Hun glemmer aldrig første gang, hun mødte Apolonia: "Jeg har aldrig før set en kvinde som hende på film"

Jeg glemmer aldrig, første gang jeg mødte Apolonia. Jeg filmede hende i to minutter, hvor hun skulle kigge ind i kameraet, og med det samme kunne jeg mærke, at hun var en fantastisk kvinde at hvile sit kamera på.

Ud over at være meget charmerende, karismatisk og have en evne til at GRIBE kameraet, fandt jeg undervejs ud af, at Apolonia også er en FRI kvinde – en kvinde uden tabuer.

Det har udfordret mig rigtig meget under arbejdet med filmen, for jeg har selv ekstremt mange tabuer. Både i forhold til kvindebilleder og i forhold til krop – og ikke mindst det at have en krop, der bliver syg.

Lea Glob skutter sig lidt i sin islandske sweater. Det er tidlig formiddag, råkoldt udenfor, og vi sidder i Leas og kærestens lejlighed med udsigt over Københavns tage.

På reolen ved siden af os står to filmpriser. Selv om Leas dokumentarfilm “Apolonia, Apolonia” ikke har ramt de danske biografer endnu, har den vakt international opmærksomhed:

Filmen vandt den prestigefyldte hovedkonkurrence på IDFA 2022, og også på Göteborg Film Festival kunne Lea hive prisen hjem for bedste dokumentar.

– At vinde de her priser betyder ekstremt meget for mig, for det har været et kæmpestort maratonprojekt at lave “Apolonia, Apolonia”.

– Gennem 13 år har jeg fulgt Apolonia med mit kamera, og undervejs har jeg været nødt til at argumentere rigtig meget for, at min film var værd at støtte.

– Man er vant til at se kvinder på en helt bestemt måde – også på film. Men vi befinder os i en særlig tid, hvor vi er klar til, at de her anderledes kvindeportrætter kommer FREM – og det synes jeg er ret særligt at opleve. Og at være en del af, siger Lea og tilføjer:

– Jeg har aldrig før set en kvinde som Apolonia blive portrætteret på film. Mange kvinder går rundt og tvivler på sig selv og er bange for, om de er gode nok.

– Apolonia tvivler ikke – hun stiller sig frem og siger: “Jeg er kunstmaler, og jeg skal ud og erobre verden” – og det synes jeg er dybt fascinerende.

En magisk verden i Paris

Lea Glob er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole.

Under sin uddannelse fik hun den opgave at lave et portræt af “et spændende menneske”, og tilfældigheder førte hende til et teater i Paris – og et møde med den unge kunstmaler Apolonia Sokol.

Apolonia er født i Paris, men har boet i Danmark, fra hun var 8 til omkring 20 år, og hun taler derfor flydende dansk.

– Jeg tror, det har noget med skæbnen at gøre, at Apolonia og jeg mødte hinanden. Vi krydsede hinandens veje, og i starten havde jeg ingen idé om, at jeg ville ende med at følge Apolonia med mit kamera i så mange år, fortæller Lea.

Apolonia bliver født ind i en fransk-polsk boheme-familie i det farverige kvarter Chateau Rouge i Paris, hvor hendes forældre har omdannet en gammel vaskehal til undergrundsteatret Le Lavoir Moderne.

Teatret er et pulserende samlingspunkt for systemkritikere, poeter, skuespillere, politiske flygtninge og kunstneriske aktivister. Her vokser Apolonia op – i et mylder af mennesker – hvor der bliver drukket vin i kander ved langbordene, skabt alle former for kunst og diskuteret politik i stearinlysenes skær.

– Apolonia grinede, første gang hun så mine optagelser fra teatret: “Jeg troede, at jeg boede på et slot, men der er jo fugt på væggene”, sagde hun.

– Teatret VAR et fattigt sted – men samtidig var det en fuldstændig magisk verden at træde ind i, fortæller Lea med lys i øjnene.

Lea bliver suget ind i den magiske teaterverden – og i perioder sover hun sammen med de andre bohemekunstnere på slidte madrasser på gulvet i teatret.

