Jeg har efterhånden samlet 450 tallerkener. Er det et tegn?

I mit køkken sidder jeg og kigger på en amerikansk kvinde i den amerikanske programserie ”Hoarders” og tænker ”godt det ikke er mig” med skrækblandet fryd.

Hendes udefra set nydelige lyse træhus er ud fra enhver betragtning – bortset fra hendes egen – ubeboeligt. Hun bor der alligevel sammen med nogle og tyve usle katte og, skal det vise sig, en hel del døde katte. Der er kattelort overalt.

Badekar og køkkenvask er fyldt med sort vand og ”druknede” ting. Sort vand står næsten op til kanten i et stoppet og ekstremt ulækkert WC. Et ubeskrivelig snavset køkkenbord med ditto underskabe er fyldt med gammel opvask, madrester, kattelort …

Og så er der ikke mindst bjergene af kasser, poser, ting, ragelse og skidt op i mindst et par meters højde. Overalt i huset. Simpelthen overalt. Det ligner en losseplads, vi mangler bare mågerne.

Midt i svineriet har kvinden en polstret lænestol, som hun med møje kan forcere sig frem til. Selv ser hun egentlig okay soigneret ud.

Hun forstår ikke, at myndighederne har erklæret hendes hjem sundhedsskadeligt og truer med at kondemnere det. Hendes to voksne sønner er afmægtige.

Et hold af professionelle i hoarder-adfærd og rengøring af hoarder-hjem ankommer for at rydde huset så godt som muligt. De fleste i hel-lukkede sikkerhedsdragter og med åndedrætsværn. Der stinker.

Myndighederne har givet holdet en uge til den enorme opgave at gøre huset beboeligt. De har skovle med. Kvinden flipper fuldstændig ud, da hun ser de affalds-bugnende røde plastiksække blive båret ud. Det er gode ting! Guld! Værd at gemme!

Holdets psykolog sætter ind, mens kvinden raser og græder og ligner en, der bliver udsat for et totalt nedbrydende overgreb. Og det gør hun muligvis også.

Da tiden er gået, kommer en repræsentant for myndighederne og gennemgår huset og erklærer det fortsat ubeboeligt. Opgaven var simpelthen for stor. Ingen af sønnerne vil have deres mor boende.

Hun kommer på herberg og fortsætter sin yndlingsbeskæftigelse: at gå på skattejagt i amerikanske thrift shops – genbrugsbutikker. Hun går rundt med sin store indkøbsvogn, fylder den med legetøj, køkkenmaskiner, pynteporcelæn … og siger, at det er jagten, der giver hende et kick. Fundet til den gode pris. Og det at ”redde” tingene.

Dér fik hun mig.

For hvis jeg drejer hovedet væk fra tv-skærmen og lidt til højre i mit køkken, har jeg udsigt til en porcelænssamling af – ja, lad os bare kalde det ekstreme dimensioner.

I familie med OCD

Jeg har læst mig frem til, at hoarding, altså tvangsmæssig samling af ting, der ikke nødvendigvis har en værdi for andre end hoarderen selv, er en psykisk sygdom i familie med OCD.

Men hvor mennesker, der lider af hoarding, sjældent har en erkendelse af, hvor voldsomt og livsbegrænsende det, de lever i, egentlig er, oplever mennesker med OCD tvangshandlingerne som noget, der er uhensigtsmæssigt og foregår udenfor dem selv. Hoarding ses også tit i sammenhæng med autisme, angst, depression, skizofreni, demens, PTSD og psykotiske lidelser.

Derfor er jeg faktisk ret interesseret i at finde ud af, hvornår samlermani bare er et lidt sjovt personlighedstræk, og hvornår det bliver alvor.

Og hvornår det egentlig bare er rod, der er vokset én over hovedet – som det vel er i serien TV 2 serien ”Ryd op i dit rod”, hvor Lene Beier tømmer folks overfyldte hjem, breder alle deres ejendele ud i en hal, beder dem smide halvdelen ud i en flov og følelseskaotisk renselsesproces og sender dem hjem i god ny ro og orden.

Sagen er, at jeg vel efterhånden har 450 gamle tallerkener. Plus det løse. Bestik. Skåle. Glas. Terriner. Fade. I mange forskellige stel. Derudover er der lamper. Malerier. Vintagetøj. Gamle globusser. Sjove ting. Kurateret selvfølgelig. For der er nørderi involveret. Jeg er samler.

Og det er jagten, der giver mig et kick. Fundet til den gode pris. Og det at ”redde” tingene … Har vi hørt det lige før?

Forskellen er måske bare, at jeg passer på tingene og glæder mig over dem, når jeg har reddet dem. At jeg lærer noget om gamle ting og antikviteter. Det handler om tings æstetik for mig. Og deres historie. Så der er et rationale bag samleriet. Bilder jeg mig ind.

