Hun havde alt, hvad hun drømte om. Så sagde hendes coach noget, der ramte plet

”Måske skulle du holde op med at løbe. Måske er det fint bare at være i det”.

"Det ramte. Det ramte simpelt hen ned i et SÅ fint sted i mig. Jeg var 55 og havde alt, hvad jeg overhovedet kunne drømme om med hjem i min bagage. Både en økonomisk frihed og en lyst til at skrive stadigvæk.

Jeg skiftede også forlag på det tidspunkt, hvilket var helt fredeligt. Men det siger noget om tiden. Det var en ændringstid.

Jeg kan huske følelsen af at sidde der overfor min coach fra for 20 år siden, som jeg opsøgte igen, da jeg kom hjem fra USA.

Sidde der og tænke: ”Hvad fanden er det næste, du skal løbe efter, Sara?” Og så høre ham sige, at jeg måske skulle lade være med at løbe."

Sara Blædel sidder i sin sofa i sin relativt nyerhvervede københavnerlejlighed. Relativt, for i år er det hendes anden jul her.

Hun kunne have haft travlt. Det har hun haft før op til jul, hvor hun har været på signeringstur rundt til landets boghandlere lige indtil lillejuleaften. Hun kunne have haft en masse interviews linet op. Det har hun haft så tit, når en ny roman er sendt på markedet, og i det hele taget.

I år er det anderledes. Ændringstiden sætter sine spor. Og de spor klæder hende.

Året, vi snart kan vinke farvel til for eksempel, har været, føler hun, ”et roligt stræk af et år, hvor der virkelig har været plads til at være mig og traske rundt i gummistøvler med min hund”.

Gummistøvlerne ser vi nu ikke skyggen af denne her eftermiddag, hvor det er storby-Sara, vi møder, og ikke sommerhus-Sara, der har siddet og skrevet oppe i Hornbæk i måneder ad gangen.

Krimiromanen ”Elins død”, der udkom for halvanden måned siden, er til dels blevet til deroppe, mens hun samtidig familiesammenførte sig med Cooper, et uimodståeligt pelsdyr af en hund, som hun fik som hvalp i januar, og som har haft en vis indflydelse på, at hendes skrivedage blev kortere end normalt, og at hun var længere om at skrive en roman, end hun plejer.

Ordet ”ændringstid” dukker op, efter at fotograf, fotoassistent og makeupartist har takket af, og en nærmest følelig atmosfære af fløjlsblød ro langsomt lister sig frem igen og gør det nemt at forstå, at hun altså også holder meget af at sidde i sit arbejdsværelse her i lejligheden og skrive. Inden vi når dertil i snakken, har vi fået konstateret, at Sara Blædel er et julemenneske:

– På en skala fra 1 til 10 er jeg en 8’er, eller nej, en 9’er!

Hun elsker den søde juletid, men hun har også prøvet at rejse væk nogle år. Og juleaften i år glæder hun sig ”helt sindssygt til”.

– Men her taler vi jo om Saras jul, forklarer hun, – for der er kun én måde at holde jul på, og det er MIN måde. Det er den, jeg er opvokset med. Det er en julekøreplan, som jeg har taget med mig ind i mit voksenliv og min søns liv, og som vi ufravigeligt holder os til.

God til risalamande

Hendes forældre var glade for mad og var gode til at lave mad og gjorde meget ud af maden, ikke mindst til jul. Hun elsker også selv at lave mad.

– Og jeg er god til at lave risalamande, vildt god, faktisk. Jeg er måske ikke helt så god til andestegen. Men jeg har også fundet ud af, at det ikke giver ekstra præmie, at jeg selv har stået og stegt og braset i dagevis.

– Jeg hverken skammer mig over eller føler, jeg hopper over, hvor gærdet er lavest, ved for eksempel at købe min rødkål hos et af de gode madsteder ude i byen, og for min skyld må hele julemiddagen gerne komme udefra, hvis bare den er af god kvalitet.

– Jeg vil simpelt hen ikke bringes ud i stress. Julen skal være en fornøjelse og skal bæres af glæde, ikke af pligt og præstationsræs.

– Alt det der med at skulle præstere og skulle leve op til noget, det gider jeg ikke. Ikke længere. Det er i det hele taget blevet en del af min livsfilosofi. Det er bare så vigtigt, synes jeg nu. Sådan har jeg ikke altid haft det. Slet ikke med mit forfatterliv.

– I mange år har jeg kastet al den passion ind i mit forfatterliv, som jeg overhovedet har kunnet, og har virkelig også haft en fest med det.