– Jeg var i gang med at øve mig i at være dokumentarist, så jeg gik bare rundt og filmede Apolonia i hendes hverdag. Teatret havde en filosofi om, at alle, der lagde vejen forbi, skulle have plads til at udtrykke deres kunst. Så jeg faldt bare ind, siger Lea.

Var det ikke svært for dig at blive bag kameraets linse?

– Jo, men jeg er nærmest vokset op med et kamera i hånden, så det føltes naturligt for mig. Min mor var ung, da hun fik mig.

– Jeg er enebarn, og jeg har altid været meget observerende og lyttende – og da jeg som barn fandt et kamera, gav det med det samme mening for mig at opleve verden gennem linsen. Jeg kan rigtig godt lide ordene “at fange noget med sit kamera” – for hvem fanger hvem?

Ja, i dokumentaren siger du: “Om det var mig der fangede Apolonia med mit kamera, eller hende, der fangede mig i sit teater – det ved jeg stadig ikke.”

– Ja, jeg blev dybt fascineret af Apolonia. Hun er en stor personlighed, og hun tør vise de ting frem, som man normalt vil skjule: Sin usikkerhed omkring sin krop, sin glæde – at kvindekroppen ikke skal kontrolleres.

– Forholdet til kvindekroppen er noget af det, der driver Apolonia som kunstner – og det bliver også spejlet i hendes malerier, fortæller Lea.

Personlighed og kunst

På væggen i Lea Globs stue hænger et dragende maleri af et kvindeansigt. Øjenbrynene er mørke og markante, blikket er fast, ansigtet er malet hvidt.

– Apolonia har malet dette selvportræt – jeg tror faktisk, at det er en skitse, ikke et færdigt maleri, fortæller Lea, da vi rejser os og går hen og kigger nærmere på maleriet.

– Jeg kigger tit på Apolonias selvportræt og tænker på, hvor HELDIG jeg har været at møde en ung, kvindelig oliemaler, der var villig til at tage mig med ind i det allermest skrøbelige – ind i den skabelsesproces, hvor hun skulle finde sin vej som kunstner, siger Lea med bevægelse i stemmen.

Apolonia begynder allerede i en tidlig alder at male oliemalerier, og som 21-årig bliver hun optaget på det prestigefulde franske kunstakademi École des Beaux-Arts på den rige side af Seinen.

Med udsigt til Louvre skaber Apolonia det ene oliemaleri efter det andet, men hun må slide og slæbe for at slå igennem som kunstner.

– Til sin afgangseksamen fra Kunstakademiet får Apolonia at vide, at hendes personlighed er mere interessant end hendes kunst – ville man sige det til en mand? spørger Lea.

Og tilføjer:

– Apolonia kæmper i mange år imod nogle strukturer for at finde sin plads som kvindelig kunstner. Oven i det kommer hun fra trange kår.

– Maling er dyrt, og det tager et år for et oliemaleri at tørre, så det er ikke let for hende at insistere på sin kunst. Så jeg gik også selv fra at tænke: “Wau, det her bohemeliv er helt fantastisk” – til at få en indsigt i, at bohemelivet også har en RÅ bagside, fordi det er helt uden sikkerhedsnet.

– Mange af de kunstnere, der havde deres gang på teatret, havde ikke til dagen og vejen. Teatret var et sted, hvor skæbner mødtes og flettede sig ind i hinanden – og mange af disse skæbner rørte mig på et meget dybt plan.

Efterhånden som Leas dokumentarfilm udvikler sig, fletter endnu en kvindeskæbne sig ind i fortællingen.

På teatret møder Lea den ukrainske aktivist Oksana Shachko, der er en af frontfigurerne i den feministiske revolutionære bevægelse Femen – der kæmper for kvinders rettigheder og imod seksuel udnyttelse af kvinder i et pro-russisk styret Ukraine.

Mange husker nok de vilde scener, hvor topløse unge kvinder stormer frem på offentlige pladser i Ukraine med antipatriarkalske slagord malet på deres nøgne bryster.

En af de kvinder er Oksana – og efter at være blevet anholdt flere gange har Oksana brændt alle broer bag sig og er flygtet til Paris, hvor hun søger ly i teatret.