For der er da langt til den amerikanske kvinde med de døde katte. Der er også langt til den kvinde, der i en engelsk udgave af programmet, ”The hoarder next door”, først samler på ALT, hvad der er udsmykket med mariehøns – fra gummistøvler til servietter og bøjle-bh’er.

Hun bliver befriet fra sin mariehønsetrang, kun for at få et tilbagefald og begynde at købe – kager. Tørkager, kiks, småkager og cremefyldte boller hober sig op hjemme hos hende i enorme mængder. Der er jeg trods alt ikke. Men hvor er jeg så?

Hamstring

Nogen må vide noget. F.eks. Katharina Oravsky Sandström, der er læge, parterapeut og forfatter – og har skrevet om hoarding i ”Ugeskrift for læger”. Og Kamilla Albek, der har arbejdet i socialpsykiatrien, har hjemmesiden samlermani.dk og underviser i, hvad hoarding egentlig er for noget. De er begge også psykoterapeuter.

Jeg ringer til dem begge samtidig. Man er vel ikke samler for ingenting … Og spørger:

Er det egentlig ikke ret naturligt for mennesker at hamstre?

Katharina: – Altså de fleste af os i den vestlige verden har jo en form for overforbrug i en eller anden grad, men de fleste af os er også ret gode til at smide væk. Dér, hvor man begynder at tale om samlermani, er det meget mere end at hamstre, det er, når man absolut ikke kan smide ting væk – heller ikke ting, som ingen værdi har.

Kamilla: – Det der tipping point er sindssygt komplekst. Men ultrakort og lidt groft sat op kan det være, når det er svært at smide ting ud eller give noget væk, som ikke har nogen værdi. Hvis du har 500 plastikposer, og du ikke kan smide én væk, kan det godt være, man skulle begynde at snakke om, om der kunne være noget samlermani her.

Katharina: – Spørgsmålet er også, hvornår noget er en sygdom i det hele taget. Man har jo ret til at bo, som man vil, man har ret til at rode og samle alt muligt, men hvis det begynder at gå ud over éns liv og den måde, man gerne vil leve det på – for eksempel at man ikke vil have gæster, fordi ens lejlighed simpelthen er fyldt op med udstoppede ugler – jamen så har man nok et problem. Men det er meget individuelt, hvornår man som person oplever, at det er en lidelse. I forhold til lidelser som den her er det faktisk ikke muligt at skelne 100 procent skarpt. Det giver heller ikke mening.

Hvad kan være udløsende faktorer for hoarding?

Kamilla: – Det forskes der stadig i, men et traume kan være en udløsende faktor. Tab af ægtefælle, job, identitet og så videre kan for eksempel trigge noget, som i virkeligheden har været underliggende siden barndommen. Især tab af ægtefælle er min erfaring.

Udviklingen af hoarding er ofte forbundet med tidlige tab. Og hvad kan man så gøre ved det? Man kan prøve at behandle psykologisk – med kognitiv adfærdsterapi. Det har en vis effekt, men det er ingen mirakelkur, for mange mennesker bliver hoarding noget, de må leve med i en eller anden grad.

WHO udnævnte i 2022 hoarding til en selvstændig diagnose, hidtil havde det ligget under OCD – i USA har det været en diagnose siden 2013. Man anslår, at sådan cirka fem procent i de udviklede lande lider af samlermani, men mørketallet er stort – fordi det foregår bag en ofte hermetisk lukket hoveddør i folks hjem.

Kamilla: – Ja, det er jo kun dem, der er blevet forsket i, som man kender til. Det er kun de tal, man har. Prøv så at tænke på alle dem, vi ikke ser, alle dem, der ikke beder om hjælp. Der er sindssygt mange velfungerende mennesker, som er nydelige og pæne, og man kan ikke se, at de har et problem – men de har et hjem, hvor de aldrig har gæster.

Diagnosen er endnu ikke indarbejdet i det danske sundhedssystem og bliver det formentlig først om et par år. Derfor giver man den faktisk ikke herhjemme endnu. Men at tilstanden findes, er ingen hemmelighed. Sundhedspersonale støder for eksempel jævnligt på den – som Kamilla Albek selv har gjort det i socialpsykiatrien.

En såkaldt CIR-rating scale kan være et pejlemærke for, hvornår noget nærmer sig hoarding:

Kamilla: – Det er et visuelt billede, hvor der er ni firkanter. For hver firkant bliver det her hjem mere og mere rodet. Ved billede fem skal man måske begynde at finde ud af, om der skal sættes ind med noget støtte. Skalaen bruger man simpelthen for at have et fælles sprog for graden af samlermani.