– Det er tit sådan, man gør, tror jeg, hvis man er som jeg, dybest set et lidt indadvendt, usikkert, ungt menneske, som jo ikke er ungt mere. Men da jeg var det, var det bare virkelig ikke rart at blive konfronteret med ting, jeg ikke var god til, eller ting, jeg ikke magtede. Og jeg var aldrig rigtigt god til noget. Højst ”mellem” eller ”okay”.

– Jeg spillede både håndbold og fodbold, men duede ikke rigtigt til det. På et tidspunkt begyndte jeg også at gå til ridning og var meget glad for det. Men heller ikke det var jeg god til. Og så en dag gik det ligesom op for mig: ”Hvis du virkelig vil det her, er du simpelt hen nødt til at blive bedre til det”. Og så tog jeg en beslutning.

– Jeg holdt op med håndbold og fodbold. I stedet gik jeg all in på ridning og endte med at ride stævner og var helt vild med det.

– Det her handlede ikke om at præstere overfor andre. Det handlede om for mig selv at få lukket det hul af usikkerhed og få en følelse af, at jeg kunne bunde. At der var noget, jeg kunne bunde i.

– Det her har ikke noget at gøre med at stråle udad, men at stråle indad og mærke en ro. Og det kan jeg sagtens relatere til i dag som voksen. Det giver mig en ro at mærke, at her kan jeg bunde. Det her har jeg fod på. Det her kan jeg. Og det er egentlig sådan, jeg er som person. Hvis der er noget, jeg virkelig vil, må jeg gå all in.

Hvad var mine odds?

Sit forfatterliv har hun langt hen ad vejen grebet an på samme måde, forstår man. All in-måden.

Ligesom alt det andet, hun ikke var god til, var hun heller ikke god til det med ord og viste sig at være ordblind.

Hun uddannede sig først til tjener, siden til reprokopist, men trodsede så sin ordblindhed og begyndte at arbejde som skrivende journalist. Senere startede hun et lille forlag, der udgav krimier, men først efter et langt tilløb kastede hun sig selv ud i at skrive krimier.

I 2004 debuterede hun med ”Grønt støv”, som hun fik Krimiakademiets debutantpris for. Året efter udkom hendes anden roman, ”Kald mig prinsesse”, som blev en bestseller.

– Dér stod jeg så i en situation, hvor jeg bare måtte konstatere, at jeg ikke magtede både at skrive bøger, som jeg gerne ville, og samtidig arbejde på fjernsynet, som jeg gjorde dengang ude på Metronome som enten journalist, tv-tilrettelægger eller redaktionschef.

– Og så sagde jeg op. Hvilket på det tidspunkt var helt skørt, for jeg havde et dejligt tv-job, som jeg virkelig var glad for. Jeg havde også Adam, min søn, som jeg var alene med, og jeg skulle jo sørge for, at der kom mad på bordet. Og hvad var mine odds?

– Jeg var vitterligt ikke en specielt god forfatter. Jeg var udmærket, men jeg var ikke det store lys. Alligevel var det det klogeste og modigste, jeg nogensinde har gjort, tror jeg, at tage det spring. Jeg blev ikke en forfattersucces overnight. Overhovedet ikke. Men jeg løb det op. Jeg løb det fandeme op.

Hun sidder dér, landet i en lejlighed, der har fået hende til at føle sig hjemme, og føle ”at jeg også er landet indeni mig selv”.

Og mens hun siger det, går det op for en, hvor himmelvid forskel der er på selvglæde og glæde ved det, man selv har opnået.

At være selvglad, det er hun ikke. At være glad, sådan oprigtigt langt-ind-i-knoglerne-glad for det, hun har og er, dét er hun.

Og når man så spørger, hvordan man gør dét, altså løber en succes som krimiforfatter op, ler hun først, men i hendes svar løber både stoltheden og ydmygheden side om side.

– Igen: Det handlede om at tage en beslutning. Og i hvert fald prøve. Prøve at gøre sig dygtig og gøre det så godt, man overhovedet kan. Og så ellers møde op til alle de ting, man bliver bedt om.

– Man kan rejse ud på bittesmå, obskure bogfestivaler, først her i landet og siden rundt om i verden, og tænke: ”Hvad i alverden laver jeg her?” Måske kommer der bare otte mennesker og lytter til en. Men måske er den ene af de otte den vigtige, der inviterer en til et tv-show. Man kan ikke vide det. Det har jeg altså gøglet med, ikke bare i to år, men i mange år.

– I USA ramte jeg lige ind i toppen af den amerikanske krimi-elite. Og det siger jeg ikke for at blære mig. Men det var simpelt hen dét, der skete.