– Oksana ankommer til teatret med to brækkede arme, på flugt fra den russiske efterretningstjeneste. Hun er 25 år og har ofret ALT for at kunne udøve sin kunstneriske aktivisme, og det rørte mig på et plan, jeg ikke har oplevet før, fortæller Lea.

– Oksana og de andre kvinder i Femen bruger kroppen som våben og maler med verdenspressen som pensel, men når kameraerne er slukket, står de her kvinder i en totalt barsk og rå virkelighed.

– Da Oksana ankommer til teatret i Paris, er hun alene i verden – og på grund af nogle interne stridigheder bliver hun også ekskluderet fra Femen.

Sjæleven med ukrainsk aktivist

Mens Leas kamera ruller, udvikler Apolonia og Oksana et stærkt venskab, hvor deres kunstneriske udfoldelse er i centrum.

Oksana har også en kunstnerisk baggrund – allerede som otteårig bliver hun optaget i den ortodokse kirke i Ukraine som ikonmaler, og hun vælger senere at bruge hele sit kunstneriske virke som aktivist.

I Paris må Oksana lægge sin aktivisme på hylden, og hun forsøger at finde tilbage til den kunst, der kan udtrykkes på et lærred.

– Oksana og Apolonia er sjælevenner, og de tager hver især et aktivt valg om, at de ikke har lyst til at sætte børn i verden – de vil hellere udleve deres kunst, fortæller Lea.

Blev du også venner med Apolonia og Oksana undervejs?

– Når man følger hinanden gennem mange år, bliver der knyttet nogle tætte bånd – men på en lidt mærkelig måde, for jeg var der jo for at lave film.

– Så jeg vil hellere både kalde det en solidaritet og et venskab, for med mit kamera vil jeg gerne vise Apolonia og Oksanas hverdag, deres liv og det, de kæmper for, forklarer Lea.

Apolonia træder mere og mere i karakter som en oliemaler, der sætter kvindens krop fri gennem sin kunst. Hun rejser til Los Angeles, hvor hun i første omgang kommer i stald hos en kendt kunstsamler, der bestiller det ene maleri efter det andet.

Apolonia maler og maler – men hun har ikke sig selv med, fordi det hele skal foregå på samlebånd.

Og da hun en dag er ude med kunstsamleren for at få taget nogle tjekkede pr-fotos, gør Apolonia oprør: Hun smider alt tøjet og stiller sig splitternøgen i yogastillingen Broen midt i en museumspark i L.A.

– At smide tøjet er Apolonias måde at tage kontrollen tilbage over sit liv, over sin kunst. Hun vil ikke længere være et industriprodukt i L.A., og det er, som om hun finder ind til sin indre ild.

– Apolonia rejser hjem fra L.A. og får hul igennem til at producere de værker, der i dag står som nogle af hendes stærkeste, fortæller Lea.

Med en stor soloudstilling i Istanbul slår Apolonia for alvor sit navn fast som en af tidens helt store samtidskunstnere. Verden ligger åben – og livet begynder endelig at smile til Apolonia.

For kvinden bag kameraet udvikler livet sig i en helt anden retning. Lea har gennem årene holdt sig bag kameraets linse for at følge andres liv folde sig ud – og undervejs har hun mødt sin kæreste og er blevet gravid.

Arbejdet med filmen fylder stadig meget for Lea, og selv med den voksende mave bliver hun ved med at rejse frem og tilbage mellem København og Paris for at følge Apolonia og Oksana med sit kamera.

Lea føder en sund og velskabt dreng – men så tager hendes liv en dramatisk drejning.

– Jeg føder min søn her i lejligheden, og lige efter fødslen bliver jeg ramt af en bakterieinfektion, som desværre får lov at buldre af sted. Vi møder sundhedsvæsenet på en dårlig dag, fortæller Lea, mens tårerne presser sig på.

Lea og hendes kæreste tager på Rigshospitalet, og i løbet af kort tid muterer bakterien i Leas krop til en livstruende infektion. Som nybagt mor bliver Lea lagt i kunstigt koma, og i syv dage svæver hun mellem liv og død.

Lea ender med at være indlagt i fire måneder, og da hun endelig bliver udskrevet fra hospitalet, er det med en krop, der er mærket af den voldsomme infektion.

