"Jeg var 35 år, alenemor til to, og så arbejdede jeg solen sort samtidig. Jeg fatter ikke, hvordan det hang sammen"

Som en af de mest anerkendte tv-værter igennem snart 30 år har Natasja Crone sat sig selv på en opgave.

I stedet for at tale om, ”hvor godt alting var i gamle dage”, prøver hun at dele ud af sin viden og skærpe sin nysgerrighed på, hvordan verden mon ser ud for dem, der er yngre end hende. Som mor til to og elitebilist på livets landevej prøver hun at fejre sin status med en mental midtvejsfest, der peger fremad.

– Det er faktisk først nu, hvor jeg i år fylder 54, at det er gået op for mig, at jeg ikke er en af de unge længere. Mange gruer for at fylde 50, men det syntes jeg nærmest bare var sådan lidt sejt. Nu mærker jeg mere og mere, at jeg er den erfarne i en række af de sammenhænge, der er vigtige for mig.

– På arbejde gør jeg mig umage med at lytte, også til de vilde idéer. Når man har lavet det samme i 30 år, ved man jo godt, hvad der bliver til noget, og hvad der ikke kommer til at ske. Og man forstår hvorfor. Fordi man har været der før, siger Natasja Crone.

– Jeg begynder også at kunne gennemskue flere nuancer i relationer mellem mennesker. Jeg ser måske et ungt, umage par skændes på den onde måde og tænker, at ”det der, det er en skilsmisse i slowmotion, og de aner det ikke”. Det er hård kost.

– Men det er en stor styrke at blive bedre til at gennemskue alt det, der foregår mellem linjerne, mellem mennesker og i mig selv. Den evne vokser med alderen. Sådan havde jeg det ikke for fem år siden. Erkendelsen, og ikke mindst anerkendelsen af, hvor man er i livet, den er ny.

– Det er jo faktisk sjældent, nogen på 30 siger, at 50 er det nye sort. Det er vist noget, min generation selv har fundet på. Det er ikke nødvendigt.

Som storesøster i en kernefamilie på fire, som flyttede fra en arbejderlejlighed i Københavns nordvestkvarter og i eget hus i 70’erne, passede Natasja og hendes familie fuldstændigt ind i tidens familiemønster og så dog.

For huset lå i Holte på den sjællandske nordkyst, og hendes kunstneriske og kreative forældre, der begge havde gang i store karrierer i filmbranchen, larmede lidt mere og stak ud blandt det pænere borgerskab.

– Både min far og mor kom fra arbejderhjem uden særligt mange penge. De mødte hinanden i gymnasiet og fik mig og min søster i stor kærlighed, da de var helt unge.

– Da de begyndte at få succes som filmproducenter, flyttede vi hele cirkusset af kunstnere, skuespillere og musikere, der rendte ind og ud ad dørene, til Holte og larmede videre der. Jeg elskede det, og Holte blev jo min legeplads.

– Jeg spillede fodbold med drengene og håndbold med pigerne. Gik til kor og klaver, elskede ABBA helt vildt og havde gang i alt muligt teenage-agtigt samtidig. På den måde havde jeg et andet fokus end min skønne lillesøster, der nok var mere påvirket, da mine forældre blev skilt. Det har vi i hvert fald talt om siden.

– Helt typisk for tiden blev mine forældre skilt, da min søster var 10, og jeg var 13. Heldigvis blev de ved med at være nære venner, og det var de, til min far døde for nogle år siden. Til gengæld var det atypisk, at min søster og jeg blev boende hos min far i huset i Holte, da min mor flyttede.

– Min far var faktisk kun sidst i 30’erne, så han gav den gas, og vi måtte alt. Men jeg var aldrig i tvivl om mine forældres kærlighed, eller om hvem der var de voksne. Når jeg tænker tilbage, var det set med mine teenageøjne en god skilsmisse, men faktisk tror jeg ikke, at min sans for at fatte lagene i livet overhovedet var begyndt at spire.

– Jeg legede bare og dyrkede sport. Sådan tænker jeg egentlig på min barndom, og det er jeg taknemmelig for.

Altid lidt udenfor stregerne

Det lå i kortene, at Natasja som sin far, mor og søster, som også blev filmproducent, nok også skulle fiktionsvejen. Men det gjorde ikke indtryk på hende. Hun gik sin helt egen vej.

– Jeg var lidt af en alien i min familie. Jeg elskede, som den absolut eneste rundt om bordet, alle former for sport. Jeg var lidt af en dreng i hovedet, uden at jeg lagde mærke til det. Gik i byen uden bh og makeup, i jeans og tanktop og med kort hår.

