Julia Lahme Det feminine samfund?

Indimellem hører man, at samfundet er blevet feminiseret. At alt efterhånden foregår på kvindernes præmisser, og at vi kvinder og vores måde at gøre tingene på er kommet til at dominere alt fra skoler til arbejdspladser. Jeg har egentlig altid tænkt, at det var noget fis, og at der måske nærmere er sket en humanisering af samfundet. Men nu er det ved at gå op for mig, at jeg har taget grueligt fejl. Den opdagelse gjorde jeg lige efter folketingsvalget. Helle Thorning holdt en tale, hvor hun mindede os om, at hun nok var Danmarks første kvindelige statsminister, men ikke den sidste. Og hvor hun bad danske unge kvinder og piger huske på, at alt – ALT – er muligt. Jeg var nok ikke den eneste, der blev rørt og inspireret. Men der skete også noget andet efter valget: Dansk Folkeparti fik et sensationelt godt valg, og dét fik sindene i kog. Nogle skrev kronikker, læserbreve og Facebook-opslag om, hvor hæsligt det var, at Dansk Folkeparti i dén grad havde taget over. Det fik andre til at skrive og tale om, at alle har ret til en holdning. Det fik så til gengæld atter andre til at mene, at man ikke måtte tale dårligt om de holdninger, man ikke selv var enig i. Altså: Vi må ikke tale dårligt om det, vi ikke selv synes. Vi må faktisk ikke tale dårligt om noget. LÆS OGSÅ: Julia Lahme - om at se sig selv i øjnene At vi ikke må tale dårligt om andre, er en given ting. Det er det, vi lærer vores børn – og det er basalt rigtigt, at vi ikke må synes, at nogle er idioter, fordi deres holdning til kirke, politik, doughnuts eller amning er anderledes end vores egen. Men når vi ikke må tale dårligt om holdningen, begynder det at være et problem. Hvis man følger den logik, begynder det hele at blive svært: Jeg må så ikke sige, at jeg synes, at det er usselt at mene, at mennesker med mørk hudfarve er mindre gode end de lyse. Og jeg må heller ikke sige, at jeg synes, det er under lavmålet at mene, at man er en dårligere mor, hvis man giver flaske, end hvis man ammer. Så hvad betyder det? Åbenbart at vi ikke må have holdninger mere, og at vi under ingen omstændigheder må være uenige. Det lyder jo som en klassisk damesituation. En af de situationer, hvor man sidder omkring kaffebordet med damerne og undgår svære emner, fordi man endelig ikke må stikke ud med en anden holdning end flertallets. Alle er enige, og dem, der ikke er, siger ikke noget, fordi det er god opdragelse at tie stille. Hvis vi skal være helt ærlige, så er den manglende debat måske noget af det mest farlige, der sker – for hvem tør mene noget, hvis man er bedst opdraget, når man tier stille? Hvis man ikke får lov til at sidde med ved kaffebordet, hvis man mener noget andet end de andre? Hedder det for resten ikke mobning i folkeskolen? Måske er det i virkeligheden det, der er feminiseringen af samfundet? At vi tier stille. At vi ikke råber op. At vi ikke debatterer. Måske handler det slet ikke om skoler og børnehaver og arbejdspladser, men om kaffeborde? At kvindernes konsensuskvindelighed dominerer så hårdt, at vi nu er stille? At vi nu skælder ud på dem, der har en holdning, fordi de har én? Måske kunne vi være mere rummelige, mere lydhøre, og i hvert fald høre efter, når Helle fortæller os, at piger kan blive alt. Herunder også hørt.