Josefine Klougart var ved at dø efter en spontan abort: "Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville kæmpe, men jeg gav bare slip"

Det er længe siden, 36-årige Josefine Klougart sidst har udgivet en roman.

Det var ”New Forest” i 2016, og meget er sket i forfatterens liv siden da: Hun har fået en bonusdatter, er selv blevet mor til en søn, har været igennem en voldsom spontan abort, hvor hun mistede så meget blod, at hun var tæt på at dø. Og nu er hun gravid igen.

Livserfaringer, som hun også har trukket på i arbejdet med sin sjette roman, ”Alt dette kunne du få”, som lige er landet på boghandlernes hylder.

For selv om hovedpersonen i romanen hedder Barbara, er der flere paralleller til Josefine, når man bladrer fortællingen om slægt, familieliv og døden igennem.

Og så får moderskabet en plads i ”Alt dette kunne du få”, som den ikke tidligere har haft i Josefines forfatterskab.

– Jeg har været gravid tre gange, mens jeg har skrevet den her bog, så det med at blive og være mor har fyldt meget i mit liv. Der skete så meget med mig som menneske i den proces, og det tænker jeg, at man kan se på bogen, siger Josefine Klougart og uddyber:

– Romanen handler om at blive mor – at miste kontrollen, men til gengæld vinde noget andet.

Giv slip

Allerede i romanens åbningsscene går hovedpersonen Barbara som barn ud i Vesterhavet med sin søster. Hun har bundet et reb om sin og søsterens talje, og de finder et hestehul, hvor de går ud for at lade sig tage af strømmen.

De bliver en del af en større rullende kraft, som Josefine Klougart forklarer det, hvor de i nogle vilde øjeblikke oplever at være ét med naturen.

– Det er i de små øjeblikke, i momenter, vi kan mærke, at vi er forbundet med verdenen, og de øjeblikke er jeg optaget af. Det lyder måske meget abstrakt, men det er en grundlæggende følelse for os mennesker, at vi i glimt kan forstå, hvordan vi allerede er intimt forbundet med naturen.

– Det er i de øjeblikke, vi også kan træde ud af vores eget begrænsede jeg og mærke, at vi ikke er alene. At vi altid er en del af noget meget større, siger Josefine Klougart.

– Vi bor i dag i byer, men helt grundlæggende er vi jo naturvæsner. Det er også det, der er så chokerende ved at føde et barn. Det er dét, vi pludselig forstår.

I lære som dyrlæge

Naturen har også altid spillet en vigtig rolle i Josefine Klougarts eget liv. Hun er opvokset i den vilde natur på Mols, og det bølgende bakkelandskab har altid fyldt meget i hendes romaner.

Josefine Klougarts mor har, ligesom Barbaras mor i ”Alt dette kunne du få”, været meget interesseret i at åbne naturen op for sine børn.

I lang tid troede Josefine Klougart, at hun skulle være dyrlæge, og hun fik i lange perioder af sin friskoletid lov til at følge den lokale dyrelæge fremfor pensum.

Hun har også haft heste, og lørdag efter lørdag har hun reddet rundt i Mols Bjerge alene.

– Når man har med heste at gøre, er der hele tiden et praktisk og konkret arbejde. Det er noget fysisk, der kræver, at man er kropsligt til stede. Man kommer ud over sine tanker og den selvbevidsthed, vi normalt er fanget i, siger Josefine Klougart.

Med verdens stigende temperaturer, oversvømmelser, skovbrande og andre naturkriser har det givet endnu mere mening for Josefine Klougart at skrive om menneskets forhold til naturen.

– Vi er nødt til at indse, at vi er fuldstændig forbundet med naturen omkring os. Vi kan ikke bare trække et skel og sige ‘mennesker på den ene side, naturen på den anden’.

– Man kan ikke længere se på naturen som en ressource, man er nødt til at indse, at den er en del af os. Og når vi udpiner naturen, udpiner vi også noget i os selv, siger hun.

"Der er ingen hjemme"

Forbundetheden til naturen mærkede Josefine Klougart også for alvor, da hun fødte sin søn. I de timer var hun udelukkende til stede i den fysiske proces, og hendes tanker var kastet væk.

Hendes kæreste filmede noget af fødslen, men når hun ser filmklippene i dag, fylder det hende med et sært ubehag. For det er som at se en fremmed eller som at se hendes krop "uden hende selv".

