stressniveau. Alt det nye, alle ændringerne i både vores private liv og vores arbejdsliv kræver noget af os.

Det kræver noget, som ikke er synligt for det blotte øje. Psykologien i pandemien kan ramme os som overraskende reaktioner, handlinger og følelser.

Vores fordømmelse af os selv kan indimellem være en insisterende og ubarmhjertig kraft, der kan tære på det mentale overskud.

Jeg ser i denne tid, hvordan mange mennesker støder ind i deres egen utilstrækkelighedsfølelse, og klandrer sig selv for at udvise svaghed. Hvis vi forventer samme niveau af effektivitet og overskud som vanligt, ja, så rammes vi let af følelser af utilstrækkelighed.

Og det er vand på stressmøllen.

Derfor er det på tide, at vi justerer på, hvad vi forventer af os selv og hinanden.

Det er afgørende, at vi ser på os selv med milde øjne og forstår den mentale belastning, der følger af at forholde sig til en verdensomspændende krise over så lang en periode, som den nu har varet.

Med nye og mangelfulde strukturer i hverdagen, nye arbejdsformer, nye sociale omgangsformer og ændringer i det sociale liv.

En del mennesker har en reelt begrundet frygt for sygdom, fordi de selv eller deres kære er særligt udsatte.

Vi skal sætte forventningerne ned, både til vores præstationer på arbejdet og til overskuddet i vores private liv. Under en pandemi kan vi ikke altid være ”den bedste udgave af os selv”, og det er i orden.

3) Ræk ud

Når vi tager fat i et mere almindeligt liv, skal vi have genskabt troen på, at vi kan påvirke vores situation ved at udvise handlekraft og initiativ. Vi skal på et psykologisk plan ud over passiviteten, der har sat sine spor – også i de sociale relationer.

Mange har været ramt af ensomhed efter lang tid med sociale restriktioner og måske et arbejde, der foregår med udsigt til vasketøjskurven, kattebakken og krummerne fra morgenmaden.

Mange i Danmark lever alene og har tilbragt dage og uger uden fysisk kontakt af betydning til andre mennesker. Vi ved fra undersøgelser, at ensomhed påvirker folkesundheden. Det generelle aktivitetsniveau falder, den psykiske trivsel forringes, og immunforsvaret svækkes.

Derfor skal vi i gang med at række ud og genskabe de sociale bånd.

Vi skal snakke sammen. Vi skal gå ture sammen. Vi skal dele stort og småt.

De passive pandemiske isolationsvaner kan gøre det svært at overskride grænsen; her er det vigtigt at tage mod til sig og ringe, skrive eller på anden måde tage kontakt alligevel.

Til mennesker, der står én nær, og til mennesker, man er knap så tæt på. For det er ikke kun økonomien, der sulter.

Det gør vores sociale liv også. Og vi kan skabe mere balance i den sociale underskudsforretning ved at række ud. Ved at dele vores oplevelser og indsigter med hinanden.