– Min far havde været kirkesanger, og når vi havde gæster, sang vi flerstemmigt i vilden sky. Det elskede jeg og blev da også musisk student, inden jeg ”ikke sådan lige anede”, hvad jeg så skulle.

– Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at jeg vildt godt kunne lide at skrive. Så derfor blev jeg journalist og begyndte som meget ung som sportsreporter på TV, siger Natasja Crone, som de fleste danskere har fulgt hjemme fra sofarækkerne.

Uanset om det handler om at holde den afsluttende partilederrunde i en valgkamp i vater, eller om den nuværende konge skal giftes, hans far begraves, eller hans mor hyldes, styrer Natasja Crone sikkert slagets gang.

– Ligegyldig hvad mit private liv har budt på af udfordringer og kriser, så har mit arbejde altid være mit helle. Dér, hvor jeg blev voksen og lærte mit fag. Det er faktisk lidt af en erkendelse for mig i dag, at alt det drama, der har været i mit liv, altid har været i det private. Aldrig på arbejdet.

– Jeg har haft travlt, har knoklet, og det har nogle gange været svært. Men balladen har altid været selvmål på den private bane. For eksempel blev jeg skilt lidt voldsomt og stod alene med to helt små børn stort set synkront med, at jeg kommenterede dagen lang, da Kong Frederik og Dronning Mary blev gift.

– Jeg var 35 år, alenemor til to, og så arbejdede jeg solen sort samtidig. Jeg fatter ikke, hvordan det hang sammen.

– Men det er sådan med mit job, at man arbejder på de mærkeligste tidspunkter, og til gengæld har man så fri, når alle andre går på arbejde. Så det gik med hiv og sving og stor hjælp fra mine forældre.

Størst af alt er kærligheden

Når man som Natasja har været så synlig i mediebilledet, kan det være svært at få lov til at være sig selv og i fred. Man bliver let sat i bås, og når så den store kærlighed står lige så låst i båsen ved siden af, kan man faktisk som par blive noget nær ”breaking news” helt uden at ville det.

I december sidste år blev Natasja Crone gift med TV 2’s udenrigskorrespondent Rasmus Tantholdt, som hun inden da havde dannet par med i næsten syv år. En meget stor lykke er man ikke det mindste i tvivl om, når talen falder på den store kærlighed, som helt tydeligt lyser ud af hende.

– Jeg er en meget glad og lykkeligt gift ældre dame nu. Jeg ser faktisk vores omfangsrige såkaldte bagage, i kraft af vores alder, som én af vores store styrker som par.

– Vi har jo altså begge en vis grad af erfaring i at være nogens kærester. Jeg ved nu, at hvis man møder én, og alt er perfekt, så skal man gå all in, uanset hvad resten af verden mener. Det skylder man kærligheden og hinanden. Men man skal tage sin tid.

– Mange par mødes og leder febrilsk efter ligheder hos hinanden. ”Hurra, elsker du også Italien og hunde og gode bøger, så passer vi jo perfekt sammen”. Når man så gerne vil passe sammen, kan det være svært at møde konflikten. For den kommer jo.

– Det er et vilkår i alle levende forhold. Vi har lært hinanden at kende i modvind og op ad bakke. Vi måtte gang på gang evaluere, om vi overhovedet var en god idé. Vi har set mange mildt sagt ikke så flatterende sider ved hinanden fra start.

– Vi elsker virkelig hinanden i virkeligheden, og vi har noget at have det i. Vi har øvet os i at elske hinanden ordentligt og ventede for eksempel med at flytte sammen i fem år og ventede så endnu flere år, inden vi blev gift. Tvivl er skønt i alt, minus i kærlighed. Tvivlen er væk. Den findes ikke nu.

– Vi har kendt hinanden i årevis på grund af, at vi har samme arbejdsgiver. Men vi har aldrig arbejdet i samme bygning.

– Når jeg så Rasmus i arbejdssammenhæng, var det som live reporter et sted ude i verden med mig hjemme i studiet, og nu er jeg på Go’ aften Danmark, som er en helt anden form for journalistisk formidling. Det er en styrke, at vi begge er journalister.

– Jeg var på arbejde, da Dronning Margrethe abdicerede. Rasmus, der er stærkt begejstret for Dronning Margrethe, fældede først en tåre, men gik så straks i gang med logistikken omkring at rykke rundt på vores planlagte bryllupsrejse, for han vidste jo godt, at jeg ikke kunne rejse midt i en så historisk begivenhed for Danmark.

Som ægtepar er hverdagen naturligvis også præget af den ”frivillige deleordning” med TV 2, som Rasmus’ korrespondentrolle indebærer. Mens vennernes partnere går til badminton, så går Rasmus i krig, så at sige.