Coping-Mekanisme

Når man ser de mange forskellige programmer om hoardere, er det bemærkelsesværdigt, hvordan nogle både skammer sig og ikke vil have folk ind i deres hjem – samtidig med at de insisterer på, at der ikke er noget galt i det hjem.

Katharina: – Det handler måske om, at hvis man siger højt, at man har brug for hjælp, så skal man også modtage hjælp. Og det kan vække angst.

Og her kommer vi til kernen:

Katharina: – Sagen er, at det at samle kan være en coping-mekanisme, en måde at bearbejde et dybereliggende psykologisk problem på. Hvis man smider sin coping-mekanisme væk, skal man jo erstatte den med noget andet. Og hvis man ikke umiddelbart kan se, hvad det skal være, er det en ret vanskelig situation at stå med – ligesom at smide sin livline væk.

Måske er det derfor, jeg faktisk føler, der bliver begået et overgreb på en hel del af de mennesker, der i noget, der vel bedst kan kaldes underholdningsprogrammer om noget ekstremt alvorligt, ”graves fri” af deres hjem fysisk – fordi man samtidig knækker dem mentalt.

Kamilla: – Ja. For mennesker med samlermani er der en angstproblematik forbundet med det at give slip. Man mister jo lidt den her tryghed, man har samlet sig til, eller man mister den overlevelsesmekanisme. Man afgiver jo sindssygt meget kontrol, hvis man lukker nogen ind, som har til hensigt at rydde op i éns ting. På den måde ville jeg også godt kunne kalde det et overgreb. Ikke tilsigtet. Men det er i hvert fald den følelse, man sidder med.

Er det så den rigtige behandlingsmetode, hoardere bliver udsat for i den slags programmer?

Kamilla: – Ikke hvis du spørger mig. Jeg har jo arbejdet i socialpsykiatrien og har været ude hos mennesker med samlermani og har skullet hjælpe dem. Det er også derfor, jeg underviser ansatte i det offentlige i at håndtere det nu. Det, jeg allerhelst vil have mere fokus på, er relationen til det menneske, der har samlermani. At prøve at finde ud af: Hvad er det egentlig, det menneske selv godt kunne tænke sig? Handler det om, at vi bare skal stoppe med at få ting ind i lejligheden eller huset? Hvor er det egentlig, vi skal sætte ind? For du må godt leve, som du har lyst til.

– Det er selvfølgelig klart, at hvis der så kommer rotter – så skal vi eliminere et eller andet problem. Jeg har undervist rottefængere, og én af havde været ude hos et par borgere med samlermani igennem tre år, fordi der var rotter i huset. Det lykkedes faktisk at få hjulpet de her mennesker til, at der ikke var rotter mere. Men det tog tre års relation med en rottefænger. Så jeg mener, at det godt kan lade sig gøre, men det kræver, at man relationelt kan forbinde sig til de mennesker. Og så skal det ikke gå hurtigt. Man er nødt til at give det tid.

Minimalismetrend

Men hvad er det så for følelser, der er i spil, når hoarderen både holder fast – og skal forsøge at give slip?

Katharina: – Der er afhængigt af, hvad det er for et menneske, man har med at gøre, for der er lige så mange årsager, som der er mennesker, men når man kigger på forskningen, er der noget, der kunne tyde på, at det er mennesker, der har svært ved at mærke deres følelser. De har måske ikke kontakt til deres følelser, fordi det er smertefuldt. Så samlermanien kan f.eks. starte med, at en person køber nye ting, som personen synes, er pæne at se på. Som så aktiverer nogle belønningssystemer i hjernen. Som så kan gøre det en smule nemmere for personen at holde ud at være i sig selv.

Samlermani er en tabuiseret lidelse. Som medfører selvisolation, ensomhed, forøget risiko for ulykker i hjemmet, manglende hygiejne, et ødelagt hjem – og skam. Og spørgsmålet er, om sygdommen er mere udbredt i de udviklede lande, om det er en slags velfærdssygdom.

Kamilla: – Ja om det udspringer af noget vestligt – en forbrugersamfundsting …

Katharina: – Jeg tænker også, at det er noget kulturelt, for hos os er det skamfuldt at have en masse ting samlet. Vi skal have pæne og ryddede hjem. Og jeg kunne forestille mig, at det i de fattige samfund faktisk er fint at have rigtig mange ting. Man vil gerne vise dem frem, man vil gerne vise velstand frem. Det gør vi ikke her, det er ikke normen.

