Jenna drev en succesfuld restaurant: Jeg havde råd til shoppingture og charterferie. Men jeg hadede det

På en lille plet af paradis på jord bor Jenna Frans i en skurvogn. Der er en nærmest larmende stilhed i den lille skov. Kun en klukkende bæk og et par krager bryder stilheden.

Rødbrune egern piler rundt, og en fasan pirker i jorden.

– Når jeg åbner min dør, står jeg lige midt i naturen. Det er et fuldstændigt fantastisk, fredeligt sted. Der er et utroligt rigt dyreliv. Hver dag kan jeg sidde og nyde synet af flere egern i trætoppene. De kommer tit helt tæt på, for de har vænnet sig til os.

– Og der er masser af rådyr og fasaner, og inde i skoven er der en lille sø med svaner, gæs og vores egen miniudgave af Sort Sol, hvor store flokke af fugle danser. Det kan gøre mig helt høj.

51-årige Jenna lever i en skurvogn på18 kvadratmeter og har hverken indlagt vand, strøm, varme eller træk og slip-toilet.

Når hun skal træde af på naturens vegne, er det netop midt i naturen. Bag en teltdug står et komposttoilet, vand henter hun i bækken, og den sparsomme strøm kommer fra solceller.

Det er netop bæredygtigheden, der var afgørende for, at hun valgte at bo primitivt i en skurvogn.

– Nu har jeg endelig fået lov til at leve mit indre naturbarn ud. Jeg er født og opvokset på Vesterbro, men elskede at være i ét med vind, vejr og jorden på min morfars husmandssted på Sydsjælland. Han var selvforsynende økolog, før man overhovedet talte om den slags.

– Han var religiøs og lærte mig, at naturen er Guds gave til os mennesker, og vi skal behandle den med respekt. Det har betydet, at jeg altid har forsøgt at leve så bæredygtigt som muligt, men det er først nu, jeg for alvor har skåret rigtig mange tons af mit CO2-aftryk. Det betyder enormt meget for mig at leve uden at belaste vores jord.

Nu dør du sgu

Det er to år siden, at 51-årige Jenna tog en ny retning i sin tilværelse. Hun lagde et liv som succesrig restauratør og et stort hus på Ærø bag sig.

For succesen og den hæsblæsende travlhed havde en høj pris. Jenna havde åbnet øens første bæredygtige restaurant med en vegetarisk menu, som kunderne valfartede til.

– Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg var stolt og nød den anerkendelse, jeg fik. Det var sjovt i starten, men efterhånden måtte vi gå på kompromis med bæredygtigheden for at følge med efterspørgslen. Vi købte flere og flere varer, der ikke var klimavenlige, og vi generede pludselig en masse afffald. Det havde jeg det forfærdeligt med.

Til sidst brød Jenna sammen. En nat sagde kroppen fra.

– Jeg vågnede pludseligt og følte, ”Så, nu dør du sgu”. Mit hjerte hamrede helt sindssygt, og jeg havde det rigtig skidt. Lægerne forklarede, at det var alvorlig overbelastning og rådede mig til at trække stikket med det samme – ellers ville jeg dø af det.

– Jeg tænkte, jeg kunne hvile mig nogle uger, men min læge sagde, det ville vare et år eller mere for mig at restituere. Hun fik ret. Det første halve år lå jeg bare i fosterstilling og sov og sov. Der kom til at gå næsten tre år, før jeg var helt på benene igen.

I dag har Jenna erkendt, hvorfor det endte sådan. Hun blev besnæret af pengene, prestigen og brød med sine egne principper.

For det havde aldrig været hendes drøm at tjene mange penge og kunne købe materielle goder. Tvært i mod. Hun havde i lang tid haft en længsel efter et liv med mere nærvær og nærkontakt med naturen.

– Jeg havde fået råd til at bo godt, jeg kunne slå mig løs på shoppingture og rejse på charterferie. Men helt ærligt, så hadede jeg det. Det gav mig dårlig samvittighed. Efter to dage på en all-inclusive ferie var jeg parat til at flygte. I virkeligheden ville jeg jo hellere på en vandretur med min rygsæk, forklarer Jenna

Min sjæl for vild

– Jeg følte mig heller ikke rigtig tilpas hjemme i mit store hus. Det kan måske lyde mærkeligt, men det var som om, min sjæl for vild i alle rummene. Jeg havde mistet mig selv i det ræs. Så jeg var begyndt at tænke meget på en af de lykkeligste perioder i mit liv.

– Da børnene var små, flyttede vi til Sydfyn, fordi jeg skulle være med til at starte en friskole op. Vi lejede en længe på et økologisk landbrug, men den skulle først sættes i stand. Imens boede vi i campingvogn på gårdspladsen. Det tændte virkelig noget i mig at bo så basic, for vi fik en helt anden nærhed og en masse naturoplevelser som familie.

Efter sit sammenbrud og den langvarige sygemelding besluttede Jenna sig for, at nu skulle det være.

Det var slut med flere omveje eller undskyldninger for ikke at leve, som hun selv havde mest lyst til.

Sammen med en god ven af familien købte hun et knaldtilbud på den forladte naturgrund med to forfaldne skurvogne.

– Det var mildt sagt et uoverskueligt vildnis. Grunden havde stået urørt i mindst 10 år, og der var vokset Tornerose-krat op overalt, så det var bare at begynde fra en ende af. Det var et kæmpe arbejde at grave, hugge og kløve sig vej gennem for at se, hvad der egentlig gemte sig.

– De to skurvogne var ramponerede og ubeboelige. Til at begynde med satte vi den ene i stand, mens vi boede i telt på grunden i to måneder. Så rykkede vi ind i den første vogn, mens vi tog fat på den anden. Den første vinter var der ikke isoleret, og når der var 18 graders frost, var det ikke særligt charmerende. Lige i de nætter kunne jeg godt have brugt fjernvarme og indendørs toilet, men det er også den eneste gang, jeg har savnet moderne bekvemmeligheder.

Siden Jenna er flyttet ind i skurvognen, har hun skåret alt overflødigt væk i mere end én forstand.

For først røg alle de ting, hun havde samlet sammen og gemt i sit store hus.

Nu har hun kun det mest nødvendige, for ting skal tjene et formål, hvis de skal have plads i skurvognen.

– Det giver mig en enorm stor frihedsfølelse, at jeg ikke er bundet af hverken materielle ting eller mursten. Det er en lettelse kun at have nogle få, nødvendige ting.

– Det hele bliver dejligt enkelt, og jeg skal heller ikke bruge en masse tid på rengøring og oprydning. Før kunne jeg godt føle mig nærmest omringet af alle de unødvendige ting, jeg havde.

Ingen støj i sindet

Hun har også fået luget ud i ligegyldige tidsrøvere i sit liv. Jenna bruger ikke timer foran tv’et eller med sin telefon, men er blevet mere bevidst om, hvad hun fylder sin dagligdag med.

– Jeg kan ikke bare bevidstløst lade mig underholde af fjernsyn, Netflix og mobilen i timevis. Solcellerne leverer kun en vis portion strøm, så det begrænser sig selv. I stedet går jeg en tur i skoven eller sætter jeg mig til at strikke, hækle og tegne.

– Det nyder jeg. Og når min datter på 18 år bor her hos mig, tilbringer vi rigtig meget tid ude i naturen, og vi får snakket, spillet brætspil og hygget os på en helt anden måde, fordi vi ikke bare sidder og glor på hver sin skærm. Det synes jeg er en stor gave.