– Jeg blev inviteret ind i deres kreds, og vi kunne lide hinanden og optrådte sammen på sjove steder og til skøre events. Og de er der stadigvæk som mine venner. Det var virkelig det, man kalder et gennembrud, jeg fik.

– Det har folk herhjemme sikkert glemt. Eller måske ved de det ikke. Og det er også lige meget. Men jeg blev kørt rundt i limousiner og fløjet rundt og gjort ved. Det var helt crazy. Det var en stor oplevelse og en vild oplevelse. Det var også hårdt, benhårdt. Men jeg har elsket hvert et øjeblik af det.

Hun blev i New York længere, end hun havde planlagt. Det hele kørte jo så godt. Men hjem ville hun alligevel.

Og hjemme igen kom altså de tanker, der fik hende til at opsøge sin coach, ham fra før i tiden. Og da han sagde, at hun måske ikke behøvede at løbe så stærkt mere, vidste hun …

– … at han havde ret. Jeg skal ikke løbe sådan mere. Jeg skal ikke hele tiden stå på tæer længere. Jeg skal stadigvæk skrive. Og gudskelov. Jeg sidder her og har næsten lige fået udgivet en bog, og jeg har allerede en ny ide til den næste roman, som jeg er helt på toppen over.

– Jeg skriver jo ikke, fordi nogen beder mig om det eller forlanger det. Jeg skriver, fordi det er dét sted indeni mig, hvor jeg har det allerbedst. Dér, hvor der er en historie eller et rum,som jeg har lyst til at gå ind i for at finde ud af, hvem de er, de mennesker derinde, dér har jeg det bare bedst.

– Jeg er ikke længere hele tiden på vej. Jeg er faktisk ikke på vej til en skid. For jeg behøver det ikke. Dér hjalp coronaen mig. For pludselig holdt alt udland jo op.

– Pludselig var der ingen foredrag, ingen bogfestivaler, ingen litteraturmesser. Men mit bogsalg gik stadig godt. Mit forfatterskab har det fint, uden jeg står på hver evig eneste bogmesse rundt omkring i verden, fandt jeg ud af. Men jeg er stadig derude rundt omkring.

– Jeg står der bare ikke, fordi jeg er bange for at gå glip af noget. Bange for at blive glemt. Hvis jeg står der, er det fordi, jeg har valgt at stå der. Det er derfor, jeg kan sige så sikkert og roligt, at jeg virkelig er et godt sted i mit liv. For jeg har selv valgt det.

Savnet ved juletid

Saras far, Leif Blædel, var journalist, og hendes mor, Annegrethe Nissen, var skuespiller. Hun mistede dem begge i 2013.

Selv om savnet altid er der, er savnet alligevel størst eller mere mærkbart omkring juletid.

– For både min søn og mig er julen tæt forbundet med mine forældre og min faster. Og tidligere også med min farmor og mormor. Men indenfor seks uger døde de alle tre, min mor og min far og sidst min faster. Alle dem, som altid kom til min fødselsdag og til juleaften, var der pludselig ikke mere.

–Den første jul derefter rejste Adam og jeg væk. Og det var ikke vellykket. Man skal ikke tro, at man kan stikke af fra en sorg og et savn. Det hele ramte mindst lige så hårdt, da vi sad på en strand i Mexico.

– Vi har også været i Oman i julen og i Thailand. Men vi har ikke leget, at det var juleaften, som en dansk juleaften er. Vi har haft lidt gaver til hinanden, men ellers ikke noget. Det har været superhyggeligt, men også lidt svært for sådan en som mig, der elsker jul.

– For Adam og mig har det også handlet om, at det ville føles kunstigt, hvis vi skulle sidde os to med et stort juletræ og andesteg de gange, hvor vi ikke holder juleaften med det nære vennepar, vi har. Så hellere rejse ud og være sammen på en anden måde. Og vi er et stærkt team, os to.

– Herhjemme er det en del af vores faste tradition juleaftensdag, at vi går over på Holmens Kirkegård og ønsker god jul ved mine forældres gravsted, bagefter går vi hele vejen hjem igennem Østre Anlæg.

Året efter, at Sara mistede sine forældre, blev hun også skilt, og hun har været single siden.

Tit gider man ikke at snakke om at være single. For man er single, indtil man ikke længere er det, and so what? Men Sara gider godt.

– Det er en af de ting, det har kostet at kaste sig så passioneret ud i forfatterkarrieren. Det har måske også kostet på vennefronten. For jeg har bestemt ikke været til alle de runde fødselsdage, jeg gerne ville i vennekredsen. Og jeg har heller ikke været til alle de barnedåb, jeg burde have været til.