– Så det kunne være, at det at samle faktisk ikke bliver set som en lidelse i tredjeverdenslande. Det er også sådan med skizofreni: I nogle afrikanske og asiatiske samfund ses det at hallucinere og tale i tunger faktisk ikke som sygt, men som megasejt. Så er man gudinde eller gud. Jeg tror også, det har med det at gøre. Noget kulturelt. Og så er vi igen tilbage ved spørgsmålet, hvornår noget er en sygdom, og hvornår det ikke er. Det handler rigtig meget om kontekst. Det er et meget kulturelt spørgsmål, hvordan man ser på den adfærd.

Når WHO igen skal opdatere ICD, kan det være, at en ny diagnose skal med på listen: klimaangst og følgerne af den.

Kamilla: – Den minimalismetrend, der er kommet, er måske et kontrasvar til det med, at velstand er at eje ting.

Katharina: – Ja, mange af dem fra den unge generation, som jeg har som patienter, er meget klimabevidste: De føler virkelig ikke, at de må eje noget, som er nyt. Nogle gange bliver det lidt for meget. De kan ikke lade være med at tænke på det konstant, og det hæmmer deres hverdag. Så begynder det at blive fanatisk.

Vi har jo også som kristne de syv dødssynder. Og grådighed som en af dem?

Kamilla: – Ja … Man må ikke være grådig, vel? Det snakkede Katharina og jeg lige om, før du ringede. Man præsenteres for alle de der boligmagasiner – som Bo Bedre – der er sådan helt støvsugede for personlige ejendele. Det er åbenbart sådan, det skal se ud. Men selv bor man i et hjem, der er stikmodsat, og hvad er man så for én?

Dopaminkick

Ifølge WHO’s nye definition på hoarding som diagnose er der ikke klinisk forskel på forekomsten hos mænd og kvinder.

Kamilla: – Det kommer nærmere an på, hvad man er vokset op i. Jeg kendte til en mand, som oplevede madknaphed, da han var barn, så han hoardede dåsemad. Men jeg har altså oplevet mange kvinder, som har virkelig meget tøj. Det er jo udtryk for, at der er nogle følelser, der ikke er taget hånd om, og så bliver det erstattet af noget andet.

Og så skal vi ikke glemme hjernens kemi i den forbindelse.

Kamilla: – Man får et dopaminkick, når man laver sådan et godt køb. Og hvis man hører til dem, der udpræget har det sådan, så er der kommet sindssygt mange genbrugsstationer, hvor man kan hente gratis ting. Hvilket jo er rigtig godt. Det er bare ikke særlig godt, når man ikke vil have flere ting i sit hjem. Så vi lever i en tid nu, hvor genbrug er in, og det faktisk er moderne ikke at smide ting væk. Det taler lidt ind i, at vi måske lige skal have hjulpet nogle mennesker derude på en eller anden måde.

Og så er vi tilbage ved den naturlige hamstring. I et velfærdssamfund som det danske, handler en del af forbrugerismen vel ikke ligefrem om hoarding, men om – tryghed.

Kamilla: – Og så hjælper det i hvert fald ikke, at vi lever i et samfund, hvor det hele tiden handler om at være i kontrol. De bløde værdier bliver i hvert fald ikke fremskyndet i vores samfund, hvor det handler om at yde.

Hvordan bor I to?

Kamilla: – Folk siger, at jeg bor hyggeligt. Som der var en, der sagde: ”Man kan godt se, at du bor der”. Ha ha! Det er ikke samlermani, men jeg har lidt af det, det tror jeg, at mange af os har. Jeg har mange bøger. Ikke ligefrem fra gulv til loft, men jeg har mange bøger, som står fremme, og som jeg aldrig får læst. Men tænk hvis jeg nu en dag ...

Katharina: – Jeg bor i et rimelig stort hus med mand og tre børn, og jeg synes, jeg rydder op hele tiden, personligt føler jeg mig lidt kvalt, hvis der er for mange ting. Men samtidig kan jeg ikke lide at skulle købe et eller andet nyt – hvis jeg nu kunne have gemt noget, der kunne bruges. Det er hele tiden en balancegang, men jeg vil ikke mene, at jeg har en hoardingtendens. Men vi er jo begge psykoterapeuter, så vi er meget nysgerrige på din historie med tallerkener?

Hvad skal jeg sige … Det er ikke fordi, jeg ikke kan gå af med ting, jeg har af og til en loppemarkedsstand. Men jeg har klart haft en utryg barndom præget af tab. Det behøver jeg bare ikke en diagnose for at vide.

Mit hjem er præget af æstetik – afbrudt af bunker. Så jeg holder mig til definitionen kreativt rod. Jeg har lige købt seks tallerkener til. Fordi. Det er jagten, der giver mig et kick. Fundet til den gode pris. Og det at ”redde” tingene …

Artiklen blev udgivet i Psykologi 04/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.