– Der er ikke nogen hjemme, som man siger i Jylland. På de film ser jeg ud præcis, som jeg oplevede det: Jeg oplevede, at jeg var et dyr, siger hun.

– Det var vildt at opleve, hvordan min krop bare vidste, hvad den skulle gøre. Der var ikke nogen frygt i mig, for alle de tanker, der skaber frygten, var jeg befriet for. Det er faktisk først, når jeg ser filmen, at det bliver ubehageligt, fortæller Josefine Klougart.

Hun fortsætter:

– Graviditet og fødsel rummer dog også et kæmpestort kontroltab. Min generation af kvinder har det med at være superkontrollerede – det er jeg i hvert fald selv – så det var særligt for mig at opdage, at jeg faktisk godt kunne give slip og bare lade kroppen bestemme.

I de seneste år har fødsler og moderskab fyldt meget i litteraturen, og for Josefine Klougart har det været vigtigt at forsøge at beskrive, hvordan man må give slip på sig selv, når man bliver nogens mor.

– Det ligger i vores kultur, at det er svært for os at slippe kontrollen. Derfor er det også endnu vigtigere at tale om det, vi vinder ved at gøre det.

– Der er en særlig kraft, vi kun kan få adgang til på den måde. Og jeg tror, at vi kunne få bedre fællesskaber og bedre liv, hvis vi øvede os i det.

Så døden i øjnene

Kort efter at Josefine Klougart fødte sin søn, blev hendes far alvorligt syg og var tæt på at dø. Her lærte hun som nybagt mor, hvor skrøbeligt livet er.

– Angsten for, at det lille porcelænsagtige spædbarn pludselig skal holde op med at trække vejret, sidder jo hele tiden i én. Man bliver lige pludselig ansvarlig for et andets menneskes liv. Det er jo i sig selv voldsomt, siger hun.

– Da jeg blev mor, havde jeg en meget klar følelse af at rykke en generation tættere på døden. Det er jo også det, der sker. Jeg så ind i en fremtid uden mig selv.

– Og da min far så blev syg, forstærkede det min følelse af, at rykke en stol tættere på døden.

Josefine Klougart har altid været optaget af døden, men også bange for den. Og dødsangsten er ikke blevet mindre, efter hun er blevet mor.

Men da hun sidste år var tæt på at dø under en spontan abort, reagerede hun på en helt anden måde, end hun havde troet, hun ville.

Hun var gravid i tredje måned med sit andet barn, da hun aborterede spontant, men uden at kroppen ville give slip på fosteret. En ‘missed abortion’, kalder man det.

Lægen kunne se, at barnet i maven var dødt, og Josefine Klougart fik piller med hjem til en medicinsk abort.

En uge efter begyndte hun at bløde meget. Hun var alene hjemme, lå på badeværelsesgulvet og ringede til hospitalet for at fortælle, at der var meget blod. Lægerne fortalte, at aborter normalt er blodige.

– Men jeg er fra landet og set hundredvis af dyr komme til skade og blive opereret, og jeg var overbevist om, at det her var for meget blod, siger Josefine Klougart.

Hun mistede bevidstheden flere gange, og det endte med, at hun blev hentet af en ambulance.

I ambulancen fik hun elektroder på brystet, og ambulanceføreren talte til hende med ansigtet helt tæt på for at sikre sig, at hun var til stede og ikke forsvandt.

Da de nåede frem til hospitalet, havde Josefine mistet mere end to liter blod.

– Jeg kan huske, at jeg følte medlidenhed med lægen. Jeg tænkte: ‘Han er så bange for, at jeg skal forsvinde, og han tager det her kæmpe ansvar på sig, for at jeg skal overleve, men det eneste, jeg har lyst til, er bare at lukke øjnene’, fortæller Josefine Klougart, der ikke er helt færdig med at forstå, hvad der skete i de timer.

Den spontane abort og Josefine Klougarts dødserfaring er også blevet skrevet ind i ”Alt dette kunne du få” – efter lidt betænkningstid.

– Det er en meget konkret beskrivelse af at være så tæt på døden, at man kan mærke den helt fysisk. Som noget, man kan give efter for og lade sig falde ind i. En større rullende kraft.

– Det viste sig, at netop den erfaring var vigtig for, at romanen faldt på plads. Så jeg gav den til Barbara. Jeg lod hende finde den ro og give slip, siger Josefine Klougart.

– Bogen handler om kærlighed. Og det at elske fordrer præcis det samme som det at dø: Det fordrer, at vi giver slip.