– Faktisk kan jeg godt være i det. Sådan er det med det, der skræmmer. Jo mere man ved, jo mindre farligt er det faktisk. Det har været et vilkår for os fra start, og Rasmus ved i den grad, hvad han laver.

– Jeg glæder mig altid sådan, til han kommer hjem, men han er nok mere hjemme, end mange tror. Reglen er 10 dage ude og så hjem og holde fri. Rasmus er vildt god til at lande. Som en brandmand eller ambulanceredder kan han adskille sine indtryk.

– Vi snakker tit sammen, når han er ude, og næsten altid om helt små hverdagsting herhjemme. Det har den fordel, at Rasmus er helt opdateret, når han vender hjem, så vi er fri for at tale om håndværkere og affaldssortering, og hvad der sker på lørdag. Det ved han, og det fungerer godt for os.

– Vi er bevidste om, at han en gang imellem kommer hjem og har oplevet noget forfærdeligt. Og så bearbejder vi det på den måde, han har lært, er bedst for ham. Vi har jo mødt hinanden på et tidspunkt, hvor vi begge kan vores kram og kender os selv. Vi er heldige.

– Vi har tid og bor et rigtigt godt sted og har fri sammen i hverdagene. Vi tuller og hygger, laver mad og ser vores venner. Vi har tre store drenge tilsammen, hvoraf de to bor hos os.

– De tre er jævnaldrende og gode venner. Der står altså 4 -1 til drengene, når jeg er eneste damemenneske på ferier. Så er det jo godt, at jeg er sygt god til at spille fodbold.

At kunne stå og blive stående

Selv om livet lige i dag umiddelbart blomstrer i en smuk krans af kærlighed til de nærmeste og glæden ved at dele hverdag med danskerne på arbejde, har det selvfølgelig ikke altid være sådan.

Alle falder. For Natasja har det altid handlet om, hvordan man kommer op igen. For det gør hun.

– Jeg tror, det ligger i mine gener. Min mor og far har vist mig råstyrke, og den har jeg formået at tage til mig. Når jeg snubler i livet, har jeg lært, at jeg godt kan rejse mig igen.

– Jeg har ikke et gran af selvmedlidenhed og anerkender ikke en passiv rolle som en del af mig. Jeg kan altid gøre et eller andet, også når det er svært. Men selvfølgelig har jeg også mødt min mur.

– Jeg har haft misbrug tæt inde på livet i min familie, og dem, der kender til det, ved, at man som pårørende står fuldstændig magtesløs, uanset hvor gerne man vil fikse alting. Afhængighed er stærkere end kærlighed.

– Jeg synes ikke, at jeg lægger låg på det svære. Jeg tror bare, at jeg især på bagkant forstår, at jeg ikke kan bestemme alting. Heldigvis er en uoverskuelig situation aldrig statisk. Det går jo på den ene eller den anden måde. Selv når alting ramler, er jeg svær at vælte.

– Den styrke har jeg arvet fra min mor, det er jeg helt sikker på. Der kommer jo bump og bakker i livet. Nogen støder på dem tidligt og lærer af dem, det har jeg gjort. Andre vælter af sted i perfekte liv, indtil alting ikke er perfekt længere, og så vælter de, fordi de aldrig har øvet sig i det svære.

– I dag er jeg taknemmelig for, hvad jeg har lært af mine hak i livet, for de er en del af den, jeg er blevet til. Men vi kunne blive langt bedre til at støtte hinanden.

– Jeg er så vred over, hvor lede folk er ved hinanden i det offentlige rum og på sociale medier. Hvis vi talte ordentligt til hinanden, så var det langt nemmere at have det svært og komme videre.

– Jeg har stort set været forskånet for de helt store offentlige shitstorme, men jeg ser hele tiden, hvordan de bryder folk ned. ”Tal ordentlig og støt hinanden”, det må I godt skrive med stort.

– Nu er jeg 53 og klart i evalueringsfasen. Hvorfor er livet indrettet sådan, at man skal nå alt i hele verden, når man er ung: arbejde, karriere, familie, og så har man pludselig al tid i verden, når ungerne er store?

– Når jeg klynker over alt det, jeg burde have gjort anderledes og bedre, minder Rasmus mig om, at det løb er kørt. Det bedste, jeg kan gøre for mig selv og for verden i øvrigt, er at være og give alt det, jeg gerne vil her og nu.

– Så jeg øver mig i at kigge frem og opføre mig ordentligt i alle relationer. Jeg skal ingen steder foreløbigt, men når jeg skal, bliver det med et stort smil, en god plan og min mand i hånden.

Der er så meget at glæde sig til i livet her til min personlige midtvejsfest.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 18, 2024. Dette er en redigeret version.