– Men det har jeg også været åben omkring i min vennekreds og har sagt: ”Når jeg skriver, er jeg nødt til at melde fra til ting. Min psyke er ikke til, at jeg kan hoppe ind og ud af den bog, jeg arbejder på”. Og min flok ved godt, at det er sådan.

– Jeg har en tæt vennekreds, som jeg har kendt nærmest for ever. Min veninde Gitte og jeg har været veninder, fra vi var tre år, og min anden tætte veninde, Kristina, har jeg været veninde med, siden vi var 10 år. Og de bærer over med mig.

– At jeg ikke har en kæreste, handler om, at jeg i mange år har valgt at bruge min tid på noget andet. Det betyder ikke, at jeg har levet i cølibat. Og det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil møde én. Jeg søger det bare ikke.

– Jeg er ikke på datingmarkedet, for der er så mange ting, jeg hellere vil, end bruge eftermiddage på at drikke kaffe med fremmede mennesker, jeg ikke nødvendigvis har noget som helst tilfælles med. Det ville være en gave, hvis det rigtige menneske dukker op og er det menneske, jeg skal dele livet med fremover. Men jeg har allerede et vidunderligt liv.

– Jeg føler mig ikke kærlighedsløs. Jeg føler mig ikke ikke-elsket. Jeg føler mig ikke ensom. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil tosomhed og kærlighed. Jeg vil det bare ikke hele tiden.

– Jeg har meget brug for alenetid. Måske er jeg absurd afhængig af også at kunne være alene.

På vej mod 60

Hun synes ikke, det er sjovt, dét at være på vej mod de 60. Og det har intet med dødsangst at gøre, mener hun.

– Jeg synes bare, og nu siger jeg det direkte, at ”60 år” lyder enormt gammelt. Og samtidig rejser jeg blikket og kigger ud på et hav af powerkvinder, der er over 60, og tænker: ”Der er jo overhovedet ikke noget, der er slukket dér”. Men den gnaver indeni, må jeg indrømme. Og jeg undrer mig.

– Jeg ved, at der er kvinder, der føler, at de bliver usynlige i den alder. Men det mærker jeg ikke. Igennem mine bøger og det, jeg laver, føler jeg mig i den grad synlig.

– Jeg er godt stillet i en økonomisk tryghed. Jeg har det fint, hvis jeg går på pension. Jeg synes stadigvæk, livet er sjovt, og jeg brænder for det, jeg laver. Jeg føler heller ikke, at min krop falder af på den, men jeg holder også mig selv i gang med træning.

– Til gengæld kommer jeg ikke til at gå på nogen fanatiske kure mere. Det er jeg blevet for gammel til. Og det er en kæmpe fornøjelse at nå dertil. Meget af det, jeg gør, er altså at læne mig ind i, at alt sgu er fint.

– Og hvorfor tænker jeg så så skidt om ”60”? Er det fordi, jeg er bange for at blive gammel? Er det fordi, det er flovt at blive gammel? Nej, det tror jeg ikke.

– Jeg synes også, at jeg selv er ret sej. Jeg har for eksempel en båd liggende nede i Københavns havn, og jeg er bare blevet så forelsket i min nye hobby, og jeg er altså pissegod til at sejle motorbåd. Så hvad er der at være bange for?!

Sara Blædels seneste bog, ”Elins død”, er det 12. bind i serien, hun begyndte i 2004, med kriminalassistent Louise Rick som hovedfigur.

I mellemtiden har hun blandt andet også introduceret sine læsere for bedemandens datter Ilka, som hun har udgivet tre romaner om, og i 2021 udkom krimien ”Opløst”, som hun har skrevet sammen med Mads Peder Nordbo.

– Da jeg efter ni bøger holdt en pause med Louise Rick, og jeg fik ”De Gyldne Laurbær”, og jeg så begyndte at skrive om Ilka, var det fordi, nogle andre typer historier meldte sig, som ikke passede ind i Louise Rick-universet. Og sådan har det været hele tiden for mig.

– Lige fra den allerførste bog har det føltes, som om det er historierne, der har fundet MIG. Jeg har aldrig forsøgt at fremtvinge en ny historie. Det er det, der begynder at spire og boble i hovedet på mig, der bestemmer, hvad jeg skal skrive om. Og jeg har elsket at skrive om Ilka.

– Ilka er, som jeg ind imellem selv ville ønske, at jeg var, og måske bliver bare en lille bitte smule mere og mere, som årene går.