Large for oven, small i livet: På tøjjagt har jeg ofte følt mig forkert
Foto: Mew
Det kan være vanskeligt at købe tøj, når man kun er 1,55 cm høj, lidt bred over barmen og i øvrigt passer varierende størrelser forskellige steder på kroppen. Det oplever 45-årige Chanette Lind Tamminen fra Vallensbæk gang på gang.
Det er ikke kun det, at bukser og ærmer er for lange og skal lægges op eller rulles op. For når tøj er designet til højere standardkvinder, bliver proportionerne let forkerte til en, der er lavere.
– Det giver for eksempel for dybe V-udskæringer, som jeg er tvunget til at gå udenom, forklarer Chanette om udfordringerne ved at være petit, men ikke være det hele vejen rundt.
Kort om Chanette Lind Tamminen
45 år og ansat i IT-branchen.
Er en størrelse large foroven, en small i livet og en medium ved hofterne.
Gift, mor til én samt bonusmor til fire og bor i Vallensbæk syd for København.
Derfor undgår hun visse snit såsom lavtaljede bukser. Bukser, der gaber i linningen, kan hun redde med et bælte, hvorimod poser ved lommerne og buler i stoffet er sværere at reparere på:
– Der er en del tøj, som ser flot ud på bøjlerne i butikkerne, men hvor jeg må erkende, at det ikke dur til mig. Sommetider køber jeg det alligevel, selv om det ikke er optimalt. Typisk kan det være bluser med skuldre, der hænger for langt ud på overarmene. Er jeg meget forelsket i en bluse, der ikke sidder optimalt, køber jeg den måske alligevel og syr mig ud af problemet.
Er begyndt at blande tøj
At visse netbutikker er begyndt at vise levende billeder af tøj på modeller i flere størrelser og former har været en hjælp for Chanette. Desuden gik hun for nylig til en garderobeekspert og fik idéer til at bruge det tøj, hun har i forvejen i stedet for at købe nyt.
– Det var en øjenåbner, hvor jeg fandt ud af, hvad der rykkede. Jeg var meget låst i mine kombinationer af tøjet, jeg gik med. Jeg valgte bestemte bluser og bukser sammen, men fik forslag til at blande det på nye måder, som sad pænere. Små tilretninger gjorde desuden, at tøjet pludselig sad, som det skulle, fortæller hun.
Chanette kender godt til at have noget favorittøj med mange år og slid på bagen. Sådan har hun det for eksempel med en rød buksedragt, hun er megaglad for, selv om den ikke er perfekt. Med alderen er hun holdt op med at skæve til moden, og derfor må hendes have lidt alder.
– På tøjjagt i butikker har jeg ofte følt mig forkert. Nu er det kommet dertil, at det betyder mere, hvad jeg selv kan lide, siger Chanette, som nu oftere køber og sælger brugt på nettet.
– Det er både godt og skidt. Hvis der er noget, jeg bliver særlig glad for, er det jo allerede brugt og holder derfor kortere.
Gennem tiden har Chanette taget andre metoder i brug for at få den garderobe, hun har ønsket sig:
– Jeg tog en posefuld tøj, som aldrig rigtig havde passet, med til en systue. Dér sørgede de for de nødvendige tilpasninger for et rimeligt beløb, og tøjet gav derefter fornyet værdi for mig.
Kunne du finde på at gå til skrædder for at få syet dit tøj?
– Det er en interessant tanke. Men så skal jeg være sikker på, hvad jeg vil have og kunne formidle det videre. For mig er der langt fra at få tilpasset tøj til lige frem at få det specialsyet. Uden en designer gemt i mig kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse og kræve stor tillid til skrædderen.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 44/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.