Alligevel beslutter hun sig for at gøre sin dokumentarfilm færdig – og for at inddrage sin egen historie i filmen.

Hvilke tanker gjorde du dig om at vende kameraet mod dig selv?

– Som jeg ser det, er forholdet til kvindekroppen et af de vigtigste temaer i min film, og det rammer mig på en stærk måde, da min egen krop bliver syg, siger Lea alvorligt.

– Under arbejdet med filmen er jeg blevet konfronteret med mange tabuer i forhold til krop, og da jeg selv bliver syg, går det op for mig, at der også er tabuer forbundet med den syge kvindekrop.

– Jeg vidste slet ikke, at man kunne blive så syg, når man lige havde født, siger Lea.

– Så jeg kunne mærke, at det var vigtigt, at jeg lagde min egen historie med ind i puljen af kvindeskæbner, som man møder i min film. “Apolonia, Apolonia” handler om at insistere på skrøbeligheden i det at være menneske – men også på skønheden.

– At være stolt af kvindekroppen, for den kan virkelig mange ting: Den kan bane vejen for kunst, den kan være aktivistisk – og den kan rejse sig igen efter at være blevet fuldstændigt smasket ud af sygdom, siger Lea.

Og indskyder:

– Men min egen historie er klippet meget ned, så den ikke tager fokus fra den store fortælling i filmen.

Hvordan reagerede Apolonia, da du blev syg?

– Da jeg blev syg, skiftede det hele, så Apolonia var der for mig. Jeg fik virkelig stor respekt for Apolonia som menneske, for hun var én af de få, der kunne finde ud af at STÅ i det sammen med mig – det var der mange andre, der ikke kunne.

– Apolonia VAR der bare, og det var ret dejligt at mærke. Og hun blev ved med at insistere på, at jeg skulle lave min film færdig, fortæller Lea.

Sygdom og selvmord

Samtidig med, at Lea kæmper for at komme tilbage bag kameraet, sker der en tragedie i Paris: Oksana tager sit eget liv.

– Det var et kæmpe chok og et kæmpe tab. Oksana var en af de helt store kvindelige aktivister, og jeg håber virkelig, at hun får det eftermæle, hun fortjener, siger Lea.

– Oksana var et lille menneske med et KÆMPE mod. Hun kæmpede i mange år med at finde sig til rette i Frankrig.

– Apolonia troede, at det ville “redde” Oksana at begynde at male igen – og Oksana fandt også ind til sin kunst og fik sin egen soloudstilling i Paris. Men aktivismen var i Oksanas blod, og til sidst mistede hun modet. Hun blev fundet død i sin lejlighed i Paris i juli 2018.

13 år efter sin første optagelse af Apolonia slukker Lea sit kamera – og det, der begyndte som en optagelse på to minutter af en karismatisk, ung kunstner på et teater i Paris, er nu blevet en dokumentarfilm på to timer.

Hvordan vil du beskrive “Apolonia, Apolonia”?

– Jeg ser filmen som en mangestrenget kvindefortælling. Du har kvinden, der får et barn, du har de to kvinder, der fravælger børn. Du har kvinden, hvis krop bliver syg, og du har kvinden, der tager sit eget liv.

– I mellemrummet mellem de punkter, hvor Oksana, Apolonia og jeg har mødt hinanden, bor skæbnefortællingerne. Vi fødes, og vi dør – men hvilken vej vælger du, og er det overhovedet et valg? Hvad går du igennem, og hvilke ofre må du gøre? lyder det filosofisk fra Lea.

– Jeg synes, der er noget smukt i, at de her kvinder mødes med alle deres forskellige ønsker, drømme og livsvalg.

– De livsvalg har konsekvenser og fører os forskellige steder hen, og det var, som om jeg blev ved med at skrælle lag efter lag af en kæmpestor historie – om kvindeskæbner, der fletter sig ind i hinanden. Så det gik op for mig, at mit kamera var rettet imod selve livet.

– Oliemaleriet fastholder livet – men det gør kameraet også. Og den tid, du bruger sammen med andre mennesker – og den kærlighed, du giver – det er jo det, der ER livet.

Interviewet blev første gang udgivet i femina uge 12, 2023.